7 ting vi kan lære af TV 2

Ingen tvivl om, at dokumentaren på discovery+ lagde endnu et opsigtsvækkende kapitel til en lang historie om TV 2’s organisationskultur og overskridende adfærd. Kvindernes beretninger var detaljerede og samstemmende og kræver berettiget handling. Men, hvordan har TV 2 forholdt sig? Som kommunikationsnørd er det let at pege fingre, med hvad kan vi lære af håndteringen?
I denne uge er dokumentaren om sexisme på TV 2 udkommet på discovery+. Her er 7 ting, du kan lære af TV 2's krisekommunikation. Foto: Ritzau Scanpix
I denne uge er dokumentaren om sexisme på TV 2 udkommet på discovery+. Her er 7 ting, du kan lære af TV 2's krisekommunikation. Foto: Ritzau Scanpix
 

FØR

 
1. Det interne kommer først
 
TV 2's administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen, er afsender på en mail til medarbejderne forud for dokumentaren. Her redegør hun for, hvad ledelsen ved om dokumentaren og gentager direkte budskaber, der tager afstand til det, der er foregået. Dernæst afsluttes mailen med små skridt i retningen om at genopbygge TV 2’s interne stolthed og det store arbejde med organisationskulturen.
 
Mailen er tilmed skrevet i et sprog, der meget tydeligt viser, at den kan klare at ses af andre end medarbejderne. Intern kommunikation lever aldrig i et vakuum.
 
Det er vigtigt at hjælpe hele organisationen med at navigere igennem. Kommunikér, også selvom du ikke har det fulde overblik over omfanget; fortæl, hvad du ved, og hvilke handlinger der er planlagt for at undgå, at det sker igen. Det er nøjagtigt, hvad TV 2’s kommunikationsafdeling vælger at gøre.
 
2. En vi-tager-det-seriøst-afsender
 
Når TV 2 vælger at lade Anne Engdal Stig Christensen være afsender på mailen, sender det et signal til organisationen om, at situationen bliver taget alvorligt. Dertil kommer, at hun er en garvet talsperson med autoritet såvel internt som eksternt.
 
Anne Engdal Stig Christensen, TV 2’s administrerende direktør, går forrest og kommunikerer alvoren ud til medarbejderne. Et klogt træk ifølge Camilla Sebelius. Foto: Miklos Szabo / TV 2
 
 
Valget af afsender kan være afgørende for, hvordan budskabet modtages, og det er slet ikke uden betydning. Her har det interne hierarki noget at skulle sige. Vælger man en talsperson ”for langt nede” i hierarkiet, kommunikerer det, at emnet ikke tages seriøst af den øverste ledelse. Omvendt kan anvendelse af den øverste direktør svare til at tale i versaler. Her rammer TV 2 et fint niveau; sagen kræver uden tvivl, at den administrerende direktør markerer.
 

UNDER

 
3. Vi vil gerne have en dialog
 
Midt i en krise bliver beslutningerne taget relativt hurtigt, og der er ofte mange af dem. Handlekraft og klare beslutningsprocesser er afgørende. Hvordan forholder man sig til sagens kerne og fakta? Præcis som med førstehjælp handler det om først at standse “ulykken” og dernæst at tage stilling til, i hvilket omfang man ønsker at kommunikere.
 
Her er en gammel traver ”Ingen kommentarer”, og TV 2 kunne i princippet have valgt at sige nej tak til at deltage ud fra en betragtning om, at de har sagt undskyld. De vælger derimod en offensiv tilgang, hvor nyhedsdirektør Ulla Pors interviewes og også stillede op i Deadline på DR.
 
4. TV 2 stiller op og lykkes med at dosere
 
Nyhedsdirektør Ulla Pors er ganske forståeligt beklemt ved interviewet og tydeligt berørt, idet hun skal stå på mål for fortidens handlinger, men hun formidler på meget personlig vis de aftalte budskaber og taler direkte om et svigt af ledelsen.
 
 
 
TV 2 lykkes med at dosere budskaberne ganske fint, og at hun er berørt, viser medmenneskelighed. Dog bliver det tydeligt gennem interviewet, at mandatet ikke inkluderer ordet undskyld, hvilket kan undre. Den kommer på dagen fra Anne Engdal Stig Christensen, og TV 2 reagerer trods alt på den klare forventning, der er fra omverdenen. 
 
5. Least attachable person går først
 
Ulla Pors står ikke i sin første krise som nyhedsredaktør, hvis man husker den falske historie op til det grønlandske valg, hvor hun hurtigt lagde sig fladt ned. Det var en kritisk historie, fordi den ramte nyhedsmediet i hjertekulen, men hun viste en evne til at fungere som ekstern talsperson.
 
I denne sag spiller Ulla Pors en anden rolle, hvor hun som nyligt udnævnt nyhedsdirektør kan trække den nødvendige streg i sandet – og ja, hun har været en del af organisationen en del år, men det direkte ansvar var ikke hende.
 
Som seer sidder man tilbage med et billede af, at hun er repræsentant for genopbygningen mere end en repræsentant for den uacceptable adfærd. Som kommunikationsnørd ser jeg en talsperson, der er svær at “angribe” som journalist, hvilket gør Ulla Pors en velvalgt talsperson.
 

EFTER

 
6. Kommunikér proces i stedet for (de endnu ikke eksisterende) resultater
 
Arbejdet for TV 2 slutter på ingen måde her, og som en af kvinderne meget rigtigt kommenterede, så er en opdatering af personalehåndbogen langt fra tilstrækkelig. Nu har TV 2 både internt og eksternt brug for at adressere kulturen, og de initiativer, der allerede er iværksat, skal bane vejen.
 
Her er det klart en mulighed at kommunikere langt mere om processen end resultaterne, når arbejdet er godt i vej. Det er vigtigt ikke at være overmodig eller forcere processen.
 
 
7. Lad aldrig en krise gå til spilde
 
Har vi set den sidste sag med grænseoverskridende adfærd? Det kan vi håbe, men både danske og internationale virksomheder bør uden tvivl have en klar plan for håndtering og proces, hvis den ikke allerede ligger der. Det er sager, der med dårlig håndtering kan forværre en i forvejen sensitiv situation, så grundighed er afgørende.
 
De virkelig fremsynede virksomheder tager ikke alene fat i den seksuelt krænkende adfærd i deres arbejde med organisationen, men også krænkende, overskridende adfærd generelt. Direktører, der angriber medarbejdere i verbale angreb eller på anden vis overskrider grænser, kan ikke længere antage, at der bliver tiet eller accepteret. Lad aldrig en krise gå til spilde.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job