Tænk dog på alt det skønne, vi har sammen – En begrebsorienteret kritik af Arbeit an Europas retorik
Tænk dog på alt det skønne, vi har sammen – En begrebsorienteret kritik af Arbeit an Europas retorik

Simon Strauss, medstifter af Arbeit an Europa, fotograferet under interview til dette kandidatspeciale. Hotel Emona Aquaeductus, Rom, Italien, 13. september 2021. Foto: Speciale

Skrevet af

Jeppe Bentzen

1 artikler

0 indlæg

Det europæiske fællesskab befinder sig i en eksistentiel krise. På en sommerdag i 2016 besluttede et flertal af briterne at forlade EU og rystede derved det politiske og kulturelle fundament, der har forbundet kontinentet siden afslutningen på 2. verdenskrig. Siden da har flere regeringsledere truet med at følge trop, mens andre har truet med at blive og trække unionen i en anden, mere nationalkonservativ retning. Den politiske og kulturelle udvikling de seneste fem år har udstillet uenighed om fundamentale værdier og prioriteringer på tværs af Europa.
 
Skulle nogen betvivle alvoren, blev den understreget af Frankrigs præsident Emmanuel Macron så sent som december 2021 under et stort anlagt pressemøde: ”Dette er en eksistentiel politisk kamp. Værdierne kan ikke forhandles. Disse spørgsmål bør ikke sætte øst og vest op mod hinanden (…) I mødet med alle disse kriser, der rammer Europa, stoler mange på, at nationalstaterne har svaret. Nationerne er vores styrke, vores stolthed, men europæisk fællesskab er deres uundværlige komplement”. Præsidenten henviste her til Viktor Orbáns Ungarn og Mateusz Morawieckis Polen. De to lande har de seneste år vedtaget forfatningsændringer, der styrker deres nationale suverænitet på bekostning af det fælleseuropæiske, og desuden udfordret kontinentets værdifællesskab ved at rykke ”den eksistentielle politiske kamp” ind på blandt andet universiteterne: Regeringsstøttede aktører bygger i øjeblikket nye universiteter med et nationalkonservativt udgangspunkt. De findes i Ungarn og Polen, og er på vej i Tjekkiet, Kroatien og Slovakiet, blandt andet. Ambitionen er at uddanne de yngste generationer af europæere til at tænke i samme retning – det vil i grove træk sige modsat Macrons liberale Frankrig.
 
Det erfarede jeg selv i sommeren 2021, da jeg i journalistisk øjemed talte med Rodrigo Ballester, lektor ved Center for Europæiske Studier på det Orbán-støttede Mathias Corvinus Collegium i Budapest. Universiteterne er udtryk for en værdibaseret protest, fortalte han mig: ”Hvis EU bliver en klub for de progressive, er kontinentet tabt (…) Det har aldrig været vigtigere at debattere europæisk identitet end lige nu. Jeg mener jo ikke, at vi står for noget nyt, tværtimod, vi står for en genopdagelse af det gamle Europa” (Bentzen, 2021). I mødet med Ballester forstod jeg selv alvoren. Den europæiske krise nåede sit hidtidige klimaks i oktober 2021, da EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen adresserede konflikten i en konfrontatorisk krisetale henvendt til den polske premierminister: ”Befolkningen i Central- og Østeuropa ønskede at være en del af den europæiske familie bestående af frie mennesker, et stærkt fællesskab af værdier og demokrati. For det er, hvad Europa er, og hvad Europa står for (…) [Den seneste udvikling] sætter spørgsmålstegn ved fundamentet.
 
Hvad stiller vi op med Europas indre ustabilitet? Uagtet hvilken ideologisk udvikling, man bifalder og begræder, synes det presserende at afsøge svar på de helt store spørgsmål: Hvad vil det sige at være europæer i dag? Hvad betyder den aktuelle krise for det europæiske værdifællesskab? Giver det overhovedet mening at tale om en samhørig europæisk kollektiv identitet? Mange stiller spørgsmål til Europas divergerende yderpoler, men få evner at omfavne dem alle og afsøge svar på vegne af hele fællesskabet. Fra den fælleseuropæiske historie, især i det 20. århundrede, ved vi, at retoriske forsøg på at mobilisere en kollektiv bevidsthed ikke er en ufarlig ambition.
 
Ikke desto mindre er det, hvad Arbeit an Europa forsøger. Den uafhængige platform, hvis retorik dette speciale stiller skarpt på, bestræber sig på at forene kontinentets divergerende synspunkter i et deliberativt rum, konstituere et samhørigt fællesskab og undersøge, hvad den europæiske kollektive identitet kan og bør evne – på demokratisk vis og med retorikkens værktøjer. Arbeit an Europa ledes af europæere i 30erne, og de er hverken knyttet til EU eller andre gængse politiske kanaler. Da jeg selv blev introduceret til Arbeit an Europa i efteråret 2020, tænkte jeg, at platformen var fascinerende og oplagt materiale at undersøge i en indgående retorisk kritik – og i lyset af det seneste års udvikling på tværs af Europa mener jeg, at denne kritik er påtrængende.
 
Specialet er skrevet af Jeppe Bentzen ved Retorik ved Københavns Universitet og blev bedømt til karakteren 10.
 
Læs hele specialet her

Giv din stemme

7 stemmer
36,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

69 JOB

SoMe Ansvarlig

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.