De største myter om amerikansk politik

1. Myte: Arbejderklassen elsker Trump

Det fortæller man: Arbejderklassen er blevet republikanere, og det er primært Donald Trumps fortjeneste.

Det fortier man: Arbejderklassen er mere demokratisk end republikansk. Det er rigtigt, at et overvældende flertal af den hvide arbejderklasse stemte på Trump. Men selv det er mere resultatet af en længerevarende historisk trend end Trump.

Den hvide arbejderklasse har været republikanere længe. Getty.

Arbejderklassen defineres ofte som den gruppe, der er i arbejde, men tjener under medianlønnen for husholdninger, hvilken i USA er godt $60.000 om året. Men ifølge den seneste YouGov-måling står Trump kun til 35 % af stemmerne blandt folk, der tjener under $50.000 om året, hvorimod Biden står til 53 %.

Så er den vel ikke længere? Biden og demokraterne får langt flere stemmer fra arbejderklassen end Donald Trump og republikanerne.

Men så enkelt er det ikke. Ligesom med USA generelt er det meget svært at tale om den amerikanske arbejderklasse uden også at tale om race. Blandt den hvide arbejderklasse fik Trump nemlig 62 % af stemmerne i 2016.

Men har Trump så gjort den hvide arbejderklasse til republikanere?

Ifølge en undersøgelse fra Cambridge University kan republikanernes styrke blandt den hvide arbejderklasse ikke kun tilskrives Trump. Det er en længerevarende trend. Fx fik Mitt Romney 57 % af de hvide arbejderklassestemmer i 2012. Og i 1984 fik Reagan 54 %.

Som forskerne fra Cambridge konkluderede: “Narratives that center on Trump’s alleged appeal obscure this important long-term trend.”

2. Myte: Biden har brug for den hvide arbejderklasse

Det fortæller man: Trump vandt på grund af en enorm fremgang blandt den hvide arbejderklasse. Hvis Joe Biden skal blive præsident til november, skal han vinde dem tilbage.

Det fortier man: Trump vandt med en margin på 80.000 stemmer i tre delstater. En historisk snæver sejr. Enhver forklaring på Hillary Clintons nederlag og Trumps sejr kan derfor være rigtig. Den hvide arbejderklasse er kort sagt blot en af mange måder, hvorpå Biden kan vinde valget i år.

Forsiden på Information den 22. august var decideret forkert. Biden kan godt vinde uden den hvide arbejderklasse – det ville endda være lettere.

Det er rigtigt, at 6 millioner af dem, der stemte på Obama i 2012, stemte på Trump i 2016. Heraf var mere end 80 % hvide, og mange af dem var arbejdere fra de afgørende rustbæltestater. Og som nævnt under nr. 1 steg andelen af den hvide arbejderklasse, der stemte på republikanerne, fra 57 % til 62 % mellem valgene i 2012 og 2016. Så den hvide arbejderklasse kan snildt være bag de afgørende stemmer, der sendte Trump til Washington.

Men samtidigt var der hele 4,4 millioner af dem, der stemte på Obama i 2012, der blev hjemme i 2016, hvoraf 1,6 millioner var sorte.

Derudover var der yderligere 2,3 millioner Obama-vælgere, der stemte på et tredje parti. Og i de tre afgørende stater, der som sagt gjorde Trump til præsident med et flertal på under 80.000 stemmer, stemte 750.000 på de såkaldte ‘third parties’.

Forklaringen om Hillary Clintons manglende forbindelse til den hvide arbejderklasse kan altså lige så godt erstattes med hendes manglende mobilisering af sorte og unge amerikanere.

Som beskrevet under nr. 1 er den hvide arbejderklasses flugt fra demokraterne resultatet af en længerevarende historisk trend. Og det er grundlæggende, fordi den hvide arbejderklasse er mere konservativ end demokraterne.

Obama-Trump-vælgeren er mere konservativ. Kilde: NYT.

Det er kort sagt mere plausibelt, at demokraterne og Joe Biden kan motivere flere, både unge og sorte, til at dukke op samt sætte en stopper for folk, der stemmer på et tredje parti, end de kan vinde den hvide arbejderklasse tilbage.

3. Myte: Biden har ikke store progressive planer

Det fortæller man: Joe Biden er moderat og vil ikke grundlæggende ændre samfundet i en progressiv retning.

Det fortier man: Joe Biden er den mest progressive præsidentkandidat, demokraterne nogensinde har haft. Også markant mere progressiv end Obama var i 2008.

Det er rigtigt, at Bernie Sanders er mere progressiv end Biden, men det er grundlæggende forkert at gøre Sanders til målestok for det progressive Amerika – i hvert fald i en historisk kontekst.

Sanders er ikke målestokken for det progressive Amerika. Getty.

Bidens reelle platform er spækket til randen med progressive politikker, der ville have været udenfor forestillingsevnen for blot ti år siden. Mange af dem er desuden udviklet i samarbejde med Sanders i et forsøg på at samle partiet.

Joe Biden vil bl.a.:

Investere 2 billioner dollars i bæredygtig energi og transport som led i kampen mod klimaforandringerne samt få USA tilbage i Paris-aftalen.
Annullere studielån og gøre universitetet gratis for de fattigste amerikanere.
Fordoble statslige udgifter til lavindkomst bolighjælp.
Tredoble udgifterne til K-12-skoler (børnehaver og folkeskoler).
Bygge på Obamacare og give amerikanerne et offentligt sundhedssystem som alternativ til privat forsikring.

Lykkes det Biden at gennemføre, hvad han lover, ville han være den mest skelsættende præsident i kampen mod fattigdom siden Lyndon B. Johnson, i kampen for sundhedsforsikring siden Roosevelt og i bekæmpelsen af klimaforandringerne – nogensinde.

4. Myte: Valget i år er fundementalt ens med valget i 2016

Det fortæller man: Valget i år er ligesom valget i 2016 – Trump er stadig en outsider og kan føre en negativ valgkamp mod Biden på samme måde, som han kunne mod Clinton.

Det fortier man: Da det er et genvalg, er Trump per definition en insider. Et genvalg er som tommelfingerregel altid en folkeafstemning om den siddende præsident. Det vil sige, at hvor Trump i 2016 var kandidaten, der kunne love forandring, skal han nu gå til valg på sine bedrifter fra de sidste fire år.

‘Forandringskandidaten’ er i denne omgang Joe Biden. Alle, der var utilfredse med linjen i 2016, skød skylden på Obama – og dermed på Hillary Clinton. Alle, der er utilfredse med linjen i dag, skyder skylden på Donald Trump. Det er Trump, der har ansvaret for den katastrofale indsats mod COVID-19. Det er Trump, der har ansvaret for de millioner og atter millioner af amerikanere, der er blevet arbejdsløse.

Valget i år er altså fundamentalt anderledes end valget i 2016. Og det skal man huske på, når man sammenligner Joe Biden med Hillary Clinton.

Biden er mere populær end Clinton nogensinde var. Getty.

Allerede nu er der to grundlæggende forskelle:

For det første er Biden som person markant mere populær end Hillary Clinton. Ifølge YouGov kan 32 % af amerikanerne ikke lide Joe Biden, målt op imod 50 % der ikke kunne lide Hillary Clinton på nogenlunde samme tidspunkt i ‘16.

Joe Biden ligger dermed konsekvent højere i målingerne, end Clinton nogensinde gjorde. Den største føring Clinton kom op på i 2016, ifølge FiveThirtyEight, var 7,5 %-point. Biden har konsistent en 7-8 %-points føring.

For det andet går folk mere op i valget i år end i 2016. Før valget i ‘16 var det kun 46 %, der følte sig mere entusiastiske for at stemme end ved tidligere præsidentvalg. Det er steget til 64 %.

Derudover har 50 % allerede nu besluttet sig for, at de under ingen omstændigheder vil stemme på Trump, og 39 % på Biden. Det er altså kun 11 %, der stadig er i tvivl om, hvem de vil stemme på. På næsten samme tidspunkt i 2016 var det en fjerdedel af amerikanerne.

Betyder det, at Trump allerede har tabt? Absolut ikke. Alt kan ske. Det betyder blot, at det er sværere for ham at slå Joe Biden, end det var at slå Clinton. Amerikanerne kender Biden, og de kan godt lide ham (relativt ift. Clinton, red.).

5. Myte: Amerikanerne hader hinanden

Det fortæller man: USA er mere splittet nu end på noget tidspunkt siden borgerkrigen. De hader hinanden på baggrund af politisk overbevisning.

Det fortier man: Amerikanerne er ikke splittede – det amerikanske demokrati er splittet. Amerikanerne hader ikke hinanden – de føler sig forhadt af hinanden.

Amerikanerne har langt varmere følelser for hinanden, end man lige får indtryk af. Det store problem i USA er, at amerikanerne tror, at den anden side hader dem mere, end de i virkeligheden gør.

Organisationen Beyond Conflict har målt amerikanernes opfattelse af hinanden. De spurgte en gruppe republikanere og demokrater, hvor ‘udviklede’ de mener, det andet parti er – og derefter, hvad de tror, det andet partis vælgere svarede om dem.

Republikanerne troede, at demokraterne vurderede dem 55 %-point værre, end de gjorde. Demokraterne troede, at republikanerne vurdere dem 32 %-point værre, end de gjorde. Der er altså et godt stykke fra opfattelse til virkelighed.

Og det gælder ikke kun ved synet af hinanden. Vælgerne fra de to partier er langt tættere politisk, end de tror. Men selvom de fleste amerikanere er midtersøgende, opfatter de det andet partis vælgere som ekstreme.

USA er grundlæggende et midterland, men valgsystemet kvæler midten. For at komme på stemmesedlen skal man overleve partiernes interne valg – primærvalgene. Ofte er det kun medlemmerne af partiet, der får lov til at stemme. Det vil sige, at helt almindelige mennesker, der hverken definerer sig selv som demokrater eller republikanere, ikke får lov til at bestemme, hvem der i sidste ende står på stemmesedlen, når hele landet skal stemme.

Det var fx kun 14 millioner, der stemte på Trump ved republikanernes primærvalg i 2016, hvilket svarer til 5 % af alle stemmeberettigede amerikanere.

Det betyder, at valget ofte står mellem to modpoler. Konsekvensen er et demokrati, der belønner fløjene og kvæler midten.

Man kan ikke benægte, at USA er et splittet land. Også mere end det var for blot 20 år siden. Men det er i bund og grund det amerikanske demokrati, der er polariseret.

6. Myte: Trump er en strategisk ‘grand wizard’

Det fortæller man: Trump er et politisk geni. Han forstår den amerikanske befolkning bedre, end den forstår sig selv.

Det fortier man: Trump er ikke et politisk geni. Han vandt med 80.000 stemmer i tre delstater. Og det var mere held end forstand. Han er historisk upopulær og har aldrig haft mere end 45 % af befolkningen med sig.

Medierne har en tendens til at se på Trump som en strategisk ‘grand wizard’. Alt for mange kommentatorer afskrev ham enhver mulighed for at vinde, og de har nu taget fløjlshandsker på i frygt for at tage fejl igen.

En slagen kriger vender tilbage til Det Hvide Hus efter et katastrofalt vælgermøde i Tulsa.

Hvis han tweeter “Covfefe”, må det nødvendigvis være en politisk genistreg – han vandt trods alt valget.

Trump er ikke idiot (se nr. 7), men et politisk geni ville aldrig lade så mange lavthængende frugter hænge.

Fx nægtede præsidenten at gå med maske, selvom 71 % af befolkningen mener, det bør være lovkrav. Han fortsætter med at nedtone alvoren af COVID-19, selvom pandemien bekymrer 65 % af amerikanerne, og kun 37 % mener, at han har håndteret den godt. Og så bliver han ved med at tweete vanvittige ting, selvom kun 25 % af amerikanere mener, at hans tweets er passende for en præsident.

Tag en maske på. Tag pandemien seriøst. Lad en rådgiver læse tweetene først. Og måske han så ville runde 50% støtte.

7. Myte: Trump er en kæmpe idiot

Det fortæller man: Trump er decideret uintelligent. Han har ingen anelse om, hvad han laver, og vi kan takke et solidt embedsapparat for, at han ikke har brændt republikken ned.

Det fortier man: Trump er ikke en idiot. Han har ikke bare formået at kapre mediebilledet 24 timer i døgnet, han har også kapret Det Republikanske Parti indefra.

Trump er en fremragende kommunikatør. En tv-mand af generationer. Sjældent har en politiker været så god til at iscenesætte sig selv som Trump. Tag bare iscenesættelsen af hans tale ved partikonventet foran Det Hvide Hus.

En af de flotteste iscenesættelser til et partikonvent nogensinde. Getty.

Derudover har Trump en unik evne til at politisere alt til sin egen fordel. Amerikansk politik er blevet så splittet, at alt nu handler om, hvorvidt man er for eller imod Trump. For eller imod demokraterne. Det var det, der bar ham ind i Det Hvide Hus. Det er det, der giver ham en 90 %+ approval rating hos republikanerne. Og det er det, der har givet ham den konstante støtte fra i hvert fald 40-42 % af befolkningen.

Trump er ikke en idiot. Han er godt klar over, hvad han laver. Hans narcissisme holder ham blot tilbage fra bredere støtte i befolkningen.