Din sommerbog skal være ...
Morten Gade, generalsekretær, Det Danske Spejderkorps
Min anbefaling er When We Cease to Understand the World af Benjamín Labatut. Det er en bog, der vel nærmest har opfundet sin egen genre et sted imellem essay og biografisk fiktion. Labatut skriver medrivende, nærmest rablende, så man bliver helt forpustet. Den handler om, hvordan videnskabelige gennembrud former verden og ikke mindst opfinderne selv – for eksempel Fritz Haber, der fik en nobelpris i kemi for sit bidrag til udviklingen af ammoniak. En opfindelse, der bragte verden kunstgødning og derigennem mad til millioner af mennesker. Men også sennepsgassen og efter Habers død Zyklon B.
Selv er jeg ved at læse mig igennem Margaret Atwoods forfatterskab. Hun skriver let og levende om den dystre, dunkle verden, vi lever i – eller er på vej til at leve i. Lige nu er jeg midtvejs i Oryx and Crake, der heldigvis har to efterfølgere, som kan komme med i rygsækken. Den er så mørk som The Handmaid's Tale, men her er den forpinte fremtid dannet af menneskets trang til at lege gud med genteknologi. Jeg skal helt sikkert også læse essaysamlingen Burning Questions. Og endelig har jeg som voksen lagt frygten for at være barnlig til side, så jeg nyder for tiden at genlæse Douglas Adams’ The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy (en trilogi i fem dele), denne gang med min datter, som forleden blev del af den klub, der kender det endegyldige svar på spørgsmålet om livet, universet og det hele.
Marie Andersen er ansvarlig for Clevers brand og har en baggrund som ph.d. i amerikanske studier.
Jeg glæder mig til at have tiden og roen til at kaste mig over den bunke af bøger, som jeg har liggende på mit natbord. Først og fremmest skal jeg læse Jonathan Franzens nyeste, Crossroads (2022). Han er nok den nutidige amerikanske forfatter, der kommer tættest på at skrive “the great american novel” – dvs. den roman, der opsummerer et helt land og en hel national identitet i én roman (a la Moby Dick, Portrait of a Lady, Huckleberry Finn, The Great Gatsby o.lign.). Jeg har nydt Franzens tidligere romaner. Denne gang vil han tage mig tilbage til en forstad i Chicago i 1971. Jeg glæder mig.
Nu vi er ved “the great american novel”, vil jeg slå et slag for modernisten John Dos Passos. Han står i skyggen af de andre kendte modernister, f.eks. Hemingway, T.S. Eliot, Fitzgerald osv., men han har skrevet et monumentalt værk, der er helt vildt. USA-trilogien består af værkerne The 42nd Parallel (1930), 1919 (1932) og The Big Money (1936). Dos Passos væver et narrativ sammen gennem karakterer, der favner og beskriver hele USA – fra toppen til bunden, fra det objektive til det subjektive. Det er et stilistisk eksperiment, der beskriver USA fra cirka 1900-1929. Og det er mindblowing, når det går op for en, hvad han har gang i. Det holder. I mine øjne er det “the great american novel”. Og han er en af de største.
Så har jeg købt Henry Miller. Forleden var jeg inde at browse i Politikens Boghal, hvor de havde en del paperbacks liggende. Jeg gik derfra med bl.a. Tropic of Capricorn (1939). Selvom jeg er amerikanist, må jeg med skam meddele, at jeg aldrig har læst ham. Det vil jeg nu lave om på. Hvorvidt det bliver en kærlighedsaffære eller en kortvarig flirt, må tiden vise. Men han er en af de store, som man bør kende. Det siger Bob Dylan selv, så jeg retter ind.
Jeg skal læse Max Chafkins nyligt udkomne bog The Contrarian: Peter Thiel and Silicon Valley's Pursuit of Power (anmeldt på Kforum her). Bloomberg-journalisten har skrevet en begavet biografi om Silicon Valleys Darth Vader. Bogen omhandler tech-pioneren Peter Thiels karriere i Silicon Valley, fra grundlæggelsen af PayPal til tiden som early stage-aktionær i Facebook og som Zuckerbergs mentor. Senest har Thiel begået Palantir, et overvågningsforetagende med store kontrakter med det amerikanske militær og efterretningsvæsen. En historie om begavelse og bestialsk magtfuldkommenhed, der synes at gennemsyre Silicon Valley i ambition, ideologi og infrastruktur.
Gry Inger Reiter, debat- og kronikredaktør, Dagbladet Information
Jeg vil gerne anbefale Kristina Nya Glaffeys To the Modern Man. Det er en kort bog, hurtigt læst, men ikke desto mindre et stort værk. Det er 100 sider fyldt med fantastiske forbandelser over den moderne, selvhellige mand, der gør sig umådelige anstrengelser for at fremstå feministisk og klimabevidst, men som under den velplejede overflade bare er en lille, ensom narcissist, der er bange for stærke kvinder og for, at nogen skal tro, han er bøsse. Der er nok få moderne mænd, som er lige så forfærdelige som Glaffeys, men derfor er det stadig frydefuld læsning – perfekt til liggestolen.
Måske kan du ikke helt mærke det endnu, men blogs er på vej tilbage. Jeg kan mærke det. Måske er det også nyt for dig, at det er produceren Roy Thomas Baker der udbryder "Åh, dit fulde svin!" på Daddy Ding Dong med Gasolin? Hvis det er, så skal du have fat i Gasolin' – gudernes vilje, som er den definitive samling af Gas-anekdoter. Bogen er letlæst og stikker ikke så dybt, måske – men der er både engelske stjerneproducere, skydevåben og LSD-trips med, så hvis du har alderen til det, skal du da læse den. Fra den tekniske boghylde glæder jeg mig til at tage Introduction To Urban Science af Luís M.A. Bettencourt ned fra hylden – både fordi det er en virkelig velproduceret bog, man er glad for at have i hænderne, og fordi det er fantastisk spændende stof. Hvorfor er byer så specielle – selv i en digitaliseret tidsalder? Det er næppe en dynamik, man kan ændre på ved at flytte et sprognævn til Bogense.
Touren kommer til Danmark, og det bør være endnu en anledning til at læse Tim Krabbés autofiktive The Rider. Også selvom man ikke er cykelsportsfan, er der tale om en stor roman om løgnens, selvbedragets og nederlagets plads i livet. På den måde er der en fin forbindelseslinje til den første roman i vores civilisation, hvad enten man mener, det er Odysseen eller Don Quixote. Samtidig bliver man klogere på stærkmandskonkurrencen, pokerspilleren og poesien i cykelsport. Og så får man en af de bedste åbningssekvenser i en moderne roman. “Meyrueis, Lozère, 26. juni, 1977. Varmt og overskyet. Jeg tager mit udstyr ud af bilen og samler min cykel. Turister og lokale folk ser til fra fortorvscaféerne. Ikke-ryttere. Deres livs tomhed chokerer mig."
The Authority Gap – why women are still taken less seriously than men, and what we can do about it af Mary Ann Sieghart. Vi har nu brug for de mere subtile forklaringer på, hvorfor vi ikke kan finde ud af ligestilling i Danmark. Og så er den kåret til en af årets bedste politiske bøger af Guardian. Glæder mig.
Min datter var gnisten af Souha Al-Mersal, der er uddannet journalist, og som har spurgt mig, hvorfor der ikke er flere med anden etnisk baggrund i danske medier. Det skal vi tale mere om efter sommerferien, så vil have læst hendes bog inden.
Middlemarch, klassikeren af George Eliot, har jeg aldrig læst! Det kunne være den helt rigtige sommerroman, men mangler stadig at skaffe den. Måske har min svigerfar, den pensionerede engelsklærer, et eksemplar.
Vejen hjem til Jorden af klimajournalist Jørgen Steen Nielsen har jeg allerede lagt i sommerhuset, så den er klar. 50 års miljø- og klimakamp kunne man måske godt blive nedtrykt af, men jeg kan se i anmeldelserne, at Jørgen viser, at det kan nytte at blive ved, og det vil jeg gerne læse om.
Astrid Haug, konsulent
Den næste bog, jeg kaster mig over, bliver Christian Jungersens Du kan alt. Jeg har læst både Undtagelsen og Du forsvinder med stor begejstring, så glæder mig til at dykke ned i en strandstol med Jungersens nye tobindsroman.
Merete Pryds Helles Det vågne hjerte kommer også med på sommerferie. Bogen foregår i 80’erne og ligger i selvstændig forlængelse af de to tidligere bind i serien, Folkets skønhed og Vi kunne alt, som også er fremragende romaner.
Efter romanlæsningen vender jeg tilbage til virkeligheden med The Authority Gap af Mary Ann Sieghart; en bog, jeg samlede op i lufthavnen for nylig. Den fortsætter der, hvor Perez’ Invisible Women slap, med at gennemgå analyser af, til hvem der bliver lyttet, afbrudt mest og har magten. Den indeholder en perlerække af citater fra magtfulde kvinder, herunder Helle Thorning-Schmidt, afdøde Madeleine Albright, Christine Lagarde m.fl.
Jeg holder arbejdssommerferie, fordi Dorthe Chakravarty og jeg skriver på en bog om abort i Danmark. Den skal udkomme næste år i anledning af 1973/2023, altså 50-året for fri abort i Danmark. Derfor skal jeg læse Hanne Reintofts selvbiografi, Et liv - manges liv, hvor hun beskriver sin tid i Mødrehjælpen. Er i gang, og man kan høre hendes stemme, så jeg er kæmpe fan!
Jeg har også netop fået en bog hjem om kampen for fri abort i USA, Articles of Faith: A Frontline History of the Abortion Wars af Cynthia Gorney. Sådan en rigtig tyk, velskrevet og velfortalt sag, lækkert! I pauserne napper jeg lidt historisk romance; jeg har Olivia Waites The Hellion's Waltz klar: "Will Sophie’s scruples force her to confess the plot before Maddie gets her money? Or will Maddie lose her nerve along with her heart?" Mit gæt er, at Maddie taber sit hjerte, men vinder det hele.
Man hører ofte teknologievangelister tale om kunstig intelligens som sådan en guddommelig teknologi, der er dumpet ned fra himlen. Og særligt, når man taler om maskinlæring og neurale netværk, bliver samtalen ekstra religiøs, fordi de kunstige intelligenser jo nærmest programmerer sig selv.
Men gør de nu også det? Det er spørgsmålet, som Kate Crawfords bog Atlas of AI kredser om. I modsætning til de fleste andre bøger om kunstig intelligens, hvilke begejstrede idoliserer alle de fantastiske fremtidsmuligheder, graver Crawford sig ned i den beskidte, magtfyldte og ganske menneskelige skabelseshistorie for kunstig intelligens. Bogen bliver på den måde en dekonstruerende genealogi af kunstig intelligens, som trækker teknologien ned fra dens hellige piedestal og viser læseren, hvordan kunstig intelligens er født med en bestemt ideologi, som i sidste ende handler om magt, kontrol, overvågning og indtjening.
Bogen er en smule akademisk, men ikke desto mindre et friskt pust i en debat, som alt for ofte forfalder til overfladisk frygt eller fascination.
Jeg læser altid mindst en biografi i min sommerferie. Biografier er en af mine yndlingsgenrer. I år er det Toves tur. Jeg arvede bogen Tove Ditlevsen Myte og Liv af Karen Syberg, da min mormor døde for nogle år siden. Hun blev født en håndfuld år efter Tove Ditlevsen og voksede også op på Vesterbro. Måske har de mødt hinanden på gaden eller til bal i Folkets Hus på Enghavevej?
Den anden er en genlæsning. Jeg har læst den et par gange før, men det er del år siden efterhånden. Bo Green Jensen skriver i Det første landskab med stor veneration om vores og mine populærkulturelle fikspunkter. Jeg kommer ikke til at læse den fra enden til anden, men vil derimod nyde et kapitel – de har karakter af lange essays – i ny og næ. Bogen er en alt for overdådig buffet til, at jeg kan fordøje den i en køre.
Sommeren byder heldigvis igen på muligheden for længere rejser til udlandet. Parallelt med det kan litteraturen også byde på ture langt væk fra hverdagen. Havbogen af Morten A. Strøksnes er for mit vedkommende næsten allerede slugt og kan varmt anbefales – både for den røde tråd om jagten på en særlig type haj ud for Norges kyst og så de mange underholdende afstikkere, forfatteren tager til andre historier om havet undervejs. Evigheden i et siv af Irene Vallejo har længe ligget klar til strandstolen, og denne sommer skal der ses nærmere på hendes beretning om bogens betydning i den antikke verden med paralleller til nutiden. Endelig skal der også lagres lidt mere personlig faglighed i løbet af ferien med Cara Finnegans Photographic Presidents. Finnegan er Professor of Communication ved University of Illinois og trækker tråde fra de første daguerreotypier af amerikanske præsidenter til nutidens digitale momenter med Obamas fist bumps og Trumps opråb til oprør. God sommer!
Hele to meget kloge mennesker gav mig sociologen Andreas Reckwitzs Illusionernes undergang i 50-årsgave. Det tager jeg som et tegn. Illusionsløst går jeg derfor ind i sommeren og kaster mig glubsk over kontingensproblemet i senkapitalismen med en kritisk refleksion over den træthed og angst, der er opstået af imperativet om selvrealiseringen. Det bliver godt.
Jeg er netop ved at færdiggøre historikeren Jakob Danneskiold-Samsøes murstensværk Rejsen mod Europa. De første 10.000 år, som er første bind (!) i en monumental gennemgang af Europas historie fra de ældste tider og op til i dag, hvor bind 2 skal behandle de seneste 200 år. Første bind er en fantastisk spændende og velskrevet gennemgang af kontinentets historie, skrevet med smittende engagement og på en måde, som ikke kræver særlige forudsætninger for at nyde. I vores tiltagende historieløse tid er det en meget frugtbar måde at få sat vores plagede kontinents udfordringer i perspektiv.
På skønlitteratursiden har jeg netop læst Stine Pilgaards virkeligt sjove og underfundige roman Meter i sekundet om mødet mellem en ung kvinde, der flytter med sin mand og deres barn til en højskole i Vestjylland, hvor han skal være lærer. Det kommer der adskillige sjove, tåkrummende og tankevækkende episoder ud af i sammenstødet med vestjysk kultur, sprog og omgangsformer og hendes kamp for at blive en del af et tæt integreret lokalsamfund. Også i lille Danmark kan kulturkløfterne være store – og formidles med varme og stor humor.
Jeg vil læse Palm Oil: The Grease of Empire. Max Haiven opridser palmeoliens koloniale, imperialistiske og kapitalistiske historie, men på en legende let måde, der gennem nedslag i alt fra fastfood til våben, sæbe, dynamit og sex viser palmeoliens enorme historiske og samtidsmæssige betydning. Bogen er uhyre velskrevet og veloplagt, så selvom både Marx, Derrida og Rancière citeres flittigt, så bliver det aldrig langhåret. Hvis du vil blive klogere på kapitalismens og imperialismens udpinsel af Jorden, samtidig med du sipper af din Piña Colada, så får Palm Oil det hele til at glide lidt lettere.
Louis-Ferdinand Céline, Død på Kredit, Vandkunsten, 2011
Célines Død på Kredit ligger øverst i min bogbunke – og har gjort det det sidste halvandet år! Vi taler om en ekstremt observant dissekering af en grum og underholdende barndom i 30’ernes Paris og en verden i skred, fyldt med grådige mennesker. Sprogligt er Død på Kredit et festfyrværkeri – og så langsom i sin progression, at jeg nyder den som mørk Valrhona-chokolade; små mættende bidder af gangen.
Timothy Snyder, Vejen til ufrihed. Rusland, Europa, Amerika, Gad, 2018
Professor Timothy Snyder fik nedgjort Vejen til ufrihed. Rusland, Europa, Amerika som ”alarmistisk” ved udgivelsen i 2018. Nu hvor Ruslands aggression er åbenlys, står den som en autoritativ introduktion til Putins særlige måde at twiste virkeligheden på. Vi får her udfoldet begreber som implausibel benægtelse. Ved igen-igen at benægte fællesviden fremmer Kreml en uskyldsrenhedskonstruktion og et narrativ, undersåtterne kan digte med på – og de er undertiden forbløffende raffinerede.
Gorm Henrik Rasmussen, Strøm, Det Poetiske Bureaus Forlag, 2021
Strøm er Gorm Henrik Rasmussens erindringsroman om ”firserprinsen” Michael Strunge. Jeg kendte digteren og værdsatte dengang hans himmelbårne leg med ord – og med københavnermedierne. Strøm er velskrevet og mættet med 80’er-stemning og slørede figurer, der i dag enten er døde eller seniorer i bureauer eller kulturelle institutioner.
