Kræftens Bekæmpelse hylder frivillige i ny kampagne

Frivillige indsamlere er afgørende for Kræftens Bekæmpelses årlige Landsindsamling, men de senere år er antallet stagneret. Derfor lancerer organisationen en kampagne, der bryder med plejer. Kampagnen er samtidig et resultat af et strategisk sats på in-house produktion.
I Kræftens Bekæmpelses kampagne ”Vi kan alle være helte" bliver der skruet helt op for farverne, de filmiske virkemidler og symboler, vi kender fra superhelteuniverser i tegneserier og biografen. Foto: Kræftens Bekæmpelse/PR
I Kræftens Bekæmpelses kampagne ”Vi kan alle være helte" bliver der skruet helt op for farverne, de filmiske virkemidler og symboler, vi kender fra superhelteuniverser i tegneserier og biografen. Foto: Kræftens Bekæmpelse/PR
af Mikkel Skov Petersen
NGO’er som Kræftens Bekæmpelse har udfordringer med at hverve og fastholde frivillige. Det forsøger Kræftens Bekæmpelse nu at ændre ved at gå nye kampagneveje.
 
“Vi har tænkt, at vi skulle udfordre konceptet og tale til flere målgrupper. Det handler ikke om at glemme dem, der plejer at være frivillige i Kræftens Bekæmpelse – tværtimod. Vi vil bare gerne rumme nogle flere og være til stede på flere platforme. Derfor var det nødvendigt at finde et koncept, der kunne fungere mange forskellige steder,” siger Mikael Habekost, der er kampagneansvarlig projektleder for Landsindsamlingen, i en pressemeddelelse.
 
Grebet i den nye kampagne er inspireret af superheltegenren. Kampagnetitlen er ”Vi kan alle være helte”, og ifølge pressemeddelelsen bliver der “skruet helt op farverne, de filmiske virkemidler og symboler, vi kender fra superhelteuniverser i tegneserier og biografen”.
 
“Det er første gang, at vi lægger et så anderledes, humoristisk og stærkt visuelt greb ned over Landsindsamlingen. Med kampagnen ønsker vi at hylde de frivillige, der er kernen i vores forening. De er helte, fordi de igennem deres bidrag gør en kæmpe forskel for alle ramt af kræft”, siger Jannick Blaksmark, chef for Social and Creative hos Kræftens Bekæmpelse, i pressemeddelelsen.
 

In-house produktion

Kampagnen er udviklet in-house hos Kræftens Bekæmpelse, der har truffet et strategisk valg om at opbygge en intern kampagnekapacitet, så man er mindre afhændgig af bureauer. Til selve produktionen har man dog fået hjælp af bureauet Holly Create.
 
“Det har været et strategisk valg, der både handler om at spare penge, men også at have mulighed for at løfte indsatser hurtigere og mere fleksibelt på en dag-til-dag-basis. Et andet vigtigt argument for at lave et in-house bureau er, at vi oparbejder en ekspertise i huset, og at dem, der arbejder med tingene, kender foreningens DNA og visioner på rygraden, og ved, hvordan man arbejder med eksempelvis sårbare erfaringspersoner og vidende forskere”, siger Jannick Blaksmark fra Kræftens Bekæmpelse i pressemeddelelsen.
 
Kræftens Bekæmpelses Landsindsamling finder sted i april.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også