Føj for en femiwashing?
For få uger siden var det blot professor Ditlev Tamm, som optrådte i høje hæle. Sådan er det ikke længere. I en ny kampagne for skofirmaet Roccamore har machoikoner som Brian Mikkelsen, Bjarne Corydon, Morten Strunge og Morten Albæk taget stiletterne på. Budskabet er flere “høje hæle” i landets bestyrelser. Hashtagget #RespectHighHeels og den 12 dage lange kampagne er naturligvis timet med Kvindernes Internationale Kampdag. Det hele slutter med en stor konference i den gamle Børsen om netop flere kvinder i de danske bestyrelser. Alt i alt en typisk corporate feminismekampagne, hvor det at sælge flere sko og få flere kvinder bliver en og samme sag. Nu er problemet blot, at respekten for høje hæle er begrænset i alle de virksomheder, de velmenende mænd kommer fra. Femiwashing råbes der fra alle sider og kanter. For er det at slå plat på feminismen at stille sig op for flere kvinder i bestyrelsen, når ens egen bestyrelse er mandsdomineret? De vrede siger ja, de forstående nej.
I denne uge har skomærket Roccamore lanceret en kampagne, der forsøger at sparke til glasloftet med høje hæle. Til at hjælpe sig har de samlet et hold af “rebeller” – Brian Mikkelsen, Bjarne Corydon, Morten Strunge, Morten Albæk og Mia Wagner – der går allerforrest i ligestillingskampen og står model til de fire feministiske limited edition-designs, der forener kvindekampen, høje hæle og mænd i jakkesæt.
Fire forskellige limited edition Roccamore-modeller med navne efter rebellerne, der står model. Foto: Roccamore
I jakkesæt og kontrasterende hæle samt et ben i øst og det andet i vest søger Danmarks topmænd at sætte lys på behovet for kvinder i bestyrelser. Men den feministiske kampagne om at få flere høje hæle (læs: kvinder) ind i bestyrelserne efterlader mange med ubesvarede spørgsmål: Hvad har disse topmænd gjort for ligestillingen, inden de tog hælene på? Og hvordan ser deres egne bestyrelser egentligt ud?
Brian Mikkelsen er en af Roccamore-rebellerne. Her iført "brian orange glitter". Foto: Roccamore
Vil være en del af løsningen
Det store gode spørgsmål er, om de kendte mænd kan være bekendte at stille op for sagen, når de selv har en bestyrelse, som er indbegrebet af kønsubalance? Nej siger det fromme og frelste Twittersegment. For dem er det indbegrebet af femiwashing, når man stiller op, uden man har gjort noget ved sagen selv. Se blot her, hvordan fordelingen er i bestyrelserne bag de kendte mænd.
- Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv. Bestyrelsen: 6 kvinder, 40 mænd
- Bjarne Corydon, CEO og chefredaktør for Børsen, ejet af JP/Politiken og Bonnier Publications. JP/Politikens bestyrelse: 6 mænd, 2 kvinder. Bonnier Publications: 5 mænd, 1 kvinde
- Morten Strunge, CEO & founder af Podimo. Bestyrelsen: 6 mænd
- Morten Albæk, administrerende direktør for Voluntas. Bestyrelsen: 3 mænd, 1 kvinde.
Bla-bla-bla corporate feminisme
Moralen er, at man ikke skal gå i højhælede foxy lady-glimmersko og lege feminist, når man ikke er det i virkeligheden. Slet ikke, når man slår plat på det for at sælge flere sko. At kampagnen er timet med 8. marts, og den afsluttende konference har karakter af en politisk bevægelse, gør blot ondt værre. Det gør det mere seriøst og forpligtende, fordi den slags konference netop ofte er finalen på alt fra bygningen af Storebæltsbroer til nye vigtige, forpligtende politiske udspil. De små faktuelle videoer med de fromme feministmænd gør det blot endnu mere forpligtende og understreger, at der er sket en uskøn dobbeltmoralsk dekobling af ord og handling.
For kritikerne bliver femiwashingen kun værre af den kommercielle sammenkædning af Roccamore-sko og kampen for ligestilling. Altså, bag det hele gemmer sig et firma, som vil tjene penge på nogle sko, og er det så i virkeligheden det sande og eneste motiv? Faren er, at det med Gretha Thunbergs ord blot bliver farlig bla-bla-bla. Altså, at femiwashing skaber en falsk tryghed og tro på, at samfundet respekterer mænd og kvinder lige, på trods af at uligheden består – nu blot gemt bag et lyd- og billedtæppe af overfladisk bla-bla-bla corporate feminisme.
Her kommenter Roccamores grundlægger, Frederikke Antoine Schmidt selv på sagen:
Hvorfor gøre noget helt, når man bliver rost for at gøre det halvt?
Hvad betyder stilet-gestussen nemlig fra Roccamore-rebellerne, når de intet andet gør for ligestillingen?
I samme øjeblik, som folk på Twitter og Instagram lynhurtigt kritiserer kampagnen for at være overfladisk, roser andre den til skyerne på Facebook og LinkedIn. Ja tak, til kvinder i bestyrelser; ja tak, til høje hæle; ja tak, til glimmer, og ja tak, til mænd i stiletter. Men rosen er måske værre end selve kampagnen, for mange ser det som et tegn på et alt for letkøbt og lavt sat mandeideal. Ligesom, når Puk Elgård siger tak til mænd for ikke at voldtage, og når der udløses klapsalver, når toiletbrættet for en gangs skyld er slået ned.
Hvad intentioner er værd
Modsat de fromme og de frelste er realisterne mere forstående. Præmissen er her, at det er okay at vise sympati for en sag, selvom man er langt fra målet i praksis og sit eget arbejdsliv. Her slår viljen og de gode intentioner kravet om resultater. Målet er nemlig ikke blot at få flere kvinder i bestyrelsen her og nu, men at sende signaler og ændre sociale normer på den lange bane. Her er det også værd at bemærke, at kampagnens mænd har svært ved at ændre i den bestyrelse, som har ansat dem. Deres muligheder og magt er således stærkt begrænset, da de ikke ansætter den bestyrelse, som har ansat dem. I næsten alle bestyrelserne er der kvinder med – de er blot ikke i flertal eller halvdelen. Undtagelsen er så Podimo, som helt grelt blot er mænd.
Lad kun den rene kaste den første sten, som der står i Bibelen. Hvor konsekvensen så er, at ingen kan udtale sig og tage stilling.
Walk the walk
Idealet er nok snarere, at man tager et øjeblik og kigger indad og finder bare en snert af selvindsigt, før man stiller sig i fronten som feministisk ikon. Man kan godt være en del af samtalen offentligt uden at være hverken from eller frelst. Det klinger bare hult, når et skomærke og en håndfuld magtfulde mænd, der aldrig før har udtalt sig om eller gjort noget i led med kvindekampen, tager et par høje hæle på og leger “feminist for en dag”.
Hvis budskabet fra Roccamore er kvindelig empowerment og flere kvinder i bestyrelser, havde det været interessant at se andet end mænd i jakkesæt med høje hæle for at repræsentere det billede på 8. marts. Kvinder er ikke synonyme med høje hæle, og kvinder i bestyrelser kan ikke erstattes af mænd i hæle. De skal talk the talk og walk the walk, hvis de tager foxy lady glimmer-gold på – så de for alvor #RespectHighHeels.
