Hvert af disse sproglige greb er ofte så upåfaldende, at de undgår manges opmærksomhed. Netop derfor er det ekstra godt at kende dem og forstå deres virkemåder. Som virus er de særdeles små – men har voldsomme virkninger. Især, når man ignorerer dem.
Inger Støjberg er et aktuelt eksempel. Derfor vil vi se nærmere på, hvordan hun bruger disse virkemidler. Hovedeksemplet bliver hendes Facebookopslag fra den 14. maj.
Vildledende, afledende benævnelser
Støjberg skriver i sit opslag:
”I dag begynder barnebrudskommissionen sit arbejde i retten på Frederiksberg.”
Officielt hedder kommissionen Instrukskommissionen, men Inger Støjberg omdøber den konsekvent til barnebrudskommissionen.
Det er ikke en barnebrudskommission – det er en lovbrudskommission. Den skal undersøge den praksis, som Støjbergs ministerium håndhævede i noget af 2016 med at adskille asylpar, hvor mindst den ene part var under 18, hvilket ombudsmanden påtalte som ulovligt, hvis der ikke var individuel vurdering af hvert tilfælde.
Derefter fik de par, der ønskede det, igen tilladelse til at være sammen. Ulovligheden blev fastslået i en endelig redegørelse fra ombudsmanden i 2017.
Allerede George Orwell var i romanerne 1984 og Kammerat Napoleon samt i essayet Politics and the English Language (findes på nettet) opmærksom på den enorme rolle, det spiller, hvordan vi benævner de fænomener, vi diskuterer. Normalt glider vi let hen over benævnelser for ting, fordi vi hurtigt vil hen til, hvad der siges om disse ting. Men i benævnelser ligger udsagn gemt, hvilke vi dermed tager til os ubeset – selvom de kan være højst diskutable.
At hele sagen omkring Støjbergs administration af asylpar i 2016 handler om ”barnebrude”, er krumtappen i hendes alternative fortælling. Kan hun få selve denne benævnelse ind i daglig tale og journalistik, vil det være en sejr for hende.
Hun arbejder hårdt på det: I sine efterfølgende opslag på Facebook i løbet af kommissionens afhøringer takker hun for manges støtte til hendes kamp mod ”barnebrude” – som om det var dét, kommissionen drejede sig om.
Selve ordet ”barnebrude” er ikke et juridisk begreb – det findes ikke i dansk lov eller internationale konventioner. Det er en journalistisk opfindelse (brugt af Berlingske i januar 2016, red.), som Støjberg har omfavnet.
Det officielle begreb er ”børneægteskaber”, ”child marriages”, hvor børn er lig med mindreårige, dvs. personer under 18. En del drenge udsættes også for denne uskik, dog langt flere piger. Et andet begreb er tvangsægteskab. Tvangsægteskab er ulovligt ifølge love og konventioner, også i Danmark. Mange børneægteskaber er tvangsægteskaber, men ikke alle. Er man under 18 år, skal man i Danmark have tilladelse fra kommunen til at gifte sig.
Sagens kerne handler om lovbrud – ikke barnebrud. (Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)
Når Støjberg bruger ”barnebrude”, lader hun altså for det første, som om det er dem, kommissionen skal beskæftige sig med. At tale om barnebrude indebærer for det andet, at der i alle disse sager var tale om ægteskab – hvilket ikke var tilfældet. Ordet får os også til alene at se på pigen i disse par og måske antage, at kun hun, ikke manden, var et barn. Det er heller ikke rigtigt.
Men først og fremmest er ordet en afledningsmanøvre, der skal fremstille Støjbergs sag som en kamp imod en sørgelig og stærkt udbredt uskik – mindreårige piger i tvungne ægteskaber.
Vildledning er ofte tillige afledning, og jo stærkere vildledning, jo mere effektiv kan afledningen være. Donald Trump har udnyttet dette systematisk: Når han skriver et vanvittigt tweet, tiltrækker det hans modstanderes forargelse og opmærksomhed frem for noget andet, som han gerne vil have den væk fra.
Støjbergs indirekte udbredelse af usandheder afleder manges opmærksomhed fra, at Instrukskommissionen skal undersøge, om Støjberg forsætligt, med en skrivelse af 10.2.2016 og/eller på andre måder, pålagde sine embedsmænd at administrere ulovligt, eller om hun måske i god tro antog, at de udførte individuel sagsbehandling – eller hvad der i øvrigt er sket.
At tale om sagen med benævnelser, der skaber en falsk fortælling om den, er et godt eksempel på spin. Skal dette begreb have en klar mening, kan det defineres som kommunikationsgreb, der kun virker, hvis folk ikke opdager, at man bruger dem. Dermed minder det om tryllekunster eller lommetyveri.
Jeg har foreslået betegnelsen omvendt lommetyveri om de greb, Støjberg bruger – hun prøver ikke at lirke noget op af lommerne på os, men derimod vil hun gerne lirke forestillingen om en barnebrudskommission ned i lommerne på os. Det er spin, fordi hun prøver at få folk til at tro noget ved hjælp af virkemidler, som de helst ikke skal opdage.
Vag, suggestiv sprogbrug
Støjberg skriver i sit opslag:
”Jeg tager gerne en tur i retten i min kamp for at beskytte de mindreårige piger, som var blevet gift med ældre mænd.”
Her er mere vildledende sprogbrug. Ingen har endnu sagt, at Støjberg skal ”i retten”. Hun afhøres derimod i en undersøgelseskommission, der ikke skal dømme nogen, f.eks. om Støjberg er skyldig eller ikke skyldig, men ”undersøge og redegøre”.
Ordet ”gift” vildleder også. Støjbergs embedsmænd administrerede ulovligt, ikke kun i forhold til mindreårige piger, der var gift, men også dem, der blot var samlevende.
Men bemærk især de ”ældre mænd”. Den sprogbrug er vag, men suggestiv. Nogle af de pågældende mandspersoner var 17 år og sammen med piger på 16 år. De var jo dårligt nok mænd. Når vi i daglig tale hører begrebet "ældre mænd", tænker vi især på en mand over 60. Vi tænker på ingen måde på nogen under 30.
Det er rigtigt nok, at alle mændene var ældre end deres hustru eller samlever (ét år ældre og opefter, red.), men det er næppe den brug af vendingen, man tænker på, når man hører om "ældre mænd".
Ved at skrive, som hun gør, giver Støjberg indtryk af, at der generelt var tale om pigebørn, der var tvunget til ægteskab – en retlig, bindende relation, som kan være tvungen, og som kan være svær at få opløst – med voksne mænd.
Et billede toner frem af langskæggede muslimske patriarker, der udnytter purunge piger i et tvangsbaseret forhold. Den ældste mand i de adskilte par var 32.
Støjberg kører samme retorik i flere Facebookopslag.
Bestemthed
Støjberg skriver:
”Det står vist klart for enhver, at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at beskytte pigerne. Jeg er inderligt imod, at ældre mænd tvinger mindreårige til ægteskab (…).”
Bemærk først, at der står pigerne i bestemt form. Det får os til at tro, at det sagte gjaldt alle piger, der var omfattet af instruksen.
Bestemt form ligger i den lille stavelse -ne; på engelsk udtrykkes bestemthed med kendeordet "the". Bestemthed er et fantastisk påvirkningsmiddel, særligt i betragtning af, hvor lille det er.
Det forudsætter nemlig et antal ting – det præsupponerer, siger sprogfolk. Bestemthed forudsætter 1) at det omtalte findes, og 2) at vi modtagere godt véd, hvad der tales om, og 3) at det, der siges, f.eks. om personer i flertal, gælder alle dem, der tales om.
Man generaliserer kort sagt, helt upåfaldende, uden at begrunde sin generalisering. Man får alle i den omtalte gruppe ind under en eller anden opfattelse bare ved hjælp af denne lille dims – som på dansk ikke engang er et selvstændigt ord.
Forestil dig, at nogen siger: ”Jeg gider ikke se Tour de France. Rytterne er jo dopede.” Vupti, med ét er alle ryttere i Touren, hver og én af dem, beskyldt for doping i kraft af det lille -ne. Det er noget helt andet end at sige: ”Jeg gider ikke se Tour de France. Mange af rytterne er jo dopede.” Det kan sagtens være en sand påstand, og den udslynger ikke en generaliseret anklage mod alle Tour-ryttere.
Med et tilsvarende middel får Støjberg nærmest umærkeligt listet ind i diskussionen om alle de unge piger, der blev adskilt fra de mænd, de var sammen med, at de var tvunget til ægteskab. For helt at gennemskue hvordan må vi se på endnu et fænomen: underforståelse.
Underforståelse
Støjberg skrev jo om, at ældre mænd tvinger mindreårige til ægteskab. Pludselig kommer tvangsægteskab altså ind i billedet. Men som sagt var ikke alle parrene gift, og det er heller ikke dokumenteret, i hvilket omfang der har været tvang involveret. 23 par ud af 34 blev adskilt ifølge instruksen.
Her ankommer Støjberg til retten på Frederiksberg. Til lovbrudskommissionen (Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix).
Af de 23 blev otte forenet igen efter sagen blev genoptaget. To andre par valgte efter pigens ønske at forblive adskilt. 13 par af de 23 ophørte med at være omfattet af instruksen. Alt dette ifølge ombudsmandens redegørelse.
Sprogligt er citatet et skoleeksempel på, hvordan man kan få modtagere af et budskab til at underforstå noget.
Det fungerer sådan:
Der er visse regler, som det vi siger eller skriver, forventes at leve op til. Vi har alle brugt disse regler, så længe vi har kunnet sproget. Men ikke før 1970’erne analyserede sprogforskere, hvordan de egentlig fungerer – blandt andre englænderen Paul Grice og franskmanden Oswald Ducrot.
Det handler om regler, som rækker ud over det grammatiske, og som blandt andet siger, at vore ytringer bør være relevante i forhold til den situation, hvor de forekommer.
Det er ikke altid, at vi direkte forklarer, hvorfor og hvordan det, vi siger, er relevant – men forventningen om det, har vi alle vænnet os til at stille til hinanden. Én side af den forventede relevans er, at det, vi siger, skal hænge sammen indholdsmæssigt.
Hvis to nabosætninger i en ytring ikke umiddelbart ses at hænge indholdsmæssigt sammen – for eksempel ved, at der er anbragt et ord som "fordi" imellem dem – så vil modtagere derfor uvilkårligt prøve at underforstå en sammenhæng. Eller rettere: Modtagernes hjerner går af sig selv i gang med at konstruere sammenhængen.
Det er det, der sker hos de fleste læsere, når man læser de to forbundne punktummer i Støjbergs opslag:
”(1) Det står vist klart for enhver, at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at beskytte pigerne. (2) Jeg er inderligt imod, at ældre mænd tvinger mindreårige til ægteskab.”
De (…) fleste vil her opfatte (2) som en begrundelse for det, der siges i (1).
Det kan man kun, hvis man underforstår, at pigerne i (1) – de, der var berørt af instruksen, altså som påpeget ovenfor dem alle sammen – også er dem, som (2) handler om, altså de, der var tvunget til ægteskab. Hokuspokus: I alle de tvangsadskilte par var pigerne tvunget til ægteskab.
Det er ikke noget, Støjberg påstår direkte – det har hun vist aldrig vovet. Hun lægger det ikke frem til diskussion og dokumenterer det ikke. Hun sørger for, at modtagere underforstår det.
At gøre det virker ofte meget bedre end at påstå. Modtagerne opdager det måske ikke engang. Og hvad de ikke opdager, stiller de ikke i samme grad spørgsmål ved eller kræver dokumentation for. Det glider bare ned. Det er derfor, jeg bruger udtrykket ”omvendt lommetyveri.” Ligesom en lommetyv prøver at operere umærkeligt, når de lister noget op af lommerne på os, prøver den ”omvendte” lommetyv – her Støjberg – umærkeligt at liste noget ned i lommerne på os.
At hun kæmper sin brave kamp mod ”barnebrude”, kan således skabe det indtryk, at de, der kritiserer eller anklager hende, er på den modsatte side – ellers var der vel ingen kamp? De – derunder de ”røde” partier – går altså ind for ”barnebrude” og tvungne ægteskaber, eller de ser i hvert fald gennem fingrene med dem; den følgeslutning ligger lige for.
Hvis en kommission skulle handle om ”barnebrude”, måtte det vel indebære, at den skulle tage stilling for eller imod barnebrude – som om nogen går ind for dette fænomen. At mange tror på den, kan man konstatere ved at læse utallige kommentarer på sociale medier.
Et af den nyere tids mest effektive eksempler på underforståelse og andre typer omvendt lommetyveri fik vi i 2002-2003. George W. Bush og hans regering fik listet den opfattelse ned i lommerne på et flertal i USA, at Saddam Hussein havde været medskyldig i terrorangrebene 11. september.
Bush påstod det aldrig. Men et flertal kom til at tro det, bl.a. i kraft af en lang række udsagn som det følgende – sagt i Bush’ State of the Union-tale i januar 2003:
”Before September the 11th, many in the world believed that Saddam Hussein could be contained.”
At nævne Saddam på denne måde i samme åndedrag som 9/11 har ingen relevans, hvis ikke Saddam havde noget med 9/11 at gøre – sådan må mange amerikanere uvilkårligt have tænkt. Sig det ofte nok – ned i folks lommer listes da en helt udokumenteret opfattelse, som efter alt at dømme er usand, og som ikke engang er blevet fremsat, og som blev drivkraft bag en katastrofal krig.
Det smarteste ved denne teknik er, at de, der bruger den, kan fralægge sig ansvaret for det, som de får andre til at tro – netop, fordi de ikke har sagt det.
På samme vis får Støjberg puttet ned i lommerne på mange af os, at alle de mindreårige piger i de asylpar, der blev adskilt i 2016, var blevet tvunget til ægteskab med ”ældre mænd”. Hvem af dem der eventuelt var det, og hvem der var sammen frivilligt, var netop det som en individuel vurdering ud fra samtale med parret skulle have bedømt.
For eksempel: Et adskilt syrisk par på dengang 17 og 26, som ventede barn, stod i 2016 frem og fortalte, at de elskede hinanden og ikke var tvangsgift. De har siden fået erstatning for den ulovlige adskillelse.
Men Støjberg skriver i sit opslag fra 14. maj: ”Det eneste der plager mig i dag er, at ikke alle disse mindreårige piger blev adskilt fra deres ældre mænd.” Mener hun da, at det lige omtalte par burde have været adskilt fortsat? Piner det Støjberg, at adskillelsen blev ophævet, og de fik lov at være sammen?
Instrukskommissionen fortsætter imens sit arbejde, og Støjberg fortsætter sin påståede kamp for, at der ikke skal være ”barnebrude” her i landet – en kamp, som kun giver mening, hvis man underforstår, at Instrukskommissionen og alle mulige andre mener, at der skal være ”barnebrude” her i landet.
Noget lignende kan siges om underskriftindsamlingen ”Danskerne støtter Støjberg”, der er startet af Nye Borgerlige og havde helsidesannoncer i aviserne søndag den 31. maj.
Man kan med god grund spørge denne kampagnes initiativtagere og underskrivere: Hvad er det helt præcist, I mener på vegne af os alle sammen? I siger jo ”danskerne”, som om vi alle var med jer. I kommer med jeres støtte lige nu, hvor kommissionen undersøger Støjberg, så den må jo have noget med dét at gøre. Men hvad?
Mener man, at Støjberg ikke har gjort det, hun beskyldes for, nemlig at have pålagt sine embedsfolk at administrere ulovligt? Det er også det, Støjberg selv siger, med henvisning til et hidtil overset notat – som hun først nu trækker frem.
Det er et indviklet bevisspørgsmål, som alle vi danskere, der ser til fra sidelinjen, dårligt kan have en selvstændig mening om.
Eller mener man, at hun nok har gjort det, hun beskyldes for, men at det ikke er ulovligt? Det er en juridisk fortolkning, som vist ingen jurister endnu har villet lægge navn til.
Eller mener man, at det, hun gjorde, nok er ulovligt på grund af konventioner og den slags, men det burde det ikke være? Og at det var godt, hun gjorde det alligevel?
Hvad man end mener, skulle man komme frem og sige det ligeud. At man blot kan lide Støjberg og hendes nakkeknude, har altså ikke så megen relevans.