The Next Web - Calling all crazy ones

Torsdag og fredag i sidste uge var der The Next Web konference i Amsterdam. Hvis du ikke var med, får du her et glimt af, hvad bedst kan beskrives som en festival for digitale nørder med hang til øl og keynotes!
The Next Web har vokset sig kæmpestor og slået egne besøgsrekorder med 20.000 unikke deltagere fordelt på konferencens to dage – det svarer til en vækst på 300 % fra 2015 til 2016. Det føles dog nærmest skævt at kalde TNW for en konference, da det i langt højere grad ligner en festival, og tag-line for eventen er da også ’Calling All Crazy Ones”.
 
Fagligt er der nemlig ikke noget at skrive hjem om, men festivalen er visuelt flot og veleksekveret som event, og med cirka 1,5 times transport fra København, Amsterdam som chillet ramme og rigeligt med mad- og barboder er festivalen oplagt for nørder, der gerne napper en keynote om machine learning til deres kolde øl eller GT.
 
The Next Web Conference aftermovie fra 2015. Bare for at få dig i stemning. 
 
Venue 💜  💜  💜  💜  💜  💜 
Amsterdam tager TNW-konferencen alvorligt. For eksempel vidste alle i lufthavnsinformationen i Schiphol, hvor TNWs registrering lå henne, og på vej til selve konferencen torsdag morgen var der tydelig skiltning, så selv nørder med begrænsede datapakker ikke farer vild på vej derhen, når nu Google Maps koster 10 kr. per pop.
 
TNW skiltningen er helt i top. Godt for folk med tarvelige datapakker, der kun virker i DK.
 
Festivalområdet består af en stor hovedscene, Digital Innovation, to mellemstore scener og diverse mindre og ’open air’ scener (se oversigt her. Men det hele sparkes naturligvis i gang fra Digital Innovation med både liveband og imponerende live lyd- og lysshow.
 
Digital Innovation Stage (Orange Scene).
 
Visuelt var de indendørs scener virkelig flot iscenesat med storskærme, så man kunne se speakers, og gennem-brandet lystapet. Ved den store og de mellemstore scener var der sat særlige blogger/influencer-borde op, så der hurtigt kunne udgives indhold om konferencen. På Digital Innovation sad der fast omkring 40 mennesker ved disse borde (Protip: Bordene er IKKE til dig, medmindre du har credentials - yikes).
 
Indgang til Digital Innovation (hovedscenen) placeret i bygningen Gashouder.
 
Bloggerbordene.
 
Fagligt indhold 💜  💜  💜
Med navne som Gary Vaynerchuk, Jeff Jarvis, Werner Vogels og Casey Neistat (du kan sove helt roligt, selvom du ikke kender dem) og brands som Facebook, Amazon, Giphy, Google, MIT Media osv. burde jeg egentlig være helt oppe og ringe, men det faglige udbytte af konferencen er i min optik begrænset.
 
Med risiko for, at jeg har overset små guldæg rundt omkring (der er trods alt mange scener), så var niveauet i det faglige indhold ikke vanvittigt højt. Ikke mindst, fordi mange af oplæggene var udformet som en form for uformelle talks og interviews med de to foundere af TNW, Boris og Wytze, som interviewere. Det virkede mere som om, TNW lagde vægt på at vise cirkushestene frem (SE, HVEM VI HAR SKAFFET!) end at lade dem give reel værdi til salen.
 
Boris interviewer Steve Huffman fra Reddit.
 
For eksempel blev et interview med Kayvon Beykpour fra Periscope til en form for cirkus, hvor Wytze klovnede rundt og ’live-sendte’ via Periscope fra scenen. Et helt særligt øjeblik opstod, da han efterfølgende ikke kunne finde ud af at afbryde sendingen igen, og så var det påfaldende, at der under ’hyggesnakken’ ikke blev nævnt Facebook Live med et ord, på trods af at det med sin udrulning er en klar udfordrer til netop Periscope.
 
Der gik seriøs fandom i salen, da Casey Neistat tog scenen. Den eneste gang, hvor der var folk, der decideret hvinede, og mobiler og iPads skød i vejret.
 
 
Alt i alt tyndt. Gary Vaynerchuk var også inviteret for at være … ja … Gary Vaynerchuk, hvilket gav et stærkt underholdende oplæg, men uden faglig dybde, og salen gik amok i fandom, da Casey Neistat (youtuber) kom på scenen. Der var enkelte mere faglige oplæg, men ingen særlige tendenser eller pointer blev noteret ned på min blok. And that’s a first.
 
Emma Holten på DI scenen med opråb til de digitale start-ups om potentielle skyggesider.
 
Præsentation af Adam Leibsohn fra Giphy. Udelukkende eksekveret i GIFs. Og det udtales med G- og ikke J-lyd. Selv tak.
 
The food… 💜  💜  💜  💜 
Hvad den ikke har i faglighed, kompenserer den til gengæld for i mad og drikke. Siloen i baggrunden på billederne er Digital Innovation-scenen set ude fra, og rundt om alle scenerne var indrettet food courts med 20 udvalgte madboder og barer, så den sultne og (øl)tørstige festivalgæst aldrig skulle fortvivle … det kræver dog en kærlighed til burgere at deltage, da det var menuen i størstedelen af boderne (pomfritter var også mærkværdigt populære som eneste produkt i en del af boderne). Intet problem for denne deltager.
 
Food court B
 
Ville man have andet end øl og GT'ere – for eksempel vand – så var vejen frem en drikkedunk. Når man først var ovre de første ti minutters flashback til 4. klasse var den overraskende praktisk – og så var det ikke helt dårligt at have udekontor, når lidt arbejde skulle klares.
 
Dag 1 kontor. Og dag 2. Prøvede dog en burger fra en anden bod på dag 2 – lidt eventyrlysten er man vel …
 
Pomfritter – er det en hollandsk ting?
 
Aldrig gå ned på øl!
 
Musik og øl efter ’closing of the day’.
 
Nerds…Spottede brudeparret på dag 1 og grinte lidt af dedikationen til konferencen. Fandt ud af på dag 2, at ’brudeparret’ fra foregående billede promoverede en app, der gør noget med bryllupper.
 
Der var naturligvis også dansker-tweetup ved #TNWEurope. Og vi ved, at I knuselsker os for at diskutere detaljer om det direkte i feedet.
 
Promotion halls (de kaldte det helt sikkert noget andet, men det er, hvad det er) 💜  💜  💜
Respekt til ’bruden’ fra foregående billede for at paradere rundt i den kjole 2 dage i træk. Hun stod dog mest i en af de to store haller, der var dedikeret til promovering af start-ups, gadgets og andet gear – og så en masse ’pocket spam’ (tilfældige produktbeskrivelser/visitkort/dimser, som du putter i lommen eller tasken og tømmer ud i skraldespanden om aftenen igen).
 
VR alle steder – porn gør det, så du ved, det har en fremtid ;)
 
Jeg ELSKER at prøve nye gadgets – jeg AFSKYR at skulle betale med ti minutters smalltalk. Lurkede derfor mere end jeg deltog. Men hey – så slipper man også for at en eller anden nævenyttig nørd tager billeder af en, mens man leger med Virtual Reality… Har givet promotionhallerne 3 ud af 6 stjerner fordi: Meh. (Chewie er en stjerne i sig selv)
 
Ingen tech-konference uden Chewie og Star Wars.
 
Nørdens udgave af ’whack a mole’. Kan du slå clouden i hastighed?
 
…og ingen festival uden fan merchandise (ja ja, jeg købte en sweater. So sue me)
 
Overall experience 💜  💜  💜  💜 
The Next Web var virkelig vellykket i forhold til venue, stemning og underholdning. Jeg har været på langt bedre konferencer i forhold til fagligt indhold (Social Media Week i NYC for eksempel), men jeg vil alligevel anbefale, at man tager til TNW. Som techie-festival er den fantastisk – som faglig konference lidt til den lette side. Og ja – jeg har købt min ’Super Early Bird’ billet til næste års festival allerede. Jeg håber vi ses! Tina #overandout
 
Armbånd og pass på plads. Klippede først armbåndet hjemme i København. Ville gerne strække den der helt særlige orange feeling ;)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også