Svært at forstå HK og 3F's kommunikation udefra

Ledelserne i HK og 3F har i den seneste uge offentligt modsagt under- og lokalafdelingers valg. Noget, der kan virke besynderligt, når man kigger udefra. Typisk ser man ikke ledere offentligt kritisere medarbejdere. Men ifølge kommunikationsrådgivere med viden om fagforeninger har ledelserne i HK og 3F faktisk ikke mange andre valg.
Per Christensen er blevet ansat i 3F København, efter han i starten af året blev afsløret i at føre et dobbeltliv. Foto: Jens Dresling
Per Christensen er blevet ansat i 3F København, efter han i starten af året blev afsløret i at føre et dobbeltliv. Foto: Jens Dresling
”Det man ofte glemmer, og som kan være svært at forstå udefra, er, at de store fagforeninger ikke er én organisation. Det er ikke ligesom i en virksomhed eller en regering, hvor direktøren eller statsministeren kan give direktiver og fyre de lokale ledere."
 
Sådan siger Jakob Sand Kirk, kommunikationsrådgiver med bred erfaring fra politiske og medlemsbaserede organisationer og virksomheder i fagbevægelse.
 
Ifølge ham skal man huske, at fagforeninger traditionelt er bygget op nede fra op. Magten ligger i de lokale afdelinger, der tager selvstændige beslutninger om egne forhold, uden at den øverste ledelse har noget at sige i hvert fald rent juridisk. 
 
I den seneste uges tid har der været offentlig uenighed mellem ledelsen i HK og HK Privats håndtering af arbejdsnedlæggelsen og efterfølgende fratrædelse af kommunikationschef Anette Claudi3F's ledelse har ligeledes kritiseret 3F Københavns ansættelse af kontroversielle Per Christensen, der stoppede som formand efter afsløringer om hans dobbeltliv, hvor han havde haft mere end en familie ad gangen. 
 
En kommunikativ linje, der kan være svær at forstå udefra, men som giver god mening, ifølge Jakob Sand Kirk.
 

Sætter organisationen i en kattepine

Jakob Sand Kirk mener, at reaktionerne fra ledelserne af HK og 3F var deres eneste reelle mulighed. De lokale eller decentrale organisationer bestemmer selv deres politik, og hvem de hyrer eller fyrer, hvilket gør det svært, hvis ikke umuligt at lægge en fælles linje centralt fra ledelsen.
 
Enten skulle ledelserne være tavse, hvilket ville være svært at forstå udefra. Eller også skulle de tage afmålt afstand og forklare, at det er lokale beslutninger.
 
Hvis ledelserne ville omgøre beslutningerne på trods af de lokale beslutningstagere, ville det, ifølge rådgiveren, formentligt kræve en langsigtet politisk proces, som man ikke ville kunne forudsige, hvor ender, og som egentlig ville ligge ud over deres politiske mandat.
 
Jakob Sand Kirk mener, at ledelserne er blevet sat i en kattepine af de lokale afdelinger. Foto: PR
 
"Når de lokale afdelinger gør noget, som omverdenen har svært ved at forstå, sætter de ledelsen i den nationale organisation – her 3F og HK – lidt i en kattepine. For det er klart, at det har en kommunikativ afsmittende effekt på de nationale organisationer, hvad de lokale gør. Men reelt bestemmer de lokale eller decentrale selv," siger Jakob Sand Kirk og uddyber:
 
"Derfor ser vi også afmålte udmeldinger fra de centrale ledere, der handler om at forklare, at der er tale om lokale eller decentrale beslutninger, som ikke nødvendigvis afspejler den nationale organisations linje.”
 
Peter Jepsen, direktør og kommunikationsrådgiver hos Jepsen+, mener også, at netop strukturen i fagforeningerne er en vigtig del af forklaringen på denne kommunikative blamage.
 
"Enighed gør stærk, siger man, og det gælder både i forhold til ledelse og kommunikation. Så når en organisation – som i dette tilfælde 3F og HK – er i splid med sig selv, er det hverken kønt eller gavnligt. Det skaber et uklart billede udadtil, og det skaber forvirring og måske utryghed indadtil – for hvad mener man egentlig? Så selvom det er et grundvilkår for faglige organisationer, at ledelsen centralt ikke kan bestemme, hvad der sker lokalt, så hjælper det altid at være afstemt og koordineret,” siger han.
 

Bizar kommunikation

Selvom de to sager ligner hinanden, så er der alligevel afgørende forskelle.
 
Sagen om HK Privat er som udgangspunkt en personalesag, hvor det normalt er begrænset, hvad en ledelse må og bør udtale sig om. Ifølge Peter Jepsen var det en uhensigtsmæssig pressemeddelelse som HK Privat udsendte, hvor formand Simon Tøgern ikke kunne genkende kritikken af Anette Claudi, der selv påstod at have mistet tilliden til medarbejderne.
 
"Når 300-400 medarbejdere i HK Privat vælger at nedlægge arbejdet i protest mod kommunikationschefen, er katten selvfølgelig ude af sækken. Pressemeddelelsen fra HK Privat går mere i detaljer, end godt er, og Simon Tøgern kommer til at fremstå som Komiske Ali, når han hævder, at der ikke har været problemer med ledelsesstilen. Samtidig virker det bizart at hævde, at kommunikationschefen stopper, fordi hun har mistet tilliden til medarbejderne, når det modsatte helt tydeligt er tilfældet. Så den pressemeddelelse kunne være skrevet meget mere enkelt og elegant – af hensyn til alle parter.”
 
Anette Claudi stoppede i stillingen som kommunikationschef hos HK Privat, efter 400 medarbejdere nedlagde arbejdet i protest mod hendes ledelse. Foto: Twitter
 
3F-sagen handler ikke så meget om en decideret dårlig kommunikativ håndtering. Der er problemet, at der er tale om en magtfuld og højtprofileret forbundsformand, Per Christensen, som blev nødt til at trække sig efter afsløringer af et privat dobbeltliv. En sag, som ikke gavnede 3F's omdømme. Nu bliver en manglende fælles linje udstillet i medierne. 
 
”Når en lokalafdeling vælger at ansætte Per Christensen – og klart mod 3F-ledelsens ønske – blusser sagen og uenighederne op igen. Og når formanden for lokalafdelingen samtidig var en af dem, der ikke støttede Per Christensens afgang, kommer det hurtigt til at lugte af kammerateri. Så oven i fornyet fokus på den gamle sag risikerer man at få en ny, dårlig sag, som kan svække medlemmernes tillid og skade 3F's omdømme,” mener Peter Jepsen.
 

Ledelsen sat i kommunikativt dilemma

Omdømmet hos både HK og 3F har lidt et knæk i forbindelse med de seneste sager, men samtidig ville ledelserne have stået i en speget situation, uanset om de tav eller udtalte sig, som begge ledelser har gjort i medierne.
 
Ifølge Peter Jepsen havde ledelserne ikke mange andre muligheder end at tage afstand offentligt i medierne. Foto: PR
 
Peter Jepsen mener, at ledelserne var nødt til at reagere.
 
”Selvom det er skidt for omdømmet, når organisationer er i åben strid med sig selv, bør man også spørge sig selv, hvad medlemmerne, medarbejderne og omverdenen ville tænke, hvis ledelserne i 3F og HK ikke handlede. Så kunne det blive opfattet, som om de er enige i ansættelsen af Per Christensen og HK Privats pressemeddelelse. Derfor er de nødt til at reagere og lægge afstand. De har et ansvar for organisationens overordnede omdømme på lang sigt, også selvom det i dette tilfælde koster på kort sigt,” siger han.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job