Fra samhørighed til forvirring på et enkelt pressemøde

Regering og myndigheder startede coronakrisen med et fast greb om kommunikationen. Statsminister Mette Frederiksen blev en alvorsfuld, samlende moderfigur, og Søren Brostrøm fik stjernestatus. Den sikre krisekommunikation resulterede i opbakning, samhørighed og en befolkning, der villigt fulgte de officielle anbefalinger. Sådan er det ikke længere, men hvorfor? Kommunikationsrådgiver Rasmus G. Kristensen analyserer forløbet.
Krisekommunikation er svær. I starten gik det godt. Nu kommer der kritik. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Krisekommunikation er svær. I starten gik det godt. Nu kommer der kritik. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Fra at være et skoleeksempel på fremragende krisekommunikation faldt såvel regering som sundheds- og undervisningsmyndigheder igennem med et rungende brag, da statsministeren den 6. april informerede danskerne om den planlagte genåbning af landet.
 
Indtil den 6. april 2020 havde Frederiksen, ministrene og myndighedskoret sikret bred opbakning gennem krisekommunikationens ABC: Vær ærlig. Tag ansvar. Vis vejen fremad. Og de gjorde det fremragende.
Beslutningerne er svære, ansvaret enormt, og det faglige grundlag fremstår papirtyndt. Samtidig er hensynene mange. Smitterisiko, behandlingskapacitet, risikogrupper, økonomi og som altid politik. Så afgjort en svær øvelse.
 
Her fremsætter jeg ingen kritik af hverken sundhedsfaglige eller økonomiske beslutninger, men fokuserer alene på krisekommunikationen.
 
 
Frederiksen, ministrene og myndighedskoret, fra Statens Serum Institut til Rigspolitiet, havde indtil den 6. april 2020 sikret bred opbakning gennem en kommunikationsmetode, der er lige så simpel, som den er effektiv.
 
Det er krisekommunikationens ABC: Vær ærlig. Tag ansvar. Vis vejen fremad. Og de gjorde det fremragende.
 
Ærlighed om egen usikkerhed giver høj opbakning
Især var ærligheden om egne fejl og usikkerheder befriende fra en siddende regering.
 
Opbakningen var tydelig og nærmest øjeblikkelig: Sjældent har danskerne været så enige. Socialdemokratiet fik med det samme et hop opad i meningsmålingerne.
 
Vi vidste ikke, om regeringens bud var det rette, men en ærlig ledelse havde åbent fremlagt, hvad de så som deres bedste bud, og tilmed forklaret hvorfor.
 
Mennesker, som føler sig ærligt informerede, er mere solidariske, empatiske og viser samfundssind. Omvendt bliver tvivl og skepsis hurtigt til egoisme og kaos. Så langt er vi ikke, men samhørigheden slår sprækker.
 
Vigtigheden af en velfungerende kommunikation under en krise er tydelig for enhver leder: Skal man skabe arbejdsro og opbakning, kræves der tillid.
 
Krisekommunikationens psykologi peger på, at mennesker, som føler sig ærligt informerede, er mere solidariske, empatiske og viser samfundssind.
 
Omvendt bliver tvivl og skepsis hurtigt til egoisme og kaos. Så langt er vi ikke, men samhørigheden slår sprækker.
 
Men hvad var det mere præcist, der gik så galt, at mødre og fædre nu i titusindvis nægter at sende børnene tilbage i skolen, mens erhvervsinteresser på den anden side begynder at knurre over nedlukningen?
 
Helt banalt og kort sagt glemte beslutningstagerne et andet gyldent princip fra krisehåndbogen: Undgå spekulation.
 

Dansen om den varme flokimmunitet

Enhver tvivl, som mangelfuld kommunikation kan så hos modtagergruppen, er altså gift for opbakningen og tilliden. Derfor skal budskaber helst være forholdsvis enkle. Noget, der selvsagt er lettere sagt end gjort i nuværende situation.
 
Kommunikationens opgave er i sin kerne at sikre forståelsen for handlingen. Og mange danskere forstår ikke beslutningen. Det gør den ikke nødvendigvis forkert, men uden forståelse får man ingen opbakning.
 
Vi forstod, hvorfor Danmark lukkede, og vi vil simpelthen gerne forstå, hvorfor regeringen åbner Danmark, og hvorfor en bestemt metode er valgt.
 
I argumentet for nedlukningen havde myndighederne fremstillet en letforståelig graf, hvor en rød bølge var katastrofen, der måtte undgås for enhver pris, og den grønne bølge var håndterlig for sundhedssystemet. Enkelt og klart.
 
Værst af alt er spekulationerne om den såkaldte flokimmunitet. Var det en plan? Var det redningen? Er der overhovedet evidens for, at immunitet kan opbygges? Og hvorfor skulle de små børn ud først?
 
Imidlertid er argumentet for åbningen, og især spekulationerne i motivationen, noget mere kompleks. Værst af alt er spekulationerne om den såkaldte flokimmunitet. Var det en plan? Var det redningen? Er der overhovedet evidens for, at immunitet kan opbygges?
Og hvorfor skulle de små børn ud først?
 
Statsministeren sagde i sin fremlæggelse 6. april 2020: ” Den åbning, jeg præsenterer i dag, er baseret på myndighedernes faglige vurderinger. Sundhedsmyndighedernes budskab er, at det både er hensigtsmæssigt og forsvarligt at begynde en kontrolleret åbning.”
 
Imidlertid havde Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut, der leder indsatsen imod coronaepidemien i Danmark, den 26. marts 2020 givet et omdiskuteret interview til Politiken, hvori han undsagde Verdenssundhedsorganisationens anbefalinger og fastslog, at en inddæmning af smitten nu var en umulighed i Danmark: Målet med vores strategi er ikke nødvendigvis at stoppe smitten, men det er at opbygge en flokimmunitet på en kontrolleret måde, så sundhedsvæsnet ikke knækker,” hed det.
 
I interviewet talte Mølbak også om flokimmunitet som en positiv følgevirkning af en strategi, der ikke sigtede mod inddæmning.
I den følgende uge og på pressemødet den 6. april måtte såvel regering som sundhedsmyndigheder afvise, at flokimmunitet var en strategi eller et mål. Derimod var strategien at blive under sundhedsvæsnets kapacitet – den såkaldte grønne kurve.
 
Alligevel forsvarede samme Mølbak sine udtalelser dagen efter i Berlingske, hvor han forklarede, at kurven ikke er en strategi imod virus, men derimod et mål. Strategien er at afbøde virussens effekt på samfundet ved at Undgå at velfærdssystemet – og fortællingen om velfærdssystemet – bryder sammen. Koste hvad det vil.”

 

Skal der reddes liv eller velfærdssystemer?

Dermed har statens ledende epidemiologiske myndighed reelt indrømmet, hvad politikerne ikke ville eller kunne. Der er ingen strategi for at redde folk fra corona. Der er en strategi for at redde tilliden til velfærdssystemet.
 
Den erklærede afbødningsstrategi handler altså ikke direkte om at redde liv, men derimod om at redde systemer, fordi andre liv indirekte kan reddes af disse systemer.
 
Kan man redde hospitalerne fra at knække sammen under et ukontrolleret udbrud, så kan man redde flere hjerte- og kræftpatienter. Kan man redde flere selvstændige fra konkurs, så kan man redde flere mennesker fra fattigdom ...
 
Eller sagt på en anden måde. Kan man redde hospitalerne fra at knække sammen under et ukontrolleret udbrud, så kan man redde flere hjerte- og kræftpatienter. Kan man redde flere selvstændige fra konkurs, så kan man redde flere mennesker fra fattigdom, og ikke mindst udgifterne til overførselsindkomster fra at eksplodere.
 
Det betyder også, at når myndighederne siger, at flere vil dø af COVID-19 under en åbning af samfundet, så er det et offer lagt for alle os andre.
 
Dermed har myndighederne de facto givet spekulationerne frit løb.
 
For når man hver dag kan læse, at der ikke findes en egentlig livreddende behandling, men blot et forsøg på at holde patienterne i live, indtil sygdommen enten vinder eller raser ud, og at oddsene, når først patienterne er endt i respirator, er nede på omkring 20 %, ifølge The Lancet, bliver folk nervøse.
 
For hvad er det egentlig, myndighederne siger?
 

To narrativer: Beskyt samfundet, eller beskyt børnene

Spekulationer i myndighedernes motiver er naturlige, når det er tydeligt, at det handler om at ofre sig for ”systemet”. Valget af samfundsåbningens fortrop er faldet på børnefamilierne. Ifølge statsministerens oprindelige forklaring er åbningen baseret på en ”faglig vurdering”.
 
Man kunne fristes til at tro, at det drejede sig om en sundhedsfaglig vurdering, men to dage senere forsvarer Mette Frederiksen over for DR beslutningen med, at det både er en sundhedsfaglig og en økonomisk vurdering, der ligger til grund.
 
Og det kan jo være rimeligt nok at knytte et samfundsøkonomisk rationale til argumentationen. Men ved at vælge børnene, skaber man endnu flere spørgsmål. Og endnu værre, man vækker nogle af de stærkeste følelser. Trangen til at beskytte sine børn.
 
Krisekommunikation
Mod forældres beskyttelsestrang kæmper enhver demokratisk regering forgæves. Hvis de små skal tilbage i børnehaven, skal argumenterne hænge sammen og skabe tryghed. Foto: PxHere.
 
I skrivende stund nærmer Facebookgruppen ”Mit barn skal ikke være forsøgskanin for covid-19” sig 40.000 medlemmer. Vel at mærke på blot fem dage. POV har tidligere udgivet et debatindlæg og en analyse af gruppens interne kommunikation her.
 
Gruppen spænder fra helt almindeligt bekymrede forældre til mere ekstreme kritikere, der fremsætter slet skjulte trusler imod vores statsminister. Fælles er, at spekulationerne i regeringens motiver løber løbsk.
 
Også her kunne en bedre koordineret krisekommunikation have hjulpet.
 
I Facebookgruppen ”Mit barn skal ikke være forsøgskanin for covid-19” har frygt og spekulation skabt vild harme og vrede imod blandt andre Mette Frederiksen. Gruppen runder i skrivende stund 40.000 danskere.
 

Uenige eksperter og autoritær kommunikation

Oveni spekulationerne om, hvorvidt myndighederne i virkeligheden forsøger at skabe flokimmunitet, prioriterer økonomiske interesser over liv eller vægter tilliden til systemet højere end systemets evne til at bekæmpe sygdomstruslen, dukkede der lynhurtigt ekspertudsagn op, der modsagde prioriteterne i samfundsåbningen.
 
Både professor i virologi Allan Randrup Thomsen og Rigshospitalets overlæge Arash Afshari erklærede sig til Ekstrabladet overraskede over prioriteringerne.
 
Ligeledes har WHO direkte advaret imod en genåbning i Berlingske, og i Tyskland anbefaler eksperterne, at man først åbner skoler for de ældste klasser, og at børn i førskolealderen kun tilbydes nødpasning indtil sommerferien. Der er med andre ord rigeligt at være i tvivl om.
 
Regeringen er presset, men alligevel kan det undre, at den i et og alt udtrykker: ”Gør som vi siger”. For god krisekommunikation siger, at man bør lytte til sine kritikere. I stedet får de frustrerede forældre en marchordre uden plads til spørgsmål.
 
Alligevel mødes de frustrerede forældre med en marchordre, der ikke levner plads til spørgsmål.
 
Således var undervisningsministeren allerede den 7. april ude at slå fast, at elever, der ikke dukkede op, ville blive registreret som fraværende – og det vel at mærke året efter, at Danmark indførte økonomiske sanktioner imod familier med for højt fravær.
 
Undervisningsministeren fik ved samme lejlighed sået grundig tvivl om, hvem der skulle i skole, idet hun til DR fik undtaget familier med personer i risikogrupper fra reglerne og dermed modsagde Sundhedsstyrelsens nærmest komiske flowchart, som dagen forinden var udgivet for at illustrere at alle, der ikke var syge skulle i skole, når den åbnede.
 
Det bidrog i sagens natur ikke ligefrem til at bilægge spekulationerne om motiver som flokimmunitet i graven.
 
Regeringen er tydeligvis presset fra alle sider af krisens økonomiske konsekvenser, de forskellige erhvervsinteresser, bekymrede forældre og folk i risikogrupper.
 
Alligevel kan det undre, at man med både flowcharts og fraværsregistreringer i et og alt udtrykker: ”Gør som vi siger”. Dermed bryder man med yderligere et princip for god krisekommunikation:  At man bør lytte til sine kritikere.
 

I sidste ende vil slutresultatet afhænge af opbakningen

Krisekommunikation er i sig selv en enorm svær disciplin. Alt er ukendt land.
 
Og i dette tilfælde blander de kommunikationsfaglige beslutninger sig med de ledelsesmæssige og sundhedsfaglige. Fordi myndighederne udmærket ved, at samfundet er afhængigt af tilliden til dets institutioner, hvis vi skal slippe fornuftigt igennem krisen. Kompleksiteten er forståelsens fjende. Og vi har aldrig stået i en mere kompleks situation end nu.
 
Måske derfor er Rigspolitiet den eneste af de forskellige myndigheder, der efter den 6. april 2020 ikke er blevet lidt forpjuskede. Deres opgave er klar. Håndhæv med kløgt og empati. Og det har de gjort.
 
Det er svært at vide, hvilken karakter regeringens samlede krisekommunikation ender med, og det handler ikke udelukkende om ‘ret’ eller ‘vrang’. Beslutningerne kan sagtens være rigtige, men uden opbakning vil de ikke fungere.
 
Spørgetiden til Politiets førstegeled er kortere af samme grund. Som borgere ved vi, hvad de laver og hvorfor. Desuden har politimyndighederne i årevis arbejdet benhårdt med omdømmet, så der er sat en mængde valuta ind på tillidskontoen.
 
Resten af myndighedsgalleriet har en del arbejde at gøre efter den 6. april 2020. Arbejdet besværliggøres yderligere, fordi formen helt naturligt får lavere prioritet i en krise.
 
Men når det drejer sig om coronakrisehåndteringen, kan man imidlertid ikke skille indholdet fra formen. Hvis man savner eksempler på den påstand, kan man betragte sundhedsministerens kritik af styrelsens embedsfolk eller pædagogers og lærerforeningers relevante bekymringer om strategien for de mindre børns start i daginstitutioner og skole.
 
Det er svært at vide, hvilken karakter regeringens samlede krisekommunikation ender med, og det handler ikke udelukkende om ‘ret’ eller ‘vrang’. Beslutningerne kan sagtens være rigtige, men uden opbakning vil de ikke fungere.
 
To ting er imidlertid sikre: Samfundet er bedre tjent med, at vi har tillid til de forklaringer, der lægges til grundlag for vores fælles skæbne, og uanset hvad vil vore myndigheders ageren gå over i historien.
 
 
Denne artikel er en lettere redigeret udgave af en tekst, som har været bragt i POV under overskriften, 'Krisekommunikation: Fra samhørighed til forvirring på et enkelt pressemøde'.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job