Robert Durst – hvor begynder man? Han er en stakkels gammel mand, hvis far tvang ham til at bevidne hans mors selvmord. Nej, vent.

Robert Durst er en ond gammel mand, der har myrdet i hvert fald tre mennesker. Måske.

Robert Durst er medlem af et familie-imperium, der har gjort sig vanvittig rige på ejendomshandel på Manhattan. Helt sikkert.

Robert Durst er et menneske, hvis sind er dybt forstyrret, og han går u- eller fejlmedicineret rundt. Højst sandsynligt.

En ting er sikkert: De sandheder, der kommer ud af hans mund, er halve.

Den officielle poster for The Jinx.

Under alle omstændigheder: The Jinx er historien om en rig, gammel mand, som mange mistænker for at være morder. Og som indtil videre er sluppet godt afsted med det. Godt i den forstand, at han ikke sidder i fængsel. Spenderer man nok tid sammen med Robert Durst, får man indtrykket af, at manden i stedet sidder i fængsel i sit eget hoved.

Dramatiserede, spektakulære mord
The Jinx er en dokumentarserie på seks afsnit instrueret af Andrew Jarecki. Den fortæller historien om Robert Durst og de tre mord, han er mistænkt for at have begået. Det første mord var på Kathie Durst. Ja, på trods af at man, som sagt, ikke har fundet hendes lig, er ingen i tvivl om, at hun er død, myrdet af Durst. Den andet mord var på Susan Berman, en veninde af Durst, der blev nakkeskudt i sit hjem juleaften i 2000. Og det tredje mord var på Morris Black i 2001; en mand, der var nabo til Durst, da denne boede i Galveston under falsk identitet som en stum kvinde(!).

Også Black blev skudt, og derefter blev han skåret i småstykker og smidt i havet. Serien består af forskellige former for rekonstruktioner og dramatiseringer af tidligere hændelser, interviews med mange forskellige mennesker, anklagere såvel som forsvarere, politifolk, familie og venner til de døde. Og ikke mindst består den af interviews med Robert Durst.

Instruktøren Andrew Jarecki.

Selve formen kan bedst beskrives som en art faktion - en blanding af fakta og fiktion. Da der er masser af elementer, det enten ikke er muligt at opstøve konkret viden om, eller om hvilke skaberne har en klar fornemmelse af, at der bliver løjet, bliver vi præsenteret for en del dramatiseringer og masser af stemningsbilleder og -musik, der helt bevidst leder vores følelser bestemte steder hen. Det er svært at sige, hvornår denne form først så lyset, muligvis med Paradise Lost-trilogien, der startede i 1996; den handler om tre børnemord og det efterfølgende justitsmord på tre teenagere mistænkt for at være satanister. Under alle omstændigheder benytter Capturing the Friedmans (2003), som er Jareckis første film, og The Staircase (2004) af Jean-Xavier de Lestrade samme form.

Og naturligvis vækker The Jinx minder om den første sæson af podcasten Serial (2014) af Sarah Koenig, der handler om mordet på en pige i 2001 og det efterfølgende eventuelle justitsmord på den unge mand, som er beskyldt for at have myrdet pigen. En ting er dog sikkert: Formen er mere manipulerende end en ”almindelig” dokumentar. Om man så kan lide det, er en smagssag.

Sarah Koenig, journalisten bag podcasten Serial.

En kvinde ved navn Dorothy Ciner
Det hele begyndte d. 31. januar 1982, da Roberts kone, Kathleen ”Kathie” McCormack Durst, forsvandt fra deres sommerhus. Durst fortæller selv, at hans kone tog toget ind til New York den aften, men faktum er, at ingen har set hende. Og man har aldrig fundet hende. Død eller levende. Det eneste dødsfald, Robert Durst vil indrømme at have været involveret i, er Morris Blacks. De to mænd var naboer i Galveston, hvor Durst boede for at holde lidt lav profil, efter at han var blevet mistænkt for mordet på Susan Berman. Han havde købt sig en paryk og en håndfuld kjoler og gik under navnet Dorothy Ciner og lod, som om han var stum. Black og Durst lærte hinanden at kende. Det vides ikke, hvornår i deres relation Durst smed forklædningen, men han skulle have fortalt Black, at: ”Jeg gider bare ikke være Robert Durst mere.”

En sen aftentime, efter indtag af alkohol, blev Black skudt, da de to mænd kom op at slås, fordi Black truede Durst med en pistol. Pistolen gik af, Black blev ramt i hovedet og døde. Et uheld – det kan jo ske for selv den bedste. Ifølge Durst gik han dernæst i panik og skar, huggede og savede Morris Black i stumper og stykker, pakkede ham møjsommeligt ind i plastik og smed ham i havet. Derefter flygtede han fra byen. Halvanden måned senere blev han arresteret, da han prøvede at stjæle en sandwich fra et supermarked - og det på trods af at han havde 37.000 dollars ude i bilen.

Man er ikke skyldig, bare fordi man er mistænkt
Det lykkedes ikke anklagerne at overbevise juryen om, at Robert Durst med fuldt overlæg skød og dræbte Morris Black, hvorfor han blev pure frikendt for mordet. Nåja, man fandt aldrig Blacks hoved. Det endte med, at Durst fik en dom og tilbragte sammenlagt et års tid i fængsel for at manipulere med bevismaterialet, dvs. Blacks kropsdele.

Ryan Gosling og Kirsten Dunst som Robert Durst og hans siden hen forsvundne kone, Kathie Durst, i filmen All Good Things.

Set i lyset af at Robert Durst på intet tidligere tidspunkt har villet tale med pressen om sit liv, hvorfor i alverden stiller han så op til interview vedrørende de mord, han er mistænkt for? Svaret er, at Jarecki instruerede filmen All Good Things fra 2010 med Ryan Gosling og Kirsten Dunst i hovedrollerne. Det er en film, der omhandler Kathie Dursts (Dunst) forsvinding. Om det er, fordi Robert Durst var så smigret over at blive portrætteret af den smukke Ryan Gosling, eller om det handler om noget andet, er svært at sige, men efter at have set All Good Things kontaktede han i hvert fald Jarecki og tilbød at give sit besyv med for, som han skulle have sagt, at fortælle sin side af historien.

Men hvordan er han så, manden, morderen, den skumle fyr? Er han en mørk, stor og farlig figur, der får stolen, han sidder på, til at knirke og knage og ligne noget fra et dukkehus? Ligner han en mand med tunge bryn og stærke hænder, der kunne finde på at trække dig ind i en gyde og save dig i småstykker for derefter at smide dig ud til fiskene? Nix. Han ligner en lille, tynd og gammel mand. Afslappet klædt, men, vil det skarpe øje bemærke, dyrt. Så dyrt, at det er diskret.

Men der er noget, der er lidt skævt, lidt ”off”, og det er Robert Dursts øjne. De blinker og gør ved, gør de. De klemmer sig sammen og springer op. Og det føles absolut for os, der lytter og kigger, som om de specielt gør det, når han har fortalt noget, som - igen: føler vi - absolut er en løgn. Og måske er det også løgn, for faktum er, at der er vanvittig mange huller i hans historie. Huller, som andre faktisk er i stand til at fylde ud med ting, der kaster et yderligere mistænkeligt lys på Durst som gerningsmand. Men man er jo ikke skyldig, bare fordi man er mistænkt.

Politiets billede af sandwichtyven Durst.

Forbandet af fortiden
Selv mener han ganske enkelt, at han er forbandet, at han er "jinxed". At folk dør omkring ham, og at han bliver mistænkt for det, det er ren og skær uheld, skæbne, ja, en forbandelse, der følger ham, muligvis ansporet af hans mors selvmord og hans fars bizarre opførsel hin nat. At han så absolut ikke er det socialt mest kapable menneske, er han også selv parat til at indrømme. ”Jeg har det ikke så godt med de fleste mennesker. De fleste mennesker har det ikke så godt med mig,” siger han på et tidspunkt. Endda undskylder han over for sin eks-svigermor, at han ikke kunne finde ud af at opføre sig ordentligt, og afslutter med ordene: ”Jeg har en andel i, at Kathie ikke er her mere”.

Men der er så absolut ikke noget i vejen med mandens intelligens, så hvorfor stiller han op til det her? Har han ikke kontrol over sig selv? Kan han bare ikke holde sin kæft? Hvad er det, han vil? Til tider virker det mere, som om hans reelle projekt er at kaste smuds på sin lillebror, der blev tildelt ansvaret for familie-imperiet; et imperium, han i øvrigt ikke ville have noget at gøre med. Men forbigåelsen af ham i denne sammenhæng fremstår stærkere, når man, som Durst gør det, ser det ud fra vinklen "fader-svigt" – et tema, der absolut ser ud til at drive manden. Skubber vi al den snak om mord til side, virker Durst nemlig mere som en psykisk ret hårdt belastet person, der er blevet svigtet af sin familie.

Eller måske handler det i virkeligheden om, at han gerne vil opdages? At han faktisk gerne vil have sandheden om sig selv og sine gerninger frem? Måske er alle hemmelighederne blevet til et indre fængsel, som kun et rigtigt fængsel kan hjælpe ham ud af. På samme facon som han stjal en latterlig, billig sandwich og blev arresteret, på trods af at han havde lommerne fulde af penge, står han nu frem for lys, lyd og kamera og fortæller sin historie.

Tjek #thejinxHBO for flere brugeranmeldelser af The Jinx.

Der er en overhængende sandsynlighed for, at den gode læser her allerede ved, hvad serien ender med, da internettet nærmest eksploderede dagen efter sidste afsnit, men serien er så absolut ikke kun sit klimaks. Den er et mangefacetteret portræt af et fascinerende menneske. Og selv efter serien er set til ende, fremstår Robert Durst stadig som noget af en gåde. Den slags mennesker, de er sgu ret interessante.