Specialet undersøger, hvordan sorgen der følger døden af en forælder italesættes af mennesket i sorg. Kilde: Getty Images
Dette speciale ønsker at bidrage til en dybere forståelse af, hvordan sorg opleves af den som har mistet. Specialet forsøger at opnå denne forståelse ved at undersøge, hvordan mennesket i sorg italesætter sin sorg.
Det eneste i livet som er fuldstændig sikkert er, at alle skal dø på et tidspunkt. Jeg vil vove at påstå at det næst mest sikre i livet er, at alle mennesker på et eller andet tidspunkt vil opleve sorg efter døden af en nær relation. Hvordan sorgen opleves, forstås og praktiseres har jeg i mit speciale undersøgt fra et kommunikativt perspektiv.
Jeg har bidraget med ny viden om sorg; et emne som vil berøre alle mennesker på et eller andet tidspunkt, i en eller anden form, men som der vides meget lidt om, og hvor den eksisterende viden i dag udelukkede tager udgangspunkt et sociologisk, psykologisk eller filosofisk udgangspunkt. Derved er der tale om ny forskning omkring sorgkommunikation.
I mit speciale har jeg undersøgt, hvordan sorg italesættes af mennesket i sorg. Jeg har foretaget en kvalitativ undersøgelse, og med et samarbejde med Børn, Unge og Sorg har jeg fået mulighed for at foretage observationsstudier ved deres “caféaftner”. Yderligere har jeg foretaget 8 interviews og 1 fokusgruppe.
I min empiri har jeg fundet et problem i, at der findes begrænsninger og muligheder for mennesket i sorgs sorgpraksis alt efter hvilke samtalemuligheder der sættes til rådighed for mennesket i sorg, og at dette har stor betydning og konsekvenser for, hvordan mennesket i sorg praktiserer og oplever sin sorg.
Min analyse fremviser, hvordan der i samtalerne opstår en konflikt, fordi det at fortælle om sin forældres død bryder med kultur, situation og norm, hvilket leder til reaktioner fra samtalepartnerne som begrænser jeg’et. Derved justerer informanterne deres måder at forstå og tale om deres sorg, hvorfor jeg argumenterer for at samtaler bliver normative for sorgpraksis, fordi jeg’et reorganiseres af sine egne og andres blikke. Dermed har jeg også fundet at sorgen kan blive stigmatiserende, og at denne stigma udløses af de begrænsninger som sættes i samtaler.
Fælles for mine informanter har jeg fundet at, og afsluttende argumenteret for, at der bør indføres distinktionen mellem sorg og sorgpraksis da denne distinktion vil tilbyde forståelse af at sorg ikke kun er følelser, men også udspringer af handlinger i interaktion med andre.
Specialet er skrevet af Maria Isabel Jakobsen ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet. Specialet er bedømt til karakteren 10.