I statsminister Mette Frederiksens første nytårstale prøvede hun med en vis succes på det, som den art taler har til funktion: at vise borgerne et kompas med værdier, som vi har brug for at blive mindet om. Dermed skuffede hun nok nogle af de politiknørder, der tørster efter konkrete politiske udspil, specielt til økonomien. Men dem om det.

 

Det var også en tale, der var velgørende blottet for smålige spark og svinere til andre politiske holdninger og kræfter, såsom den tidligere regering, blandet op med selvros. Frederiksen forstod allerede under valgkampen, at en masse vælgere er trætte af den form for kommunikation, og hun afstod klogt fra den, også i talen her.

Bare en skam, at de værdier, som hun valgte at tale om, var så egensindigt og personligt udvalgt. Det var en kæphestetale. Ikke, at nogen vil rejse den mindste tvivl om udsatte børns smerte og behov for hjælp. Men de udgjorde præcis 60 procent af teksten. Med al respekt og selv med den bedste vilje er det svært at finde det rimeligt, at udsatte børn udgør 3/5 af vor politiske leders budskab til os danskere. Hvad angår mennesker, der er svigtet, hvad så med de psykiatriske patienter, for eksempel? Og alle der lever og dør uden for landets grænser, hvad med dem – heller ikke om dem hørte vi et ord.

Se og læs nytårstalen her

 

Bidrag til tilrettelagt partikampagne

Fredriksens engagement i børns vilkår er utvivlsomt dybt og ægte, og tak for det. Men det er en enkeltsag – som tilfældigvis også er central i det socialdemokratiske partiprogram. I 2018 præsenterede partiet udspillet ”Altid på børnenes side”, som indeholder netop alle de konkrete punkter Frederiksen lancerede i sin tale. Og dagen efter talen – dagen hvor dette skrives - kunne man åbne papiravisen og på fremtrædende plads se et helsidesbillede af Mette Frederiksen (ikke af udsatte børn) med teksten ”Vi er på børnenes hold … Socialdemokratiet”. Den annonce kaster et lidt ubehageligt lys tilbage på talen. Hvad vi var vidner til i statsministerens tale, var måske ikke så meget en statsleders henvendelse til hele befolkningen om vigtige værdier, men snarere en partileders bidrag til en gennem lang tid tilrettelagt partikampagne for et bestemt programpunkt.

 

Ny statsminister - ny enkeltsag

I 2018 ville Lars Løkke have os alle sammen til at tro, at mere eller mindre lovløse parallelsamfund var det altoverskyggende problem i kongeriget. I dag har vi en anden statsminister med en anden partifarve, nu er det så en anden enkeltsag. Den slags er ikke politisk ledelse. Det er en strategisk manøvre ud fra eget partis agenda. Ved synet af helsidesannoncen med Frederiksens billede den 2. januar tror jeg, mange danskere har følt en skuffelse med en snært af selvbebrejdelse: Okay, vi lod os måske besnære af Frederiksens stærke, ærlige engagement i talen, og vi tilgav derfor det skæve fokus – nu ser vi, at vi var en brikker i et partis kampagne.

 

 

Problematiske faktuelle detaljer

Talen startede dog et helt andet sted: genforeningen i 1920. ”Sønderjylland blev genforenet med Danmark. Nationen blev helet.” Statsministeren pegede her på den beslutning som dengang blev truffet ved folkeafstemning – den var klog og holdbar. Desværre forblev det meget uklart hvordan. De faktuelle detaljer var problematiske. For det første: Sønderjylland blev strengt taget ikke ”genforenet” med Danmark, og ”nationen” ikke helet. Sønderjylland var ikke før 1920 en del af kongeriget og nationen, men var et hertugdømme direkte under kongen. Frederiksen genoptager følgende elegante retoriske figur fra 1920: ”Skulle folket følge landet? Eller skulle landet følge folket?” Men næppe én af 100 nulevende danskere fatter hvilket indhold, de ord konkret dækker over. Ja, landet ”fulgte folket” på den måde, at Nordslesvig (lig med den nuværende landsdel Sønderjylland) stemte dansk og blev indlemmet i kongeriget. Undertegnedes far var en af de sønderjyder, der oplevede dette som måske den største begivenhed i deres liv. Men hvad ligger der i den modsatte kurs, som altså blev fravalgt – at ”folket skulle følge landet”? Jo, det må vel hentyde til den løsning, som ikke mindst mange nationalt sindede mennesker hjemme i kongeriget, inklusive kongen, brændende havde ønsket: at Danmark skulle udnytte Tysklands nederlag i Verdenskrigen til at få hele Slesvig ”hjem” (ned til Ejderen) – eller i hvert fald Mellemslesvig (ned til Dannevirke) – skønt disse landsdele jo havde tysk flertal i 1920.

 

 

 

 

H.P Hanssen henlagt i tåge

At den kloge løsning i stedet blev resultatet, skyldtes ikke mindst de danske sønderlyders kloge politiske leder, H.P. Hanssen, og hans organisatoriske og retoriske indsats gennem årtier – hjemme i landsdelen, i den tyske rigsdag og i den danske regering. Han mente, at retfærdighed var, når folkeflertallet fik lov at bestemme - ikke et historisk betinget territorialkrav. Hanssen blev betegnet som en forræder af mange herhjemme i Danmark og fik ingen rolle ved genforeningsfesten. Men han valgte og fik gennemført den kloge og retfærdige linje. Denne kindhest til konfrontatorisk nationalisme var en pointe, som Frederiksen effektivt fik henlagt i tåge. Med vilje?

Uklare klimaudmeldinger

Med en simpel retorisk krølle bliver figuren med folket og landet brugt igen i slutningen af talen, så den elegant bider sig selv i halen. Her knyttes de to begreber til klimaspørgsmålet. Også her skal landet følge folket, får vi at vide. Men igen er det ret uklart, hvad der ligger i de effektfulde ord. Frederiksen roser de unge: ”I gik på gaden. I krævede handling. I har skubbet til jeres forældre og bedsteforældre. I gjorde Folketingsvalget sidste år til et klimavalg.” Men, at landet skal følge folket i denne sag, er ikke så klart endda, når man hører hvordan statsministeren selv mener sagen skal håndteres: ”Vi skal træffe beslutningerne klogt. Så de også gavner dansk erhvervsliv, beskæftigelsen og dansk økonomi. Og uden at uligheden stiger.” Her kommer økonomien trods alt ind i talen. Det kunne have været interessant at høre, om klimaindsatsen heller ikke må gå ud over væksten. I et interview ved juletid gjorde Frederiksen klart, at vi ikke kan løse klimakrisen ved at tale om forbruget af fødevarer. Og at plantebaseret mad skulle være en del af løsningen, har hun kaldt ”hysterisk”. Her er hun vel at mærke ikke på linje med folkets flertal, der nok mener, at man i det mindste godt kan ændre gradvis på vort fødeindtag.

 

Ingen klimaretfærdighed

I alt får klimaet ca. 8 % af taletiden, hen mod slutningen. Og til allersidst dukker det gennemgående tema retfærdighed op igen. Her kunne klimaet godt være flettet med ind, men det sker ikke. Vi får lige den udmærkede sætning: ”Klimaet handler om jer og jeres fremtid.” Den mest åbenlyse kobling mellem emnet de unge og emnet klima er ellers noget med retfærdighed, men det er stort set forsømt: nemlig spørgsmålet om hvorvidt det er retfærdigt over for de unge og børnene, at de skal kæmpe med klimaproblemer som de nuværende, regerende generationer har skabt, men som de selv slipper for at opleve.

 

Er du interesseret i at læse flere analyser af Mettes nytårstale? Læs Martin Krasniks alternative nytårstale i WA. Ritzaus gennemgang af avisernes reaktioner.

Søs Serups analyse kan læses her.

 

Læs også Anne Sofie Allarps reaktioner her på Mettes fokus på børn i talen.

 

Læs også Torben Sangilds korte version af talen her.