En spørgeleg for de indviede

Statsministerens spørgetime den 10. april 2018 var stærkt præget af, at forhandlingerne om de offentligt ansattes overenskomster på det tidspunkt var ved at spidse til. Meget af debatten angik en ikkeeksisterende uenighed: Nemlig, hvorvidt statens besparelse på lønudgifter ved en eventuel storkonflikt skulle bruges på skattelettelser eller ”velfærd”. Debatten kunne f.eks. have bragt grundig information om konsekvenserne ved en storkonflikt og om regeringens argumenter for den holdning, den indtog i forhandlingerne.

Det skete ikke. For borgerne var spørgetimen på mange måder en dårlig service og et ringe eksempel til efterfølgelse.

Vi har valgt at skrive om et udsnit fra en spørgetime i Folketinget: møde nr. 79, afholdt d. 10. april 2018 – midt under overenskomstforhandlingerne 2018, hvilket er det store emne under denne spørgetime. Pia Kjærsgaard (DF) er ordstyrer; statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Pia Olsen Dyhr (SF) deltager i udsnittet.

Spørgetimen, der er en ret ny debatform i Folketinget, går ud på, at partilederne ca. hver anden tirsdag har mulighed for at stille spørgsmål direkte til statsministeren, som ikke er bekendt med spørgsmålene på forhånd. Statsministeren kan vælge at starte ud med en slags redegørelse, der dog højst må vare fem minutter. Derefter får partilederne mulighed for at stille statsministeren deres forberedte spørgsmål.

Spørgsmålet må ikke vare længere end to minutter, og statsministerens svar må heller ikke vare længere end to minutter. Formandens funktion er at sørge for, at der bliver holdt en ordentlig tone i debatten, samt at taletider overholdes. Statsministeren har ret til at afvise at svare på et spørgsmål.

Inden spørgetimen reelt starter, har statsministeren mulighed for at komme med en redegørelse, der kommer de spørgsmål, han regner med at få, i møde. Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix

Det er også relevant at spørge om, hvilken funktion spørgetimen har for borgerne. Som det er nu, er der ikke mange danske borgere, der følger med i den. Men hvilken funktion har den så? Vi har som borgere en forventning om, at de politikere, der sidder i Folketinget, skal tjene et formål, som er i vores interesse.

Statsministerens redegørende tale, der indleder selve spørgetimen, får som regel funktion af ”vaccination” imod det, statsministeren regner med, at partiformændene vil spørge ind til (vaccination er at gendrive modpartens argument, allerede inden modparten selv har givet udtryk for det). I statsministerens redegørelse kan man se, at hans omdrejningspunkt er overenskomstforhandlingerne. Han vaccinerer imod det mulige kritikpunkt, at eventuelle sparede lønkroner i det offentlige i tilfælde af konflikt skal bruges til skattelettelser:

"Det siger jeg, for at der ikke skal være nogen myter og misforståelser, og fordi jeg også gerne udtrykke det synspunkt, at vi jo grundlæggende helst vil bruge pengene til de opgaver, som pengene er afsat til. Den bedste måde at sikre det er selvfølgelig, at der findes en løsning, så der ikke kommer en konflikt. Vi ønsker ikke en konflikt, det vil jeg gerne slå fast. Ingen er tjent med en voldsom konflikt."

Aktiv ikke-lytning

Det er påfaldende, at folketingsformand Pia Kjærsgaard skal bede om ro i salen, så de sidste spørgsmål og svar kan høres. Det er desuden påfaldende, hvis man ser optagelserne fra spørgetimerne, hvor mange politikere, der enten sidder og snakker med sidemanden, læser avis eller tjekker diverse sociale medier i stedet for at være fuldt til stede i debatten. Flere politikere udviser altså ikke interesse for den debat, der er i gang.

Mange politikere udviser ikke interesse for debatten, og Folktingets formand, Pia Kjærsgaard, må bede om ro i salen, for at spørgsmål og svar kan høres. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Dermed er det også relevant at spørge, hvordan man overhovedet kan få en hensigtsmæssig debat i Folketinget, hvis flertallet af politikerne snakker med sidemanden, sidder på de sociale medier eller læser avis. Idet de ikke viser respekt for den debat, der er i gang mellem partiledere og statsministeren, sender de et signal om, at det, der bliver diskuteret, ikke har nogen særlig relevans. På den måde kan de let komme til at sende et signal til den enkelte borger om, at debatten heller ikke har relevans for dem.

Substansen: ”deontiske” argumenter vs. konsekvensargumenter

Debatten om den truende storkonflikt i foråret 2018 var heftig. De to sider, altså staten, regionerne og kommunerne vs. fagforeningerne for de offentlige ansatte, argumenterede ud fra modstridende statistikker, ikke mindst om de offentlige ansattes lønstigninger, og ud fra forskelligartede argumenter – henholdsvis ”deontiske” (etisk-ideologiske) og konsekvensorienterede.

Der var en voldsom debat, da der i foråret udbrød faglig konflikt mellem staten og de statsansatte. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Fagforeningerne argumenterede især ud fra et begreb om rimelighed og ligestilling med de privatansatte – altså, at de privatansatte angiveligt havde fået en højere lønstigning over de senere år end de offentligt ansatte. Den slags deontiske argumenter fører et tema i debatten ind under et generelt værdiladet begreb – i dette tilfælde ”rimelighed”.

De offentlige arbejdsgivere gik til dels også i den deontiske retning og hævdede ud fra deres statistikker, at denne rimelighed var overholdt. Dog brugte de også mere konsekvensorienteret argumentation: Hvis staten, regionerne og kommunerne gik med til fagforeningernes vilkår, ville en konsekvens være, at de ville skulle spare andre steder, eller at der ville være færre penge i kassen at gøre godt med.

De to argumentationstyper adskiller sig fra hinanden ved, at de deontiske argumenter bygger på principper, der skal overholdes ”for deres egen skyld”, mens konsekvensorienterede argumenter beskæftiger sig med nyttige eller unyttige konsekvenser ved den beslutning, man står over for.

I denne specifikke debat fokuseres der på, hvad der skal gøres med den løn, der ikke vil blive udbetalt under en eventuel strejke/lockout: “Derfor vil der være en eller anden nettogevinst, og den må vi så gøre op, og så må vi jo tage stilling til, hvordan vi så sikrer os, at de penge kan geninvesteres på velfærdsområdet,” siger statsministeren.

Denne nettogevinst er, hvad Lars Løkke Rasmussen og SF’s Pia Olsen Dyhr diskuterer. At staten vil få flere penge i kassen ved en mulig lockout, er en konsekvens af lockouten. Men den principielle argumentation ses også i form af, at vi skal sikre vores velfærdsstat. Dyhr kommer med et argument der lyder:

"Men jeg tror, at det er ret vigtigt, at vi også forholder os til det element, som det her strejkevarsel/lockoutvarsel har vist, nemlig at vi har udfordringer også i den borgernære velfærd. Når sygehusene har meldt ud, at de ikke kan lockoute, fordi de ikke kan stille med nødberedskab, så har vi nogle større udfordringer med bare den helt basale velfærd derude, og det bør jo mane til eftertanke."

Statsminister Lars Løkke Rasmussen og SF-formand Pia Olsen Dyhr diskuterer, hvad pengene fra en strejke skal bruges på – selvom de er enige om, at det er velfærd. Foto: Uffe Weng/Ritzau Scanpix

Dette argument er umiddelbart konsekvensorienteret, men argumentet bygger på, at det er vigtigt at bevare den borgernære velfærd; der argumenteres altså ud fra værdibegrebet velfærd – et deontisk eller ideologisk argument, da Dyhr ser omdrejningspunktet for debatten (sparet løn) som en detalje i en større diskussion om velfærd. Men fra starten var det jo slået fast, at regeringen ikke ville bruge statens eventuelle besparelser på skattelettelser, men på velfærd.

Fuskede præsuppositioner og det lille ord jo

Politikerne gør ofte brug af ”præsuppositioner”, hvilket vil sige, at deres formuleringer forudsætter noget som givet – en praksis, der kun fungerer gnidningsfrit, hvis begge parter er enige i det forudsatte.

I debatten ses det, hvordan både Løkke og Dyhr bruger præsuppositioner, som begge nogle gange er enige i, andre gange ikke. I særdeleshed kan man bemærke det lille ord jo – en såkaldt modalpartikel, der forudsætter, at begge parter anerkender det udsagn, den står i. Anerkendes det forudsatte ikke af begge parter, kan man tale om ”præsuppositionsfusk”. Længere henne i debatten siger Dyhr:

"Vi bliver nødt til at tage en diskussion, når vi nu får nogle sparede midler, om hvordan vi så bruger dem klogt i forhold til velfærd, hvordan vi sørger for, at det bliver til borgernær velfærd, så det ikke bare ender med det, som jeg jo har hørt visse ordførere i regeringspartierne sige, nemlig at det er godt at have dem i en fond, fordi så har man nogle ekstra penge, man kan bruge til skattelettelser."

I dette citat signalerer jo, at Løkke er bekendt med, at Dyhr har hørt dette forslag fra regeringsordførere, hvilket igen forudsætter, at han også anerkender, at det er fremført af regeringsordførerne – hvilket bestemt ikke kan betragtes som givet.

Underforstået selvros

Enhver statsminister ynder under en debat at fremhæve, hvor godt det går under hans/hendes regeringstid i forhold til, hvordan det gik under den forrige regering. Løkke siger:

"Vi har siden folketingsvalget haft en velstandsstigning, der betyder, at hver dansker, hvis man altså deler velstandsstigningen ud, gennemsnitligt er blevet 9.200 kr. rigere siden sidste folketingsvalg. 9.200 kr. rigere! Jeg har en ambition om, at det tal skal vokse, og det bliver da sat tilbage, hvis Danmark lukker, så det skal vi da prøve at undgå."

I den aktuelle debat om konsekvensen af den eventuelle strejke/lockout får Løkke her lige presset ind, at den gennemsnitlige dansker i hans regeringsperiode er blevet så meget rigere. Men dels er dette ikke, hvad debatten handler om. Dels kan sammenstillingen af regeringsskiftet og velstandsstigningen i samme sætning skabe en underforståelse af, at det ene ifølge Løkke er årsag til det andet.

Ud fra Løkkes udtalelse kan man let drage den slutning, at han mener, han har sørget for, at danskerne har flere penge, hvilket den forrige regering ikke gjorde. Dermed får han en nyttig opfattelse smuglet ned i lommerne på seerne, uden at de opdager det, da han “gemmer” den under, at han nødigt vil se, at der bliver konflikt.

I den ramme, hvor Løkke fremsætter sin påstand, er der intet belæg for, at han har gjort hver dansker 9.200 kr. rigere siden sidste folketingsvalg. Men Løkke og hans regering vil sikre den danske velfærd og gøre danskerne rigere, derfor ønsker de ikke konflikt. Det kan måske overdøve bevidstheden om, at hans regering netop ikke vil imødekomme de offentligt ansattes ønske om lønstigninger – og dermed gøre dem rigere.

Talfnidder og talfusk

”Talfnidder” opstår blandt andet, når de argumenterende parter bruger tal og kvantitative begreber forskelligt, men ikke forklarer, hvordan de bruges. Det skaber forvirring hos tilhørerne. Det behøver ikke at betyde, at de brugte tal er forkerte; tværtimod er de ofte rigtige i en vis forstand, men man får ikke at vide, hvad de dækker over. ”Talfusk” derimod forvirrer ikke kun, men bedrager også.

Talfuskere kan få tilhørerne til at tro noget forkert eller vildledende, oftest uden at det forkerte er sagt direkte. De kan f.eks. udelade vigtig information omkring tallene, så almindelige folk får en opfattelse, der ikke er retvisende, og kun eksperter kan se, hvad der er fakta.

Talfusk eller talfnidder? Lars Løkke Rasmussen påstår, at alle får en velfærdstigning på 9.200 kr, men det er ikke alle, der får lige meget. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

I spørgetimen gør statsministeren i sin indledende redegørelse klart, at der i tilfælde af konflikt vil komme en besparelse hos staten, idet der vil være lønmodtagere, der ikke arbejder – og derved ikke skal have løn. Samtidig understreger han, at de penge, som staten beholder under strejken, ”selvfølgelig” skal bruges på at indhente det tabte. Løkke siger konkret, at i tilfælde af strejke står staten til at tjene en kvart milliard pr. løndag, men at dette ikke skal være en nettogevinst for staten alene.

Afslutningsvis pointerer han endnu engang, at beløbet skal bruges på, hvad pengene hele tiden har været afsat til.

Men Løkke redegør ikke for det beløb, som staten står til at tjene i tilfælde af konflikt – hverken hvordan det er beregnet, eller hvad det dækker over: ”Vi har en lønsum pr. løndag på noget, der ligner en lille kvart milliard (...).”Antagelig vil ”en lille kvart milliard” for modtageren fremstå mindre, end hvis det var ca. 250 millioner. Og hvad er ”løndage”?

Pia Olsen Dyhr tager Løkkes beløb ud af kontekst og sætter det ind i en ny: ”Eller kan statsministeren lige uddybe sit forslag lidt mere og sige, hvilke institutioner man kan tage pengene fra, så man kommer op på 250 mio. kr. om dagen”. Nu er det ikke længere en sum pr. løndag, hvad det så end er, men hver eneste dag. Denne misvisning er lille, men har betydning for, hvordan Løkke fremtræder i debatten.

Afslutningsvis i denne del af spørgetimen er det, at Løkke introducerer et nyt beløb for tilhørerne: den ovenfor omtalte ”velstandsstigning” på 9.200 kr. til ”hver dansker” – hvis man altså deler velstandsstigningen ud med lige meget til hver. Talfnidder eller talfusk? Det bliver ikke sagt, hvorfra dette beløb kommer, og hvad det dækker over. Og det er åbenlyst ikke hver enkelt dansker, der faktisk har fået 9.2000 kr. mere mellem hænderne.

Små smarte stråmænd

I debatformer som denne er der en del eksempler på, at man tegner modparternes standpunkter med fri hånd, for at de skal fremstå så afskrækkende som muligt. Den uskik at omtale en modstanders mening eller udtalelse på en måde, der er usand eller vildledende, kaldes gerne at opstille en stråmand. Der er eksempler på forskellige slags stråmænd, men lad os se på, hvordan Løkke og Dyhrs bruger talbehandling som stråmænd.

I og med, at Pia Olsen Dyhr ”jo” har hørt visse ordførere i regeringspartierne sige, at det er godt at have de sparede penge i en fond, ”fordi så har man nogle ekstra penge, man kan bruge til skattelettelser”, skaber Dyhr en stråmand – altså en falsk gengivelse af modpartens standpunkt – med hensyn til, hvad regeringspartierne vil med de overskydende penge (nemlig, at de skal bruges til skattelettelser). Det hun siger, har Løkke ikke nævnt; han har konsekvent argumenteret for at bruge pengene til velfærd.

Ved at opstille en stråmand behøver man ikke tage stilling til, hvad modparten egentlig mener, og Dyhr kan på denne måde kritisere regeringen indirekte og angribe Løkkes etos. Tilhørerne ved ikke, om den refererede udtalelse er taget ud af kontekst og hører til i en anden sammenhæng eller overhovedet ikke har fundet sted. Hvis Løkke protesterer imod den, som han gør, bliver der sat ekstra fokus på den, og hvis han havde valgt at ignorere den, kunne det se ud, som om der var noget om den.

I dette tilfælde fungerer den måske især som en afledningsmanøvre – et sidespring til en kritik af regeringens politik angående skattelettelser.

Løkke selv opstiller senere en form for stråmand, idet han for at distancere sig fra hendes stråmand forbinder Dyhr med noget, hun ikke har sagt: ”Det er ikke det samme, som at vi så vil have en nettobesparelse på det her tal – overhovedet ikke – for som fru Pia Olsen Dyhr også antyder, bliver man jo nødt til bagefter at sætte sig ned og sige: Ja – men hvad for nogle af de her penge kommer aldrig i spil igen?”.

Det antydede hun ikke – det, som Dyhr egentlig spurgte ind til, var, hvor beløbet på 250 millioner kr. egentlig stammede fra – og hvordan de eventuelt skulle bruges efterfølgende.

Hvad var det værd?

Spørgetimen har til formål at give partilederne mulighed for at stille spørgsmål direkte til statsministeren, som ikke er bekendt med spørgsmålene på forhånd. Vi har som borgere en forventning om, at politikerne har mulighed for at være kritiske over for hinanden.

Men debatformen, at dømme ud fra vort udsnit af spørgetimen den 10. april, præges af mange uskikke, såsom ligegyldighed hos tilhørerne, selvrosende sidespring, præsuppositionsfusk, små stråmænd og talfnidder/-fusk.

De tilstedeværende folketingsmedlemmer signalerede jo også, at det hele ikke værd at høre på. Det var det måske heller ikke.