Krasniks kæmpe #themtoo-selvmål
Martin Krasnik måtte i denne uge igennem kritikmøllen i de selvsamme medier, han igennem sin karriere har været og er en del af. Personligt har jeg altid været positivt stemt over for hans evne til at debattere med grundig research og hans evne til at fange sine interviewofre i deres egne modsigelser. Denne gang er han dog blevet fanget i sin egne modsigelser.
”Hvis #metoo-kampagnen forbigår det voldelige patriarkat, der eksisterer lige for næsen af os, er den svær at tage rigtigt alvorlig" - Martin Krasnik.
Sådan lød det i Krasniks leder i Weekendavisen #48 (som ikke ligger tilgængeligt digitalt).
Selvom Krasnik forklarer sig og netop bedyrer, at han ikke relativiserer #metoo-kampagnen, så overser han en væsentlig pointe. En pointe netop hans erhverv lever og ånder for. Den pointe er: ordets magt.
De ubevidste magtstrukturer
I kønsdiversitetsdebatten, der i mange forhold hænger sammen med #metoo-kampagnen på den måde, at den handler om magtforhold og grundlæggende strukturer imellem mænd og kvinder, tales der meget om unconscious bias. Unconscious bias er ubevidste slutninger, vi foretager os omkring mennesker og handlinger.
Det er ikke et nyt begreb. For at forklare det lidt mere teoretisk vil jeg bruge John B. Thompsons nyfortolkning af begrebet ideologi fra 1990. Ifølge Thompson er ideologier den måde, symbolske former og magtrelationer interagerer i sociale forhold. Det kan være den mening og de følelser, vi tillægger et flag alt efter, hvilken kontekst vi ser flaget i.
De symbolske former indgår også i sproget og kan give os indblik i en kulturs normer og dominansforhold, når de analyseres i forhold til den strukturelle kontekst, de indgår i. Ideologier kan læses i det, vi tager for givet og derfor ikke behøver at udtrykke eksplicit. Dermed bliver dominansen også ubevidst.
Det er netop ved at analysere vores sprogbrug, at disse ideologier og ubevidste dominansstrukturer kan komme frem i lyset. Derfor bliver det også relevant for Krasnik at vare sit sprog, og han skal gøres opmærksom på sin ”retoriske smutter”.
Hvis ikke … så …
Hans ”hvis ikke … så …”-retorik sætter netop #metoo-kampagnen i relation. Hvis kampagnen forbigår det voldelige patriarkat, så er den svær at tage alvorligt. For at dette ”hvis” kan foregå, kræver det, at der er ”nogen”, der styrer denne kampagne. Som om udefinerede ”feministiske miljøer” ikke tager visse etniske kvindegruppers vidnesbyrd alvorligt og dermed ikke selv kan tages ”rigtig alvorligt”.
Men hvad er det for miljøer, der udelukker nogle kvinder fra at deltage i #metoo-kampagnen? Da kampagnen netop er viral og har sit eget liv, hvor alle med adgang til en digital enhed og internet kan deltage, bliver den heller ikke styret af definerede miljøer. Sådan en viral kampagne styres af de mennesker, der deltager i den.
Alyssa Milano startede #metoo-kampagnen, men hun styrer den ikke - kampagnen er viral og styres dermed af og rummer alle, der deltager i den.
Den debatteres derimod i medierne, og det er vel netop her Krasnik selv, som chefredaktør på Weekendavisen, har en væsentlig indflydelse på, hvorvidt alle kvinders stemme bliver hørt.
Den ubevidste retorik
I Danmark har #metoo-kampagnen været interessant som efterfølger til de analyser, der er lavet af ligestilling imellem mænd og kvinder i verden. I et land, hvor vi netop ikke definerer os selv som patriarkalske, hvor vi søvnigt gik i en forestilling af, at ligestilling var opnået, har #metoo-kampagnen været med til at vække os fra døsen.
Det væsentlige her er ikke, hvem eller hvilke kulturer der inkluderes i #metoo-kampagnen. Formen i den rummer alle, der ønsker at gøre brug af den. Det væsentlige er, at vi skal være varsomme med retorikken. Også i vores debatter. Det er netop i de ubevidste måder at tale til og tænke om hinanden, at vi kan skabe et misforhold.
Det er her, vi fremover kan og skal gøre en forskel. Det gælder også for Martin Krasnik.
