Magt, lidelse og nydelse i Succession

Velkommen til Succession.

Logan Roy, familiens psykopatiske overhoved, står i spidsen for et enormt mediekonglomerat, men er grundet sin fremskredne alder tvunget til snart at give tronen videre til et af sine fire børn. Reelt er Logan ikke interesseret i på nogen måde at give slip. Han manipulerer hæmningsløst, spiller børnene ud mod hinanden og skubber processen omkring arvefølgen foran sig i et væk.

Hele familien Roy samlet. Foto: HBO Max

Som trofast seer ved man godt efter to og en halv sæson, at familien er well and truly fucked. Man ved også, at såvel Logan som hans børn ikke alene er usympatiske, men alle er ødelagte mennesker. De er perfide, de er illoyale, blottet for etik, selviske og i det hele taget bare ekstremt ubehagelige over for hinanden, men især over for alle, der er lavere i hierarkiet end dem. De ydmyger hinanden offentligt såvel som privat, de får deres initialer tatoveret i hovedet på fattige folk, bruger i bogstavelig forstand mennesker som fodskamler, boller udenom, tager stoffer, lyver, stjæler, sviner hinanden (og alle andre) til.

Tom Wambsgans, spillet af den britiske skuespiller Matthew Macfadyen (tidligere førsteelsker for Keira Knightley i ”Pride and Prejudice”, hvor han spillede Mr. Darcy) viser her den unge Greg, hvad rigtig magt er. Foto: Succession

Der er ikke en eneste karakter i serien, der reelt kan siges at være god og sympatisk. Og det bredere portræt, der tegnes af den herskende klasse, i familien såvel som udenfor, må siges at være decideret afskyelig. Som repræsentanter for den øverste procent af den ene procent, så er de alt det værste, man kan forestille sig om de ultrarige. Måske endda faktisk en lille smule værre. I modsætning til de klassiske amerikanske serier fra 80’erne og 90’erne, f.eks. Dallas eller Dollars, er der altså ingen Bobby Ewing at finde, ingen lyspunkter af gode mennesker, der trods rigdom har formået at forblive ordentlige moralske og etiske væsner.

You Tell Yourself You're A Good Person, But You're Not A Good Person

Nydelsen ved at se Succession er først og fremmest, at det er et uhyre velskrevet drama, og fortællingen bobler og sprudler på både det dramatiske og sproglige plan. Stort set alle scener leverer et moment eller en udveksling, der sprogligt eller dramatisk er så absurd komisk, at den ellers gennemsyrende stemning af ubehag bliver lettere at bære.

Karaktererne Tom og Greg bruger her flere minutters intens samtale på at diskutere de juridiske og PR-mæssige distinktioner mellem ”at lytte” og ”at høre”.

Herudover var timingen perfekt. Den første sæson havde premiere halvvejs inde i Trumps præsidentperiode, og den spidder på forbilledlig vis både det korrumperede amerikanske politiske system, medieverdenens råddenskab og det enorme spænd, der er mellem fattig og rig. Ligesom stort set alle episoder har noget at sige om spin, fake news og image-pleje. Et gennemgående tema i serien er da også Roy-familiens konstante besættelse af at ”kontrollere narrativet” – noget, vi efter et netop overstået valg vel alle har fået nok af.

”Control the narrative”

Seriens store succes skyldes dog mere end det. Den spiller meget bevidst på en sadistisk og voyeuristisk fryd i at se folk lide og være dumme svin. Det er hjerteskærende at se især Kendall Roy, den næstældste søn, igen og igen blive brudt helt ned af faderen, Logan. Det er også smertefuldt at overvære søsteren Shivs enorme foragt over for sin hengivne mand, Tom, og det på trods af, at Tom er et bona fide-røvhul over for alle andre end netop Shiv.

Men, og det er her vi som seere selv bliver dumme svin, der er også noget frydefuldt i at være vidne til ikke alene de interne magtkampe i toppen af den rige og magtfulde familie, men også den frastødende måde, de behandler alle dem, der er under dem. Det er uappetitligt og dragende, pirrende og skamfuldt på samme tid.

I første afsnit af første sæson ser vi eksempelvis den yngste bror, Roman, fra dennes absolut allerværste side. Familien er taget på en ekstravagant picnic i adskillige helikoptere og spiller softball et stykke uden for Manhattan. Roman tilbyder en ung dreng, der overværer kampen en million dollars, hvis han kan lave et home run. Drengen, der tydeligvis kommer fra en helt normal familie, forsøger. Men han har ikke en chance, hvorefter Roman ondskabsfuldt affejer drengen med et smil.

Senere i sæsonen har Shivs mand, Tom, taget ”Cousin Greg”, et indtil for nyligt udestående familiemedlem uden penge, under sin vinge og beslutter sig for at oplære ham i kunsten af at være rig. Og som Tom siger:

“Here’s the thing about being rich. It’s fucking great. It’s like being a superhero, only better . . . you get to do what you want . . . you get to wear a costume, only it’s designed by Armani and doesn’t make you look like a prick.”

Roman og Tom og alle andre i familien anser de lavere klasser for at være affald, en slags umennesker eller handelsvarer, som de kan gøre med lige præcis, hvad de vil. Ligesom med superheltefilm, der jo som bekendt portrætterer både superskurke og superhelte, så får man som seer her også tilbudt en pirrende magtfantasi, der leger med ideen om, at vi selv kunne have de muligheder og evner, vi ser på skærmen.

For hvad nu hvis man selv fik tildelt de privilegier, penge og magt som Roy-familien? Ville man bruge sine superkræfter til det gode? Eller det onde? Måske det ville være befriende at lade al etik og moral i stikken og bare gøre lige præcis, hvad man vil uden omtanke for andre. Lukke den indre svinehund ud og bare mæske sig uanset konsekvenserne: i kokain, i kvinder, i champagne, eller som det her er tilfældet i små sangfugle marineret i armagnac og spist hele, med næb, hjerne, øjne, hale:

Tom og Greg spiser her den dekadente og forbudte ret ”ortolan”, endnu et skridt i at opdrage den naive Greg i rigdommens lyksaligheder. Det er skamfuldt at spise hortulan, ikke kun fordi den som art er fredet, men også fordi retten simpelthen er for meget. Og derfor er den udsøgt.

I Blame Myself. I Spoiled You. And Now You’re Fucked

De fleste af os ville forhåbentlig ikke agere som Kendall, Shiv, Roman og Tom, og der er da også et par rige karakterer i serien, der er knapt så moralsk anløbne. Det er ikke et kærligt portræt, der tegnes af den absolutte overklasse som sådan, men Roy-familien er den værste. En af mange magiske ting ved serien er dog, at Roy-børnene, selvom de uden nogen tvivl er forfærdelige mennesker, stadigvæk formår at fremkalde sympati hos seeren, fordi de i bund og grund stadig er små misrøgtede børn. Stakler, der aldrig har formået at løsrive sig fra faderens skygge og derved hans tyranni.

Kendall er, som Logan selv siger i sæson tre, ”en god dreng”, og det på trods af, at han ender med at vende faderen ryggen. Shiv er, som den eneste kvinde i søskendeflokken, i årevis blevet kørt ud på et sidespor, udelukkende fordi hun ikke er en mand. Roman, familiens sorte får, skaber sig teenager-provokerende i stort set alle situationer, men er helt og holdent underlagt faderens vilje. Alle tre kæmper for at få faderens anerkendelse og kærlighed, men Logan lukker dem aldrig ind og sørger altid for at underminere dem.

Connor, den ældste bror, har opgivet og trukket sig fra arvefølgen, men er også den af de fire søskende, vi ser mindst til. Så selvom serien igen og igen slår fast, at magt og penge korrumperer sindet, er det mest af alt ultrapatriarken Logans skyld, at Roy-børnene er blevet så usympatiske. De vil i sidste ende bare elskes af faderen, men er blevet systematisk vanrøgtet.

Why Shouldn't We Do All The News?

Serien streamede første gang i 2018, to år inde i Trumps præsidentembede, men blev skrevet umiddelbart før og efter valget. Trump nævnes aldrig i serien, men Logan vises gentagne gange at have en direkte linje til ”præsidenten” og får ham gang på gang til at tage politiske beslutninger i Roy-familiens favør, akkurat ligesom Rupert Murdoch efter sigende gjorde det med Trump.

Trump var dybt afhængig af netop Murdochs Fox TV, der spillede en stor rolle i at få ham valgt. Trump vægtede mange tv-værter som Sean Hannitys analyser og informationer højere end dem, han fik fra sine egne rådgivere.

Der er mange andre ligheder med det aktuelle politiske landskab, hvor serien fik premiere, og det er svært ikke at se aftegningen af netop Trumps eget familiedynasti. Trump, der voksede op med en far, som på mange måder virker til at have været lige så psykopatisk, racistisk og misogynistisk som Logan, formåede at skabe en mand, for hvem det at tabe er den største synd. En indoktrinering, der var så stærk og så altomsluttende, at man må tænke, at Trump på trods af at have besiddet Jordens mægtigste embede hele tiden forblev faderens lille Donald, der årtier efter faderens død stadig higer efter anerkendelse.

Donald og faderen Frederick, der udover at være Ku Klux Klan-sympatisør også i sin rolle som boligspekulant blev anklaget for at udnytte og diskriminere lejere, der ikke var hvide, og terroriserede sin ældste søn, Fred Jr., gennem hele barndommen (Fred Jr. døde i 1981 af alkoholisme).

Succession er dog for raffineret en serie til at sætte dette forhold 1:1 til virkeligheden, og Logan er ikke Trump. Logan er Trump og hans fader, Frederick, men også Murdoch samt en skare af andre magtfulde mænd, for hvem profitmaksimering, image og kontrol er det eneste, der reelt betyder noget.

Og selvom Succession retter sit tungeste skyts mod folk som Trump og Murdoch, så går den anden side af det politiske spektrum heller ikke fri. De yngre og langt mere woke himmelstormere, der gennem ny digital teknologi og alle de rigtige meninger forsøger at vippe Roy-familien af pinden, fremstilles som overfladiske, griske og uden etisk fundament. Det samme gælder de ældre familiedynastier inden for medieverdenen, der stemmer demokratisk, og hvis etiske værdisæt fremstår bedre end Roy-familiens, men som stadig handler ud fra bundlinjen.

Hermed tegner Succession et billede af en verden, der er i en sørgelig forfatning. For hvorfor får mænd som Logan lov til stadig at regere? Der er et eller andet galt, der går igen på et strukturelt plan, men ingen er reelt villige eller i stand til at ændre noget.

Sometimes, It Is A Big Dick Competition

Serien er af mange blevet kaldt en moderne Macbeth eller Hamlet, men især parallellerne til Kong Lear er tydelige. Med Succession har vi en genfortælling af Shakespeares royale magtkampe, løftet ud af det 16. århundredes paladsintriger og skudt ind i det 21. århundrede med private jetfly, mobiltelefoner og Manhattan-penthouses. Så selvom der flyves mere i helikopter her, end der rides på hest, handler kampene om tronen i Shakespeares stykker jo ofte også om, hvem der får kongemagten. En kamp, der i sidste ende altid er et spørgsmål om dominans, og hvem der har den største pik. En fascination af det falliske, som man ser det i et af utallige episoder, hvor Logan nedgør og udskammer Kendall for at være en tøsedreng og det, der er værre:

Macho bullshit

Her kommer vi så til kønsrollerne og det magtskifte, eller snarere magtskred, der på et bredere plan er sket i samfundet de sidste par årtier, hvorfor Shakespeare-sammenligningen nok ikke holder hele vejen. I Hamlet sørger Gertrude ganske vist for at blive ved magten ved at gifte sig med sin mands morder. Lady Macbeth er også en snu kvinde, der manipulerer sin mand til at dræbe kongen i et forsøg på at få magten. Endelig så er der Kong Lear, hvor det helt centrale omdrejningspunkt er det magtspil, der foregår mellem Lear og hans døtre, der står til at skulle dele familiefirmaet (dvs. kongeriget). Kvinderne kan dog i Shakespeare aldrig reelt stå i front, ligesom enhver kvinde, der ønsker magt, i sidste ende straffes for det. De er måske nok magtsøgende ligesom mændene, men regnes i sidste ende derfor også med at være magtsyge.

I Succession står det alt andet lige noget anderledes til. For her er patriarkatet under pres på en måde, det aldrig kunne have været tilfældet i Shakespeares stykker. Det er også derfor, at patriarkatet (Logan) kæmper igen med næb og kløer, mens det nægter at vige pladsen. Serien tager her et bredere favntag om et arveskifte, der ikke kun handler om den personlige overdragelse af direktørstolen fra lige netop Logan, men også den ”succession” af nye magthavere, ideer og værdisæt, der ikke længere vil acceptere det (hvide) patriarkats overherredømme mere generelt.

Marcia, Logans kone, hans advokat Gerrie og datteren Shiv står som de klareste og stærkeste kvinderoller i serien, og de to sidstnævnte får både potentielt og de facto muligheden for at lede firmaet. Dog som stråmænd, eller rettere netop stråkvinder, med fed streg under, at de kun kan bruges til at signalere diversitet gennem deres køn, men ikke meget mere. For som med alt andet i Logans verden handler det kun om image- og aktionærpleje.

Her ser vi endnu engang Greg, der som en del af sin ansættelse er blevet tvunget til at se en video om firmaets diversitetspolitik – der dog tydeligvis udelukkende er for syns skyld.

Do You Wanna Call Your Dad?

Især Kendall, den faldne søn, er et interessant eksempel på, hvor gennemsyret verden trods alt stadig er af patriarkatets gamle magtstrukturer. For selv de, der siges at kæmpe for patriarkatets fald, viser sig ofte blot at være endnu en (han)ulv i nye klæder. Så når Kendall siger, at han nægter at indgå i endnu en ”big dick competition”, er det kun en halv sandhed. Ulig Logan, der i sandheden er en mand af den gamle skole, er Kendall overvejende set ingen af disse ting og er tillige en blød mand, der både savner sin ekskone og er kærlig over for sine børn.

Problemet er bare, at Kendall ikke forstår sit eget privilegie, og at han udstiller sin egen mangel på selvindsigt og situationsfornemmelse på så smertefuld en måde, at han næsten formår at overgå karakteren David Brent fra The Office i tåkrummende pinlighed. I sæson tre, hvor han endelig har lavet bruddet med Logan, forsøger han som så ofte før at bevise, hvor meget han er med på noderne. Igen og igen viser han dog det absolut modsatte, når han eksempelvis råber ”Fuck the patriarchy!” til en gruppe journalister. ”That’s what I am actually about – change”, siger han senere, men det klinger hult. Ikke kun, fordi han disker op med den ene floskel efter den anden (#resistance), men også, fordi han er blind i forhold til, hvorfor han gør og siger alle de ting, som i sidste ende er det samme som altid, nemlig at få sin fars respekt og opmærksomhed.

Fotos: Succession

På den måde er der ikke sket så meget i Succession endnu, hverken for Kendall eller for os, eftersom det var akkurat det samme han, hans søskende og tilsyneladende alle andre omkring Logan har villet siden den allerførste episode. Måske er der heller ikke sket så meget med patriarkatet. Men vi kan jo alle blive ved med at håbe.