Denne artikel er bragt med tilladelse af Kommagasinet.

 

Efter ti år som journalist på Politiken tog Stéphanie Surrugue springet ind i tv-skærmen. De seneste ti år har danskerne kunnet se hende først som vært på TV 2 og siden som vært på diverse tv-shows og som DR's korrespondent i USA og Frankrig. Når man når ud til så mange mennesker, får man pludselig et ansvar og bliver et forbillede, men det er ikke noget, Stéphanie Surrugue har skænket mange bevidste tanker gennem årene.

 

”Nej, det med at være et sprogligt forbillede tænker jeg aldrig over. Faktisk har jeg ikke tænkt over det før nu, hvor du spørger. Men jeg er naturligvis bevidst om, at jeg har en forpligtigelse til at tale pænt, korrekt og forståeligt,” fortæller hun over telefonen fra Paris.

 

”Jeg arbejder periodevist ret bevidst med sproget, men når jeg falder af på den, så skriver min mor og skælder ud, hvis jeg for eksempel igen har sagt ’øhhh’ i hver anden sætning. Så bliver jeg lige mindet om, at jeg skal huske at gøre mig umage. Det er en evig proces, tror jeg, det med at bruge sit sprog godt og lade det udvikle sig. Og man skal være opmærksom på, om man er ved at udvikle dårlige vaner.”

 

Stéphanie Surrugue er også bevidst om, at hun kommunikerer anderledes i dag, end hun gjorde for 20 år siden, da hun var en purung, fremadstormende journalist.

 

”Da jeg var ung og nyuddannet, skrev jeg mere floromvundet og brugte mere sindrige sætningskonstruktioner, end jeg gør i dag. Dengang ville jeg gerne sige: ’Se mig, hvor er jeg klog, og hvor har jeg et godt sprog’. Mit sprog er ikke nødvendigvis blevet mindre kreativt siden dengang, men det er blevet mere let i tonen. Da jeg var yngre, gjorde jeg mig umage for at lyde som en gammel, klog dame, og nu er jeg en gammel, klog dame og prøver at lyde som et friskt ungt menneske. Men der er også en kæmpe forskel på, om du kommunikerer i Politikens spalter eller har halvandet minut til at sige noget i TV Avisen,” pointerer hun.

DR har en sprogpolitik og har også en sprogpris, hvor medarbejderne stemmer på en kollega. Og for Stéphanie Surrugue er det enormt motiverende, at sproget er noget, DR tager så alvorligt.

 

”Jeg er på mange måder gammeldags og opdraget på en avis, hvor sproget er altafgørende. DR går meget op i, at lytterne skal kunne forstå, hvad der foregår på alle flader og i alle programmer. Det skal være troværdigt, og som journalist skal du hele tiden overveje, om de ord, du bruger, er farvede på en alle anden måde, der kunne retfærdiggøre, at man fandt et mere neutralt udtryk. Er der tale om ’fattige’ eller ’lavindkomstgrupper’, for eksempel?

 

Det handler om forståelighed, gennemsigtighed og troværdighed. Men også om kreativitet og udvikling, og der er masser af rum til, at man kommunikerer forskelligt og har sin egen stemme.

En af de ting, Stéphanie Surrugue har lært på DR, er at kommunikere den samme historie til mange forskellige målgrupper, hvilket er enormt vigtigt, hvis seerne og lytterne skal holdes fanget.

 

”TV Avisens seere er nogle helt andre mennesker end P3's lyttere, som igen er nogle andre end på P4. Hvis jeg kommunikerer ens på alle flader, så vil jeg automatisk hægte nogle af. Det er den samme historie, der skal fortælles, men du skal kunne finde forskellige veje ind i den.

 

Der var en historie efter nytår, der handlede om, at der trods forsamlingsforbud i Frankrig havde været en ravefest i Bretagne med 2.500 deltagere. Når jeg fortæller den til Radioavisen, så sætter jeg fokus på sikkerhed, smitterisiko, hvordan det kunne ske, hvordan indenrigsministeren reagerer og så videre. Når jeg fortæller den til P3, så går jeg en anden vej ind i historien. Så begynder jeg med ravefesten og bruger mere tid på at fortælle om de unge, at myndighederne cuttede strømmen, at musikken forsvandt, og at lamperne på dansegulvet døde,” forklarer hun.

En af de største fjender i en journalists verden er sproglige klicheer. Og som hun ser det, så er erhvervs- og sportsjournalistik to af de største minefelter, som man som journalist og kilde skal betræde med varsomhed og alle sanser åbne.

 

 

”Nu bliver jeg måske uvenner med nogle, men erhvervsjournalistik – og sportsjournalistisk – er de steder, hvor de sproglige klicheer står i kø, hvilket er en stor udfordring, når du skal arbejde med netop det. For erhvervsfolk og sportsfolk har for eksempel selv en tendens til at bruge dem. Det gode ved klicheer er, at de er praktiske og er blevet klicheer af en grund. Alle forstår dem. Men hvis man godt kan lide sproget, så er de en rød klud i ansigtet på en. ’De røde tal på bundlinjen'. Der er ikke længere nogen, der tænker over, hvor stor en kliche den sætning er. Så taler man hele tiden om eventyr – ’bitcoineventyr’, ’investeringseventyr’, ’businesseventyr’, ‘erhvervseventyr’. Eller om festen. ’Festen på boligmarkedet’, ’forbrugsfesten’ og ’jobfesten’. Det klassiske ’hvad-føler-du-lige-nu-sportsinterview’ behøver jeg slet ikke at gå ind i. Jeg har selv stillet det spørgsmål, da jeg dækkede Tour de France, fordi det tit giver tv-venlige svar, men generelt forsøger jeg at undgå den primære kliché. Og når det så alligevel sker, lægger jeg gerne fem kroner i bødekassen. Det er svært at være præcis i sin kommunikation, hvis klicheerne flyder for meget, fordi de på mange måder er tømt for rigtig betydning,” fortæller hun.

Stéphanie Surrugue har arbejdet i udlandet i mange år, og som datter af en fransk far og en dansk mor har hun et indgående kendskab til de kulturelle forskelle. Noget, hun tager højde for, når hun for eksempel producerer indslag fra Frankrig, der skal vises i danske stuer.

 

”Fransk kan, hvilket er vidunderligt i mine franske ører, være lidt højtravende, men det kan derfor også virke lidt forblommet i danske ører. De bruger nogle vilde sætningskonstruktioner. Og der ligger noget i det franske sprog, som er anderledes end i det danske. Jeg er jo Des med min kassemedarbejder i supermarkedet. Det er der ikke noget odiøst i, for i Frankrig er alle Des, men i Danmark ville det virke alt for voldsomt.

 

Sådan noget ville jeg skrue ned for i en dansk oversættelse for at fremme forståelsen, så folk ikke sidder og tænker, at det er underligt, at jeg siger De til en medarbejder i supermarkedet. Så derfor sender jeg altid mit eget bud på en oversættelse af mit tv-indslag hjem til DR, hvor jeg har tonet sproget,” forklarer hun.

Men hvad er Stéphanie Surrugues holdning så til den anglisering af det dansk sprog, som flere sprogeksperter er kritiske overfor?

 

 

”Du rammer lidt en øm tå. I gamle dage – da jeg var yngre – var jeg virkelig på barrikaderne for at undgå angliseringen af det danske sprog. Jeg mente, at det var dovent og et udtryk for, at man manglede kreativitet. Jeg kan godt lide den kulturelle sproglige diversitet, men jeg må indrømme, at jeg faktisk har ændret mig lidt gennem årene. Noget af det skyldes muligvis bare, at jeg arbejder på forskellige sprog, så jeg derfor er begyndt at miste fornemmelsen af, hvor mange afsmitninger, jeg selv har i mit sprog. Den anden ting er, at jeg har erkendt, at det er en umulig kamp, som ikke kan vindes. Jeg synes, at det kan være problematisk, hvis man som Frankrig har en sprogpolitik, der går ud på aktivt at begrænse angliseringen. Så ’weekend’ ikke hedder weekend, men hedder ’ugeafslutning’. Man har sat sig ned og kigget på engelske ord, der er ved at mase sig ind i sproget, og sagt ok, hvad skal det hedde på fransk? En computer hedder for eksempel en ’ordinateur’. Men det betyder ikke, at man ikke skal tænke over det. Man må godt gå ind og lege med de engelske udtryk. Der er eksempelvis masser af engelske klicheer i det danske sprog – dem kan man jo gå ind og kilde lidt i stedet for bare at lave regler, der ligefrem forbyder dem,” siger hun.

Hvis du spørger Stéphanie Surrugue om, hvem der er hendes kommunikative forbillede, så bruger hun ikke mange sekunder på at tænke over svaret.

 

”Ulla Terkelsen har altid kunnet formidle med en blanding af engagement og godt sprog. Hun siger, at en af måderne at holde sit sprog i gang på og holde det kreativt er at læse skønlitteratur. Så man ikke får et fladt nyhedssprog. For sådan en gammel kulturjournalist som mig er det en ottesporet motorvej ind i mit hjerte. Til trods for, at hun har været journalist i SÅ mange år, har hun stadig overvejelser og refleksioner over den måde, hun bruger sproget på, og det er respektindgydende i min verden. Men hun er også beviset på, at sprog ikke gør det ikke alene. Du skal også være begejstret,” siger Stephanie Surrugue.