Bosco Verticale (Den vertikale skov). Designet af Stefano Boeri, bæredygtig arkitekt, i Porta Nuova-distriktet i Milano. Planterne skal være med til at mindske Milanos luftforurening ved at producere luftfugtighed og absorbere støvpartikler og kuldioxid. Derudover er planterne med til at dæmpe for storbyens støj og moderere temperaturen i bygningerne.
I sidste uge skrev Peter Svarre en artikel, hvor han efterspurgte, at designernes ”hyperæstetiserede formgivning og farveleg” også skulle ”give mening på et dybere plan”. Det lader til, at Svarre komplet har overset de sidste godt 40 års udvikling i designfeltet. Ikke desto mindre rejser han en utrolig vigtig dagsorden, som designerne bør gribe.
Da jeg læste
Peter Svarres indlæg her i Kforum, befandt jeg mig i Singapore til konferencen
Brainstorm Design, arrangeret af det internationale erhvervsmagasin Fortune, nyhedsmagasinet Time og designpublikationen Wallpaper. Arrangementet illustrerede, hvor vi er henne med design i dag.
Design står stærkere end nogensinde
Konferencen var medarrangeret af det internationale konsulenthus McKinsey & Co – eller rettere, som de kaldte sig selv, McKinsey Design. Det er udtryk for en tydelig trend, hvor de største rådgivningsvirksomheder i verden de senere år har opkøbt designbureauer.
McKinsey har anskaffet amerikanske Lunar Design og svenske Veriday. Accenture opkøbte for nogle år siden britisk-finske Fjord (som nu også er i København samt på mere end 25 andre lokationer). IDEO, måske verdens mest beundrede designvirksomhed, er ejet af en japansk mediekoncern.
Og danske Designit, nok Europas største uafhængige bureau på det tidspunkt, blev opkøbt af indiske Wipro i 2016. Endelig har it-giganten IBM ikke alene købt adskillige designvirksomheder, de har også ansat 1.300 designere og trænet flere end 100.000 ansatte i designtænkning.
Danske Designit er et af de designfirmaer, der klarer sig exceptionelt. Foto: Designits hjemmeside
Disse management- og it-virksomheder opkøber ikke designbureauer for millioner af dollars, fordi de har brug for mere æstetisk sans – om end de også kunne have brug for dét. De opkøber dem, fordi de ved, at design er forretningskritisk. Design vinder tilsvarende hastig udbredelse i den offentlige og sociale sektor. FN, Verdensbanken, EU-Kommissionen og regeringer verden over opbygger i disse år designteams, som bringer policy-, service- og digitalt design helt centralt ind i offentlig politikudvikling, ledelse og styring.
Det er en god nyhed for designerne, som bliver inviteret ind i direktionslokalerne verden over. Og det er en god nyhed for os forbrugere og borgere, fordi det øger sandsynligheden for, at vi får bedre designede løsninger.
Godt design kan gøre dig rig og sund
Det er fuldkommen korrekt, når Svarre siger, at dårligt design kan ruinere os og slå os ihjel. Det er korrekt, netop fordi godt design kan være kilden til massiv værditilvækst, sundhed og velvære.
Som når vi i Dansk Design Center kan dokumentere, at 75 procent af alle virksomheder, der anvender design, kan aflæse det direkte på deres bundlinje; eller når virksomheder, som deltager i vores programmer, henter investeringen op til 20 gange igen; eller når offentlige organisationer som Rigshospitalet skaber mere meningsfuld og sammenhængende service for borgerne ved at bringe design i spil som forandringsredskab.
Peter Svarre har også ret i, at udviklingen langt hen ad vejen er kommet bag på designerne – også her i Danmark. Det er egentlig forbløffende, for designerne har længe været bevidste om deres sociale ansvar, måske især siden Victor Papanek i 1971 udgav bogen Design for the Real World, hvor han ligesom Svarre anklagede designerne for at være farlige og naive omkring deres betydning for verden.
Bogen "Design for the Real World" (1971) rettede et kritisk blik mod designerne og deres betydning for verden. Forfatteren mente, at designerne skulle være mere bevidste om deres sociale ansvar.
Folk som Buckminster Fuller, Ezio Manzini og John Thackara har også argumenteret for designs samfundsmæssige, sociale og miljømæssige betydning.
Vi har i Danmark vist, hvordan design gør en forskel for samfundet
Min egen organisation, Dansk Design Center, blev stiftet for 40 år siden på den præmis, at design kan gøre en forskel for alle typer virksomheder og organisationer. Det tror vi stadig på, og det arbejder vi for. Danmark var dengang, allerede i 1970’erne, sammen med de øvrige skandinaviske lande på forkant med ”participatorisk design”, altså involveringen af brugere og medarbejdere i softwaredesign.
Min forgænger Jens Bernsen skrev i 1990’erne om betydningen af design for kreativ, meningsfuld problemløsning og om design for offentlige rum, ligesom jeg selv har skrevet en håndfuld bøger om servicedesign i den offentlige sektor. Designskolen på Holmen, KADK, har haft FN’s globale mål for bæredygtighed, SDG’erne, i centrum for al undervisning de seneste tre år.
Vores søsterorganisation
INDEX: har de sidste knap 20 år med dansk offentlig støtte drevet verdens største globale pris for design, som gør en forskel for samfundet, ligesom
Danish Design Award de senere år har hædret stribevis af danske bæredygtige og sociale designløsninger. Det er priser med globalt udsyn, som hædrer godt design, der gør en forskel. Den slags tror jeg, vi har brug for, hvis vi vil sætte vores lille land på verdenskortet.
Man kan med nogen ret sige, at vi i Danmark opfandt det grundlag for designtænkning, som McKinsey og andre i dag har gjort til big business. Det har de fleste desværre glemt, for her ligger måske kimen til at genintroducere et nordisk funderet socialt ansvar til det globale designfelt. Det arbejder vi – med arbejdstitlen
Danish Design University – sammen med Designrådet og en række andre designaktører på.
Digitalisering ændrer præmisserne
Jeg tror også, Svarre har fat i noget vigtigt, når han peger på konsekvenserne af digitalisering. Det nye er, at den hastighed, hvormed man kan bygge og skalere nye produkter, er øget helt enormt. Det nye er også, som Joshua Cooper Ramo skriver i den fremragende bog
The Seventh Sense, at når ting bliver forbundet via nettet, så ændres deres beskaffenhed fundamentalt.
Samtidig er den globale konkurrence hårdere end nogensinde før. Dermed er der ganske enkelt ikke tid nok til at træffe velovervejede designbeslutninger. Det handler, som Facebook er berømt for at erklære, om at bevæge sig hurtigt og slå ting i stykker.
Digitaliseringen rejser, som jeg også skrev hos
Berlingske i sidste uge, en lang række etiske og moralske spørgsmål, som designerne bliver nødt til at forholde sig til. Det gælder små som store designbeslutninger, fra sikkerhed og privacy til, hvordan vi helt grundlæggende organiserer og lever vores liv.
For nogle uger siden blev den store UX-konference Design Matters afholdt i København. Her pegede arrangørerne på, at den varsling om et atomangreb, som for nyligt skabte panik på den amerikanske øgruppe Hawaii, skyldtes, at en computeroperatør ikke kunne skelne mellem to elementer i en digital menu. Han fik dermed udløst falsk alarm om en forestående militær katastrofe. Djævlen ligger, som det hedder, i (UX-)detaljen.
Dårligt design (i dette tilfælde UX-design) er, som Peter Svarre ganske rigtigt fremstiller det, en alvorlig sag. Primært pga. digitaliseringens enome hastighed. Dette fik store konsekvenser, da en operatør misforstod en digital menu og dermed udsendte en bombetrussel og skabte panik på Hawaii.
Én ting er design af digitale funktioner. Noget andet er design af nye digitale forretningsmodeller. Delebilstjenesten Uber er måske én af de mest veldesignede, effektive og skalérbare af sin slags. Men den er også én af de mest giftige. For kort tid siden valgte en frustreret taxachauffør i New York City at skyde sig selv foran byens rådhus. Han efterlod en
besked på Facebook, hvor han gav Uber skylden, da deres forretningsmodel havde undermineret hans indtægt og med udbredelsen af billige delebiler øget hans arbejdsuge fra 40 timer til 100 timer – for den samme løn.
Også i den offentlige sektor, i byplanlægning og politik har designbeslutninger omfattende konsekvenser. For nyligt argumenterede socialdemokraten Kaare Dybvad i
Berlingske for, at Københavns 70 år gamle femfingerplan var ”en hjerneblødning”, som gennem sit design har skabt og forstærket dybe sociale skel i hovedstadsregionen.
Design er topledelsens anliggende
Jeg synes derfor som Peter Svarre, at professionelle designere har et særligt ansvar for at reflektere over, hvordan deres beslutninger har betydning for brugernes oplevelser og adfærd – også i et etisk perspektiv. Dette ansvar bliver særligt skærpet, når rækkevidden og skalaen af beslutningerne er større end nogensinde før.
Samtidig synes jeg, man må gøre sig tre ting klart.
For det første er det topledelsens ansvar at godkende designbeslutningerne – og tage ansvar for konsekvenserne på hele organisationens vegne. Det ansvar kan man ikke blot placere hos designerne, særligt ikke i organisationer, som i stigende grad bliver designbasererede, hvilket vil sige, at alle faggrupper er bevidste om, hvordan deres beslutninger har betydning for slutbrugerne. Det gode er, at topcheferne hermed må erkende, at de er designledere med det ultimative ansvar for design af virksomhedens forretningsmodel.
For det andet er det svært at forestille sig, at der ikke vil opstå nye typer utilsigtede hændelser som følge af bevidste (eller ubevidste) designbeslutninger, uanset om man forsøger at inddrage flere etiske overvejelser og refleksioner. Kompleksiteten og dynamikken i digitale løsninger i dag er af en sådan karakter, at ingen enkeltperson eller for den sags skyld organistion vil kunne forudsige alle potentielle konsekvenser. Det betyder ikke, at de ikke skal forsøge – men, at vi skal opbygge et beredskab til hurtigt at sanse, hvornår der opstår uhensigtsmæssigheder og så reagere på dem.
Endelig og for det tredje tror jeg, vi vil se flere og flere tilfælde, hvor de hurtigste og mest teknologisk orienterede virksomheder konstant vil afprøve og nogle gange overskride grænserne ikke blot for almindelig etik men også for politik. Som jeg tidligere har omtalt vil det placere nye designløsninger i et ”prælegalt” felt, hvor de hverken er lovlige eller ulovlige – men ”før lovlige”. Det fordrer helt nye og mere agile dialoger mellem policy-udviklere og virksomhederne inden for eksempelvis sundhedsområdet (tænk personlig medicin, sundhedsdata, individualiserede forsikringer mv.)
Designbeslutninger bliver dermed både et topledelsesanliggende og et samfundsanliggende.
Hân Phams needle cap-design Yellowone er et eksempel på et sundhedsfremmende design i verdensklasse. Den kan hurtigt forvandle en tom sodavands- eller øldåse til en sikker og billig beholder for brugte nåle fra injektionssprøjter.
Vi er i gang, men det er ikke nok
Hos Dansk Design Center er vores mission da også at bringe design i spil for at skabe værdi for erhvervsliv og samfund. Det indebærer ikke kun at styrke virksomhedernes brug af design, men også at udfordre samspillet mellem offentlig og privat sektor i en tid, der er fuld af transformation. Jeg er helt bevidst om, at vi kan blive endnu mere markante, og vi kan samle designfeltet endnu mere om at gøre en forskel, der kan ses og mærkes, ikke mindst i lyset af de nye digitale forretningsmodeller.
Jeg vil alligevel tillade mig her til slut at give nogle eksempler på, hvordan vi i dag arbejder med de etiske og mere kritiske dimensioner af design, som Peter Svarre efterspørger (for en mere komplet oversigt over
vores indsatser i 2018 læs her).
Sammen med en række partnere udforsker vi
fremtiden for sundhedssektoren anno 2050. Formålet er at opdage nye markedsmuligheder, kortlægge fremtidens kompetencekrav og starte en drøftelse af, hvilken sundhedssektor vi overhovedet ønsker os.
Boxing Future Health - scenarier for sundhedsvæsnet i år 2050 from Dansk Design Center on Vimeo. Her benyttes designmetoder til at give deltagerne helt konkrete og udfordrende oplevelser af fremtidens sundhed.
Et andet projekt handler om fremtidens mobilitet for landdistriker i Danmark. Her samarbejder vi med Faaborg-Midtfyn Kommune om at udforske, hvordan fraflytning kan vendes til tilstrømning, blandt andet gennem en design- og innovationskonkurrence med afsæt i kommunens udfordringer. Det er en dagsorden med så interessante globale perspektiver, at blandt andet World Economic Forum har meldt sig blandt partnerne.
Endelig har vi for nylig i samarbejde med blandt andet Designrådet kortlagt det danske design-DNA – altså forsøgt at afkode, hvad der er særligt ved vores danske designtradition. Her kan vi konstatere, at eksempelvis sociale og demokratiske overvejelser er centrale i vores samfunds tilgang til design. Det betyder ikke, at alle designere er sig bevidste om det, eller vi ikke kan blive langt, langt bedre. Det betyder blot, at vi har potentialet til at sætte standarden internationalt for en mere etisk, reflekteret og helhedsorienteret tilgang til design.
Designer, grib magten!
Til sommer bliver afgangsprojekterne for de nyuddannede kandidater fra Designskolen Kolding udstillet på Koldinghus. Sammen med mine kolleger Mads Quistgaard og Henrik Vibskov har jeg fået privilegiet af at være gæstekurator for udstillingen, som har fået titlen Designer, grib magten.
Temaet er godt set af Designskolen Kolding og peger på den simple essens af Peter Svarres indlæg: Designere har magt. Måske endda en magt, som i disse år er lige så eksponentielt stigende som den digitale teknologi, de designer med. Jeg kunne ikke være mere enig i, at det er på tide, at vi alle gør os det bevidst. For med magt følger pligter og ansvar. Det skal designerne omfavne. Og det skal alle vi andre også. Tak, Peter, fordi du minder os om det.