Du er din T-shirt

Vi kender den. Vi ejer alle sammen mindst én. T-shirten. Dette stykke beklædning er alle vegne og kan stort set alting: Den er både indbegrebet af uformel, casual anti-fashion og svinedyr high fashion, blev først anvendt som undertøj og senere også som ydertøj, bæres som plain-tee såvel som kanvas for sociale, politiske og personlige statements. Kforum har samlet en oversigt over forskellige typer T-shirts og deres særegne kommunikation. 
De historiske: The Wild Ones
Bomuldsbeklædningen, der tager form efter et T, begyndte sin karriere i mændenes undertøjsafdeling.
 
Ifølge Karl-Heinz Pogner, Professor ved CBS og forfatter til "Globalization, Identity and T-shirt Communication", accelerede t-shirtens berømmelse i særdeleshed efter 2. verdenskrig, hvor den ”army stylede” T-shirt i 100 procent bomuld, med rund hals og trekvartærmer blev den amerikanske hærs officielle undertøjsbeklædning og i forlængelse heraf det ultimative billede på maskulinitet og seksuel attraktivitet.
 
Alligevel var T-shirten, sex-appealen til trods, forbeholdt den private sfære, og det blev anset for uanstændig påklædning at vise sig offentligt i T-shirt.
 
Dette fik unge, rebelske Hollywood- og rockstjerner som James Dean, Marlon Brando og Elvis Presley lavet om på, da de brød med konventionerne og anvendte T-shirten som ydertøj. På kvindesiden fulgte Marilyn Monroe, Brigitte Bardot og Jean Seberg trop og bidrog til T-shirtens nye, sexede image.
 
Brigitte Bardot, James Dean, Marlon Brando og Marilyn Monroe.
 
Efter at T-shirten havde re-positioneret sig fra undertøj til ydertøj, gik der ikke længe, før den opnåede stjernestatus i modeindustrien. Allerede i 30’erne bar Coco Chanel en stribet T-shirt, og i 60’erne skabte designerne Pierre Balmain, Christian Dior, Giorgio Armani og Vivienne Westwood ’T-shirt Couture’, der skulle promovere en luksuriøs, men casual stil.
 
T-shirtevolutionens sidste skud på stammen er T-shirts med print, hvormed dens status ændrede sig fra ren og skær beklædningsgenstand til nu at være et kommunikativt værktøj og identitetsmarkør. T-shirts med slogans fungerer på den måde som et visitkort, der fortæller noget om bærerens personlighed uden at denne behøver at åbne munden.
 
T-shirten har altså ikke bare sin egen historie, men kan selv relatere, kommentere og skabe (en) historie via tryk. 
 
De politiske: Trump can grab my...
Lektor på Kunstakademiets Designskole Maria Mackinny-Valentin kalder T-shirten for modens Big Mac, fordi den kan fås overalt på lige fod med sneakers og jeans. T-shirten besidder altså en universalitet, som gør beklædningsgestanden til et interessant og alsidigt medie, der på den ene side kan være helt og aldeles anonymt og på den anden side være det mest politiske item i modeverdenen.
 
T-shirts, som kommunikerer et politisk statement, bæres typisk af dem, som bogstaveligt talt har noget på hjerte. Her var amerikanske præsidentkandidater nogle af de første, som brugte T-shirten til at kanalisere politiske budskaber.
 
I den seneste valgkamp gik der ikke mange timer fra Donald Trump kaldte Hillary Clinton ”a nasty woman”, til man kunne købe Nasty Woman-T-shirts på nettet. Omvendt svarede Clinton-tilhængerne hurtigt tilbage ved at tage skældsordene til sig og udtrykte solidaritet med Clinton via T-shirts med teksten: ”This Nasty Woman Votes”.
 
Tilsvarende gjorde en kvindelig Trump-tilhænger ugerne forinden sig bemærket, da hun – som et modsvar til demokraternes T-shirts med teksten ”This pussy grabs back” – udtrykte sin loyalitet overfor The Donald ved at lade sin T-shirt erklære at ”Trump can grab my [pussy, red.]” Hermed blev valgkampen også en kamp mellem T-shirts.
 
 
T-shirts bliver på den måde et magtfuldt våben i den politiske arena. Så magtfuldt, at alle borgere i 2013 i Yunnan-provinsen i Kina skulle registreres, når de købte en plain white tee. Det rene, hvide stof blev nemlig ligestillet med et lærred, hvor man let kunne påføre politiske tekster, som kritiserede det kinesiske styre.
 
Selvom det kan virke hysterisk, findes der i historien eksempler på optøjer, som netop er forårsaget af intet mindre end en T-shirt. I 2006 udløste T-shirts med Mohammed-karikaturer blodige oprør mod den italienske ambassade i Benghazi i Libyen, hvilket ydermere resulterede i, at den italienske minister, som havde båret T-shirten under et tv-interview, måtte fratræde sit embede. 
 
De humanitære: We should all be capitalists!
De seneste år er det blevet særlig populært at dyrke diversitet, etnicitet, kropspositivitet, fri seksualitet og feminisme. Desværre forholder det sig ofte sådan, at der ikke er langt fra, at en bevægelse bliver populær, til den udnyttes kommercielt.
 
Da modehuset Dior fik øjnene op for det kommercielle potentiale i (køns)politiske statements, designede de en femiwashed T-shirt, der foruden at tyvstjæle forfatter Chimamanda Ngozi Adichies romantitel ”We should all be feminists” går imod hele feminismens opgør med elitære magtstrukturer ved at tage 5.000 kroner for en T-shirt med et statement, der i sin idé søger at inkludere alle, men i realiteten gør det modsatte.
 
Når hjertesager agerer skalkeskjul for en slet skjult kommerciel agenda, klinger resultatet ofte hult hos forbrugeren, og brandets forsøg på at malke mærkesagen kommercielt giver bagslag, hvorved virksomhederne, i deres letkøbte forsøg på at fremstå som humanitære helte, i stedet fremstår som skurkagtige kapitalister.
 
Skuespillerne Jennifer Lawrence og Benedict Cumberbatch.
 
Et verdensetableret brand kan altså ikke trykke hvad som helst på en T-shirt uden også at være CSR-bevidst i både tanke og handling. Dette erfarede ELLE Magazine UK og The Fawcett Society, der med T-shirten ”This is what a feminist looks like”, forsøgte at brede feminisme-begrebet ud til ikke kun at omfatte vrede, midaldrende kvinder. Men hvor budskabet var nobelt, var selve T-shirtens tilblivelse alt andet. T-shirtene var blevet produceret i en mauritisk sweatshop, der benyttede sig af underbetalte, kvindelige fabriksarbejdere. 
 
De (anti)reklamerende: Shell is Hell
Det er tilnærmelsesvis en naturlov i T-shirt-regi, at der til hvert eneste tænkelige produkt, brand eller slogan findes en tilsvarende reklamerende T-shirt. Alt fra øl-brands som Carlsberg og Budweiser over magasiner som Playboy over storbyer, herunder særligt det populær slogan ”I Love NY”, til events som VM i fodbold pryder alverdens T-shirts og deres ejere.
 
Bærerne af disse brand-T-shirts kan dog ikke reduceres til omvandrende billboards, som frivilligt co-producer reklame for det givne mærke, som de bærer på brystet, som en art passiv, envejs-consumer advocacy. Tværtimod er der tale om en gensidig udtryksform, hvor bæreren bliver en ’prosumer’, der aktivt bruger brandet til at signalere sin egen identitet, livsstil og personlighed. 
 
De mest populære brand-T-shirts er med Coca Cola og Che Guevara. Særligt sidstnævntes popularitet er paradoksal, da Guevara var modstander af den kapitalistiske globalisering, som T-shirten netop er indbegrebet af.
 
I den modsatte grøft finder man ad-busting T-shirts, hvor velkendte brands, slogans og logoer optræder i en ironisk, intertekstuel og forvrænget udgave. Karl-Heinz Progner definerer ad-busting som en kritisk form for guerillamarketing, der benyttes af den mere undergrundsaktivistiske forbruger til at undergrave store kapitalistiske mainstreambrands og forholde sig ironisk til forbrugerisme og logomani.
 
Hollandske ’Shell’ bliver til ’Hell’, slogannet ”Enjoy Coca-Cola” bliver til ”Enjoy Cocaine” og ’Carlsberg’ bliver til ’Capitalism’. Denne type T-shirt giver deres bærere mulighed for at fremvise en mere kritisk, politisk og humoristisk side af deres personlighed.
 
 
De refleksive: Jeg går med T-shirt, derfor er jeg...
T-shirten er altså meget mere end en beklædningsgenstand. Den er et lærred, hvorpå bæreren kan udtrykke og transportere alverdens sociale, politiske og personlige budskaber. På lige fod med store modebrands bruger forbrugerne deres T-shirts til at reflektere deres livsstil og identitet, men går også endnu længere ved mere specifikt at afspejle lokalsamfund, subjektive meninger, sindstilstand, tilhørsforhold og jokes såvel som protest og afstandstagen.
 
I det senmoderne samfund er selvet, ifølge sociolog Anthony Giddens, blevet et ”refleksivt projekt”. I og med at selvidentiteten ikke længere er givet, rundet af traditioner eller kontinuitet, forsøger det moderne jeg at skabe og opretholde en sammenhængende, men konstant reviderende selvbiografisk fortælling.
 
Selvidentiteten må skabes og opretholdes gennem en ubrudt række af refleksivt begrundede valg. T-shirten er i denne sammenhæng både midlet og målet, når det kommer til at søge, udtrykke og skabe sin identitet i det moderne samfund.
 
 
Jævnfør psykoanalytikeren Jacques Lacan og hans begreb om spejlingsfasen skabes identitet altid i samspil med andre. I T-shirt-kommunikationen finder netop sådan en co-creation sted. Det er ikke nok, at man ejer og bærer T-shirten. Man skal ses i den og anerkendes for den.
 
T-shirts, der afsender ’messages’ om mode, livsstil eller udtrykker personlige, sociale og politiske statements, er på den måde også en invitation til en dialog, en conversation starter, et samtaleoplæg. Hermed transcenderer T-shirt-kommunikationen den refleksive, semiotiske og tekstuelle kommunikation og bliver social såvel som verbal. 
 
De kendte: 
Livet som Hollywood-celebrity involverer paparazzifotografer, og de kendte må ofte finde sig i, at sladderbladene reducerer dem til visuelle, tavse objekter. I denne forbindelse er berømthederne særligt begejstrede for at lade deres T-shirts tale for dem.
 
Sanger Katy Perry, Skuespiller Natalie Portman og Basketballspiller LeBron James. Sidstnævntes T-shirt er en kritik til frifindelsen af de politibetjente som skød og dræbte afroamerikanske Eric Garner. Hans sidste sidste ord var "I can't breathe".
 
De kendte bruger imidlertid ikke kun T-shirten til at ytre sig politisk til offentligheden, men også til at kommunikere direkte til hinanden eller omkring et personligt anliggende. Det yngste medlem af Kardashian-klanen, Kylie Jenner, anvendte eksempelvis en T-shirt som et modsvar til en hetz, der kørte mod hende på de sociale medier, hvor hun blev cyberbullied med et uheldigt og mindre flatterende billede, som blev taget af den ellers altid billedskønne makeup-millionær.
 
Kylie Jenner svarer igen på kritikken af sit udseende ved at lade sin T-shirt signalere selvironi.
 
Kylies søster, supermodellen Kendall Jenner, har også være omdrejningspunktet i en T-shirt-sag, da hun tilbage i 2014 blev spottet i en Slayer-T-shirt, umiddelbart efter hun på Twitter havde skrevet, at hun ikke forstod, hvordan nogen kunne holde ud at lytte til metal.
 
Ved at bære T-shirten lukrerede Kendall på et cool community, som hun den dag gerne ville associeres med, men tydeligvis ikke havde et dybtfølt forhold til. Hertil reponserede Slayers guitarist Gary Holt ved at iklæde sig en T-shirt med skriften "Kill The Kardashians" til en koncert. 
 
Kendall lærte på den hårde måde, at man ikke blot kan iføre sig hvilken som helst T-shirt uden at blive stillet til ansvar for det signal, den sender. Der skal være konsensus mellem T-shirt og T-shirtens bærer, ellers risikerer man at blive anklaget for at være falsk.
 
Twillight-stjernen Kristen Steward ligefrem udnytter det store kommunikative potentiale, som kombinationen af pressefotografer og statement-T-shirts kan have. Tilbage i 2012, efter bruddet med sin co-star Robert Pattinson, iførte Steward sig ekskærestens T-shirt, hvilket mange tolkede som et signal om, at hun ville have ham tilbage. 
 
Umiddelbart efter at skuespillerinden havde benyttet verdenspressen og en T-shirt som sin personlige kærlighedsbudbringer, genoptog parret romancen.
 
Sidst men ikke mindst har Golden Globe-vinder Ryan Gosling og Alene-hjemme skuespilleren Macaulay Culkin et mærkværdigt T-shirt infinity game kørende, som ingen rigtig kender årsagen til. 
 
Macaulay Culkin i en T-shirt af Ryan Gosling, som bærer en T-shirt af Macaulay Culkin, som er iført en T-shirt af Ryan Gosling, der er iklædt en T-shirt af Macaulay Culkin.
 
De globale:
I bogen ”The Travels of a T-Shirt in the Global Economy” følger professor Pietra Rivoli sin T-shirts rejse over tre kontinenter og fortæller samtidig en historie om globalisering, handel og verdensøkonomi. Hun konkluderer, at T-shirten må anses som det ultimative symbol på globaliseringen.
 
T-shirtens verdensomspændende rejse fra vesten til ulandene.
 
Og alle de andre...
Ovenstående T-shirt-kategorier udgør ingenlunde en udtømmende oversigt over det mest universelle stykke beklædning i nyere tid. Der mangler de subkulturelle T-shirts, ”All I got was this lousy T-shirt”-turist-T-shirts, vintage T-shirts, selvtrykte T-shirts, fankulturelle T-shirts, de globale T-shirt, bare for at nævne et par stykker..
 
Hvis du vil vide mere om de forskellige typer T-shirts, og hvad de kommunikerer, anbefaler vi, at du tjekker nedenstående bøger ud:
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job