Ryd Forsiden!

Med den tekst er forventningerne skruet meget højt op. Efter at have set de to første afsnit må jeg konstatere, at det er småt med de store op- og nedture, dilemmaerne er ret jordnære, og maskinrummet summer ikke ligefrem af liv. Med mindre ret lavmælte samtalebidder over en computerskærm kan betegnes som livligt. At portrættere en journalistisk proces er svært, specielt når der er tale om flere processer på tre meget forskellige dagblade. Den strømlinede, moderne kontorarkitektur på Berlingske afspejler avisens korrekthed, men ikke dens alder. De aldrende trappegange og trange kontorer på Information passer til avisens progressive og lidt anarkistiske stil, og JydskeVestkystens kontorer i Esbjerg og Kolding ligner ikke noget særligt.

I seriens startsekvens er der bulder og brag, 9/11-tårne, der vælter, demonstranter og politi i slagsmål, hektiske politikere og hårdtarbejdende pressefotografer. Og så ser og hører vi de tre chefredaktører, der i korte statements sætter scenen. Det er her, vi skal suges ind i dramaet og holde fingrene væk fra fjernbetjeningen. Berlingskes Tom Jensen understreger, at hans avis er stiftet i 1749. ”Så tænker jeg, at det er ikke helt uvigtigt, det jeg laver”. JydskeVestkystens Mads Sandemann mener, at journalistik ”er godt for demokratiet”, og Rune Lykkeberg fra Information (den eneste med slips) siger, at det er et ”privilegium at møde verden med et spørgsmålstegn – det er det, vi gør!”. Det siger meget om dokumentarens høflige og ordentlige forløb, at Lykkebergs formulering af et aldeles ukontroversielt journalistisk grundbegreb nærmest virker revolutionært.

Set med journalist- og redaktørstandens briller føltes DR-dokumentarseriens to første afsnit som en velklippet, lækkert fotograferet sponsorfilm for danske dagblade og Dansk Journalistforbund. I en tid, hvor journaliststanden, journalistikken og dagbladene er mere trængte end nogensinde før, maler DR et sympatisk portræt af både journalister og dagblade. Ja, det kan være svært, men alle er glade, trætte og indimellem modløse – men på ’en igen, det er en sjov profession, og vi forandrer verden! Hver dag er ny, og den store historie venter lige om hjørnet.

Forsiden skal på plads før deadline på Berlingske. Foto: DR.

En journalists hverdag er ikke nødvendigvis underholdende

Det er fluen på væggen-reportage. Men også kendetegnet ved, at stort set alle medvirkende er proffe mediefolk, der er mere end bevidste om, at der er et kamera tilstede. Så undgår man det rigtigt kontroversielle, de seriøse og skarpe meningsudvekslinger og de dumme fejl. Vi ser journalister og chefredaktører stå op, spise morgenmad, cykle børn i børnehaven og gå på arbejde. Ideen i første afsnit om at følge tre nye praktikanter var lovende, men er tilsyneladende droppet senere i serien. I afsnittet om Informations unge Andrea Dragsdahl sniger der sig en ondskabsfuld konflikt ind, da hun efter at have afsløret misbrug på YouTube, udsættes for grove personangreb og trusler.

Det var i virkeligheden et vildt eksempel på en frontalkollision mellem den gode traditionelle journalistik i et traditionelt medie og den nye anarkistiske og brutale virkelighed på de nye digitale platforme. Men det blev ikke perspektiveret eller problematiseret. Vi måtte videre til den næste praktikant på den næste avis. Didde Venzel Lindholdt på Berlingske. Hun kæmpede indædt med en kompliceret sag om en ikkegodkendt congolesisk konsul i en tøjbutik, som vi aldrig helt forstod, men den kom da på forsiden med god hjælp fra flinke redaktører.

Praktikant André Majlunds første dag på JydskeVestkysten var problemfri, og der blev klippet hurtigt videre til en anden journalists arbejde med en serie om, hvordan en demensramt mand måtte flytte på plejehjem. På JydskeVestkysten handler det om mennesker, forklarede chefredaktøren. Det har han jo helt ret i. Udfordringen ved at filme journalistik er, at langt det meste foregår med en telefon og foran en skærm. Det er ikke en akutmodtagelse eller køkkenet i en travl gourmetrestaurant med en hysterisk køkkenchef. Tværtimod.

I serien forsøger man med en lille tekst i hjørnet at fortælle, hvor vi nu er. På Berlingske, på Information eller i Esbjerg eller Kolding hos JydskeVestkysten. Det er svært at opretholde et flow i en fortælling, der i virkeligheden består af ultrakorte noveller uden anden forbindelse med hinanden, end at det drejer sig om journalisters dagligdag. Det er her, at en meget stærk speakerbåren tekst skal sikre sammenhæng og flow. Det lykkes ikke helt i første afsnit, og man kan frygte, at det skaber en risiko for, at det efterlader den forudsætningsløse seer i en tilstand af mild forvirring.

I seriens andet afsnit retter temaet en anelse op på emneforvirringen, fordi valgudskrivelsen, valgkampen og selve valget skaber en mere ensartet ramme. Men fraværet af virkelige og følelsesfremkaldende konflikter i serien skaber en reel risiko for, at seeren keder sig. På den baggrund bliver det næsten spændende, når Informations redaktionshund Sonja skider foran indlandsredaktørens kontor, og Berlingskes mad- og vinjournalist, Søren Frank, smagstester grillpølser og rejer på tagterrassen i Pilestræde

Web First – Paper Last

Billy Wilder lavede i 1974 en amerikansk filmklassiker med titlen Ryd forsiden med Jack Lemmon og Walter Matthau i hovedrollerne. Det var dengang, en avis var en avis, journalister med bløde hatte løb efter nyhederne, og højtråbende redaktionssekretærer med grøn øjenskygge piskede dem rundt i manegen, for at de kunne rydde forsiden med det store scoop. På den baggrund lover DR-seriens titel, Ryd forsiden, for meget – og er en anelse misvisende. Forsider eksisterer i dag kun på papir, som færre og færre får deres nyheder fra. Avis- eller dagbladshuse hedder nu mediehuse. Deadline er hvert sekund, og selvom det stadig er en gammel vane, at journalistikken er færdig, når den trykte avis er lagt i seng, er webavisen i dag blevet en prioritet, der ikke kan ignoreres.

I seriens næste afsnit oplever redaktionen på Berlingske, hvordan de må undvære en meget vigtig nyhed, fordi den benhårde trykdeadline er klokken 23:07, og den kom først flere minutter senere. Det skaber tydelig ærgrelse, men en redaktør siger noget i retning af, at det jo er lidt mærkeligt, at papirlæserne får gamle nyheder, som allerede er overhalet af de nye, som læserne allerede har fået fra nettet, radio eller tv.

Der er nye og anderledes krav til den daglige papiravis, fordi nyhedsstrømmen nu er uendelig og ustoppelig. Nyhedsredaktionerne på et dagblad er i fuld gang med at omstille produktion og tænkning til, at nettet kommer først. Web first, som det hedder, er grundlæggende i gang med at forandre journalistikken, og selvom man oplever det glimtvis i DR’s serie, gør tilrettelæggerne intet for at perspektivere eller problematisere det.

Det er ikke en kritisk graverserie eller en serie, der for alvor går i dybden med journalistikkens og avisernes faldende, men stadig vigtige rolle i samfundet. Det er heller ikke meningen. Vægten er lagt på personskildringer, miljøer, lidt følelse og hurtig klipning. Det er underholdning, mere end det er journalistik. Men det er, trods alt, ikke hjernedød underholdning om noget virkeligt. Og så er det da for en gammel journalist opløftende at håbe på, at serien kan bidrage til at rette lidt op på myterne om, at alle journalister er smålurvede, utroværdige, sensationshungrende og uvidende. I denne serie virker alle de valgte medvirkende som hårdtarbejdende professionelle.

Cathrine Bloch fra Berlingske til valgaften på Christiansborg. Foto: DR.

Serien sendes over tre aftener på det bedst tænkelige tidspunkt for noget tv-program: søndag kl. 20 på DR1. Dér hvor man i sæsonen sender meget dyrt, ambitiøst dansk tv-drama. DR udfylder dramapausen med Ryd Forsiden og sender derfor et public service-signal i søndagens superprimetime slot på hovedkanalen ved at sende en serie om noget vigtigt, nemlig journalistik og aviser. For få år siden ville en sådan idé været blevet blankt afvist i DR af frygt for at miste seere. Alene af den grund er den lidt farveløse, men velmente serie da et fremskridt.

Du kan se serien på DR her.