Sproglige nytårsforsætter for 2019

Per Stig Møller, politiker og litterat

Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix.

For tiden siger alle og enhver: Jeg tænker, at… og så kommer fortsættelsen, men det er en forsimpling af tanken, for udtrykket bruges i stedet for mere oplysende udtryk, såsom: Jeg synes, jeg mener, jeg tror, hvilke alle sammen ville gøre det tydeligere, hvad og hvorfor man tænker et eller andet.

Det forholder sig også sådan, at folk nu handler ind, men det gør de egentlig ikke: De køber ind. Noget andet er at handle, så for at komme uden om, hvad man egentlig gør, slår man de to udtryk, at købe og at handle, sammen til ét, hvilket er endnu en forsimpling af sproget.

I stedet for at opfatte eller finde ud af noget, der "virker som om", siger hver anden taler nu, at det virker til. Ja, det gør det i Sverige, men i Danmark virker det altså som om. Det virker således, som om taleren ikke kender det danske sprog godt nok.

Ikke mindst i tv-nyhederne bruger man udtrykket for nu. "Det var alt, hvad vi havde for nu". Her går man så over til engelsk, "for now". Hvis det skulle være dansk, havde det heddet for nuværende eller i denne omgang eller lignende. Gamle Flemming Madsen sluttede mere præcist med at sige: "Det var, hvad vi valgte at bringe i dag" – for det var det jo.

For sproget gælder det, at jo færre ord man har, jo dårligere tænker man, for man kan kun tænke, hvad man kan sige. Derfor er sprogets bredde så væsentlig for os. Og derfor virker det til, at man for nu skal tænke mere over sit sprog, også inden man handler ind, tænker jeg.

Bent Blüdnikow, historiker, forfatter og journalist

Billede med hustru.

Ud i 2019

Brun

Dette ord er anvendt til at betegne en gruppe af mennesker i samfundet, som ønsker at se sig selv som anderledes end majoriteten, som de betragter som hvide. Jeg finder ordet aldeles malplaceret. Der er alle mulige afskygninger af farver blandt befolkningen. Jeg selv er temmelig mørk. Men jeg kunne ikke drømme om at inddele folk efter hudfarve. Det er jo en slags ny form for etnisk diskrimination.

Hvid

Ligesom brun anvendes dette ord til at skildre andre mennesker, ofte majoriteten. Det har intet med nogen rationel inddeling af befolkningen at gøre, og atter opfatter jeg det som en slags etnisk diskrimination. Vi har alle mulige farver, og det er iøvrigt ganske ligegyldigt, hvilken farve man har, for det drejer sig jo om menneskelige kvaliteter. Men denne farvefiksering er resultatet af den grasserende identitetspolitik, som er en pest.

Racisme

Som man vil kunne se, undgår jeg ordet racisme, som ellers hærger udlændingedebatten. Ordet giver jo ingen mening. Det blev opfundet i 1800-tallet, da teorier om racer florerede. Men idag giver det ingen mening og bringer blot nazistiske konnotationer. Drop det, siger jeg og ved, at det er nyttesløst, fordi ordet nu anvedes i udvandet form, men stadig har sin nazistiske tilknytning i folks bevidsthed – mere eller mindre ubevidst.

Ind i 2019

Borgerlig

Som borgerlig synes jeg, at mange mærkelige udtryk anvendes i medierne, når unge ahistoriske journalister skal betegne borgerlige. De bliver hurtigt til ærkekonservative, nationalistiske, ekstreme og andet. Ofte er der ingen begrundelse for anvendelsen af den slags udtryk, selvom det til tider kan være berettiget. Hvad med det gode gamle ord borgerlig?

Susanne Staun, forfatter og debattør

Foto: Ritzau Scanpix/Finn Frandsen.

Ud i 2019

Der er tre dårlige vaner, der skal dø i 2019. For det første den, der forleder folk til at tro, at de kan lave radio eller tv. Allergien skyldes muligvis, at min datter engang annoncerede sin hensigt om at “lave på sin opgave.” Det mente jeg var ulækkert, nogenlunde lige så ulækkert som at “lave” tv og radio. Hvordan gør man det? Og hvad blev der af præpositionerne i “tale højresvingsulykker” eller “tale politik”? Det er ikke street, bare åndet, og åndet er ikke et plusord.

Så er der DNA-uvanen. Venstres, byens, ledelsens og byens DNA kunne have været en sjov metafor, men når alle pludselig taler om DNA hos fænomener, der vitterlig ikke har nogen, så bliver det pludselig en irriterende kliche, et monument over sproglig dovenskab. ”Tre ens biler med forskelligt DNA.” Hold nu op.

Fobisk og fobi brugt som synonym for noget, man ikke kan lide, er ordmishandling og en retorisk svinestreg. En fobi er en psykisk sygdom, hvor en person har en nærmest sygelig angst for noget bestemt, edderkopper, slanger fx. Det giver ingen mening at tale om hverken fx islamofobi eller transfobi. Stop dig selv.

Ind i 2019

Og så vil jeg gerne blive ved med at pushe ordet strambuks, der oprindelig betød at få en dragt prygl, men som lige så vel kan bruges som en ordre om at stramme op. Strambuks er den sproglige schweizerkniv til klynketider. Der er i øjeblikket brug for betydelige nødhjælpslagre af strambuks i alle størrelser. Virker bedre end tudekiks.

Hvis man så også kunne genoplive ordet skrivefrækhed, så ville jeg være glad. Universitetsprofessor C.N. David blev i 1834 anklaget for skrivefrækhed af Det Danske Kancelli og Frederik d. 6., fordi han kritiserede enevælden. Et ømt ord til høvisk tiltjæring af enhver skribent, der formaster sig til at sige noget, man ikke kan lide.

Hanne Roer, lektor, retoriker og debattør

Ud i 2019

I 2018 døde fremdriftsreformen og med den en af mange eufemismer i det politiske sprog. Fremdriftsreform betød, at de studerende skulle klare deres uddannelse på normeret tid, men det stødte frontalt mod den danske virkelighed, hvor unge bliver opdraget til at følge deres lyst. Dimensioneringen, en eufemisme for adgangsbegrænsning, kan dog stadig sætte begrænsninger, ligesom omprioriteringsbidraget, en kancelliagtig eufemisme for besparelse, fortsat vil sænke kvaliteten af uddannelser i form af fyringer og nedlæggelser af studiefag.

Måtte andre omskrivninger for nedskæringer og diskrimination følge med: den brændende platform (fik en renæssance i forhandlingerne om medieforliget – hvor ordet renæssance i øvrigt også blev brugt om det nye reducerede DR’s fremtid), forandringsparat, innovation og paradigmeskift (om Lindholm).

Jeg vil slet ikke nævne de mange ord og undersættelser fra engelsk (jeg går med den, denne går til min mor, random, ongoing), der skurrer i mine sprogpuristiske ører, men vel også kan være udtryk for sproglig kreativitet. De stakkels forholdsord, præpositionerne, er der mange af i det danske sprog, men i medierne bruges kun ganske få (på, af); det hedder nu at ”lytte på” i stedet for at ”lytte til” og ”kommentere på” (”på” er unødvendigt).

Medierne elsker hyperbler, overdrivelser: at tordne frem, at storme frem – sådanne atmosfæriske metaforer bruges om den mindste forandring. Det er ikke længere koldt, men pivkoldt på DMI’s hjemmeside. I den forskningspolitiske verden har man længe talt om elite og excellence, så derfor har man skruet op: Forskningsminister Ahlers taler nu om absolut elite i absolut verdensklasse (i UK er man gået fra excellence til outstanding excellence).

Fra styrkemarkørernes latrinære overdrev er den klare tendens til at sætte pis- og ski- som præfix foran snart alt. De gør det i radioen og i aviser. Det er ganske vist danske kerneord, men det river i min næse, og jeg ville gerne undvære lugten fra latrinen, når jeg læser eller lytter til (bemærk "til") radio.

Ind i 2019

Sofie Linde gør et godt forsøg på at fordanske f-ordet med sin bog Fårking gravid. Mere af det!

Af nye ord kan jeg godt lide plantekød – det er et oxymoron (en sammensætning af modsætninger) – og kommunikerer meget klart vigtige overvejelser om klima og mad i det forgangne år (og spiller på, at adjektivet ”kødfuldt” kan bruges om grønsager).

Og lad os fortsat tale om hvidvask (endnu en god metafor i form af et sammensat navnord og årets ord if. Dansk Sprognævn), for det er der alt for meget af. Apropos mediernes forkærlighed for præpositionen ”på” er udtrykket at snakke på nogen en berigelse: Hvem kender ikke disse evigt snakkende selvfede typer, der hælder deres ordstrømme ud over den nærmeststående?

Mit fromme nytårsønske: Vi må glæde os over den store sproglige kreativitet hos unge som ældre medborgere, i litteraturen og i den eftertænksomme journalistik. Lad ikke de forkerte kommaer og stavefejl ødelægge den glæde. Aldrig har så mange skrevet så meget, og det er fint.

Bertel Haarder, politiker og tidligere kulturminister

Foto: Scanpix/Claus Fisker.

Ud i 2019

At åbne op er engelsk og dobbeltkonfekt i lighed med bakke tilbage. Det hedder ”åbne” og ”bakke”. Man kan jo ikke ”åbne ned” og ”bakke frem”.

Jeg forstår godt, mange siger i sommers, for vi siger jo ”i aftes” og ”i morges”. Men jeg har ikke hørt nogen sige ”i vinters”, så lad os stryge det overflødige ”s”. Det hedder ”i sommer”. Men man kan med fordel i stedet sige ”sidste sommer” og ”sidste vinter”.

På sigt var noget, man begyndte at sige i 80'erne, da management-sprogbrugen bredte sig. ”På lang sigt” og ”på længere sigt” er også bedre end ”fremadrettet”.

Ind i 2019

Og så savner jeg det gode danske inklusive frem for inklusiv. Jeg ved godt, e'et er fransk, men vi siger jo faktisk inklusive. Hvorfor så ikke skrive det.

Der var engang én, der klagede over de mange franske ord: ”Hvorfor dog bruge det franske "peu en peu", når vi har det gode gamle succomsive!

Og George W. Bush, der er tillagt følgende visdomsord: ”Do you know what´s wrong with the French economy? – They don´t have a French word for entrepreneur!”

Derudover mener jeg stadig, hvad jeg skrev sidste gang!

Anna Thygesen, CEO og ejer af WeDoCommunication

Foto: Ritzau Scanpix/Sarah Christine Nørgaard

Ud i 2019

Folk bliver nødt til at finde ud af forskellen på ordene yngling og yndling. Yngling kommer af ung; det handler altså om alder, f.eks. ynglingehold eller ynglingespiller. Yndling kommer af ynde, noget man foretrækker frem for andet. Yndlingsfætter eller yndlingsfilm. Alle skal ikke stave korrekt, og det handler ikke om at finde fem fejl. Men det her må folk simpelthen lære udenad. Skriv ordene ned på en seddel, og gem dem i din pung. Især livet på Facebook bliver nemmere.

Paradigmeskifte er en gammel traver, men den skal stadigvæk ud af sproget. Helt ud. Ingen ved, hvad det betyder. Og slet ingen ved, hvad det betyder at vende indvandrerpolitikken på hovedet, som Dansk Folkeparti taler om non stop.

Personligt er jeg hamrende træt af ordet iværksætter. Det er superhot at være iværksætter, investorerne står i kø, og den positive omtale i aviserne hober sig op. Men hvad blev der egentlig af det gode gamle ord selvstændig? Hvorfor er en dame, der har solgt gummistøvler til damer i Nordsjælland igennem de sidste 20 år, succesfuld iværksætter, mens min fætter i Midtjylland, der har drevet et fint autoværksted med tilhørende pladeafdeling de sidste 10 år, bare er oldschool selvstændig?

Ind i 2019

Tror faktisk, jeg kan klare mig gennem hele 2019 med udtrykket: Tak for kaffe! En herlig måde at sige fra og stop på. Og udtrykket involverer hverken bandeord eller engelske ord.

Torben Sangild, kulturforsker, anmelder og forfatter

Foto: Majbritt Maria Nielsen.

Ud i 2019

At sige pludselig om gradvise historiske udviklinger er noget, alle mulige er begyndt at gøre, herunder et væld af radioværter. Som i: "Pludselig var musik noget, man streamede på nettet i stedet for at købe på cd", eller "Pludselig handlede alting om identitetspolitik". Nej, sig dog "efterhånden" eller "gradvist", medmindre der virkelig er tale om en pludselig begivenhed.

Unge mennesker skal stoppe lige nu med at sige pinlig, når de mener flov. Det er to forskellige ting. At være pinlig er ikke en følelse, men andres dom. At være flov er at opleve, at man har gjort noget pinligt.

Autoritær bruges i stigende grad om at have autoritet, og det er ikke bare et sprogligt problem, men en decideret forplumring af debatten, har jeg flere gange iagttaget. At have autoritet hedder "autoritativ", og det er positivt ladet. "Autoritær" er at dyrke autoriteten diktatorisk og er negativt ladet. Så længe man ikke skelner mellem de to, får vi aldrig et afbalanceret forhold til autoritet.

Ind i 2019:

'Flov' og 'autoritativ', som beskrevet ovenfor.

Ordentlighed er allerede på vej tilbage – det at være ordentlig, et ordentligt menneske. Lad det endelig blomstre, både som ord og som værdi.

Det er ikke et ord; det er et tegn – semikolon. Det glemmes så ofte, men kan og bør bruges til at lave den pause, der er længere end komma og mindre definitivt end en punktum; en rytmisk nuance. Jeg bruger det selv jævnligt, men føler mig ret alene med det.

Marianne Stidsen, lektor og forfatter

Foto: Scanpix / Jacob Ehrbahn.

Ud i 2019

Et ordmisfoster, der afgjort burde skrottes i 2019, er identitetspolitik. Skil de to ord ad igen. De burde aldrig være gået i seng sammen. Ja, spørgsmålet er, om ikke ligefrem ’politik’ uden samtykke har begået overgreb mod ’identitet’ (hvad bilder hun sig ind). Henregn dem gerne til ’par, der gik fra hinanden i 2018’.

Ved samme lejlighed kan udtrykket strukturelt betinget passende ryge hen, hvor peberet gror. Har det nogensinde været vigtigt? Er det nu blevet til den tempurpude, den eksistentielt dovne kan lægge sit hoved på, når han – eller hun – ikke selv gider tage et ansvar for noget som helst?

I samme åndedrag burde revolution én gang for alle skrinlægges. Hvordan det har kunnet poppe op fra historiens mødding og fordreje hovedet på folk igen, er en gåde af de mere indviklede, når man tænker på, hvad det har på samvittigheden. Bedre bliver det ikke af at blive forlovet med ’MeToo’ som i ’MeToo-revolution’. ’MeToo’ er og bliver et tøse-fjante-ord. Sjovt og underholdende på FB for folk, der keder sig. Dødsensfarligt i en retssal – eller en hvilken som helst anden civiliseret institution.

Ind i 2019

Det er på høje tid, at vi genopdager ordet privatliv. Ligesom ’identitet’ og ’politik’ burde skilles ad, så burde det private igen have lov at være – netop privat.

Når vi igen har lært at holde vores privatliv – eller i hvert fald bare et par strimler af det – for os selv, kan det være, vi på ny bliver i stand til at kunne sige ordet fornuft. En glose, der nærmest har været forsvundet fra vokabularet i 2018, fordi den magthavende klasse matroniserende (forslag til nyt ord) forbød det.

Et andet ord, vi måske på ny vil blive i stand til at tage i vores mund, når vi er vendt tilbage til nutidsvirkeligheden fra de sociale mediers fantasmagoriske stenalderhuler, er humanitet. Forstået som respekt for de grundlæggende moderne ligheds- og frihedsrettigheder.

Mit eget favoritudtryk i 2019 vil dog nok – alt andet lige – blive æstetisk dannelse. Den er på en måde forudsætningen for, at alt det andet kan realiseres. For gennem kunsten og litteraturen kan vi lære at komme overens med os selv som de gustne, uperfekte individer, vi nu engang er – og med verden i det hele taget. Sådan at vi ikke hele tiden ser alting som skrupforkert og ad hekkenfeldt til. Som i H.C. Andersens eventyr Snedronningen, hvor troldsplinten i drengens øje gør, at han til sidst ser livet selv som én stor forbrydelse.

Sune de Souza Schmidt-Madsen, chefredaktør på Forlaget Lindhardt og Ringhof

Foto: Palle Schmidt.

Jeg tror ikke rigtig, jeg har det sådan med ord. Jeg kan godt lide ord, alle ord. Det kommer an på, hvordan man bruger dem – bruger man dem til at blive klogere på sig selv og andre, bruger man dem til at skabe, så kan selv det kedeligste ord stråle; alle ord er magiske.

Og smukke ord kan også misbruges til at ødelægge eller nedgøre eller sige grimme ting. Ord kan bruges som våben og som skjold til at beskytte sig bag. Ord kan bruges til at afklare eller til at skjule med.

Derfor vil jeg ikke ønske nogen ord væk eller andre ord til – jeg vil ønske, at alle begyndte at bruge ordene i menneskets og universets tjeneste, og ikke til at instrumentalisere eller dehumanisere.

Så derfor håber jeg på et godt nytår til ordet, må det blive brugt godt og rigtigt, med omtanke og kærlighed.