Stoffer
Men med den nye serie The goop Lab er der forinden hvert afsnit en disclaimer, der gør det klart, at programmet ikke er en erstatning for at gå til lægen, inden man kaster sig over de samme aktiviteter, som Gwyneths medarbejdere kaster sig ud i.
Programmerne er også skåret over den samme læst: goop’erne stiller spørgsmålene, eksperterne svarer, og afslutningsvis bliver det afprøvet på egen krop. I det første afsnit tager et udpluk af goop-medarbejderne på tur i bjergene et sted, hvor de, iført yogatøj, drikker psykedelisk svampete og lægger sig på måtterne, parate til at deale med deres issues – følelse af tomhed, utilstrækkelighed, en barndom med en fraværende far.
Man kan se, at det er forholdsvis vildt at være dem, mens de ligger og tripper. Til gengæld er det ikke særlig vildt at være den, der sidder foran skærmen. Egentlig er det lidt en præstation, at man kan få noget, der i sin essens er så sjovt og, ja, bevidsthedsudvidende som psykedeliske stoffer til at være så kedeligt, at det kan bruges præventivt mod alle dem, der har gået og leget med tanken om at drysse lidt spids nøgenhat hen over tilværelsen.
Kedsomhedstransformationen skyldes den præmis, der er lagt ned over The goop Lab, og som staves: s e l v o p t i m e r i n g. Det er det ord, Gwyneth bruger, når hun forklarer, hvad der driver hende til at arbejde: “How can we milk the shit out of it, you know?”
Denne sætning er også Gwyneths, og selvom det lyder som noget, der kommer fra en pige, der kan lide at ryge den til filteret, så henviser hendes metode til, at der findes uudforskede wellness-potentialer rundt omkring, der venter på at blive en del af en større selvoptimeringsrutine. Selv det at tage stoffer – som er midler, man bruger til at have det sjovt – bliver her fedtet ind i en stemning af ligegyldig spa og matcha latte. Det er i hvert fald den følelse, man får, når man igen og igen hører ordene therapeutic purpose.
Gwyneth selv er ikke med på turen til bjergene, men der klippes til hende og medværten Elise, der interviewer to eksperter i et lyst og skinnende talkshowlokale i L.A. Her fortæller Gwyneth en historie om sin egen oplevelse med MDMA engang i Mexico. Endnu en gang sprænges skalaen for kedsomhed. Dette er dog noget af en præstation, når man tænker på, at historiens hovedpersoner er hendes mand, den store Coldplay-forsanger, og hende selv – den prisbelønnede skuespillerinde doing drugs in Mexico. Selvom afsnittet er jævnt ligegyldigt, kan man godt frygte, at livsstils- og bloggerkulturen tager opfodringen til sig og også begynder at instagramme deres nyerhvervede stofmisbrug med hashtags som #gooptherapy #ifGwynethDoesIt.
Vinterbadning
Det næste afsnit handler om vinterbadning. Eller energiarbejde, som det kaldes her. Goop’erne flyves fra L.A. til et bidende koldt sted, hvor de laver gymnastik udenfor i badetøj og bader i iskoldt vand. Alt sammen under vejledning af en kuldeekspert. Her er wellness-potentialet, at man ved at tvinge sin krop til at håndtere kulden også kan lære den at håndtere stress. Endnu en gang er det selve udbyttet ved at udføre vinterbadningen, der fylder, frem for oplevelsen ved at gøre det. Her savner jeg de gamle dage, hvor man – i hvert fald på TV 2/Fyn – somme tider supplerede vejrudsigten med billeder fra et sted på en dansk strand, hvor pensionisterne m/k hopper i vandet og ser ud til at kunne lide det – helt uden at være bevidste om, hvilke selvoptimeringsprocesser deres vinterbadning har udløst.
The Goopers i episoden Cold Comfort. Foto: Netflix.
Pleasure can’t be bad
Hvad de to første afsnit mangler, har det tredje derimod. Her holder goop-damerne orgasmesession med en ekspert, der step by step guider kvinderne til at give sig selv to forskellige typer af orgasme. Gwyneth er ikke på gulvet, men forbliver i sin rolle som interviewer. Her forsøger hun flere gange at dreje antallet af orgasmer hen på sundhed, mens eksperten Betty Dodson og partneren Carlin Ross er vedholdende om, at det handler om nydelse for nydelsens skyld.
Programmet jager orgasmen, men holder sig fra at formulere et formål. Det slutter med, at vi ser en live-orgasme med Betty D’s assistent, hvilket er både smukt og nødvendigt, som hun selv siger, i en verden, hvor langt de fleste orgasmer på skærmen er de falske orgasmer, vi ser i pornofilm. Lige der blev jeg gooped et øjeblik.
Bagefter fik jeg mod på afsnit fire, der handler om, hvilken diæt der kan gøre dig yngre. Her følger vi tre kvinder, som i tre uger spiser enten vegansk eller vegetarisk + fisk, eller som faster i tre dage. Forsøget afsluttes med en blodprøve, hvori deres biologiske alder skulle være at aflæse. Hvordan det går, kan du selv se – jeg slukkede, inden resultatet blev fremlagt.
Det ubehagelige ved wellness
Journalisten Taffy Brodesser-Akner skriver i sin
artikel i New York Times om Gwyneth Paltrow som billedet på wellness i den amerikanske kultur. I den forbindelse stiller hun også spørgsmålet: Hvorfor får wellness-verderen én til at få det så dårligt med sig selv? Ét af artiklens svar blev, at hele det univers,
goop inviterer én ind i, kun kan eksistere i øjeblikket og aldrig kan tages med tilbage til virkeligheden. Derfor forsvinder magien ved de produkter, man køber i
goops webshop, når de står på dit eget menneskebadeværelse mandag morgen, og du netop er vågnet af en drøm, hvor nogen pustede festøv i din nakke
Selvom wellness-ubehaget er virkeligt – også for mig, er min anke mod goops projekt om at selvoptimere gennem wellness-potentialer i højere grad, at de tager fænomener, der før stod som frirum, og gør dem til noget andet: Noget, man kan købe; en klub, man kan blive medlem af; en trend, et middel til at opnå sundhed.
Mit eget bedste bud på wellness er at forestille sig en slags dokumentarisk genindspilning af Sliding Doors, hvor Svend Brinkmann spiller en væsentlig rolle. Han begynder at forklare Gwyneth Paltrow om det farlige ved at gå rundt og tro, at man hele tiden skal optimere sig selv. I den sidste scene er de dybt forelskede, og han krænger sin nejhat ned over hovedet på hende, lige inden rulleteksterne kommer frem.