Bemærkede du også stilheden i søndags?
SVM har indført blue ocean i dansk politik. Det tydeligste tegn var tavsheden efter statsministerens nytårstale. Lidt spage pip fra højre og venstre og lederskribenter, der prøvede hårdt. Men ingen rituel kritik fra en førsteudfordrer til magten.
af Mikkel Skov Petersen
Det mest bemærkelsesværdige ved Mette Frederiksens nytårstale var stilheden bagefter.
Klangbunden for statsministerens nytårstale var tydeligvis en forandret politiske virkelighed. Det gav sig tydeligst udtryk i fraværet af en kraftfuld oppositionsstemme, der sad klar med den reflektoriske, sønderlemmende kritik søndag aften.
På papiret har regeringen ellers flanker til både højre og venstre. Og der har da ganske vist lydt forventelig kritik fra bl.a. Enhedslisten og Konservative, men det var ikke en kritik, der pegede tilbage på aktører, der troværdigt eller realpolitisk står på spring til at overtage regeringstjansen.
Dermed står kritikken tilbage som spage pip, og mediedækningen af den var derefter.
Hvor den politiske diskurs normalt er et oppisket red ocean mellem bejlere til magten, så har SVM-regeringen indført et blue ocean, hvor de to oppositionsflanker er reduceret til pirater.
Disse parlamentariske sørøvere kan måske kapre en dagsorden i ny og næ – oplagt f.eks. omkring afskaffelsen af St. Bededag – men de kan på nuværende tidspunkt ikke udfordre SVM’s tæt på hegemoniske overherredømme på havet.
Derfor har det også været mediernes domme, der har fyldt mest (i medierne) i talens kølvand. Og også mediernes respons på lederplads har været sært spagfærdig.
Berlingske: Mette F. er socialdemokrat
Medierne synes at famle efter noget begavet at mene i den nye politiske virkelighed. Eller måske står de umiddelbart let forglemmelige ledere bare tydeligere frem, fordi kritikken fra en førsteudfordrer til magten er fraværende som reaktionernes guitarsolo.
Tag nu Mette Østergaards leder i Berlingske. Under overskriften Røde mor er tilbage konstaterer Østergaard, at statsministeren er socialdemokrat.
Formålet med at påpege det indlysende er naturligvis at påberåbe elefanten i rummet: De tre tidligere konkurrenter, der nu udgør et arbejdsfællesskab med Mette Frederiksen som talskvinde.
Det er iøvrigt samme elefant, som Berlingske minder sine læsere om ved at spørge Venstres politiske ordfører om, hvad han synes om talen. Den havde lydt anderledes med Jakob Ellemann som statsminister, lød Morten Dahlins svar.
Fornemmer vi en vis optagethed af at finde en sprække i arbejdsfællesskabet?
Mette F. skuffede Christian Jensen
Hos Politiken er Christian Jensens fikspunkt, at statsministerens nytårstale var ukonkret og derfor en skuffelse.
“Ingen kan forvente, at en nytårstale præsenterer detaljerede politiske initiativer. Men når Mette Frederiksen nu selv har sagt til vælgerne, at de skal måle SVM-regeringens legitimitet på evnen til at realisere de nødvendige reformer, så var nytårstalen desværre meget langt fra at besvare de mest påtrængende spørgsmål.”
Vi må heraf udlede, at selvom man ifølge Jensen ikke kan forvente “detaljerede politiske initiativer”, så kan man godt forvente besvarelse af “de mest påtrængende spørgsmål”.
Fælles for Berlingske og Politikens ledere er, at ingen formentlig havde opdaget, hvis de ikke var blevet bragt. Det gjorde de så, men i modsætning til f.eks. statsministerens citat fra Barndommens gade i talen, så er der næppe rigtigt noget fra disse ledere, der vil sidde fast i nogens erindring efterfølgende.
Så var der trods alt mere saft og kraft i Rune Lykkebergs leder i Information og i Erik Holsteins analyse hos Altinget.
Lykkeberg sammenholder dronningens og statsministerens nytårstaler og peger på, at dronningens strøtanke om at lytte til ungdommen, kolliderede med statsministerens “besyngelse af det beståendes vedtagne politik: at løsningen på kriser og krig er øget arbejdsudbud”.
Erik Holstein zoomede derimod ind på statsministerens appel til krisebevidstheden, der blev slået an allerede i talens indledning.
“”Knap havde vi lagt pandemien bag os, før Putin sendte tropper ind i Ukraine. Det er igen krig i Europa,” lød det fra statsministeren, der igen og igen bruger krigen som hovedargument for, at det politiske landskab er omkalfatret. Både nationalt og internationalt.”
Kroge til vakse medier og/eller oppositionspartier
Som Lykkeberg og Holstein demonstrerer, var der altså oplagte kroge i statsministerens nytårstale for vakse medier og/eller oppositionspartier at gribe fat i. Alligevel steg responsen på talen aldrig til en volumen over en svag, næsten uhørlig summen.
Professor i retorik Christian Kock giver her på Kforum talen “middelkarakter for sin appel til værdi og følelse, lav karakter for sin politiske udmelding”.
Måske er det disse appeller til værdi og følelse, som Jyllands-Posten i en usigneret leder adresserede “Som luftige sommerfugle flaksede statsministerens korte sætninger ud i de danske stuer. Svære at gribe, svære at holde fast.”?
(Også) Dette års tale var i høj grad strategisk kommunikation for både statsministerembedet og den sammenbragte familie vi kalder SVM, herunder som bekendt priming og framing af den bebudede reduktion i antallet af helligdage. Og altså værdi, følelse og politiske narrative figurer (som feks. en helligdag i bytte for klimahandling og militær oprustning.)
Så selvom der sad nogle skuffede lederskribenter, der ikke fik indfriet deres forventninger til talen, og selvom de politiske udmeldinger ifølge Christian Kock lå til en lav karakter, så blev der sagt og signaleret meget.
Nytårstalen som et mic drop
Og så tilbage til elefanten i rummet: Søndag aften var stilheden fra Venstres toppolitikere og internetkrigere larmende. Det burde være tydeligt, hvem der vinder mest på, at den rituelt krasse kritik af nytårstalen fra den traditionelle førsteudfordrer fuldstændigt udeblev.
En nytårstale er i sig selv en effektiv kanal til at formidle budskaber uimodsagt til befolkningen. I år så 1,475 mio. seere med.
En nytårstale uden efterfølgende substantiel kritik i samme vægtklasse er mere end effektiv; den er et kommunikativt triumftog. Den er et mic drop, uanset hvor mange luftige sommerfugle den måtte indeholde.
