K-rådgiver redder jorden
Endelig en film om en kommunikationsrådgiver, som redder verden. Den amerikanske science fiction-film Arrival har nemlig en sprogforsker og oversætter som helt og hovedperson. Filmen handler om, hvordan man kommunikerer med rumvæsener. Budskabet er, at et nyt sprog kan forandre og befri vores liv og tidsopfattelse.
Kilde: Paramount
Hvordan kommunikerer man på tværs af solsystemer? Hvordan finder man ud af andres forudsætninger og formål? Den slags lingvistiske problemer diskuterer filmen Arrival på en begavet måde. Konklusionen er overraskende og peger tilbage på vores egen eksistens og sprog.
Kilde: Paramount
Filmen helt kort. Pas på, for filmens plot afsløres her. I Arrival lander tolv uidentificerede flyvende objekter tolv forskellige steder på jorden. Et af rumskibene er landet i USA, og først forsøger militærfolk at få gang i dialogen med de fremmede, men uden held, fordi de ikke forstår sig på deres sprog. Derfor hyrer de landets fremmeste lingvist, Louise Banks (spillet af Amy Adams).
Ven eller fjende? Kilde: Paramount
Den amerikanske befolkning er ikke overraskende grebet af frygt efter den ruminvasion. De militære myndigheder ønsker derfor svar på, om de nyankomne kommer med krig eller fred. Det kræver oversættelsesevner af de helt store. I filmen bliver Louise udvalgt til opgaven, fordi hun kender oprindelsen af ordet for krig på sanskrit, som muligvis kan være en nøgle til at forstå de fremmedes potentielt krigeriske hensigter.
I helikopteren på vej ud mod landingsstedet bliver Louise introduceret til teamets naturvidenskabsmand, Ian Donnelly (spillet af Jeremy Renner). Sammen går de i gang med at med udforske rumvæsnerne, som viser sig at være en slags syvbenede blæksprutteelefanter, der bor oppe i en aflang, stenagtig formation, der svæver over marken.
Kilde: Paramount
Antagelig forstår de syvbenede rumelefanter heldigvis amerikansk. De begynder i hvert fald at tegne en slags klatter med deres snabler, som Louise straks begynder at afkode. Kunsten er så at oversætte frem og tilbage mellem engelsk og blækspruttesplat-sproget. Svært, men ikke umuligt, viser det sig. Hvis blot filmens heltinde starter med det helt basale og langsomt lærer dem vores sprog at kende og omvendt.
Den lille ABC for rumvæsner. Kilde: Paramount
Pixibogsniveau: Me Human
Louise begynder den intergalaktiske samtale med rumelefanterne ved at skrive ”Human” på et whiteboard.
Hvorfor starter hun med dette? Enhver lingvist ved, at man skal starte med meget enkle ting for at finde den fælles forståelse. Hun starter derfor med de ting, man kan se og opleve, såsom fysiske objekter og naturfænomener som kat, menneske, ild osv. Det, som hedder de kognitive basiskategorier. Det er alle ord og begreber, som kan fremvises ved en simpel pantomineoptræden for rumvæsner eller andre lærenemme, sprogligt nysgerrige. Udgangspunktet er en gruppe nødvendige kategorier og begreber for mening, som blev samlet af lingvisten Swadesh på den såkaldte Swadesh-liste.
Dernæst begynder hun med simple relationer mellem disse basale sprogobjekter, hvor målet er at lære begrebernes afgrænsninger og de funktionelle muligheder for sprogets objekter. For hvad er rumvæsnernes “bogstaver”, og hvordan ændrer deres “ord” betydning efter deres rækkefølge. Altsammen vigtigt, hvis man skal finde ud af noget så sprogligt svært som intentionalitet.
Rumskibet. Kilde: Paramount
Angreb eller gave? Våben eller redskab?
Langsomt lærer rumvæsnerne engelsk og hovedpersonen deres sprog. Dette sker ikke uden problemer, da mange ord jo kan betyde noget forskelligt efter deres præcise brug. En økse kan for eksempel både være et redskab og et våben. Hvem er sætningens subjekt og objekt? Hvem er det, som kan eller skal bruge våbnet / redskabet mod hvem for hvem? Hvornår mener rumvæsnerne redskab eller våben? Hvem er det, som giver eller tager hvad fra hvem. Altså hvad er subjektpositionerne i rumsproget?
Disse lingvistiske problemer og uklarheder skaber en farlig flertydighed og frygt for galaktisk krig. Freden og forståelsen vinder dog til slut. Som filmen skrider frem, bliver hovedpersonen nemlig mere og mere overbevist om rumvæsnernes gode hensigter. Igennem sin forståelse af dem begynder hun at forstå sit eget liv på en ny og anderledes måde. Hun oversætter så at sige sin egen skæbne til en ny virkelighed, som rumvæsnerne har åbenbaret for hende.
Start småt. Slut med: Hvad er jeres formål med at komme til vores jord? Kilde: Paramount
Vi forstår det, som kræves for vores overlevelse
I filmen følger vi Louise Banks succes med at lære rumvæsenernes splatsprog cirkel for cirkel.
Menneskesprog, både de talte og de skrevne, har deres udgangspunkt i vores måder at sanse verden på. Vi har en tendens til at tro, at vores sanser giver os en objektiv afbildning af virkeligheden, men det er der ingen grund til at tro, at de gør.
Sanserne er evolutionært udviklet, og de præsenterer verden på en måde, som får os til at overleve, uanset om informationerne er sande eller ej. Vi ser for eksempel blot et lille udsnit af lysets spektrum og hører en lille del af lydens, fordi det er, hvad vi har brug for.
En flagermus opfatter formodentlig verden helt anderledes, fordi dens sanser er anderledes. Der er derfor en overordnet forbindelse mellem sanserne og sproget. Vores sprog beskriver de fænomener, som vi kan sanse, og vi udtrykker os med lyde og tegn, som andre med samme sanseapparat kan opfatte.
Forskellige fysiske miljøer og tidsforløb skaber altså forskellige sprogliggørelser, hvad der dog ikke er det samme som, at sproget er totalt løsrevet fra en fysisk virkelighed. Det samme må formodes at være tilfældet for rumvæsener. Hovedpersonen går derfor i gang med metodisk at undersøge, hvilke sanseindtryk de syvbenede blæksprutteelefanter reagerer på. Det er et langsommeligt arbejde, men det er nødvendigt for at få dialogen på plads.
Kilde: Paramount
Sapir-Whorf-noget?
Et sted i filmen bliver Louise spurgt, om det er korrekt, at man kan lære nye måder at tænke på ved at lære et nyt sprog. Her er filmens egentlige lingvistiske præmis, den såkaldte Sapir-Whorf-hypotese.
Kort fortalt går Sapir-Whorf-hypotesen ud på, at sproget former tanken, og at folk, der taler forskellige sprog, derfor tænker forskelligt. Antropologen Benjamin Whorf, som havde studeret hos Edward Sapir på Yale Universitetet i USA, beskrev i 1930’erne hopi-indianernes sprog. Whorf observerede, at hopierne ikke havde nogen ord for tid. Derfor havde hopi-indianerne, ifølge Whorf, en fundamentalt anderledes opfattelse af tid end vesterlændinge. De levede i nuet. Eller mere præcist: De lever i en ikke-lineær cyklus, hvor fortid=nutid=fremtid, hvor vi vesterlændinge lever i en evigt planlæggende lineær fremtid.
Teoriens pointe er, at vores tidsopfattelse kan ændres og potentielt være forskellig i forskellige sprog. Tanken er meget forkætret, ikke mindst fordi Whorfs studier af hopiernes sprog var ret overfladiske. Altså er vores tanker virkelig spærret inde i sproget, eller er vi i stand til at tænke ting, som vi ikke har sprog for? Det diskuteres stadig blandt lingvister, i hvor høj grad vores tanker begrænser sig til det, vi har sprog for. I dag er de fleste enige om, at sproget har en indflydelse på vores tankemønstre og tidsopfattelse, men at sproget ikke er et fængsel for tanken.
Kilde: Paramount
Enten-eller og både-og
Grundlæggende er der tre svar og læsninger af Sapir-Whorf-hypotesen. Den svage læsning er lingvistisk relativistisk. Altså, at der er en sammenhæng mellem sprog og virkelighedsopfattelse, men at virkeligheden eksisterer før og uafhængigt af vores sprogliggørelse. Den stærke læsning kaldes lingvistisk deterministisk. Pointen er her, at sproget 100 procent skaber vores virkelighed. Altså nyt og anderledes sprog giver ny virkelighed.
Er dit sprog et fængsel for din verden og tidsopfattelse? Bryd ud og lær alien-splatsprog. Kilde: Paramount
Som det udtrykkes i filmen: “The Sapir-Whorf hypothesis says that if you immerse yourself in another language, you can rewire your brain.” Sproget ændrer vores hjerne, tid og virkelighed, er budskabet i filmen. Hvad den så folder meget dramatisk og bombastisk ud.
Den tredje svar er så et både-og. I begyndelsen var sanserne, og mennesket opfandt et sprog til at dele sine sanseoplevelser (objektsproget med basale kategorier), men sproget muliggjorde tale om abstrakte ting, som ikke findes uden for sproget: Vi lærte at tale om skæbne og idealer. Dernæst opfandt vi nye kunstsprog, videnskabelige sprog, som gjorde os i stand til at sætte vores abstraktioner i system.
Disse videnskabelige sprog gjorde det muligt for os at udvide vores sansning ved hjælp af måleapparater, der giver os erfaringer, som vores egne sanser aldrig kunne levere. Disse erfaringer har grundlæggende ændret vores måder at tænke på, så vi uden videre kan tale om bakterier, atomer og tid, selvom de færreste af os har set nogen af delene. Men selvom vores opfattelse af tid er et produkt af sproget, så hægter det sig fast i vores erfaringer, så vi tænker på tid som noget, der følger en linje, og som noget, vi kan gå igennem med vores imaginære krop.
Tidsbevægelser er derfor noget evigt og desværre bundet op på vores krops bane og biologiske nedbrydelse. Ja, bundet op på lysets absolutte, konstante hastighed. Det er derfor ikke fysisk muligt at rejse tilbage i tiden.
.jpg)
Kilde: Paramount
Hokus Pokus! Fortid=nutid=fremtid?
I Arrival bygges videre på historien om hopi-indianerne. Som en anden vild, fransk poststrukturalist tages teorien til sit yderste ekstrem i filmen. Verden er ikke bare en vilkårlig sproglig konstruktion, men også dens tidskonstruktion er vilkårlig og sprogligt manipulerbar. Vi kan altså lære os selv tidsrejse ved at lære et nyt sprog. Hvis nu rumvæsener har en mere udbygget opfattelse af tid, hvor de kan se ind i fremtiden, og hvis de nu kan pendle i forskellige dimensioner, så fortid=nutid=fremtid, kan vi så tilegne os den evne ved at lære rumvæsenernes sprog?
Efterhånden som Louise Banks lærer at tolke de syvbenedes klatter, rammes hun af flere og flere syner. På grund af måden, filmen er fortalt på, tror tilskueren, at synerne er flashbacks til fortiden, men hen imod slutningen bliver det klart, at det er fremtiden, Louise oplever. Hun lever de facto i en fortid=nutid=fremtid-samtidighed.
Louise Banks bliver i filmen utrolig hurtigt i stand til at læse klatterne, og amerikanerne udvikler også noget smart udstyr til at frembringe klatter på en skærm. Det viser sig, at de syvbenede er kommet til jorden, fordi de i fremtiden har set, at de om 3000 år får brug for hjælp fra menneskeheden, og for at gøre os i stand til at hjælpe vil de nu forære os deres sprog, så vi kan løfte os op på deres intellektuelle niveau og se ind i fremtiden.
.jpg)
Kilde: Paramount
Tidsrejser: en gave, en byrde eller en umulighed?
Den filosofiske pointe er bare, at tidsrejsen hverken er mulig eller ønskelig. Den lingvistiske pointe er, at man ikke kan rejse rundt i tid og rum, blot fordi man har lært rum-blækklat-sanskrit. Det er simpelthen for vild en konklusion på for svagt et grundlag. At kende fremtiden er heller ikke bare en gave, men også en byrde og en naturvidenskabelig selvmodsigelse. Der er en relativt høj omkostning, nemlig at man ikke længere kan ændre fremtiden. En ikke-lineær tid afliver faktisk den frie vilje. Hvorfor nu det?
Forestil dig, at tolv rumskibe rejser til jorden for at lære menneskene deres sprog. I virkeligheden ved de allerede inden, de tager afsted, at det er amerikanerne, som kommer til at knække koden. Hvis fremtiden kan skues, kan den altså ikke ændres. Filmen er derfor lidt af en selvmodsigelse. I Arrival dvæler filmen IKKE ved det idiotiske i at sende tolv rumskibe, når man kan forudsige, at netop et er nok. Blot et illustrativt eksempel på selvmodsigelsens pris for tidsrejseriet.
.jpg)
Kilde: Paramount
En fejloversættelse af kosmiske dimensioner
Hovedpersonen ser stadig flere og flere glimt af sin egen fremtid. Hun får en datter, men bliver forladt af pigens far, hvorefter datteren får en alvorlig sygdom og dør. I filmens afsluttende scener omfavner Louise denne ret dystre fremtid og gør ikke mine til at forsøge at ændre skæbnen. Hun lærer at leve med fortiden, fordi fortid og fremtid flyder sammen i en og samme nutid. Pædagogisk formidlet med den døde/døende datters navn Hannah, som læses ens forfra og bagfra. Lige meget hvordan, kommer hovedpersonen frem til datteren.
Filmens morale er derfor mere eksistentiel end lingvistisk evident. At vi potentielt ser hinanden og virkeligheden anderledes, hvis vi taler sammen på nye måder. Altså skaber et fælles sprog, så vi ikke misforstår en gave og et redskab som et våben. Altså begår flere fejloversættelser af kosmiske dimensioner, end vi allerede har gjort.
Kilde: Paramount. Vi må aldrig misforstå en gave og et redskab som et våben, der er rettet mod os.
Denne artikel bygger bl.a. på input fra sprogforskeren Mikkel Wallentin ved Aarhus Universitet. Er du mere nysgerrig, kan du læse mere om filmens lingvistiske præmisser her.
