Sorgens intertekstualitet
I juni 2018 optog World Health Organization (WHO) en ny diagnose i deres internationale diagnosesystem ICD-11: ”Prolonged grief disorder” (på dansk kaldet ”vedvarende sorglidelse” eller ”kompliceret sorg”). Dette satte for alvor sorg som fænomen på det politiske, sociologiske og særligt sundhedsfaglige landkort. Samtidig forefindes der i dag en stor kulturel interesse for emnet, hvor sorg er et udbredt tema i kunsten, herunder i samtidslitteraturen.
Det ses også i Danmark, hvor udgivelsespaletten i de senere år været præget af selvbiografiske sorg- og tabsorienterede værker om at miste såsom Esben Kjærs Min usynlige søn (2016), Caroline Albertine Minors Velsignelser (2017) og Caspar Erics Alt hvad du ejer (2018). Ikke mindst har vi Naja Marie Aidts Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage (2017) om tabet af hendes 25-årige søn. Et værk hun hævder hverken at kunne eller ville skrive, fordi hendes sprog er smadret af den traumatiske begivenhed. Alligevel – og heldigvis – foreligger værket nu i 10. oplag og som centrum for mit speciales undersøgelse af sorgen som litterær form.
Hvor sorgen kan opfattes som et tema (som noget at skrive om), er sorgen nemlig også en måde at skrive på: En fragmenteret og modsætningsfyldt skrivestil, hvor sprogtabet og sprogets ødelæggelse udtrykker sorgen over at miste en nærtstående. Her har litteraturen potentiale til at lære os noget om selve sorgens væsen: Litteraturen viser os den sørgendes mangel på ord, men også at sprogtabet (oplevelsen af at miste sit sprog) kan overvindes ved hjælp af fællesskabet med andre, af andres tekster.
I sorglitteraturen bruger én forfatter nemlig andre forfatteres sorgtekster som en slags sproglig genfinden. Teksterne citerer fra hinanden og kommunikerer på den måde gennem hinanden. Inden for litteraturvidenskaben kaldes dette for ”intertekstualitet”, og i mit speciale har jeg forsøgt at definere et begreb om sorgens intertekstualitet forstået som en slags litterære netværk eller fællesskaber i sorg.
Sorglitteraturen hjælper os til at forstå selve sorgens væsen, idet teksternes diversitet i sig selv viser, at sorg ikke kan sættes på formel, at ikke to sørger ens, og at selv for den enkelte er sorgen konstant foranderlig. Frem for at blive behandlet for sorg taler litteraturen for, at sorg ikke går over, og at den sørgende må lære at leve med og i sorgen.
Vi bør derfor betragte litteraturen som et særligt påtrængende biddrag til aktuelle diskussioner om diagnosticering af sorg, for hvis alle sørger forskelligt, hvorvidt er det i så fald meningsgivende at operere med en inddelinger som normal sorg og syg eller kompliceret sorg, som WHO kalder deres ny-optagede sorgdiagnose?
Litteraturen gør op med disse inddelinger og dermed med den historisk set (og fortsat) herskende diskurs om sorg. Dette speciale vidner derfor også om en sorgkultur i forandring, hvor litteraturen kan lære os noget om måden, vi håndterer og kommunikerer i og om sorg på.
Specialet er skrevet af Anna Sif Kyhn ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, og er blevet bedømt til karakteren 12.
Du kan læse hele specialet lige her.
