Goblincore: Nu skal du ligne en hobbit-heks

Trenden goblincore spreder sig hastigt inden for mode og sociale medier. En trend, der efter sigende har alt, hvad den nye generation drømmer om. Men hvorfor er goblincore så hypet, og hvorfor lige nu?
Kforum har undersøgt den nyeste TikTok-trend. Foto: Pinterest
Kforum har undersøgt den nyeste TikTok-trend. Foto: Pinterest

Fra undergrundstrend til TikTok-trend

Hashtagget #goblincore har i skrivende stund over 498 millioner hits på TikTok. Men hvad er goblincore overhovedet? Goblincore kan bedst betegnes som at træde ind i et Shrek-univers. Det handler om naturen og skæve eksistenser – nisser, alfer, feer, hekse, troldmænd og hobbitter. Ifølge trendekspert Amanda Brennan startede goblincore tilbage i 2010, men er af Google Trends forudset til at vækste voldsomt inden for de næste par år.

 

Goblincore kommer i forlængelse af cottagecore. En af forskellene er, at goblincore indeholder okkulte elementer, hvilket også er årsagen til, at goblincore ofte betegnes som dark cottagecore. 

 

Cottagecore – forgængeren til goblincore. Foto: Marc John Ajero fra Pexels.
 

Et spejl af den tid, vi lever i

Men hvorfor opstår denne trend nu og ikke tilbage i 90’erne? Svaret kan findes ved at betragte den tid, vi befinder os i lige nu. Vi er stadig i en pandemi, og vi oplever flere og flere naturkatastrofer. Pandemien har medført en opmærksomhed på naturen. Helt konkret har vi brugt mere tid hjemme i haverne, gået ture i skoven og har udforsket de muligheder, naturen byder på i kraft af kreative projekter og mindfulness. Når vi så oven i hatten oplever flere og flere naturkatastrofer, senest oversvømmelser og skovbrande, så skaber vi en øget bevidsthed om den verden (natur), vi lever i, og hvordan vi alle er forbundet af og i naturen. Vi begynder stille og roligt at sætte mere pris på naturen, og det vil vi gerne illustrere gennem, hvordan vi går klædt, hvordan vi bor, og hvordan vi lever. Dermed får goblincore grobund for at etablere sig som en stærk trend.

 

Goblincore er rummelig og inklusiv

Ok, vi ved, at goblincore er noget med natur og noget med alfer, nisser eller hekse, men hvad er det ellers? Goblincore definerer sig ved at hylde alt det skæve, grimme, skjulte og mystiske. I goblincore er det ikke roser og violer, man synes er cool. Det er derimod svampe, mos, dyreknogler og insekter – yes, stort set alt, hvad Shrek omgiver sig med. Og lige præcis den hyldest af alt det, vi normalt ikke anser for smukt, er det smukke ved goblincore. Flere og flere unge mennesker har svært ved at spejle sig i perfekt filtrerede Kardashian-personligheder og søger mod alternativer. Her er goblincore oplagt. Du behøver ikke at være klassisk smuk. Du behøver ikke en ensartet hud, og du kan endda gå lidt grimt klædt og stadig være cool. 

 


Der skal være plads til alle slags mennesker i Goblincore universet. Foto: Etsy

 

Denne rummelighed og ønsket om øget diversitet og lighed i samfundet afspejler sig perfekt i goblincore. Indenfor de seneste år har vi set, hvordan bevægelser skaber opmærksomhed og sympati omkring forskellige etniciteter, kropsformer, køn, sygdomme og handicap. Budskabet er det samme hele vejen rundt: Vi skal fokusere mindre på udseendet, definitioner og kasser og mere på mennesket bag. Og det er jo i tråd med goblincore: Uanset om du er alf, nisse, hobbit eller troldmand, så er du helt speciel og helt uundværlig.

 

Goblincore-mode

Ligesom det var tilfældet med cottagecore, så har goblincore også sin helt egen stil. En stil, der bliver mere og mere hypet for hver dag, der går. Senest er der observeret en stigning på 652 % på Etsy inden for kategorien #goblincore.

 


Goblincore-uniformen – hvis du var i tvivl. Foto: Pinterest.

 

Goblincore er helt overordnet set en meget tilgængelig trend og appellerer derfor også til mange unge mennesker. Du behøver ikke investere store beløb, når det kommer til goblincore-garderoben, og du kan selv twiste og hacke din eksisterende garderobe i en goblincore-retning ved hjælp af naturfarvning og redesign af eksempelvis skovmandskjorter fra 90’erne eller gamle overalls.

 


Blot, hvis du har brug for det fulde overblik over de forskellige stilarter. Foto: Pinterest.

 

Som tidligere nævnt har goblincore bevæget sig væk fra den mørke undergrund og fundet vej helt frem til de store webshops. Her ser vi Zalando, der er hoppet med på svampebølgen. 

Og det er ikke kun inden for mode, at goblincore har gjort sit indtog. Stilen kan også implementeres i ens hjem, så kommoden får svampehåndtag, og der kan etableres et husalter til alle ens eliksirer.

 

 

How to do goblincore

Men hvordan kommer man selv i gang med en goblincore-livsstil? Vice har lavet en hel artikel om netop denne udfordring og fører dig fra a-z igennem alle facetter af goblincore, så du kommer trygt i havn – eller hytte.

 

Svampemode er (ægte) cirkulær mode

Imens store brands kæmper for at vise, hvor bæredygtige og cirkulære de er, så lægger goblincore op til ægte cirkularitet med inspiration i naturen, hvor alt foregår naturligt og omdannes til nyt materiale. Tilhængere af goblincore deler gavmildt ud af deres tips og tricks, når det kommer til cirkulær mode, og helt grundlæggende lægger goblincore op til en holistisk anvendelse af mode, da den er inspireret af naturens cyklus.

 

Hvilke signaler sender du klædt i goblincore?

Hvad signalerer man egentlig, når man iklæder sig alfeører, orange strikbluse og grønne bukser? Du fortæller dig selv og omverdenen, at du værdsætter naturen, hylder det unikke og skæve og ved, at vi alle er forbundne. Og denne forbundethed er en tendens, vi ser mere og mere hos både brands og virksomheder. Der tilbydes communities inden for stort set alt!

 

Tusindkønnede svampe inspirerer til fleksible kønsnormer

Et andet område, hvor goblincore kan inspirere og lede til nye forståelser af os selv og vores omverden, er via svampene. Svampe kan have op til 23.000 forskellige kønsorganer, hvilket gør dem i stand til at parre sig med stort set alle artsfæller og derigennem skabe diversitet. På den måde er svampen et ufattelig godt forbillede, når det kommer til kønsnormer og kønsopfattelser. Det handler om at eksistere i stedet for at passe ind.

 


Det er ikke kun svampen, men alle skovbundens skabninger der hyldes: reddit

 

En trend, der har arbejdet sig frem i det skjulte

Hvordan spotter man en trend, og hvordan kan vi konkludere, at goblincore kun er ved at tage sine første spæde skridt? Det kan vi ved at iagttage det samfund, vi lever i. I 2015 blev bogen Træernes hemmelige liv udgivet. En bog, der løftede sløret for, hvordan træerne kommunikerer gennem et underjordisk svamperodnet. Samme år blev bogen Den foranderlige bevidsthed af Michael Pollan udgivet. Bogen introducerer os til svampenes magiske evne til at helbrede krop, sind og sjæl. I år er dokumentaren Fantastiske fungi lanceret på Netflix. Dokumentaren leder os langt ned under jorden og introducerer os til et svampenetværk, der mest af alt minder om hjernens komplekse opbygning. Både svampe og hjerner er skabt af net, netværk og forbindelser og har meget mere tilfælles, end vi tror. Måske endda også bevidsthed...

Der er ved at ske en opblomstring af alt, hvad der bogstaveligt talt lugter lidt af natur. På Frederiksberg kan du besøge hudeksperten The Naughty Alchemist, der specialiserer sig i naturlig hudpleje, og i indre København kan du tage et smut forbi La Diosa, hvis du er til den mere spirituelle og seksuelle del af naturens magiske verden. Her forhandles også bøger om hekse og trolddom.

Og det er langt fra små landsbysamfund, der dyrker denne naturtrend. Flere store kommuner har initiativer som Vild med natur og Vild med vilje, hvor det handler om at lade naturen gro så vildt som muligt for at skabe mere diversitet.

 

Trenden, der definerer den nye generation

Der har længe været et paradigmeskift på vej. Dette skift er blevet skubbet frem på grund af COVID-19 og har øget vores fælles bevidsthed inden for en lang række områder. I mange henseender kan den nye goblincore-trend betragtes som en trend, der på fineste vis definerer den kommende generations mål, drømme, tankemønstre og perspektiver. 

De vil ikke længere gå blindt efter succes – på den gamle måde. De gør oprør mod den traditionelle familie, det traditionelle 8-16-arbejde og de traditionelle kønsroller. De vil væk fra den rigide kassetænkning og åbne for farverne, figurerne og formerne – og her kan naturen og goblincore fremstå som en stærk inspirationskilde. 

 

Hvad adskiller goblincore fra 70’ernes ungdomsoprør? 

Det gør bevidstheden. Vi er et helt andet sted i dag end for 50 år siden. Vi er blevet klogere, men længes stadig efter det samme: at mærke os selv. Finde meningen med livet og mærke, hvordan vi alle er forbundet. Goblincore er før blevet omtalt som en flugt, men måske er der i stedet tale om et sted, vi længe har ventet på. Et sted, hvor du passer ind, uanset hvem du er, hvor du kommer fra, og hvad du vil. 

Personligt tror jeg, at jeg er mere goblincore, end jeg hidtil har antaget. Selvom jeg ikke umiddelbart går sådan klædt. Værdierne stemmer overens med mine egne værdier: rummelighed, natur, spiritualitet og plads til mystik og skæve eksistenser. Jeg tror, vi skal have mere magi ind i hverdagen, og goblincore kan være en af vejene til at skabe netop denne magi.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også