Tulle i midten
Dansk Folkeparti er ved at gøre sig selv til det nye, afgørende midterparti, hvis mandater kan bruges af både en rød og en blå regering. Uanset om regeringskrisen ender i valg eller ej, vinder Thulesen Dahl og DF. Derfor bliver det ikke blå jul. Med Tulle i midten af dansk politik bliver Folketingets små liberale partier, LA og R, efterladt på en sydligt drivende isflage. Så hvorfor hjælper Samuelsen med at sætte DF ind i midten af al dansk politik?
Det virker helt klart, at Thulesen Dahl vil fryse Liberal Alliance ud af regeringen og dermed genindtage positionen som Venstres centrale partner i blå blok. Er man i tvivl, kan man bare se, hvordan LA’s selvsikre retorik om skattelettelser, de kaldte ”historiske”, prompte blev mødt af et DF-krav om en garanti for, at statens driftsbudget ikke ville blive sænket med blot en andel af en procent, nærmest i Samuelsens levetid.
Tilbage for LA er der kun lidt Bamse & Kylling-penge fra DR og lidt af det spekulative ”råderum” (som den røde regering tilvejebragte) at snolde for. Vil LA ikke finde sig i det, kan de trække i mistillidshåndtaget. Men så kan regeringen ikke gå til genvalg.
Still got the blues?
Det er tvivlsomt, om der kan komme et blåt flertal igen. Denne regering har været temmelig kronisk bagud i meningsmålingerne, næsten så meget som Thornings regering var det. Og et valg på baggrund af liberal spøgelsesbilisme er ikke verdens bedste dagsorden, hvis man er borgerlig. Det er selvfølgelig, hvad Samuelsen siger til sig selv, når han skal overbevise sig selv om, at han får sin vilje.
.jpg)
En ny blå regering vil aldrig kunne indeholde det LA, der væltede den. Så selv, hvis der kommer et blåt flertal efter sådan et valg, bliver det med LA parkeret som liberalistisk sidevogn, måske et parløb med en ekstremistisk Pernille Vermund eller en midtersøgende (S-søgende) helt eller halvt fuldbyrdet de facto DF-V-regering. Der er en ny midte: Den er bare ikke radikal. Kilde: Ritzau/Ivan Riordan Boll.
Der har været meget fokus på Mette Frederiksens tilnærmelser til DF; det helt åbenlyse faktum, at det har været en endog meget gensidig tilnærmelse, har været ignoreret. Udkommet er, at hvis rød blok vinder valget, kommer Mette Frederiksen til at have et uhørt stort mandattal med sig. Tulle kommer til at byde sig til for at holde Morten Østergaard og de radikale stangen, på samme måde som han nu klemmer livet ud af Anders Samuelsen. Hvorfor anbringer Samuelsen sig i den position?
Så hvis LA folder deres ultimative krav sammen, vinder Tulle. Hvis Løkke smider LA ud af regeringen, vinder Tulle. Hvis LA forlader regeringen og forlanger nyvalg, vinder Tulle. Han har dygtigt manøvreret sig hen mod at blive 'Tulle i midten', for han kan nu med både Mette og Lars. Tulle vincit omnia. Og sandsynligvis Mette Frederiksen med.
Kommentatorer, der tror, at de par procent, han evt. måtte gå tilbage, vil afholde Thulesen Dahl, er komplet galt afmarcherede. De yderlige mandater betaler han uden at blinke for at blive det nye, store midterparti. Anders Samuelsen har fremprovokeret en stilling på brættet, hvor Dansk Folkeparti i al forudseelig fremtid kan holde det liberale LA uden for indflydelse. Og Morten Østergaard skal passe gevaldigt på ikke at bringe sit lille liberale parti i samme situation.
LA kan ikke bruge deres mandater hos en rød regering, og De Radikale kan ikke indgå i et DF-domineret borgerligt Danmark, fordi udlændingespørgsmålet trods alt er for vigtigt, og fordi partiets vælgerkorps ville få et slagtilfælde. Bare forestil dig R indgå i parlamentarisk grundlag med Pernille Vermund. Og for resten vil DF give endnu mindre til Østergaards Radikale, end de giver til den politisk udhungrede, men flittigt citerede Anders Samuelsen. De Radikale kunne reelt kun svinge til højre i årene før, Dansk Folkeparti blev det største borgerlige parti.
Mellem Rød og Blå Stue
Det, som er uforståeligt er, hvorfor i alverden Anders Samuelsen har så travlt med at hjælpe Thulesen Dahl med at lykkes. Det er en historisk stærk position at flytte ind i for DF. Den position må også skræmme mange i rød blok – ikke bare De Radikale, som Thulesen Dahl nok har lige så mange varme følelser for, som han har for LA.
Én ting er, at udlændingepolitikken vil fortsætte i samme spor. Det slag er formentligt afgjort af S-garantierne på det område, men man vil formentligt blive mødt med permanente krav om juridisk og ideologisk tvivlsomme stramningsforslag. Selve integrationspolitikken, som jo er noget andet end tilstrømningspolitikken, og som lettere kunne samle på Rød Stue, vil blive udfordret.
Som vi har set i den aktuelle finanslov, er DF’ernes reelle dedikation til uddannelsesområdet absolut ikke særligt dyb. Miljøpolitisk er partiet nærmest komplet indifferent, og dyrevelfærd for kæledyr er vigtigere end landbrugets udledninger. Og så er der en reel risiko for, at også en rød regering vil blive presset ind i ufrugtbare konfrontationer med et europæisk projekt, man absolut holder fast i, selvom man er blevet mere klar omkring sine frustrationer med indretningen af Europa, fx i S.
Men neden under det hele er DF bare den logiske samarbejdspartner i arbejdsmarkeds- og velfærdspolitikken, der er de centrale områder for de traditionelle, røde partier. Det er uomgængeligt.
Mette Frederiksen vil med stor sandsynlighed få lettere ved at få mere af sin politik igennem, hvis projekt 'Tulle i midten' lykkes. Og det er nu engang det, spillet handler om: At få magt, som man har agt. Kilde: Ritzau/Finn Frandsen.
Den store joker her er, om et stort DF stående i døren til Rød Stue raslende med kæderne fra sine cirka 35 mandater vil få børnene på stuen til at lege pænere med hinanden. Måske den lejlighedsvist samspilsramte stue vil finde ind i et mere positivt samarbejde end det, der præger livet på Blå Stue. Lige nu står oppositionen med flere positive parlamentariske scenarier, end Anders Samuelsen har givet det borgerlige Danmark.
Den ny tilstand i dansk politik, der med grænsende til 100 % sandsynlighed vil opstå efter et liberalt nedsmeltningsvalg, vil permanent reducere Samuelsens tropper til motivationstalere i den finansielle sektors fredagsbarer.
Det er som om, de er så stærke i den liberale overbevisning, at man har overbevist sig selv om, at den parlamentariske virkelighed bøjer sig for selve den liberale tro. Eller som om, at overbudsmeldingerne i pressen vil virke som et Jedi-mindtrick på Thulesen Dahl. Selvom det har virket modsat hver gang, bliver de ved. Religion og fornuft er bare hinandens modsætninger. Og man er ikke Kong Gulerod med 13 mandater. Eller rettere: Det er man måske, hvis de mandater, man har, kan bruges på flere måder. Det er hvad, De Radikale kan – eller kunne engang.
Det er hvad, DF er på vej til at kunne nu. Alle andre end LA kan se det. Og derfor kommer der ingen nye sejre, som LA’erne kan varme sig ved i deres juleprædikener. Man er nødt til at kunne tænke mere end ét træk frem, uanset hvor meget man mener, man har ret.
