Anti-spinguide til sundhedsvalget

Artiklens forfattere er tilknyttede Lægeforeningen, men skriver her som privatpersoner.

Folketingsvalget står for døren med spørgsmål om sundhedsvæsenets indretning og finansiering som et af flere vigtige emner. Tal har altid været taknemmelige, men kombinationen af en stadig hurtigere medievirkelighed og udbredt brug af kreative opgørelsesmetoder har gjort det endnu mindre gennemsigtigt, hvad der er op og ned i, hvor mange penge politikerne lover til sundhed og velfærd. Derfor er der behov for en anti-spinguide, som afkoder indholdet i politikernes løfter.

Lad os starte i DR’s Debatten, hvor man d. 17. januar kunne høre sundhedsminister Ellen Trane Nørby fortælle, at regeringen har løftet sundhedsbudgetterne med seks milliarder, siden man kom til i 2015. Og nu foreslog man så med Nærhedsfonden version 1 ”et ekstraordinært løft på seks milliarder”. Altså et løft af samme størrelse som det, regeringen har leveret i indeværende valgperiode?

Nej, sådan hænger det ikke sammen. For hvor det er rigtigt, at man i budgetåret 2019 har seks milliarder mere at gøre med i sundhedsvæsenet, end da regeringen kom til i 2015, så er Nærhedsfonden et engangsbeløb, som skal finansiere en omstilling, men ikke driften af sundhedsvæsnet.

Lad os bryde det ned: Halvdelen af de seks milliarder går til bygninger, mens de resterende tre milliarder fordeles på driftsbudgettet over seks år, så der i budgetåret 2025 er i alt 500 millioner mere at drive sundhedsvæsen for end i dag. Forskellen på de ”seks milliarder” og ”de seks milliarder” er altså en faktor 12 – og dermed en detalje, som er værd at hæfte sig ved.

I samme udgave af Debatten argumenterede Thomas Emil Christensen, læge på Holbæk Sygehus, for, at sundhedssektoren var ved at knække over, og at politikernes forslag slet ikke matcher behovet på hospitalerne.

Regeringen og Dansk Folkeparti har senere aftalt at hæve Nærhedsfoden med 2,5 milliarder, så den nu er landet på 8,5 milliarder. Det giver fire milliarder til blandt andet sundhedshuse og 4,5 milliarder til drift, så man i stedet for at have 500 millioner vil have 950 millioner mere i budgetåret 2025 sammenlignet med i dag, da udgiftsprofilen er svagt stigende. Hvis du er interesseret i at vide, hvor langt 950 millioner rækker i forhold til den ventede stigning i medicinudgifter og flere ældre, så hæng på lidt endnu.

Socialdemokratisk overbudspolitik

Nu videre til Socialdemokratiets løfter på sundhedsområdet. I Debatten d. 28. februar kunne man høre Socialdemokratiets sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, forklare, at Socialdemokratiet ”frem til 2025 vil bruge 53-54 milliarder alene til sundhed og ældre”. Det lyder højt – også for Venstres finansordfører, som har kaldt udmeldingen for ’ren overbudspolitik’, hvilket har sin egen indbyggede pudsighed, som vi vender vi tilbage til. Lad os først bryde tallene ned.

Socialdemokratiet kommer frem til det svimlende milliardbeløb ved – lidt utraditionelt– at addere og akkumulere deres tal over seks år. Hvis man går mere traditionelt til værks, så er forslaget, at der i budgetåret 2025 skal være godt 13 milliarder mere til sundhed og ældre, end der er i dag.

De penge skal dog ikke kun dække det, som man almindeligvis kalder sundhedsudgifter, men også udgifter til kommunernes plejeudgifter. Hvis vi derfor korrigerer for, at Socialdemokratiet bruger en anden base end normalt, når man taler om sundhedsudgifter, så er der i Socialdemokratiets forslag ca. 12 milliarder til mere sundhed i 2025 end nu. Det svarer til, at der år for år er mulighed for at bruge 1,7 milliarder mere på sundhed.

Når Socialdemokratiets 53 milliarder er brudt ned, så ligner det ikke overbudspolitik, men en videreførelse af den vækst på ca. 1,5 milliarder årligt, som den siddende regering har leveret i de forgangne fire år. Venstre har ikke fremsat et bud på, hvor meget sundhedsudgifterne skal vokse de kommende år. Det vil man tage stilling til år for år, lyder det foreløbigt fra statsministeren. Der er dog en god chance for, at vi kommer det lidt nærmere i valgkampen.

Ingen højere?

Der er meget, som tyder på, at overbudspolitik er det, sundhedsvæsenet har behov for. Mens realvæksten (den årlige stigning i udgifterne) lå omkring 3 % i 00’erne, så har den ligget nede omkring 1 % siden den økonomiske krise. Bevares, der er hverken nul- eller minusvækst i sundhedsvæsnet. Hvert år tilføres lidt flere midler, og sundhedsvæsenet er blevet bedre år for år.

Men tilgangen af flere patienter og politiske forventninger om et sundhedsvæsen, som følger med tiden, betyder, at man – for at få enderne til at mødes – har strammet budgetbardunerne i en grad, så mange sundhedsprofessionelle nu bærer vidnesbyrd om, at teltdugen risikerer at slå revner.

Vi bruger i dag ca. 160 milliarder på sundhedsvæsenet, og dermed svarer den realvækst på ca. 1,5 milliarder, som regeringen har leveret de seneste fire år – og som Socialdemokratiet foreslår gældende frem til 2025 – til, at man i grove træk kan dække det demografiske pres. Ikke meget mere end det.

Siden 2011 er andelen og antallet af ældre i befolkningen vokset måned for måned. Den udvikling fortsætter frem til 2050. Det er først og fremmest glædeligt, at vi lever længere, men det giver også travlhed i sundhedsvæsenet. Ældre er nemlig langt, langt hyppigere gæster i sundhedsvæsenet end resten af befolkningen.

Når Finansministeriet regner på betydningen af den demografiske udvikling, så svarer det til, at efterspørgslen på sundhedsydelser vokser med ca. 1 % hvert eneste år som følge af, at der kommer flere ældre.

Håndteringen af det demografiske pres

Vi bruger i dag ca. 160 milliarder på sundhedsvæsenet, og dermed svarer den realvækst på ca. 1,5 milliarder, som regeringen har leveret de seneste fire år – og som Socialdemokratiet foreslår gældende frem til 2025 – til, at man i grove træk kan dække det demografiske pres. Ikke meget mere end det.

Demografien alene svarer nemlig til, at man i budgetåret 2025 skal bruge ca. 11 milliarder mere på sundhed end i 2019 blot for at kunne tilbyde behandling på samme niveau som i dag. Og her regner man endda med med en antagelse om såkaldt sund aldring, som blandt andet professor og sundhedsøkonom Jakob Kjellberg har sat spørgsmålstegn ved i Ugeskrift for Læger.

Som om flere ældre ikke giver udfordringer nok for partiernes budgetter, så er demografi langt fra det eneste forhold, som lægger billet ind på flere ressourcer i sundhedsvæsenet. Hvert år kommer der nemlig nye og ikke sjældent dyre behandlinger til, som gør det muligt at behandle flere patienter mere skånsomt eller mere effektivt. Behandlinger, som gør det muligt at redde flere liv.

De behandlinger er der helt naturligt efterspørgsel på – fra patienter, sundhedsprofessionelle og politikere. Derfor bliver de taget i brug, og derfor lægger blandt andet sygehusmedicin år for år beslag på en stadig større andel af ressourcerne i sundhedsvæsenet.

Der er selvfølgelig også teknologiske gennembrud, som reducerer omkostningerne ved behandling, men den samlede effekt af teknologi er højere sundhedsudgifter. Lige så lidt som vi ønsker at undvære effekterne af bedre behandling, lige så sikkert er det altså, at ny teknologi og stigende forventninger om bedre behandling lægger beslag på flere og flere ressourcer. Det er en udvikling, man kan afbøde med fagligt funderede initiativer som Medicinrådet og et kommende behandlingsråd, men det er næppe realistisk, at udviklingen vendes om.

Hvilket sundhedsvæsen ønsker vi?

Fint nok, tænker du måske – men hvad skal det så koste alt sammen? Det er op til politikerne at sætte niveauet i sundhedsvæsenet, men hvis målsætningen er, at sundhedsvæsenet skal følge med demografi-, teknologi- og velstandsudviklingen, så er der hjælp at hente hos Det Økonomiske Råd, som tilbage i 2009 regnede på, hvordan sundhedsudgifterne kunne udvikle sig.

Hvis det ikke er muligt at finde alle pengene til at møde den fremtidige efterspørgsel, så bliver det store spørgsmål nemlig, hvor udgiftsbremsen skal hugges i. Bliver det for de grupper, som må ventes at have begrænset evne og vilje til at søge private tilbud som fx ældre medicinske patienter og mennesker med langvarig psykisk lidelse?

Med udgangspunkt i en opdatering af vismændenes model, som VIVE har foretaget for Lægeforeningen, er det mest sandsynlige scenarium en realvækst i sundhedsudgifterne omring 1,7-1,9 % årligt – afhængig af, om man regner med eller uden antagelsen om sund aldring. Det svarer til, at sundhedsbudgettet fordelt på kommuner og regioner skal være mere end 20 milliarder større i 2025 end i 2019 eller en årlig realvækst på 3-4 milliarder.

Det er mange penge og betydeligt større beløb end dem, man genfinder i den politiske debat. Derfor er det også værd at hæfte sig ved, at der grundlæggende set er tale om en fremskrivning af efterspørgslen på sundhedsydelser snarere end de offentlige sundhedsudgifter. Det betyder, at finansieringen også kan findes ved private (forsikrings)ordninger, og dermed står de politikere, som i årene fremefter skal balancere gabet mellem udbuddet og efterspørgslen på offentlige sundhedsydelser, med en djævelsk udfordring.

Hvis det ikke er muligt at finde alle pengene til at møde den fremtidige efterspørgsel, så bliver det store spørgsmål nemlig, hvor udgiftsbremsen skal hugges i. Bliver det for de grupper, som må ventes at have begrænset evne og vilje til at søge private tilbud som fx ældre medicinske patienter og mennesker med langvarig psykisk lidelse? Det vil bidrage til at bibeholde ét fælles sundhedsvæsen, men også øge den i forvejen betydelige ulighed patientgrupper imellem.

Eller skal man i langt større udstrækning end i dag sige ’nej’ til de dyreste behandlinger for fx at afbøde udgiftsvæksten i sygehusmedicin inden for kræftområdet? Det vil måske give en mere retfærdig fordeling inden for sundhedsvæsenet, men også betyde, at der med stor sandsynlighed opstår et privat (forsikrings)marked for de behandlinger, som ikke er tilgængelige i det offentlige sundhedsvæsen.

Det står uden for enhver tvivl, at selv med udsigten til en videreførelse af de svagt stigende budgetter vil oplevelsen inde fra sundhedsvæsenet være, at livremmen igen og igen må spændes ind. Derfor er debatten om sundhedsmilliarderne naturligvis vigtig i sig selv.

Set fra et vælgerperspektiv bør der være mere klarhed om partiernes politik, end tilfældet er. Men debatten rummer samtidig kimen til en langt større diskussion om, hvad det er for en type offentligt finansieret sundhedsvæsen, vi ønsker at stå tilbage med, når det demografiske pres klinger af omkring 2050.

Godt valg!