Polarisering, negative kampagner og mobilisering

På studietur i sydstaten Georgia. Et amerikansk politisk mikrokosmos med alt, hvad det indebærer: polarisering, mudderkastning og kamp om dør for dør at mobilisere vælgerne. Vi har samlet en stribe takeaways om amerikansk politik til k-folket. Foto: Jakob Sand Kirk

Turnout, turnout, turnout!

I 2020 stemte rekordmange amerikanere: Koden til sejr var at mobilisere kernetropperne i stedet for at kæmpe om midten, som man eksempelvis ser det i dansk politik i ekstrem grad lige nu. Konsekvensen blev et amerikansk præsidentvalg, der handlede meget lidt om politik og mere om at motivere vælgerne med skræmmebilleder om modparten.
Biden vandt, fordi han ikke var Trump, og Trump forsøgte at vinde ved at være alt andet en Biden.

Succesen dengang med den hårde retorik har inspireret både republikanere og demokrater her igen i 2022. De jager kernevælgerne. De gør dem vrede og bange – for at motivere dem til at stemme. De skaber skræmmebilleder af modstanderen.
Det betyder, at en stor del af den substantielle politiske debat og konkrete bud på løsninger er væk. I stedet beskylder parterne hinanden for at ville svindle med valget og fremmaner fordomme om modparten. En tendens, som langt fra er fremmet for os i Danmark.

Her har vi set samme tendens med gensidige beskyldninger om magtfuldkommenhed, løgn og trumpisme. Kritik af modparten bliver altså et stadigt vigtigere kampagneelement i både USA og DK. I den forbindelse er det interessant at følge, om den aktuelle diskussion herhjemme om en regering over midten er en modreaktion på polariseringen eller blot taktik. Ja, spørgsmålet er, om vælgerne er ved blive trætte af polariseringen og søger mod midten.

Politik er polarisering, som er mudderkastning. Mudderkastningen foregår blandt andet i en konstant strøm af politiske TV-reklamer, som tilsviner modstanderen. Her er det mod Stacey Abrams, demokraternes guvernørkandidat, og Brad Raffensperger, republikanernes kandidat til statssekretær i Georgia, som får en sviner tv-reklame. Foto: Jakob Sand Kirk

Partierne kæmper om retten til at definere begrebet frihed

Frihedsbegrebet er omdrejningspunktet for den amerikanske nationale identitet og skabelsesberetning. Netop derfor gentager både republikanere og demokrater det igen og igen. De mener bare to meget forskellige ting, når de siger frihed. Ordet er blevet en framing, der både definerer ens egen kerne og sætter modstanderen ind i en negativ ramme og et lys som ufrie. Underforstået, at dem på den modsatte fløj er onde og dårlige, for de er imod frihed – og i virkeligheden imod alt, hvad der er amerikansk. At være opfattet som ufri og uamerikansk er vejen til et valgnederlag.

Republikanerne beskylder demokraterne for at ville svindle med at afvikle valgene og tælle stemmer op. Og for at ville smadre økonomien med fokus på klima, som en stribe republikanere mener, er et påfund (hoax). Klassisk anti-woke konspirationsteoretisk anklages demokraterne for at tilhøre en liberal elite, som ikke tænker på almindelige mennesker, herunder den hvide middelklasse. Frihed er for dem retten til religion, våben og billig benzin. Fire ikoniske værdier, som demokraterne anklages for at forhindre, fordyre og forbyde.

Omvendt beskylder demokraterne republikanerne for følgende:

At svindle med valget ved at forhindre minoriteter i at stemme
At være imod kvinder generelt, specifikt imod fri abort
At være for de rige og imod almindelige mennesker, underforstået minoriteter.

For demokraterne er frihed retten til at stemme og retten til at bestemme over egen krop samt frihed til et værdigt liv – det vil sige adgang til sundhedsvæsen, uddannelse og bolig.
To forskellige definitioner på frihed og mere generelt fremtidens USA, der kæmpes om

Konspirationsteorier og negativ kampagne dominerer

Det er ikke en ny tendens, men det er tydeligvis brændt fuldstændigt igennem i valgkampen og er blevet den altdominerende mainstream. Sagen er, at det efterhånden kan være svært at vide, hvad den enkelte kandidat står for – andet end at hævde, at modparten er farlig og del af en skummel konspiration.

Et gennemgående træk ved de politiske møder og events, vi var til, var, at kandidaterne ikke talte om sig selv, men kun om modparten. Det kombineres ofte med negative kampagnereklamer på tv og misinformation og konspiration spredt digitalt viralt. Som en højtstående kilde i Atlantas politiske liv sagde: “Vi kan ikke vinde over internettet”.

Virkeligheden forsvinder i det virtuelle hadunivers, hvor "perception is reality". Skellet mellem virkelighed og perception er stort og er blevet større siden Trumps nederlag. Se blot her:

Her viser CNN en negativ reklamevideo, hvor demokraternes senator Raphael Warnock i Georgia vender den republikanske udfordrer Herschel Walkers ord mod ham selv. Video

Video

Fire my opponent, hire me

Selv om negative kampagner er vigtige, er det ikke nok til at vinde jobbet. Det er svært at vinde over en afholdt og anerkendt modkandidat. Ikke mindst, hvis modparten allerede sidder på posten, eksempelvis som guvernør eller senator. Kampagnetrykket kan derfor ikke bare lægges på at overbevise vælgerne om, hvorfor din modstander skal “fyres”, men også, hvorfor de skal “ansætte” netop din kandidat i stedet.

Fire them, hire me. Så klart blev det opsummeret af en succesrig konsulent for demokraterne, og hurtigt kunne vi afkode, at hendes råd blev fulgt af alle de demokratiske kampagner, vi mødte i Georgia. Deres kampagne har både fokus på problemet (fire them) og dem selv som løsningen (hire me). Men her opstår udfordringerne. For en ting er at kritisere guvernørens resultater, noget andet er at skabe den fornødne tillid fra vælgerne til din kandidat. Det tager tid, og du skal passe på ikke at snuble undervejs, som det er sket for flere demokratiske kandidater. Typiske snublefejl er afsløringer af manglende viden, dubiøs moral eller skjulte hensigter.

Et illustrativt eksempel er republikanerne, der altid er dygtige til at fremhæve disse fejl hos den demokratiske ærkefjende. Det var netop, hvad der skete, da den demokratiske guvernørkandidat, Stacey Abrams, indrømmede, at hun gerne vil være præsident. Hurtigt fik republikanerne lavet reklamer om, at guvernørposten kun skal bruges som trædesten til Det Hvide Hus, og at Abrams føler sig for “fin” til den almindelige vælger i Georgia.

Vælgerne er mindre monolitiske og forudsigelige

En anden tydelig tendens er, at vælgerne bliver mere og mere uforudsigelige. De pollsters og konsulenter, vi mødte, gentog alle, at etniske minoriteter og arbejdere ikke længere pr. automatik stemmer demokratisk, ligesom de velhavende ikke nødvendigvis stemmer republikansk. Vælgerne er mindre monolitiske og forudsigelige end før. Man skal altså passe på med at lægge for megen vægt på skråsikre formodninger om vælgerne ud fra fortidens mere traditionelle opdeling og vælgermønster.

For at indfange den nye dynamiske situation skal man konstant indsamle viden. Dataindsamling om vælgerdynamikkerne og reel dialog med vælgerne skal sættes i centrum, for ellers risikerer man at ramme forkert.

Moralen er, at det politiske landskab er langt mere uforudsigeligt, end det plejer at være.
Medlemmerne af flere dele af den største sammenslutning af fagforeninger i USA, AFL-CIO, stemmer eksempelvis mere republikansk end demokratisk. Blandt latinamerikanske vælgere mener en tredjedel, at demokraterne ikke repræsenterer deres synspunkter. Lavtlønnede, som servitricer og lastbilchauffører, stemmer i stigende grad republikansk. Også i Danmark skal man vare sig for at tage vælgere eller vælgergrupper for givet; det ved partierne godt. Det handler om at nå specifikke vælgere og delgrupper med de emner, der fylder for dem.

De gamle velkendte metoder er stadig favoritten

Og hvordan ved partierne i USA så, om de rammer vælgerne? Man ringer til dem eller banker på deres dør. Det er fortsat de traditionelle kampagnemetoder, der fylder mest.

Kampagnekonsulenter på tværs af det politiske spektrum arbejder med 7-10 touchpoint pr. vælger for at få dem til at stemme. Syv opmærksomhedsforsøg, hvis partiet i forvejen er tæt på målgruppen. Ti for at nå de lidt svagere grupper, typisk minoriteter. Metoderne er de velafprøvede: dør-til-dør-henvendelser, telefonopkald og så endelig store skilte, som private stiller op i forhaven.

Amerikanske kampagner er forholdsvis primitive, hvad angår målemetoder; de bruger helt simpelt telefoninterview til at lave det store flertal af deres målinger, og i de fleste tilfælde lader de dem stå alene. De sammenholder dem ikke med tal fra eksempelvis SoMe og digitale brugerundersøgelser.

I USA bruger de ikke valgplakater, men “yard signs”, som private sætter op i deres åbne forhaver. Typisk er de med navn og post og uden billede og parti. Her er fire eksempler fra Georgia i 2022. Foto: Jakob Sand Kirk

Unge mænd skal overtales til at stemme

Der er permanent jagt på nye vælgere. En gruppe, der satses på nu, er unge mænd. Selvom mange unge, herunder ikke mindst sorte, med store sociale udfordringer ikke stemmer, så giver den demokratiske valgmaskine ikke op. Vi mødte en imponerende mobiliseringsorganisation, som har succes med at få tag i netop unge mænd og gør det målrettet: ”Black Male Initiative Georgia” hopper ikke i fælden med fluks at gå i gang med at opfordre til at stemme eller ved at køre de unge mænd til stemmesteder.

Organisationen begynder et andet sted. Nemlig med at skabe relationer til de unge mænd. Og med at hjælpe dem til at få mad, stabilitet i hverdagen og ro til at kunne stemme. Og med succes: Mobiliseringsfolkene er i dag i kontakt med halvanden millioner unge mænd i Georgia og går målrettet efter at mobilisere flere. Hvis det lykkes, så kan organisationen ændre mange valg i Georgia.

Black Male Initiative Georgia mobiliserer unge sorte mænd ved at tage et socialt ansvar sammen med dem og derefter engagere dem i politiske diskussioner og valg.

Kan en hykler få vælgersucces?

Man siger et og gør det stik modsatte. Spørgsmålet er, om vælgerne tilgiver det. I Georgia er det indtil videre lykkedes den Trump-støttede republikaner Herschel Walker at holde skansen, selvom hans synderegister – set med danske øjne – er værre end Søren Pape Poulsens, der straffes i de hjemlige meningsmålinger for rod i familielivet. Først afslørede nyhedsportalen Daily Beast prolife-agitatorens dobbeltmoral, siden har The New York Times kunnet føje endnu et eksempel til på, at han har forsøgt at presse en kvinde til at foretage abort.

Man skal ikke mange år tilbage, før rod i privatlivet og ikke mindst “the cover up” betød, at amerikanske politikere måtte trække sig. I dag kan selv en åbenlys hykler som Walker tilsyneladende slippe godt fra det. Det afgørende i et polariseret USA er ikke, hvem man vælger, men hvem man undgår: Valget af Walker vil være et fravalg af, hvad man opfatter som elitære radikale demokrater. Og for Walker virker det. Det strømmer fortsat ind med republikanske donationer til hans valgkamp, og hans meningsmålinger ligger stabilt!

I’ve stayed silent for nearly two years as my whole life has been lied about publicly. I did ONE campaign event, then said I didn’t want involvement.

Don’t you dare test my authenticity. Here is the full story: pic.twitter.com/ekVEcz8zq3
— Christian Walker (@ChristianWalk1r) October 4, 2022

Abortmodstanderen Walker pressede en af de utallige kvinder, han har været sammen med, til at foretage en abort – og betalte for den. Samtidig er han gerådet i offentlig konflikt med en bitter søn, der på Twitter har fået nok faderens påstande om at være en rigtig ”familiemand”.

Amerikanerne er bange

CNN – eller Communist News Network – og andre medier er blevet hovedfjenden for republikanerne; journalister oplever reelle trusler mod dem og deres familie. Aldrig har vi oplevet et USA, der er så bange for sig selv – eller rettere hinanden. At valget blev stjålet fra Donald Trump i 2020, er stadig en meget udbredt fortælling blandt republikanerne, men også demokrater udfordrer fra tid til anden valgresultatet; mange mener for eksempel, at Stacey Abrams blev snydt i 2018. Vi talte med flere undervejs, som vi betragter som fornuftige mennesker: Amerikanere, der ikke er ude på en ekstrem fløj. Flere gange blev frygten for borgerkrig nævnt, ikke som en joke, men som et uhyggeligt scenarie på den lidt længere bane. Alligevel har de svært ved selv at skifte kurs.

Parterne er fastlåst i en uheldig dødedans, hvor politikerne taler hinanden og vælgerne længere og længere væk fra hinanden, og medierne tjener gode penge på at virke som en centrifuge i polariseringen. Udfordringen er, at mudderkastninger virker for de vindende politikere, og både Fox News og CNN tjener rigtigt gode penge på polariseringen, for hver af deres markeder er blevet mere loyale og profitable. Vi fik ingen gode bud på, hvordan den onde cirkel brydes. Så meget desto vigtigere er det, at danske medier og politikere prøver at undgå kaninhullet.