Hillary eller helvede

Den amerikanske valgkamp er gået amok i et retorisk blodbad frem mod præsidentvalget og op mod en af sine traditionelle mærkedage 1. marts – Super Tuesday. Her fordeles hundredevis af delegerede, når der stemmes i stater over hele landet. Hvis du vil følge med i det hele, er her en fremragende oversigt fra det amerikanske blogmedie fivethirtyeight.com over samtlige 12 demokratiske primærvalg og de 11 republikanske.

Clinton er solidt foran hos demokraterne med gennemsnitligt tæt på 60 procent over for Sanders' gennemsnitligt 40 procents tilslutning. Der er derfor ingen tvivl om, at spændingen er størst hos republikanerne, der er tæt på nedsmeltning ifølge partiets moderate politikere samt partiledelsen. Søndag lød det klarest fra den republikanske senator Ben Sasse fra Nebraska, da han optrådte hos CNN’s Jake Tapper:

Ben Sasse, senator i Nebraska, er ikke tilhænger af Trump for President. Foto/Polfoto.

”Hvis valget står mellem Hillary Clinton og Donald Trump, må jeg sige, at jeg ikke kan stemme på nogen af dem. Jeg er valgt til det amerikanske senat for at overholde dette lands forfatning. Jeg ville blive blive nødt til lede efter en third party candidate,” lød det fra Sasse med beklagelse.

Romney: Trump er modbydelig og uamerikansk

Flere andre kendte, moderate republikanske skikkelser såsom medlem af Kongressen, Peter King, fra New York samt tidligere præsidentkandidat Mitt Romney (der i et tweet i weekenden kaldte Trump for ”modbydelig, ikke valgbar og uamerikansk”) har sagt det samme, efter at Trump ikke rigtig fik sagt fra, da den tidligere leder for Ku Klux Klan, David Duke, kom ud og støttede byggematadoren. ”Trump som kandidat er ensbetydende med en destruktion af vores parti,” lød det fra King søndag.

Ingen gik dog mere til makronerne end partiledelsens sidste håb, Marco Rubio:

”Vi kan ikke være et parti, der ikke fordømmer Ku Klux Klan. Det gør ikke bare partiet skade, det gør ham (Donald Trump) unelectable (uvælgelig),” lød det fra Rubio (der endnu ikke har vundet nogen stat i primærvalget).

Rubios kampagne tog et stort skridt i denne uge ud i helt nye retoriske vande. Man har besluttet sig for at gå all in og benytte sig af Trumps egne beskidte retoriske metoder.

Også på Twitter har Donald Trump rodet sig ud i en racestrid. Ovenfor retweeter han et tweet fra det racistiske @WhiteGenocideTM.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om man kan slå The Donald på hans hjemmebane. Som man ved alt om i Danmark, er det f.eks. som regel kun gået galt, når især Socialdemokraterne har forsøgt at kopiere Dansk Folkepartis stil, men Rubio gjorde, hvad han kunne ved et vælgermøde i Virginia søndag, hvor han bl.a. leverede følgende slag under bæltestedet:

Orangefarvede mænd med små fingre

”Donald kalder mig ”lille Marco” … han er højere end mig, hvilket får mig til at undre mig over hans korte fingre. You know what they say about men with small hands ... You can't trust ‘em.”

Og lidt efter: ”Han vil ikke make America great again – han vil make America orange” med en henvisning til Trumps permanente, formentlig kunstige, solbrune teint.

Rubio var dog langt fra færdig med Trumps ansigtskulør. Under kampagnen har Trump igen og igen henvist til Rubios tendens til at kampsvede under debatterne. Trump smider ofte rundt med vandsjatter fra en flaske og siger ”It’s Rubio’s” med en henvisning til en år gammel episode, hvor den unge senator konstant drak vand, da han var udvalgt som sit partis ”modtaler” til præsident Obamas ”State of the Union”-tale.

Marco Rubio ynder at lange ud efter Trumps lettere orange ansigtskulør. Foto:Polfoto

Trump har også kaldt Rubios sved for ”ulækker” og noget, der samler sig i ”store pytter på gulvet bag scenen i vore debatter”. Mandag slog Rubio tilbage, da han til sine tilhængeres jubel fastslog, at ”Trump kan slet ikke svede, for hans porer er tilstoppede af spray tan.”

Medierne kastede sig over samtlige fornærmelser med iver – hvilket man kan beklage men næppe være forundret over, og hvis danske læsere skulle have lyst til at se videostumper og længere citater fra slagets uskønne gang (og det kan man ikke udelukke), kan det hele f.eks. ses her.

I slutningen af denne uge vil vi vide en hel del mere om republikanerne. Især om det lykkes for Rubio og senator Ted Cruz at bide sig fast i Trumps knæhaser eller om den solbrune realitystjerne virkelig er ustoppelig.

Trumps slogan i kampen om præsidentembedet.

Clinton: Trump kan bare komme an – han er ønskemodstanderen

Hvilket naturligt leder over i spørgsmålet om, hvem der kan slå Trump. Og i øvrigt også om, hvorvidt det set med demokratiske briller er en fordel med byggematadoren som modkandidat frem for den mere slebne Rubio, der vil være langt mere tiltalende for uafhængige samt ikke-hvide vælgere (to afgørende vælgergrupper som bekendt).

Og her er den demokratiske storfavorit Hillary Clintons kampagne ikke i tvivl: Trump er ønskekonkurrenten, lyder det.

Man kan i hovedkvarteret i Brooklyn simpelt hen ikke se Trumps manglende appel til især minoritetsvælgere og kvinder som andet end en kæmpe fordel.

Kilder i kampagnen siger til Kforums korrespondent, at det betydelige udredningsarbejde, som den republikanske partiledelse foranstaltede, efter Mitt Romney tabte stort til Barack Obama i 2012, netop konkluderede, at republikanerne skulle søge at udvide partiets mandat ved at appellere mere positivt til især spansktalende vælgere, men at partiet med Trump i spidsen vil gøre det stik modsatte.

Og det kan der være noget om. Som jeg tidligere selv har skrevet viser alle tilgængelige demografiske analyser, at demokraterne i forvejen har en betydelig fordel, fordi det voksende antal af ikke-hvide vælgere og vælgere med latinamerikanske rødder traditionelt stemmer på de demokratiske kandidater.

Tab latinoerne – tab Det Hvide Hus

Ved det sidste præsidentvalg var det 8 ud af 10 latinoer og 9 ud af 10 afroamerikanske vælgere, der stemte på Obama. Samtidig skal man huske, at 92 procent af den amerikanske nations befolkningsvækst siden 2000 stammer fra minoriteter, og størstedelen af denne stigning (cirka 56 procent) stammer fra latino-gruppen, der er USA's hurtigst voksende befolkningsgruppe.

Ifølge Pew Research Centers fremskrivninger vil ikke-spansktalende hvide blive et mindretal af befolkningen om 30 år. Man kan også sige det på en anden måde: Ifølge the 2010 Census er USA's etniske mindretal vokset med 30 procent i løbet af det seneste årti, mens den hvide befolkning voksede med bare 1 procent. Og udviklingen går hurtigt: I 1992 udgjorde mindretalsstemmerne omkring 12 procent af vælgerne. I 2012 var tallet 28 procent. Så hvis man ikke kan vinde disse vælgergrupper, vil kun en ekstraordinær passivitet her og en tilsvarende hektisk og usædvanlig høj vælgerdeltagelse blandt især hvide ressourcesvage grupper kunne hale en Trump-sejr hjem.

Og den tror man ikke på i Brooklyn. Så i tråd med den nye strategi er Hillary Clinton - der også er opmuntret af sin store sejr ved primærvalget i South Carolina i sidste uge - derfor også næsten stoppet med at angribe Sanders og har i stedet rettet den verbale kanon direkte mod sin formodede republikanske rival Trump.

Sanders og Clinton - de to demokratiske rivaler. Foto: Polfoto/Julie Rogers

Det skal siges, at de to demokratiske rivaler i forvejen har været helt anderledes høflige og afdæmpede over for hinanden, de har også begge understreget, at de intet har at udsætte på hinanden som personer, og at de sætter pris på hinanden: ”Jeg har kendt hende i over 30 år – I får mig ikke til at sige noget grimt om hende,” har Sanders sagt til medierne igen og igen, mens Clinton har sagt, at hun ”sætter pris på den energi og det fokus på ulighed, som senator Sanders har tilført den demokratiske kampagne.”

Hillary Clinton er USA’s svar på Angela Merkel

Hillary Clinton sagde det sådan ved et vælgermøde mandag: ”Vi har en civiliseret debat i vores parti – republikanerne derimod, de har en civil war,”

Men ellers gik hun som sagt i flæsket på Trump – f.eks. med et angreb på hans slogan:

”Amerika er aldrig stoppet med at være great – we need to make America whole again,” lød det fra den tidligere udenrigsminister, der bevidst går efter en på en gang mere moderlig og mere statsmandsagtig tilgang til debatten. Hun underkender klogt ikke den vrede og frustration i vælgerhavet, der har fået støtten til såvel Trump som Sanders til at svulme op, men hendes tilgang er beroligende – man fristes til at sige, at hun har taget lidt ved lære af Mutti i Berlin – frem for opildnende.

Derved står hun i modsætning til både Sanders – som hun ligger til højre for rent politisk – og Trump, der ikke rigtig kan sættes i bås på sin substans, eftersom hans konkrete politikker kan ligge på et meget lille sted. På visse punkter er han faktisk slet ikke konservativ – f.eks. har han tidligere været en solid tilhænger af offentlig sygesikring og fri abort - men derimod konsekvent og skamløst populistisk og med klart racistiske træk, som Politikens fremragende tidligere Washington-korrespondent Jakob Nielsen skrev om i sidste uge.

Ku Klux Klan og Mussolini

Clinton angreb naturligvis også Trump på hans KKK-fejltagelse (som han mandag forsøgte at råde bod på ved at skyde skylden på CNN’s øresnegl, som han hævdede havde været af så ringe karakter, at han ikke kunne høre spørgsmålet ordentligt – det skulle man nok være ansat i hans kampagne for at tro på). Trump havde også tidligere på ugen brilleret med en udtalelse om sit re-tweet af et citat fra den tidligere fascistiske leder Benito Mussolini: "Look, Mussolini was Mussolini. It's okay to—it's a very good quote, it's a very interesting quote."

Clinton sagde:

”Demokrati handler også om, lige som når vores børn havde beskeder med hjem fra læreren i sin tid, at han kan krydse ja ved det spørgsmål, der handler om, hvorvidt vi har leget ordentligt på legepladsen. Du kan ikke bare sige, hvad du har lyst til eller det, der lige popper op i dit hoved, hvis du vil være præsident i Amerika. Folk rundt omkring i verden lytter til dig, hvis du er amerikansk præsidentkandidat.”

Hillary Clinton til fest hos Kongressens demokratiske Black Caucus - der støtter Clinton som den demokratiske præsidentkandidat. Foto:Polfoto/Carolyn Kaster

Angela Rye, der er tidligere leder af Kongressens demokratiske Black Caucus, havde tirsdag morgen kun ros til sin kandidat, Clinton: ”Bring it on” sagde hun om Trump til CNN.

”Hør nu her – Trump er en gave til os. Med ham i spidsen diskuterer republikanerne om deres spidskandidat støtter Mussolini eller The Ku Klux Klan. Hør nu her, KKK har ingen plads overhovedet i USA’s politiske debat. Og imens diskuterer de demokratiske kandidater forskellige modeller for stipendier og universitetsstudier, børnepasning eller indvandring, mens republikanerne højst diskuterer mure, der skal bygges mellem USA og Mexico. Det er en kæmpe fordel for os. Det kan godt være, at mange er underholdt af Trump, men når de står på valgdagen og skal bestemme sig, vil de have en leder i Det Hvide Hus.”

Hillarys store svaghed: de mange møgsager

OK – det lyder jo alt sammen næsten for godt til at være sandt for Hillary Clinton. Kan hun så redde ikke bare USA’s troværdighed men hele amerikansk politiks fundament ved at være garanten for en ordentlig og troværdig debat?

Mjah --- her begynder argumentationskæden til gengæld at blive svagere for demokraterne.

Til præsidentvalget anno 2016 er det Bill Clinton, som står i skyggen af sin kone. Foto:Polfoto/John Locker

For Clinton har fortsat store problemer med sin egen troværdighed. I en måling foretaget af CNN i denne uge står den sag igen klart frem. Spørger man vælgerne en masse om, hvem af de to demokratiske kandidater, der er mest tillidsvækkende, ærlig og troværdig siger de 59 mod 36 procent i Bernie Sanders’ favør.

Listen over Clintons ”møgsager” er enorm – ikke fordi hun konstant har fejlet, men delvist fordi hun har været i politik på topplan hele sit voksne liv – delvist fordi hun og hendes mand, tidligere præsident Bill Clinton, vitterlig har været involveret i kontroverser af den tungere slags – og derudover er blevet anklaget for en masse vrøvl også.

Vi skal ikke trætte Kforums læsere med detaljerne, blot nævne Travel-gate, Whitewater. Bill Clintons affærer, Vince Fosters selvmord, Benghazi, Email-gate, Hillary Clintons usande historie om at være under beskydning fra snigskytter i Bosnien, Pardon-gate, enorme honorarer fra Goldman Sachs for taler, tvivlsomme transaktioner til Bill Clintons foundation mens fruen var udenrigsminister og så videre og så videre. Hvis man vil se en lettere paranoid liste med endnu flere ægte og påståede ”skandaler” kan man bare google – her er en af dem.

Hillarys mange styrker

Gør det så Clinton til et nemt bytte for enhver modkandidat? Og især en, der er så skruppelløs som Donald Trump. Svaret må være ”ja, selvfølgelig.” Trump vil smide hver og en skandale efter hende hver eneste dag – hvilket fik netmagasinet Current Affairs til at konkludere i sidste uge, at Sanders var den eneste mulighed, hvis demokraterne ville vinde over Trump. Trump siger ofte, at ”jeg kender ingen, der lyver så meget som Hillary Clinton.”

Ender Donald Trump med at blive Hillarys modkandidat? Foto:Polfoto/Lance Iversen

Men hertil kan man til gengæld indvende, at Trump naturligvis ikke ville holde sig tilbage over for nogen – heller ikke Sanders.

Og at Clintons svagheder er velkendte – hun er ikke den naturlige, smilende, umiddelbart tiltrækkende eller karismatiske kandidat. Men hun fører som nævnt stort over Sanders, hun har en sikkerhed på adskillige politikområder, som amerikanske vælgere traditionelt sætter særdeles højt, især er hun uovertruffen i rollen som commander-in-chief og i det hele taget i udenrigs- og sikkerhedspolitiske diskussioner.

Her er Trump nærmest pinlig i sin uvidenhed og klare tilbøjelighed til at læne sig op ad Gajol-agtige soundbites, som han ifølge sig selv henter fra de politiske talkshows på TV, som han er storforbruger af.

Endelig er Clinton også utrolig populær blandt især de spansktalende og de afrikansk-amerikanske vælgere – som man så det i South Carolina. Og det vil man se igen Super Tuesday, hvor Sanders formentlig vil stå pænt visse steder – han kan vinde Minnesota, naturligvis sin egen hjemstat Vermont og måske en sydstat, nemlig Oklahoma, hvor han fører, men det er så også det.

Hvad ville en ordentlig valgkamp være uden en selfie - især hvis det hitter hos de afrikansk-amerikanske vælgere. Foto:Polfoto/Gareth Patterson

Clinton vinder med sikkerhed resten, hvilket formentlig også betyder, at Super Tuesday også er et bye-bye Sanders for real. Han vil sikkert ikke trække sig, men for amerikanerne og for resten af verden er konklusionen givet:

Det er Clinton eller Kaos. Og så tager vi den derfra.

Disclaimer: En FBI-undersøgelse og anklage mod Clinton for brugen af en privat e-mail-server, mens hun var udenrigsminister, kan torpedere præmissen og konklusionen på denne analyse. Det anser jeg imidlertid for usandsynligt.