Kritikken handler om journalistik

Dette indlæg er et svar på Christian Lindharts indlæg, der er et svar på denne artikel.

---

Christian Lindhardts påstand: ”Hendes eget indlæg lever dog ikke op til de mest basale presseetiske regler.”

Min kommentar: Den 16. marts ringer jeg til Journalisten og får at vide af omstillingen, at telefonerne er lukkede, fordi redaktionen sidder i redaktionsmøde. Jeg skriver i stedet en mail til journalisten, der har skrevet temaet om dårlige chefer.

”Hej Kerstin,

Jeg er i gang med at skrive en kommentar til Kforum om jeres undersøgelse af dårlige chefer og har et par spørgsmål til artiklen om Banedanmark. Har du mulighed for at ringe efter redaktionsmødet?

På forhånd mange tak.

De bedste hilsner

Anne Lea”

Kort efter bliver jeg ringet op af Kerstin. Der er især to ting, jeg gerne vil have at vide. For det første, hvor mange af de 13 kilder, Journalisten har talt med, der er tidligere medarbejdere og hvor mange, der er nuværende, og for det andet, om den trivselsmåling fra 2019, der er refereret til i artiklen dækker perioden før eller efter Katja Dahlberg bliver ansat. Hun bliver ansat i juni 2019.

I artiklen er der kun citeret tidligere ansatte. De fleste optræder anonymt, en enkelt under pseudonym og en står frem med fuldt navn. Kerstin siger, at jeg ikke kan få at vide, hvor mange af de 13, der er nuværende medarbejdere, fordi det hører under kildebeskyttelsen. Jeg undrer mig over, hvordan et tal kan høre under kildebeskyttelsen og får at vide, at det er fordi man hurtigt vil kunne identificere kilden, hvis tallet bliver nævnt.

Hvad angår trivselsmålingen får jeg at vide, at den er fortrolig.

Under samtalen lægger jeg ikke skjul på, at jeg er kritisk over for Banedanmark historien, som efter min mening er udokumenteret og virker som et personangreb. Det bryder hun sig naturligvis ikke om at høre og spørger, hvad jeg har gang i.

Jeg er i gang med research, men siger, at jeg gerne vil have lov til at bringe oplysningen om, at Journalisten bevidst har valgt ikke at nævne, hvor mange tidligere og nuværende ansatte, tallet 13 dækker over, af hensyn til kildebeskyttelsen.

Hun siger, at hun ikke vil medvirke, men at hun lige vil tjekke med sin redaktør, om han vil medvirke.

”Hej Anne Lea,

Tak for baggrundssnakken. Nu har jeg lige vendt det med min redaktør.

Vi har ikke noget behov for at optræde som kilde i din analyse/kommentar til Kforum, og derfor kan du ikke bruge noget af det, jeg fortalte dig over telefonen.

Det, vi kan fortælle, er det, der allerede står i artiklen. Herunder blandt andet, at Journalisten har talt med både tidligere og nuværende ansatte under Katja Dahlberg, og at Lisbeth Ligaard er den eneste, der har turde stå frem med navn. Derudover fremgår det jo også af artiklen, at Banedanmark ikke har ønsket at stille op til interview, og at Katja Dahlberg selv ikke har villet svare på kritikken af hendes ledelsesstil.

Men jeg håber, at du til baggrund blev lidt klogere på processen og de mange overvejelser, der ligger til grund, når man laver sådan en artikel.

Bedste hilsner

Kerstin Bruun-Hansen.

Efter Journalistens ønske undlader jeg at nævne vores samtale.

Christian Lindhardts påstand: ”De voldsomme anklager mod vores journalistik er ikke blevet forelagt os, inden Anne Lea Landsted satte sig til tasterne.”

Min kommentar: Det er ikke korrekt. I samtalen med Kerstin Bruun-Hansen lagde jeg ikke på noget tidspunkt skjul på, at jeg fandt artiklen problematisk og skarpvinklet. I den forbindelse fremhævede jeg nyhedshistorien om pressechefen, der skifter job.

Rasmus Avnskjold understregede både over for Kerstin, på sin LinkedIn-profil og i en intern mailtråd i Banedanmark, at han siger op efter halvandet år, fordi han har fået drømmejobbet, ikke fordi han var utilfreds. Alligevel blev historien vinklet på personaleflugten, som jeg skriver i min kommentar på Kforum.

Så når Christian Lindhardt skriver, at de voldsomme anklager ikke er blevet forelagt Journalisten, er det decideret forkert

Christian Lindhardts påstand: ”Anne Lea Landsted kritiserer os for ikke at citere medarbejdere, der omtaler Katja Dahlberg positivt. Det kunne vi da også godt have gjort, hvis vi var stødt på nogen, men det havde i øvrigt ikke ændret en tøddel på historien.”

Min kommentar: Lige for at præcisere. Jeg kritiserer ikke Journalisten for ikke at omtale Katja Dahlberg positivt. Jeg kritiserer Journalisten for at ophøje Lisbeth Ligaard og de anonyme tidligere medarbejdere til sandhedsvidner og lade deres påstande fremstå udokumenterede.

Under samtalen med journalisten nævner jeg den interne mailtråd i Banedanmark, hvor der optræder nuværende medarbejdere, som har et andet syn på Katja Dahlberg end det, der optræder i Journalisten. ”Nå du har også fået hyldesttalerne”, siger hun. Hun fortæller, at hun har fået dem tilsendt efterfølgende af Banedanmarks presseafdeling, men at de ikke får hende til at ryste i bukserne. Det er altså ikke korrekt, når Christian Lindhardt i sin kritik af mig antyder, at de ikke findes. ”hvis vi var stødt på nogen”.

Christian Lindhardts påstand: ”Så hvad er egentlig Anne Lea Landsteds ærinde i denne sag? Og hvilken research og dokumentation baserer hun sin kommentar på? Har hun selv opsøgt kilder og gennemført interviews, der dokumenterer, at kritikken i Journalistens artikel er uberettiget – eller har hun bare fået tilsendt en internt tråd fra Banedanmark og uden den mindste kildekritik ædt den råt?”

Min kommentar: Mit ærinde er hverken at tale for den ene eller den anden side. Jeg forholder mig udelukkende til produktet. Som artiklen fremstår i Journalisten virker den udokumenteret, og så ensidigt vinklet, at det kommer til at virke som et personangreb. Jeg savner kildekritik og fairness – for eksempel i nyhedshistorien om pressechefen, der skifter job. Den er vinklet på personaleflugt og kritik af Katja Dahlberg, selvom jobskiftet ikke har noget med det at gøre.

I en anden historie i samme blad, som også fortæller om en ”skrækchef” er både chefen og mediearbejdspladsen anonymiseret, fordi man ellers let ville kunne identificere den. Det gjorde man så alligevel. Arbejdspladsen er Berlingske og chefen Anne Sophia Hermansen – det tog ikke kollegerne mange minutter at finde ud af det. Vores branche er lille.

Hvorfor tog man ikke samme hensyn i historien om Banedanmark? Det kunne jeg da egentlig godt tænke mig at vide.

Dokumentation er alfa og omega i journalistik. Det gælder både, når man skriver om dårlige chefer og om metoo. I Metoo: Sexisme bag skærmen står de kvinder, der var udsat for overgreb af TV2-chefer frem med både navn og billede. Cheferne – nuværende og tidligere – får forelagt alle anklager og mulighed for at svare. Dokumentaren er et forbilledligt eksempel på sober og gedigen journalistik, hvor tilrettelæggerne forholder sig neutralt til produktet.

Og her til sidst. Min kommentar handler hverken om gode eller dårlige chefer eller om historien i Journalisten skulle være bragt eller ej. Den handler om journalistik, og hvor vigtigt det er, at man ikke forelsker sig i vinklen, men holder hovedet koldt og baserer sin historie på solid dokumentation, som man lægger frem for læserne, især når historien primært er baseret på anonyme kilder.

Selvfølgelig skal historier om dårlige chefer, der gør medarbejdere syge eller får dem til at flygte fra arbejdspladsen, frem i lyset, men når man som medie retter så alvorlige anklager fra primært anonyme kilder, er det ekstra vigtigt, at man holder tungen lige i munden og har dokumentationen i orden. Det ville have klædt Journalistens chefredaktør at forholde sig til det i sin kommentar og fremlægge dokumentation i stedet for at rette et personangreb mod mig. Som min gamle chefredaktør på Politiken, Herbert Pundik, en gang sagde. Hvis man går efter personen og ikke bolden, er det som regel, fordi man har en dårlig sag.