Veloplagt men indadvendt tale fra Biden

Formen omkring den traditionsrige ”State of the Union” har udviklet sig fra formel og andægtig til nu næsten at være tovejskommunikation. Mens tilhørernes meningstilkendegivelser tidligere har været forbeholdt enten pænt at rejse sig og klappe eller blive siddende, kom der i år på flere stræk adskillige tilråb fra den republikanske side af salen. Præsidenten så nærmest ud til at nyde at gå i clinch med sine modstandere, og han tog flere retoriske stik hjem.

Her kan du se highlights fra talen.

Ifølge målinger blev talen godt modtaget blandt mange i befolkningen, og efter min opfattelse var præsidenten veloplagt, morsom, og især dybfølt og empatisk i de mange personlige historier og eksempler, han fremhævede – historier, der som vanligt var understøttet af en række særlig inviterede gæster.

Hvad skal man tage med fra talen som dansk publikum, måske især med danske virksomhedsbriller? Jeg hæftede mig især ved tre observationer:

For det første: Det handler ikke om os – talen havde et næsten altdominerende indenrigspolitisk fokus. Nuvel, krigen i Ukraine blev nævnt sammen med USA's fortsatte rolle som koalitionsleder ligesom præsidenten advarede Kina mod at krænke USA’s suverænitet, men det var så også det. Sådan er det i et vist omfang altid, men det var ekstra tydeligt i år. End ikke den aktuelle, frygtelige tragedie i Tyrkiet blev nævnt.

Ikke bare blev Europa forbigået i tavshed, Biden slog også fast med syvtommersøm, at det for ham er ”America First”. Det er blevet en fuldstændig mainstream optik hos både demokrater og republikanere. Da han proklamerede, at ”The supply chain of America begins in America” og blandt andet lovede, at ny infrastruktur skal renoveres med amerikanske byggematerialer, høstede han stående bifald fra begge sider af salen. Hvad enten det er computerchips eller gipslofter, så skal de være ”made in America”.

Det er endnu et varsel om, at tankegangen omkring international samhandel er skiftet. Den merkantilistiske tro på, at øget økonomisk afhængighed fører til fredelig sameksistens har store, russiske skudhuller i skroget. Biden har stille og diskret, men stadigt tydeligere styret USA ind på en Kina-afkoblingsstrategi, der både handler om at ruste USA bedre til en hård, indbyrdes konkurrence, og om at svække Kina og hægte amerikansk økonomi af den kinesiske på en række strategiske områder.

Det er sigende, at verdenshandlen samlet set ikke er vokset de senere år, hvilket har fået mange iagttagere til at spekulere i, at frihandlens glorværdige æra helt er ovre, og erstattet enten af de-globalisering eller ”slowbalization”. Et trist perspektiv, for frihandel er med til at gøre os alle rigere, og vi skal stadig huske, at handlen mellem EU og USA forsat er økonomisk langt større end handlen mellem USA og Kina. Her burde altså være rum for en mere konstruktiv dagsorden for USA – også som modvægt til de strategiske udfordringer med Kina, Rusland og Mellemøsten. Havde man håbet på visioner for det i præsidentens tale, lyttede man desværre totalt forgæves. Der er ikke meget forskel på Biden og Trump her – måske er tonen venligere, men indholdet er stadigvæk protektionistisk.

Når man beskæftiger sig netop med at fremme øget handel mellem USA og Europa, kan man godt føle sig lidt overset efter Bidens oratoriske strækøvelser. Men i virkeligheden er den konstruktive læsning af talen nok den, at det for danske virksomheder og andre gælder om at tage bestik af den amerikanske tænkning og navigere i forhold til de krav, den afføder. For eksempel taler jeg med mange danske virksomheder, der allerede er etableret i USA og sådan set agerer og kommunikerer som alle de andre (amerikanske) virksomheder omkring dem. Ikke at de lægger skjul på deres oprindelse, men fordi det er nemmere og mere oplagt forretningsmæssigt, og fordi det er det, der skal til for at have succes på det amerikanske marked.

Den republikanske politikker, Marjorie Taylor Greene, var en af dem der kom med tilråb under talen. "Luk grænsen" råbte hun blandt andet. Foto: Getty Images.

For det andet: Klima er mere middel end mål – jeg var også på forhånd spændt på, hvor meget det grønne ville fylde i talen. Danske virksomheder har enormt mange løsninger at byde ind med her, og Biden har i sine første to år investeret historisk i den grønne omstilling, særligt med den såkaldte Inflation Reduction Act. Talen gav ikke meget indikation af, at Biden håber på at kunne fortsætte i offensiven på dette område. Klimaforandringerne blev nævnt og udråbt til en eksistentiel trussel, men emnet fyldte meget lidt og der var ikke lagt op til nye initiativer eller politikker. Modsat en række andre områder er klima ikke et offensivt issue for Biden, i hvert fald ikke på det retoriske plan.

Han brugte derimod rigtig meget tid på økonomien generelt og det bliver tydeligere og tydeligere, at klimapolitikken for ham er et instrument for økonomisk udvikling – ikke omvendt. Derfor tror jeg, at når der skal sælges danske, grønne løsninger til USA, skal den samfundsøkonomiske gevinst stå på første side i salgsmaterialet. Arbejdspladser, arbejdspladser, arbejdspladser – Biden lægger meget stor vægt på at genskabe tabe industrijobs og genrejse den amerikanske arbejders værdighed. Man fristes til at gentage den velkendte kliché om amerikansk politik; It’s the economy, stupid.

Uanset nye grønne initiativer fra Biden og forbundsregeringen eller ej, så vil der I USA fortsat være kæmpe muligheder – både qua de eksisterende programmer, men især fordi der også sker en masse på delstatsniveau.

For det tredje: Biden har selvtilliden i orden – og han har ikke umiddelbart tænkt sig at give efter for republikanernes pres for offentlige besparelser kædet sammen med den formelt nødvendige forhøjelse af gældsloftet. Vi kan med andre ord se frem til et fortsat hårdt slagsmål helt frem til målstregen på det spørgsmål. Gældsloftet er den særlige amerikanske konstruktion, hvor man har indført et ekstra step: Først godkender den lovgivende forsamling forskellige udgiftskrævende tiltag eller ændringer i skatterne som påvirker det samlede budget. Hvis der så viser sig at være underskud og staten må låne, så må man efter et stykke tid stemme igen, denne gang om, hvorvidt den nominelle grænse for gælden skal hæves.

Det svarer lidt til at gå ud og spise en god tre-retters med vennerne på en dyr restaurant, og når cremebruléen er spist og regningen ligger på bordet, så begynder man at diskutere, om den overhovedet skal betales. Denne afkobling er naturligvis velegnet til gidseltagning og Biden har tidligere som vicepræsident forgæves forhandlet med republikanerne om nedskæringer i budgettet for at de ville stemme for gældsloftet. Nu har han slået andre toner an og slet og ret nægtet at forhandle budget før de er gået med til at hæve gældsloftet. Det var selvfølgelig også et tema i talen, og her gik han hårdt til værks og beskyldte enkelte republikanere for at ville skære i de store populære velfærdsprogrammer, hvilket virkelig fik dem op af stolene.

Joe er i offensiven og det er tydeligt, at den republikanske ledelse har lidt svært ved at finde deres modstrategi. Præsidenten bliver ved med at insistere på, at bolden ligger hos flertallet i Kongressen – det gjorde han blandt andet tidligere med en kvik bemærkning til republikanerne via en journalist: ”If you show me your budget, I’ll show you mine”.

Mådehold på mode

Hvad betyder det i et længere perspektiv, hvis man ser ud over det politiske og retoriske slagsmål? Uagtet hvem der vinder tovtrækningen om gældsloftet, så vil der komme langt større fokus på økonomisk mådehold i de kommende år. Selv, hvis man mener at gældloftet burde afskaffes, så kan man ikke ignorere, at gælden er vokset betydeligt som følge af enormt store hjælpepakker under covid-19, og at økonomien heller ikke hjælpes af den demografiske udvikling. Det vil komme til at præge det offentlige forbrug inden for en lang række områder fra sundhed over forsvar til klima, men det bliver selvfølgelig interessant at se, hvor der kommer besparelser og hvor der fortsat vil være råderum.

”Lad os gøre arbejdet færdigt”

Biden fremlagde en række initiativer, også mange dyre af slagsen og ofte med det retoriske credo ”let’s finish the job” – det er i øvrigt blevet udlagt både som tegn på, at han stiller op til anden omgang, og som tegn på, at han ikke gør og godt ved, der kun er to år tilbage at gøre en forskel i.

Talen til nationen var veloplagt og ambitiøs, men spørgsmålet er selvfølgelig, hvor meget den drevne forhandler kan lokke sine politiske modstandere med til i den kommende periode, og hvorvidt republikanerne kan blive internt enige om at samarbejde. Hvor meget i talen der forbliver retorisk og hvor meget han kan omsætte til realiteter.