Årets Kampagne er Brostrøm i bruseren

I slutningen af 2020 lancerede Sundhedsstyrelsen en kampagne, som markerede, hvordan vi allesammen kommer godt igennem coronakrisen. Det blev en både morsom og vigtig kampagne, som ramte mange danskere godt og grundigt med sin underfundige humor. Det er vinderen af Årets Kampagne. Her er juryens begrundelse for, at netop Brostrøm i bruseren vandt.
En ung mand står på badeværelset og gør sig hostende klar til dagens skolegang. Da han lukker spejlskabet over håndvasken for at gribe ud efter tandbørsten, får han sig noget af en forskrækkelse. For dér midt i spejlbilledet står selveste Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen, nidstirrende og med et alvorligt blik. Budskabet siver ind. Den unge mand indser, at det er ”fedest”, at han bliver hjemme fra skole, når han har symptomer på corona. Kilde: Klip fra årets kampagne
En ung mand står på badeværelset og gør sig hostende klar til dagens skolegang. Da han lukker spejlskabet over håndvasken for at gribe ud efter tandbørsten, får han sig noget af en forskrækkelse. For dér midt i spejlbilledet står selveste Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen, nidstirrende og med et alvorligt blik. Budskabet siver ind. Den unge mand indser, at det er ”fedest”, at han bliver hjemme fra skole, når han har symptomer på corona. Kilde: Klip fra årets kampagne
 
Før Sundhedsstyrelsens kampagne havde det indtil da mest handlet om at instruere os allesammen i, hvad vi skal og må gøre for at undgå smitte. De blå plakater, blå bannere og blå film havde husket os på de forskellige råd og anbefalinger siden marts. Men det blev hårdt i længden, og mange var trætte efter måneder med håndsprit og afstand, især de unge. Derfor skulle en ny kampagne motivere både unge og gamle til at holde fast – og ikke holde fest.
 
Det blev kommunikationsbureauet Advice, der kom til undsætning med kampagnen ”Du kan godt!”, som de fleste af os husker fra 2020, og som har opnået særlig opmærksomhed for dens humor og brug af selve Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, i en på én gang horrorlignende og humoristisk rolle.
 
Kampagnen skiller sig ud ved sit vovemod, bl.a. ved at bruge humor i en svær tid. Corona er ikke noget at grine af, men netop ved at bruge humor lykkes Sundhedsstyrelsen i deres kampagne med at få danskerne – og navnlig de unge – til fortsat at følge myndighedernes anbefalinger. Kampagnen er afvæbnende og i den grad motiverende, og den ramte hele Danmark:
 
200.000.000 eksponeringer, 65 % view through rate, 20.000 delinger og 5.000 kommentarer. Og få timer efter lanceringen havde de fleste medier samlet filmene op, og kampagnen blev diskuteret på blandt andet Go’Morgen Danmark, P3, P1, DR Ultra, DR.dk, TV2.dk samt alle større dagblade. PR-værdien af den efterfølgende pressedækning estimeres til ca. 20 millioner kroner. 
 
Kampagnen har efterladt et stærkt indtryk, og den er et best practice-eksempel på, hvordan god kommunikation kan gøre noget godt både for den enkelte og for samfundet. Samtidig er kampagnen et vigtigt eksempel på, at selv en styrelse kan lykkes med at kommunikere et svært emne med humor og et glimt i øjet. Det må vi aldrig glemme.

Stort tillykke til Advice og Sundhedsstyrelsen med Årets Kampagne-pris fra juryen
 

Juryen bestod af 

  • Anna Rørbæk, CEO, Rørbæk Kommunikation

  • Peter Svarre, CEO, Peter Svarre

  • Sune Bang, selvstændig kommunikationsrådgiver 
  • Christina Bech Winckler, direktør, Kforum
  • Nikolaj Søndergaard, formand, DJ Kommunikation 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job