DBU-direktør skal skærme VM-spillere for Qatar-spørgsmål

Herrelandsholdets spillere og træner skal koncentrere sig om fodbold, mener DBU. Derfor vil DBU's direktør, Jakob Jensen, være til stede ved de daglige presseseancer for at svare på spørgsmål om Qatar.
Jakob Jensen er direktør i DBU. Han skal skærme spillere og træner fra Qatar-spørgsmål. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Jakob Jensen er direktør i DBU. Han skal skærme spillere og træner fra Qatar-spørgsmål. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
af Ritzau
Jakob Jensen er til rådighed for at svare på spørgsmål om Qatar, så spillerne kan holde fokus på fodbold.
 
Landstræner Kasper Hjulmand og de danske landsholdsspillere skal bruge deres energi på at spille fodbold og gøre sig tanker om, hvordan Danmark får sportslig succes ved VM i Qatar, i stedet for at de skal svare på spørgsmål relateret til det kontroversielle VM-værtskab.
 
For at skærme landsholdsspillerne bedst muligt fra den slags spørgsmål vil Dansk Boldspil-Unions administrerende direktør, Jakob Jensen, dagligt være til stede ved landsholdets presseseancer for at kunne svare på Qatar-relaterede spørgsmål.
 
"Det er fuldstændigt fair, at man gerne vil stille spørgsmål om Qatar, men det er også fair, at spillerne ikke skal stilles til ansvar for de beslutninger, der er truffet politisk. Det må være op til DBU's ledelse og DBU's politikere at stå til ansvar for det."
 
"Det er fuldstændigt afgørende, at spillerne får optimale vilkår for at forberede sig godt sportsligt, for VM er den fineste turnering, man kan spille, og de er under et kæmpe pres. Så fra DBU's side vil vi gøre alt for at hjælpe dem til det," siger Jakob Jensen.
 

Det er ok at spørge, men landstræner garanterer ikke svar

Også landstræner Kasper Hjulmand mener, at det potentielt er afgørende for den sportslige succes, at spillerne kan koncentrere sig om at gøre det, de er bedst til.
 
"Hvis ikke man har været atlet og har deltaget i store konkurrencer, så tror jeg, man har svært ved at forstå, hvor fokuseret man er, når man deltager i store konkurrencer og skal præstere. Det er ikke muligt at tænke på noget andet."
 
"Jeg mener, at spillerne 100 procent skal skærmes, men jeg skal også skærmes, når VM går i gang. Vi skal fokusere på at spille fodbold og vinde kampe," siger Kasper Hjulmand.
 
Han betragter Qatar-spørgsmål som yderst relevante, og han har en forståelse for, at medierne næppe efterkommer hans ønske, men fra tid til anden vil spørge både ham og spillerne om aktuelle dagsordener i Qatar-debatten. Men han kan ikke garantere for svarene.
 
"Man kan ikke forvente, at man kan stikke en mikrofon op i hovedet på Mikkel Damsgaard eller en anden ung mand og bede dem om at redegøre for menneskerettighedsspørgsmål i Qatar eller verden."
 
"Jeg har sagt til spillerne, at det står dem frit for at svare og mene, hvad de vil. Men man kan ikke forvente, at de koncentrerer sig om den slags spørgsmål lige nu," siger Hjulmand.
 
DBU-direktør Jakob Jensen føler sig helt ajour på spørgsmål om Qatars VM-værtskab og landets forhold til arbejds- og menneskerettigheder.
 
"Jeg har brugt rigtigt meget tid på at sætte mig ind i forholdene omkring Qatar, og det er fjerde gang, at jeg er hernede på 12 måneder, og jeg har indgået i en lang række møder og sammenhænge."
 
"Jeg taler med kolleger fra andre europæiske forbund flere gange ugentligt om måder, hvorpå vi kan forbedre forholdene i Qatar. Så alle velbegrundede spørgsmål om Qatar har jeg andre forudsætninger end spillerne for at sætte mig ind i, fordi jeg ikke skal koncentrere mig om at spille fodbold," siger Jakob Jensen.
 

TV 2-journalist afbrudt midt i livetransmission

Tirsdag aften fik TV 2-korrespondent Rasmus Tantholdt afbrudt en seance, hvor han var live i en nyhedsudsendelse. De lokale myndigheder mente, at danskeren ikke måtte stå og filme nær en rundkørsel i Qatars hovedstad, Doha.
 
Tantholdt fik efterfølgende en undskyldning fra VM-organisationskomitéen, men det var et eksempel på en situation, DBU-direktør Jakob Jensen længe har arbejdet for at undgå.
 
"Vi har konsekvent rejst spørgsmålet, om man kan operere som en fri presse, og med det mener jeg en presse, der kan operere frit og operere kritisk, sådan som man kan over for mig, og sådan som man kan i Danmark."
 
"Vi er blevet givet nogle ret håndfaste løfter om, at det kommer til at ske, og derfor var det ekstremt skuffende at se det, som Rasmus Tantholdt blev udsat for."
 
"Det var uacceptabelt. Men jeg noterer mig så også med tilfredshed, at det mener man også fra Qatars side, for de sagde hurtigt, at det var en fejl og gav ham en undskyldning. Det er selvfølgelig ikke godt, at det sker, men det er godt, at det bliver fulgt op af handlinger," siger Jakob Jensen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job