Den dag smukke-Lars blev fyret
I begyndelsen af ugen blev Lars Munch, et af de mest magtfulde mennesker i den danske medieverden, fyret. Alt tyder på, at en magtkamp er brudt ud i mediegiganten JP/Politikens Hus. Men når kampe om den virkelige magt i den danske medieverden skal udkæmpes, foregår det ikke i offentligheden, og da slet ikke i pressen. Den slags bliver gerne aftalt og besluttet bag hermetisk lukkede døre i pæne bestyrelseslokaler. Det er ordentlige og nydelige mennesker, der træffer alvorlige beslutninger. Nu er Bølle Bob tilbage.
af Niels Christiansen
Så er der fut i fejemøget i Danmarks største aviskoncern, JP/Politikens Hus. Mandag aften forlød det, at den magtfulde bestyrelsesformand, Lars Munch, efter otte år var blevet ”kasseret” og nu skulle erstattes af den tidligere forsvarschef Peter Bartram som formand for blandt andet Politiken, Jyllands-Posten og Ekstra Bladet – og alt det løse.
Fyringen var opsigtsvækkende, fordi fonden i flere år har afleveret sunde og gode regnskaber, og tre uger tidligere var Ekstra Bladets chefredaktør gået med få dages varsel og ved samme lejlighed – i et anfald af moralsk klarsyn – lukkede og slukkede for Ekstra Bladets indbringende prostitutionsannoncer. Hvad var der nu sket, siden Lars Munch, internt kaldet for The Smiling Killer, nu måtte forlade sin toppost?
Dansk erhvervs- og kulturliv har næppe set det sidste til succesdrengen Lars Munch. Færdig er han ikke. Det er han alt for dygtig til, og med sit charmerende væsen og fantastiske evne til at sno sig uden om ubehageligheder skal dansk presses svar på VL-gruppernes brylcreme nok hurtig flyve videre til nye indflydelsesrige bestyrelsesposter. Han har allerede mange i forvejen.
Lars Munch har siden 2014 været bestyrelsesformand for JP/Politikens Hus. Før det var Lars Munch fra 2003 adm. direktør for JP/Politikens Hus. Lars Munch var i 2002 som adm. direktør for A/S Dagbladet Politiken med til at fusionere med Jyllands-Posten. Foto: JP/Politikens Hus
Men afviklingen af Lars Munch er interessant, for den viser, at en af de mest spektakulære konstruktioner i dansk medieverden åbenbart indeholder sprækker, som offentligheden kun ved enkelte lejligheder har kunnet ane, men ikke få klar viden om.
Fusionen
JP/Politikens Hus er sammen med DR, TV 2, Berlingske Media, Jysk Fynske Medier og Børsen en af mastodonterne inden for dansk publistik. Som navnet antyder, er fonden et gadekryds mellem Jyllands-Postens Fond og Politikens Hus. De to avishuse ligger i hver deres ende af landet og ligger historisk og politisk i forskellige verdenshjørner. Uden at overdrive kan man godt kalde det for et umage par.
De fusionerede i 2003, men aviserne, der fulgte med i fusionen, bibeholdt deres redaktionelle og økonomiske selvstændighed. Det fortæller JP/Politikens Hus selv på deres hjemmeside, men om det forholder sig sådan i virkeligheden, er der ikke mange, der ved, for den slags viden er muret inde i fondens bestyrelseslokale.
I 2003 var Jyllands-Posten økonomisk i knæ, mens Politikens Hus stod langt stærkere. Tech-giganterne fra Silicon Valley var allerede på dette tidspunkt ved at gøre et godt indhug i alle danske mediers annonceindtægter, ligesom faldende avislæsevaner hos danskerne truede de danske mediehuse og dermed en demokratisk debat og fri meningsdannelse. Det var mange enige om, også medieforskerne. Lars Munch, der i 2002 som kun 39-årig blev administrerende direktør i Politikens Hus, var derfor optaget af tanken om, at de største danske mediehuse skulle konsolideres for at modstå de dårlige konjunkturer og den teknologiske udvikling.
Siden 90’erne havde der været følere ude mellem Jyllands-Postens Fond og Politiken-Fonden, men de to mediehuse var som hund og kat. Der fandtes ikke mange mennesker i Danmark, der troede på en egentlig fusion. Særligt ikke i bestyrelseslokalerne i det velpolstrede Politikens Hus på Rådhuspladsen var man begejstrede for tanken. Men så ansatte de i Lars Munch.
Takkebreve førte til fusion
Der gik ikke et år fra Lars Munchs ansættelse, til den umulige fusion alligevel var en realitet. Angiveligt var Jørgen Ejbøl, der var chefredaktør og direktør i Jyllands-Posten, og Lars Munch kommet på takkekort med hinanden, efter de havde lykønsket hinanden i forbindelse med nogle jubilæer. Takkekort kan åbenbart føre til meget, for inden længe mødtes de to mediechefer, og på ensomme vandreture på den jyske hede følte de hinanden an og lagde planerne for det, vi i dag kender som medieimperiet JP/Politikens Hus.
Jørgen Ejbøl er en dansk journalist, der tidligere har været ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør for Morgenavisen Jyllands-Posten. I 2003-14 var han bestyrelsesformand for JP/Politikens Hus, hvor han i dag er bestyrelsesmedlem. Foto: Magnus Holm/Politiken/Ritzau Scanpix
Jørgen Ejbøl havde styr på sin bestyrelse i Jylland, og Lars Munch fik overbevist bestyrelsen på Rådhuspladsen i København. En af de store planer for det nye mediehus var at købe tv-stationen TV 2. Der skulle foretages yderligere konsolideringer, hvis Danmark skulle modstå tech-verdenens pres, ellers kunne landet vinke farvel til en sund demokratisk debat. Sådan tænkte de, og sådan fortalte de om det i pressen.
Et umage par
Et mere umage par end den diplomatiske, charmerende Lars Munch fra den kulturradikale københavnske Politiken-Fonden og den koleriske og buldrende Jørgen Ejbøl fra den liberale jyske Jyllands-Postens Fond skal man lede længe efter. På den måde har den nuværende situation, hvor der åbenlyst er brudt en magtkamp ud, dybest set altid været på vej. Faktisk er det imponerende, at borgfreden har kunnet holde så længe, og at det først er nu, at dampen er gået af den festlige fusion.
Jørgen Ejbøl er et magtmenneske, som mange journalister, redaktører og andre har brændt fingrene gevaldigt på gennem tiderne. Hans temperament og skideballer er legendariske, og hans evne til monumental ophidselse har slået mange med forbløffelse og angstfuld beundring, i en grad, så der skulle en ombudsmand til at stoppe hidsigproppen fra Jylland. Jørgen Ejbøl, der på grund af sin opfarende stil har fået tilnavnene Pansergeneralen og Bølle Bob, er ikke blot et kapitel for sig selv, han er mindst et par bøger for sig selv, og historierne om den opfarende og hidsige Ejbøl er så mange, at der kunne laves en Netflix-serie om ham i 15 sæsoner.
Den mere slebne og dygtige Lars Munch, der er uddannet cand.merc. fra CBS, udstråler en rolig selvsikkerhed, som man finder hos privilegerede personer med et højt selvværd. En karrierecoach ville sige, at han hviler i sig selv og har overskud. Den journalistuddannede Jørgen Ejbøl, lille af statur og med tykke briller, minder om bøllen fra skolegården, der inderst inde har et gigantisk mindreværdskompleks, men som terroriserer dem, der på en eller anden måde kommer hidsigproppen på tværs, helt modsat den populære succesdreng fra Rådhuspladsen, som Ejbøl gav tilnavnet Smukke-Munch.
Nu har Ejbøl gennemført en magtdemonstration og placeret sin egen general for enden af bordet i bestyrelseslokalet i JP/Politikens Hus.
Lars og Stig – den magtfulde duo
Det er opsigtsvækkende, at Lars Munch bliver gået, men det er mindst lige så opsigtsvækkende, at han bliver erstattet af den tidligere forsvarschef Peter Bartram, som ikke kan postuleres at have den store medieerfaring.
Hvad der sket, er nærmest umuligt at finde ud af. Hvorfor blev Ejbøl træt af Munch? Både Lasse Jensen, mangeårig journalist, redaktør og medieiagttager, og medieanalytikeren Søren Schultz Jørgensen peger på en old school-magtkamp, hvor Ejbøl benytter sin magt, fordi han kan.
Stig Kirk Ørskov har siden 1. marts 2014 været administrerende direktør i JP/Politikens Hus. I 2010-14 var han koncerndirektør, COO, med kommercielt ansvar for Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og Politiken. Foto: JP/Politikens Hus
Men Søren Schultz Jørgensen peger også på, at det måske ikke handler om Lars Munch selv, men også om hans kronprins, Stig Ørskov, eller om det, Schultz Jørgensen i Berlingske Tidende kalder den ”superdynamiske og stærke akse”. Stig Ørskov er i dag administrerende direktør i JP/Politikens Hus, en post, han overtog efter Lars Munch, og er kendt som en ”en hård nyser”. Lars Trier Mogensen, der har arbejdet sammen med ham på Information, Dagen og Politiken, har til fagbladet Journalisten sagt, at Stig Ørskov som direktør i JP/Politikens Hus har den mest magtfulde og indflydelsesrige post i den danske medieverden.
Med det kommende magtskifte kan man ane, at Stig Ørskov ikke længere sidder sikkert i sadlen inde på Rådhuspladsen. Stig Ørskov er en Lars Munch-opfindelse og har opnået en medietoplederkarriere hurtigere, end du kan nå at sige MBA.
Oprindeligt var det planen, at Politiken-Fonden og Jyllands-Postens Fond skulle deles om magten. Hvis den ene part havde bestyrelsesformandsposten, så havde den anden den administrerende direktørpost. Sådan begyndte det også, og det varede i 11 år, hvor Ejbøl var bestyrelsesformand, og Munch var direktør. Men da Ejbøl – mere eller mindre frivilligt – gik af som bestyrelsesformand blev magtforholdet skævvredet. Politiken-manden Munch overtog bestyrelsesformandsposten, og hans protegé, Politiken-manden Stig Ørskov, overtog rollen som administrerende direktør. Tilbage sad Jyllands-Postens Fond med en næstformandspost.
Nu er det vores tur
Selv giver den skallesmækkende Ejbøl ikke meget for spekulationerne om, hvorfor han har givet Lars Munch silkesnoren. Ifølge Jørgen Ejbøl selv kommer skiftet, fordi Jyllands-Postens Fond har ønsket at benytte sin ret til at vælge ny bestyrelsesformand i koncernen. ”Det er Jyllands-Postens Fonds tur til at overtage formandsposten, andet er der faktisk ikke at sige til det,” sagde Jørgen Ejbøl til MediaWatch. Alt andet finder han ”barnagtigt sludder,” som han sagde til Politiken i onsdags.
Som Uffe Gardel fint påpeger i overstående tweet insisterer Ejbøl på, at der ikke er ondt blod mellem de to parter, og at udskiftningen af Lars Munch skal ses som et naturligt generationsskifte. At den 59-årige Peter Bartram afløser den 62-årige Lars Munch, skulle være et udtryk for et generationsskifte, er nok en logik, den 72-årige Ejbøl ikke helt selv forstår. Han vil i øvrigt selv først gå af om tre år i Jyllands-Postens Fond, når han fylder 75, siger han til Politiken. Alt er, som det plejer, og alt er, som det bør være, mener Pansergeneralen.
Det er skæbnens ironi, at en fusion, der blev skabt for at professionalisere to mediehuse og sætte dem i stand til at agere i en moderne medieverden, hvor læserne stille og roligt forsvinder, og hvor udenlandske tech-virksomheder truer deres eksistens, nu er havnet i det, Søren Schultz Jørgensen kalder en ”altmodisch” og ”forhistorisk” magtlogik. Det begyndte med lykønskninger og takkebreve, udviklede sig til en fusion og endte med en forbavsende fyring. Nu er Bølle Bob tilbage bag rattet, og smukke-Lars parkeret på bestyrelseselefanternes kirkegård.
Læs mere:
