Hulubulu Lea hvor er du henne
John de Summer-Brason påstår, at Lea Korsgaard er her og der og alle vegne på zetland.dk. Nu har jeg ledt efter hende - og er skuffet. Jeg bliver spist af med artikler om relevante emner skrevet af kompetente mennesker. Hvor er Lea?
På et tidspunkt i løbet af torsdagen begynder vennekredsen at dele John de Summer-Brasons artikel SeLealand - http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/Zetlands-bagkvinde-er-overalt.
Et eller andet sted dybt i mig gibber det af fryd. Ha! Hun skal da i hvert fald ikke tro, at hun er noget, hende den smukke, kloge, succesrige journalist, chefredaktør og iværksætter Lea Korsgaard. Ned med hende, hun skal kanøfles. Så kan jeg bekræfte mig selv i, at det er helt fint ikke at være med på den der overhypede Zetland-vogn og føle mig lidt bedre tilpas over at være 51 og have opnået noget mindre i min karriere end hende der Lea, trods længere tid at gøre det i.
Dejligt at andre også kan se, at det da er for meget med hende.
.jpg)
Fra arrangement med Realdanias Ejerboligforum. Kilde: Zetland.dk/live
Åh, vi er fra medierne såmænd ganske vant til, at karismatiske typer bliver eksponeret voldsomt for at hente kunder til butikken. Krasnik, Krause-Kjær og Clement, Clement, Clement, Clement og Clement for nu bare at nævne nogen. Men de er ikke nær så unge og pæne. Desuden er de mænd, så det handler om personlig gennemslagskraft, og det er naturligvis noget helt andet end “kønne Lea”, som John de Summer-Brason kalder hende.
Han opsummerer det således: “Svagheden ved en organisatorisk branding med lederen helt i front er naturligvis, at organisationens renommé står og falder med lederens performance”, og det ligger lidt i luften, at Lea ikke helt har den tyngde, som personlig branding kræver. Nemlig så!
Tilfreds med således at have fået verden sat på plads og min indre rønnebærjagtende ræv spist af med lækkerhoverende mediebitterhed bladrer jeg gennem Zetlands produktion for lige at bekræfte fordommene.
Jeg leder efter Lea. John de Summer-Brason har skrevet, at hun er her og der og allevegne. Men jeg er bag betalingsmuren, og der er Lea ærlig talt skuffende svær at få øje på. Dagens forside har ingen billeder af Lea. Hun har ganske vist skrevet dagens hovedhistorie om X-Factor, men resten handler om ISIS, Facebook og inklusionsbørn.
Stadig ingen Lea
Jeg bladrer en dag tilbage: Anders Bondo, Danmark på vej mod kollaps som olieland og en robot, som vælger hits. Ingen Lea. Til gengæld har jeg nu grebet mig selv i at læse et par af artiklerne, som er relevante og velskrevne. Øv.
Onsdag: Parallelaftale i EU, homoægteskaber og radikalisering. Og et budskab fra Zetlands platformskabere om, hvad der arbejdes på. Jeg bliver med andre ord som læser inviteret ind i maskinrummet. Læserne byder oven i købet ind på kommentarsporet med forslag til forbedringer. Stadig ingen Lea.
Nu bliver jeg snart sur. John de Summer-Brason skriver klart og tydeligt, at Lea Korsgaard bliver brugt som et personligt brand, men at indholdet mangler: “Hvis Lea Korsgaard er det stærke, attråværdige personlige brand, som skaber Attention, Interest og Desire, for nu at henvise til AIDA-formlen fra afsætningsøkonomiens barndom, så er formålet med den efterfølgende Action en kende uklart. Hvad er det egentlig Zetland vil?”
Jeg ser en masse indhold og meget lidt Lea-brand. Det er historierne, der trækker mig ind, ikke Lea. Jeg er ikke helt sikker på, hvorfor den aflagte AIDA-formel skal trækkes ind her, men hvis vi holder fast i den, er action sådan set klar nok: Jeg skal læse nogle artikler og synes så godt om dem og det samlede projekt, at jeg bliver ved med at være Zetlænder (som Zetland måske lidt anstrengt kalder sine brugere). Hvor er Lea?
Bingo!
Jeg er nu tilbage ved tirsdag. Bingo! Lea Korsgaard er et sted på forsiden. Ikke som hovedbillede, det er Pia Kjærsgaard med en historie om politikeres robotagtige opførsel. Men Lea fortæller om læsernes reaktion på Zetland indtil nu. Det er ved gennemlæsning ikke særligt selvpromoverende, men i det mindste er Lea altså omsider på, så jeg kan blive forarget over, hvor meget hun fører sig frem.
Hun er der igen den 17. marts, men der kan man knap nok se hendes profiltegning, som er overskrevet med en invitation til læserne til at foreslå perspektiver og problemstillinger til hendes dækning af EU’s topmøde i Bruxelles. Flere læsere har taget imod invitationen.
Desværre skal jeg så helt tilbage til første udgivelsesdag, før Lea Korsgaard er der - men så er der også gevinst. Hun fylder det halve af forsiden med væg til væg-smil og pæne tænder.
For at nå så langt har jeg læst mig gennem historier om brune feminister, huslån, ytringsfrihed, børns skærmtid, Søren Pind, klima og formel 1. Og en hel masse andet. Ofte perspektivrigt, som regel velskrevet. Men også lidt zigzaggende i kurs og med præg af, at journalister i dag har meldt sig ind i DJØF-Danmark og ser verden derfra.
Kravl over muren
Det er svært for mig at få øje på sandheden i John de Summer-Brasons konklusion: “at Zetland.dk med den kønne Lea helt i front er et forbløffende stykke oldschool-branding, som ufrivilligt giver konnotationer i retning af en kommerciel operation eller et personligt branding-projekt for Lea Korsgaard.”
Men Lea er der ikke meget af bag betalingsmuren. Tre-fire gange optræder hun på Zetland-forsiden fra begyndelsen til nu. En anden lille stemme i mig mumler, at det måske giver det meget god mening at klatre over en mur, før man begynder at forarges over, hvad der gemmer sig på den anden side.
Og at arbejde på sin egen succes i stedet for at nedgøre andres. Måske selv at skabe noget nyt og anderledes - eller i det mindste rette skytset mod dem, som intet gør og bare fortsætter i samme rille som de seneste årtier. Det har foreløbig kostet medierne milliarder af kroner og hundredtusindvis af brugere.
John de Summer-Brason afslutter: “Men lad æstetikken stå tilbage. Og den er faktisk god. Rigtig god. Rammerne er sat på en flot måde. Vi længes dog efter beviser på indholdet.”
Jeg ved ikke helt, hvem ‘vi’ er. Jeg længes efter beviser på, at Zetland skulle være et personligt brandingprojekt for Lea Korsgaard, sådan at jeg for alvor kan få fodret min lille schadenfreudianer.
