1 ud af 3 får det dårligt af Instagram

Endnu en alvorlig rystelse ramte medieimperiet Facebook den 14. september. Via en whistleblower kunne Wall Street Journal (WSJ) offentliggøre virksomhedens interne forskning i dens produkter. Lækket bliver kaldt The Facebook Files. Særligt et resultat stikker ud: Facebook-platformen Instagram er skadelig for særligt en stor gruppe teenagepiger.
Hver tredje teenagepige får det dårligere med sig selv på Instagram. Platformen er dermed en konkret trussel mod den mentale sundhed i aldersgruppen. Kilden til påstanden? Det er Facebook/Instagram selv. Hvad er Instagrams forsvar? Vi må se på det store billede. Kilde Getty images
Hver tredje teenagepige får det dårligere med sig selv på Instagram. Platformen er dermed en konkret trussel mod den mentale sundhed i aldersgruppen. Kilden til påstanden? Det er Facebook/Instagram selv. Hvad er Instagrams forsvar? Vi må se på det store billede. Kilde Getty images
af Mikkel Skov Petersen
Hver tredje teenager – altovervejende piger – får det fx dårligere med deres krop af Instagram, og billeddelingsplatformen trækker et spor af selvmordstanker, selvskade, spiseforstyrrelser og generelt dårligt selvværd efter sig. Det er særligt fænomenet “negativ social sammenligning”, der er problemet på platformen, der bla. er kendetegnet ved urealistisk, selektiv selviscenesættelse og forskønnende filtre.
 
The Facebook Files viser desuden, at virksomheden siger ét i offentligheden og noget andet i deres interne undersøgelser.
 
Facebook/Instagrams reaktion på afsløringen? De vil have os til at se på det store billede, og så er urimelig kritik synd for virksomhedens hårdtarbejdende ansatte.
 
 

32 procent af teenagepiger siger, at når de havde det dårligt med deres krop, så fik Instagram dem til at have det dårligere. Kilde: Getty Images. 
 

Angst, depression og selvmordstanker

 
I USA er mere end 40 pct. af Instagrams brugere 22 år eller derunder, og omkring 22 millioner amerikanske teenagere bruger dagligt platformen. Til sammenligning bruger omkring 5 mio. amerikanske teenagere Facebook. De interne forskningsresultater fra Facebook/Instagram, som WSJ bragte 14. september, er ikke mindst derfor mildest talt rystende:
 
“32 procent af teenagepiger siger, at når de havde det dårligt med deres krop, så fik Instagram dem til at have det dårligere,” citerer WSJ forskere for at have konkluderet i marts 2020.
 
I 2019 var konklusionen den samme:
 
“Vi gør problemer med kropsbillede værre for en ud af tre piger,” lød det også dengang i en intern undersøgelse.
 
“Teenagere skyder skylden for øget angst og depression på Instagram. Denne reaktion var spontan og konsistent på tværs af alle grupper,” lyder en anden konklusion.
 
En tredje konklusion viste, at blandt teenagere, der udtrykte selvmordstanker, peger 13 pct. af britiske brugere og 6 pct. af amerikanske brugere på Instagram som kilde til deres ønske om slå sig selv ihjel, skriver WSJ.
 
“Teenagere fortalte os, at de ikke bryder sig om al den tid, de bruger på platformen, men at de føler, at de er nødt til at være til stede. De føler sig ofte “afhængige” og ved, at det, de ser, er dårligt for deres mentale helbred, men de føler sig ude af stand til at stoppe sig selv,” fremgår det af The Facebook Files ifølge WSJ.
 
De alarmerende konstateringer i de interne dokumenter står i grel kontrast til Facebooks offentlige tilkendegivelser. Fx sagde Facebooks CEO, Mark Zuckerberg, under en kongreshøring i marts i år:

“Den forskning, vi har set, er, at brug af sociale apps til at forbinde sig med andre mennesker kan have positive fordele for mentalt helbred.”
 
Det er uklart, hvilken forskning Zuckerberg hentyder til, men det er ikke den, hans egen virksomhed står bag.
 
 
 

Kilde: 2019 Instagram slide presentation called ‘Teen Mental Health Deep Dive’ / Wall Street Journal. Halvdelen føler de skal skabe et perfekt image for at være på Instagram. 


Instagram i Danmark

 
Instagram er også i Danmark et stort medie. Omtrent hver tredje dansker bruger platformen dagligt. Til sammenligning bruger 60 pct. af danskerne Facebook på daglig basis.
 
Bag tallene gemmer sig store aldersforskelle blandt brugerne af de to platforme. Instagram appellerer i højere grad til børn og unge end Facebook, der over en længere årrække har mistet taget i den yngre målgruppe.
 
Ifølge DR’s årlige undersøgelse af danskernes medievaner brugte knap 40 pct. af de 9-14-årige Instagram dagligt i 2020. For de 4-8-årige er tallet 19 pct. 
 
Og også i Danmark har mediet tilsyneladende skadelig indflydelse på unge. Allerede for halvandet år siden satte DR fx fokus på det lukkede Instagram-netværk “priv”, der er et fællesskab for psykisk sårbare piger. Ifølge DR kan syv selvmord blandt piger/unge kvinder knyttes til “priv”-netværket.
 
Senest har DR fortalt historien om Maria, der er en del af “priv”, og som i dag er afhængig af en sondemaskine efter at have drukket en ætsende væske. Efterfølgende kunne hun se, at andre piger fra Instagram-netværket blev inspireret af hendes handling.
 

Det første forsvar: blogindlæg fra Instagram

 
Instagram reagerede på WSJ’s afsløring samme dag, som den blev publiceret. Det skete i et besynderligt blogindlæg, der ikke just var tillidsvækkende for forældre til teenagepiger endsige kastede tilfredsstillende lys over, hvad Facebook/Instagram har tænkt sig at gøre.
 
Grundlæggende forsvarer Instagram, at de overhovedet forsker i brugeroplevelsen. Det på trods af, at ingen har kritiseret dem i at undersøge brugen af deres produkt. Instagrams Head of Public Policy, Karina Newton, indleder indlægget:
 
“The Wall Street Journal published a story today about internal research we’re doing to understand young people’s experiences on Instagram. While the story focuses on a limited set of findings and casts them in a negative light, we stand by this research. It demonstrates our commitment to understanding complex and difficult issues young people may struggle with, and informs all the work we do to help those experiencing these issues.”
 
Instagram forsøger at flytte fokus fra den egentlige kritik – at de tjener mange penge på et skadeligt produkt – til, at kritikken skulle handle om selve deres undersøgelser.
 
Herefter følger indlægget op med et klassisk perspektiverende svar, hvor de appellerer til at se Instagrams skadelige rolle i et større billede. Kort fortalt peger Instagram på, at internettet stadig er nyt, og vi er alle sammen ved at lære at bruge det – også Instagram.

“The internet has drastically increased how many people we all connect to, and how much information we consume. As a society, we’re working out how to process these changes, and what’s right for each of us individually. At Instagram, we hire the best researchers and scientists we can to look at these changes, and to help us understand how they impact people.”
 
Næste overskrift – den tredje i indlægget – hedder Our Findings, men en eventuel forventning om, at nu kommer svesken på disken, bliver hurtigt gjort til skamme. Afsnittets dybsindige hovedpointe er i stedet, at nogle gange er Instagram godt, og andre gange er det ikke så godt, og det kan såmænd variere fra dag til dag. I stedet for at referere til deres egne undersøgelser, som lækket til WSJ handler om, så henviser de til en undersøgelse fra den amerikanske tænketank Pew, der viser omtrent samme resultat, omend tallene er marginalt mindre slemme:
 
“According to research by Pew Internet on teens in the US, 81% of teens said that social media makes them feel more connected to their friends, while 26% reported social media makes them feel worse about their lives.”
 
“Vores konklusioner viser noget tilsvarende,” supplerer Instagram og forsøger atter at perspektivere kritikken, så vi ser sagen i det store billede. I forskningsverdenen er deres konklusioner nemlig hverken overraskende eller uforudsete:
 
“Issues like negative social comparison and anxiety exist in the world, so they’re going to exist on social media too. That doesn’t change the fact that we take these findings seriously, and we set up a specific effort to respond to this research and change Instagram for the better.”
 
Og dermed er der lagt op til det afsluttende afsnit: Hvad vil Instagram gøre? Ja, for det første har de allerede gjort og gør stadig meget i forhold til mobning, selvmord, selvskade og spiseforstyrrelser. Derudover vil de intensivere deres fokus på negativt syn på egen krop. 
 
Og så har Instagram en idé!

“One idea we think has promise is finding opportunities to jump in if we see people dwelling on certain types of content. From our research, we’re starting to understand the types of content some people feel may contribute to negative social comparison, and we’re exploring ways to prompt them to look at different topics if they’re repeatedly looking at this type of content.”
 
Eller sagt på en anden måde: Måske vil Instagram skrue lidt på algoritmen?
 

Det næste forsvar: den tidligere britiske vicepremierminister på banen

 
Meget kunne tyde på, at Facebook/Instagram ikke er tilfredse med effekten af det første forsvar. Godt en uge efter afsløringen og det første forsvar kommer en chef med nogle flere stjerner på skuldrene nemlig på banen den 22. september: den tidligere britiske vicepremierminister Nick Clegg, i dag Vice President of Global Affairs hos Facebook.
 
Clegg adresserer hele rækken af problematiske afsløringer i forbindelse med lækket af The Facebook Files, hvoraf det mentale helbred blandt teenagepiger som nævnt kun er ét element. Teenageres “wellbeing” bliver nævnt i forbifarten, men ikke uddybet.
 
Cleggs forsvar består af to greb. For det første indtager Facebook nu offerrollen og føler sig udsat for urimelige beskyldninger, der går ud over virksomhedens stakkels ansatte:
 
“At the heart of this series is an allegation that is just plain false: that Facebook conducts research and then systematically and willfully ignores it if the findings are inconvenient for the company. This impugns the motives and hard work of thousands of researchers, policy experts and engineers at Facebook who strive to improve the quality of our products, and to understand their wider (positive and negative) impact.”
 
For det andet fortsætter Clegg med perspektiveringen: Husk på, at andelen af amerikanske Facebook-brugere, der er vaccinemodstandere, er halveret siden januar – underforstået takket være Facebooks indsats mod vaccinemisinformation. Derudover må vi forstå, at det er kompliceret og svært det her:
 
“I wish there were easy answers to these issues, and that choices we might make wouldn’t come with difficult trade-offs. That is not the world we live in. We will continue to invest in research into these serious and complex issues. We will continue to ask ourselves the hard questions. And we will continue to improve our products and services as a result.”
 
Nøgleordet her er vist “trade-offs” – afvejninger.
 

179 milliarder grunde til at tage det roligt

 
Facebook tjente omkring 179 milliarder kroner i 2020. Det var en stigning på 58 pct. i forhold til året før.
 
Motoren i Facebooks forretningsmodel er konstant vækst i antallet af brugere af deres produkter. Facebook har derfor brug for flere teenagere på Instagram – ikke færre, for så vil platformen med sikkerhed tabe værdi.
 
Facebook ser da også en lys fremtid for Instagram, hvilket kommer til udtryk i følgende citater fra The Facebook Files:

“Instagram is well positioned to resonate and win with young people.”
 
“There is a path to growth if Instagram can continue their trajectory.”
 
Når Nick Clegg taler om svære afvejninger, betyder det konkret, at virksomheden vælger at leve med dårligt mentalt helbred, selvmordstanker og selvskade hos en stor del af deres brugere for til gengæld at kunne nå ud til endnu flere unge mennesker.
 
At han kan slippe afsted med det, handler til dels om, at fysisk og psykisk helbred har forskellig status.
 
Tænk, hvis hver tredje unge gæst på en restaurant i varierende grad fik dårligere helbred af maden. I så fald ville fødevaremyndighederne lukke stedet, før restauranten overhovedet kunne nå at forsvare sig med, at to ud af tre unge gæster blev dejligt mætte.
 
Facebook har naturligvis muligheden for at lukke helt eller delvist for Instagram, indtil de har implementeret de nødvendige ændringer. Hensynet til aktionærerne vejer blot tungere end livskvaliteten hos teenagepiger. Og Snapchat står jo også på lur for at tilbageerobre deres tabte udbredelse i målgruppen.
 
Derfor alle afledningsmanøvrerne og de manglende svar.
 

Har du selvmordstanker?

 

Du kan kontakte Livsliniens anonyme selvmordsforebyggende rådgivning på:

Telefon: 70 201 201 hver dag kl. 11.00-04.00.

Chat: mandag og torsdag kl. 17.00-21.00 og lørdag kl. 13.00-17.00 via www.livslinien.dk
 
 

Læs mere om The Facebook Files her:

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også