Storkonfliktens kaos
3F's abespil

Hvis næste års overenskomstforhandlinger ender i en storkonflikt, så vil strejken sandsynligvis udgå fra 3F, der kommer til at stå med opgaven at forklare resten af landet, hvorfor Danmark skal lukkes ned i ugevis. Illustration 3F

Skrevet af

Niels Jespersen

2 artikler

1 indlæg

Hvis næste års overenskomstforhandlinger ender i en storkonflikt, så vil strejken sandsynligvis udgå fra 3F, der kommer til at stå med opgaven at forklare resten af landet, hvorfor Danmark skal lukkes ned i ugevis. Samtidig skal resten af forbundene sikre internt sammenhold i en fagbevægelse, hvor afstanden mellem medlemmerne aldrig har været større.

Det er mandag morgen, og du trisser søvndrukken igennem forårsregnen ned til bussen. Tiden går, mens klumpen af morgensure danskere vokser sig ud over fortovet. Men bussen kommer ikke. Chaufførerne strejker. Det samme gør ham, som leverer varer til din Netto. De der jyske industrifolk, som du skriver pressemeddelelser for, strejker også. Det samme gør de håndværkere, som skal fikse dit lokum.

Hvem bærer skylden for, at din dagligdag er holdt op med at fungere?

Nogenlunde så firkantet kan det sættes op, hvis de netop indledte overenskomstforhandlinger ender i en storkonflikt. Det kommunikationsmæssige abespil kommer til at få afgørende betydning for arbejdsmarkedet i årtier frem. Hvis altså det ender med en storkonflikt.

Og her er risikoen nok større, end de fleste har gjort sig klart. I 2017 blev overenskomsten vedtaget med overraskende lille flertal, og i år er kamplysten, især i den københavnske byggebranche, på kogepunktet.

 

Jeg har tidligere sammenlignet fagbevægelsens kommunikationsindsats med en bodybuilder med madolie i overarmene og steroideskrumpede nosser, for samtidig med, at man råder over enorme ressourcer, taber man rutinemæssigt kampen om den folkelige opinion.

 

Enorme følgevirkninger

For selvom det på papiret kun er 600.000 privatansatte industri-, kontor-, handels- og bygningsarbejdere, der strejker, så vil følgevirkningerne være enorme. Reelt vil Danmark blive lukket, for i et hyperkomplekst samfund har selv mindre forstyrrelser på arbejdsmarkedet store konsekvenser. En lang række virksomheder, der ikke er direkte indblandet, vil alligevel blive nødt til at holde lukket. Med store udgifter til følge. Måske også for dig.

Moderne danskere har meget kort tålmodighed med den slags besværligheder. Hvis man generer dem, så skal der placeres et ansvar: Er det arbejdernes skyld, eller ligger ansvaret hos modparten: arbejdsgiverne?

Det spørgsmål bliver afgørende. Først og fremmest for det regeringsindgreb, der sandsynligvis vil stoppe konflikten. Politikerne lægger snittet efter, hvor silden står i folkehavet. Det gælder også nok så fagforeningsglade socialdemokrater.

Men også for fagbevægelsens fremtid er der meget på spil. For de forbund, der trods masser af ressourcer sjældent brillerer, når det kommer til kommunikation, vil komme på den største forklaringsopgave siden 1998.

 

Kæmpe medlemsfald

Der er nemlig sket meget på de 22 år, der er gået, siden arbejdsmarkedets parter sidst tog en styrkeprøve, og udviklingen har ikke været i fagbevægelsens favør. I 1998 havde LO 1.478.440 medlemmer, mens tallet i 2017 var nede på 788.377 medlemmer, før sammenlægningen med FTF igen bragte det op over en million i det nye FH. Der er altså langt færre danskere, som vil have en direkte anpart i en storkonflikt. Forklaringsopgaven bliver derfor så meget større. Arbejdsgiverne skal fremstå som dem, der er skyldige i besværlighederne. Også selvom arbejderne som udgangspunkt var dem, der sagde nej til overenskomsten.

 

3F har masser af ressourcer og en folkelig forankring, som alle andre organisationer må misunde. Alligevel kniber det med at vinde hearts and minds i befolkningen.

 

I 3F hersker tavshedens lov ellers er fanden løs

Størst bliver kommunikationsopgaven for byggearbejdernes egen fagforening, 3F, hvor vreden er størst. Det er nemlig sådan, at nejstemmerne i fagbevægelsen er skævt fordelt. Hvor man i industrien oftest accepterer overenskomsten, så er det lige omvendt i 3F. Her stemte 77 procent af bygningsarbejderne nej i 2017. Stiger nejandelen og ikke mindst stemmeprocenten yderligere, så vil det være herfra, konflikten udløses. Megen af den mobilisering, der lige nu sker blandt bygningsarbejdere, vil i tilfælde af et utilfredsstillende overenskomstresultat blive forvandlet til en nejkampagne. I så fald vil de sammenkædningsregler, der normalt forhindrer storstrejke, få den modsatte effekt og trække de jastemmende industriarbejdere og HK’ere med i konflikten.

Det bliver altså op til 3F’erne at løfte hovedopgaven med at forklare strejken til resten af Danmark, og det kan nemt blive op ad bakke. Bygningsarbejderne har en brovtende væremåde og et sprog, der kan være svært for resten af Danmark at forstå. Stilladsarbejdernes klubformand, Thomas Strømsholt, siger selv, at hans job er at oversætte fra arbejderdansk til curlingdansk. Det er en opgave, han står ret alene med. Mange af hans kollegaer vil hellere handle end snakke. Det fungerer godt i en faglig blokade med røde faner i blafrende storme, men mindre godt på TV. Beder du os i Curlingdanmark om at associere frit over håndværker, så tænker mange på ugidelige typer, der kommer mellem 07 og 16, og som helst vil lave arbejdet sort. Det er en uretfærdig fremstilling, men ikke desto mindre betyder det, at Thomas og hans kollegaer er bagud på point.

Samtidig er det kommunikationsmaskineri, der skal bakke arbejderne op, ikke det mest effektive. 3F har masser af ressourcer og en folkelig forankring, som alle andre organisationer må misunde. Alligevel kniber det med at vinde hearts and minds i befolkningen. Under den berømte Vejlegården-sag gik det helt galt for 3F, der på et tidspunkt var ude i den værste af alle kommunikationsstorme, nemlig debatten om sin eksistensberettigelse. Men også de nylige episoder om fagforeningstvang i Københavns Lufthavn og væltede stilladser på Nørrebro viste et 3F, der ikke mestrer at få den positive fortælling om arbejdersammenhold frem.

 

Under den berømte Vejlegården-sag gik det helt galt for 3F, der på et tidspunkt var ude i den værste af alle kommunikationsstorme, nemlig debatten om sin eksistensberettigelse.

 

Hvorfor er det så svært for 3F at kommunikere?

Det skyldes som sagt ikke mangel på ressourcer. Ej heller dygtige ansatte. Nej, årsagen skal findes i forbundets indre modsætninger. Man har ikke som i det langt mere velkommunikerende NNF en klar identitet og opgave. Der er langt imellem de forskellige faggrupper i 3F, og selvom forbundet i offentligheden tegnes af håndværkere, så er industrigruppen faktisk dobbelt så stor. De indre spændinger, den decentrale struktur, uklare kommandoforhold og mange underbosser, der hver især skal betjene vidt forskellige grupper, har skabt en tavshedskultur. Er man internt uenig, er det nemmest at tie stille. Offensive udmeldinger risikerer at skabe ufred og forrykke de skrøbelige interne magtbalancer. Derfor tavshedens lov. Det er godt for den interne fordragelighed, men det fungerer ikke særligt godt uden for forbundshusets tykke mure.

 

Fagbosserne tager opbakningen for givet

Hvad så med resten af forbundene samt hovedorganisationen FH? De vil stå med den udfordring, at store dele af medlemsskaren ikke nødvendigvis føler noget stort ansvar for en konflikt, der udgår fra 3F. Det værste scenarie er det, hvor nejerne er talrige i København og i enkelte brancher, mens stemmeprocenten falder vest for Høje Taastrup. Vil metalarbejderen i Jylland, der stemte ja, og som arbejder i en virksomhed med stopfyldte ordrebøger, være solidarisk med bygningsarbejdere i København? Eller vil han sige sin ærlige mening i medierne og undergrave billedet af arbejdersammenhold? Det kan virke fristende for forbund som METAL at trække på skuldrene og lade de rabiate 3F’ere sejle i deres egen kommunikationssø, men så undergraver man sig selv. Fagbevægelsens styrke beror på, at medlemmerne er villige til at ofre noget for hinanden. Det man i gamle dage kaldte solidaritet. Forsvinder den, så er der i princippet ingen årsag til at tage fagbosserne alvorligt.

Det er min erfaring, at man ofte i fagbevægelsen tager opbakningen til den danske model for givet. Den er da også markant, men det er min vurdering, at det skyldes fraværet af konflikter. Ikke at storstrejker har været unormale. De er brudt ud med jævne mellemrum på det danske arbejdsmarked. I 1899, 1911, 1921/22, 1925, 1936, 1956, 1973, 1985 og her sidst i 1998.

Sandheden er, at selvom storkonflikter er bøvlede og dyre, så er det danske arbejdsmarked uhørt smidigt og billigt, fordi de opgaver, der i andre lande skal løftes af domstole og myndigheder, klares i mindelighed mellem arbejdsmarkedets parter. Storkonflikter er en nødvendig krigsskade ved et grundlæggende sundt og velfungerende system.

 

For mange danskere virker det der med at strejke gammeldags og unødigt brutalt. Danmark er et langt mere individualiseret samfund end under industriens guldalder. Den udvikling har fagbevægelsen også forsøgt at følge med efter bedste evne. Man har brandet sig selv mere som et forsikringsselskab end som en kamporganisation.

 

 

Sociale medier burde gavne

Det hjælper bare ikke særligt meget, at en gammel tillidsmand som undertegnede har det på den måde. For mange danskere virker det der med at strejke gammeldags og unødigt brutalt. Danmark er et langt mere individualiseret samfund end under industriens guldalder. Den udvikling har fagbevægelsen også forsøgt at følge med efter bedste evne. Man har brandet sig selv mere som et forsikringsselskab end som en kamporganisation.

Det bliver en udfordring i en situation, hvor det afgørende er at mobilisere arbejderne og vinde den folkelige sympati. Ellers risikerer man at ligne en papirtiger.

Men selvom opgaven er enorm, så er den ikke umulig. Der er også punkter, hvor udviklingen er til fordel for de strejkende. Fx spiller dagspressen, som generelt er negativt indstillet over for fagbevægelsen, en langt mindre rolle for meningsdannelsen i dag. Den er i høj grad flyttet over på sociale medier, hvilket burde gavne fagbevægelsen, der traditionelt har mestret græsrodsmobiliseringen. Det gør den bare ikke længere. I hvert fald ikke på forbundsplan.

Således vakte det opsigt, da 3F gik offentligt ud og undsagde regeringens planer om at rulle arveafgiftlempelserne tilbage. Endda efter man havde brugt et anseeligt millionbeløb på en ulighedskampange. Den slags kommunikationsbommerter virker uforklarlige, når man tænker over, hvor mange i 3F der arbejder med politik og kommunikation. 

Jeg har tidligere sammenlignet fagbevægelsens kommunikationsindsats med en bodybuilder med madolie i overarmene og steroideskrumpede nosser, for samtidig med, at man råder over enorme ressourcer, taber man rutinemæssigt kampen om den folkelige opinion. Også selvom der er positive eksempler, såsom SKÆVT-kampagnen, der væltede Løkke i 2011, og senest kampagnen for differentieret folkepension. Hvis 3F skal stå i spidsen for en kommende storkonflikt, så får de ikke alene travlt ude i lokalafdelingerne, hvor strejken skal organiseres fra. Bosserne inde i 3F-forbundshuset på Kampmannsgade og hos FH på Islands Brygge skal finde ud af, hvordan de vil vinde folkestemningen. Ikke noget, der er lykkedes særligt ofte siden 1998.

Relaterede artikler

3F: Fagligt Fælles Fuckup - Få organisationer kan prale af samme folkelige opbakning og større kommunikationsmæssige muskler end 3F. Alligevel lykke...
3F - Flere Folkevalgte Forbindelser - Hvad har to borgmestre, tre spindoktorer, Folketingets formand, tre ministre, og mere end et dusin medlemmer af Folketin...

Giv din stemme

14 stemmer
3,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

42 JOB

Presse- og kommunikationschef

Se alle job Indryk job

Kursus

Digital Content Bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Job

Rådgiver

Frist: 14. august

kommunikatør

Frist: 9. august

Videojournalist

Frist: 5. august
Se alle job Indryk job

Kursus

Digital Content Bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.