Populisme som retorisk fænomen

Gry Inger Reiters speciale er en begrebsorienteret kritik af populistisk retorik med afsæt i Donald Trumps valgkampagne
Gry Reiters speciale definerer, hvad populistisk retorik er med udgangspunkt i Donald Trumps valgkamp som case.
Gry Reiters speciale definerer, hvad populistisk retorik er med udgangspunkt i Donald Trumps valgkamp som case.
”I am your voice,” proklamerer rigmanden Donald Trump fra den guldindrammede scene på det republikanske konvent. I et år har han lagt øre til modstandere og mediers latterliggørelse af sin kampagne, men med kåringen til republikanernes præsidentkandidat kan alvoren af hans kandidatur ikke længere ignoreres.
 
Den kontroversielle outsider sagde og gjorde ting, som skulle gøre det umuligt at blive præsident i USA. I dag er han USA’s nytiltrådte præsident. Trump tog røven på alle med sin valgsejr, og for mange står han som det hidtil mest ildevarslende eksempel på populismens fremmarch.
 
I Frankrig blev det højrepopulistiske Front National landets største parti ved regionalvalget i 2015, og ingen tør afvise muligheden for, at forkvinden Marine Le Pen vinder præsidentvalget dette forår. Alene i år forventer man også fremgang til populistiske partier ved valg i Tyskland, Holland og Italien. De etablerede partier og institutioner som menneskerettighedskonventioner, frihandelsaftaler, EU og NATO bliver dyrket som folkelige fjendebilleder. Den vestlige verdens liberale demokratier vakler.
 
Som så mange andre er jeg oprigtigt bekymret over situationen, men samtidig er det min opfattelse, at vi ikke vinder ved at opbygge unuancerede fjendebilleder af populismen. Populisme har i europæisk kontekst karakter af et skældsord, hvilket gør begrebsdefinitionen vag.
 
Hvis vi skal inddæmme den populistiske bølge inden for vores samfunds nuværende institutioner, må vi interessere os mere indgående for populismens karakter. Vi skal ikke dvæle ved automatreaktionerne – frygt og fordømmelse – men have modet til at undersøge, hvad der rent faktisk kendetegner populisme og populistisk retorik, herunder også om der skulle være en positiv side. Af denne grund har jeg valgt en begrebsorienteret tilgang, hvor afsættet for undersøgelsen er en tro på, at teori og analyse gensidigt kan belyse hinanden og forøge forståelsen for begreberne populisme og populistisk retorik.
 
De retorikere, der har været i nærheden af populisme som emne, har primært villet vise, hvorfor denne type retorik var forkastelig. Derfor vil læseren, der forventer en retorisk kritik inspireret af Kenneth Burke, Edwin Black eller andre ideologikritikere, blive skuffet. Disse markante retoriske referencepunkter spiller ikke en central rolle i specialet, fordi hovedformålet er at tilvejebringe en model for, hvordan vi kan forstå populismen som retorisk fænomen – og ikke at nå frem til en normativ vurdering af Trumps populistiske retorik. Specialets teoretiske afsæt er bl.a. Ernesto Laclau, Jan-Werner Müller og Paul Taggart – tre toneangivende populismeforskere med temmelig forskellige opfattelser af, hvad populisme er, hvorfor de til sammen viser bredden i begrebsdannelsen.
 
At specialet forklarer frem for at vurdere er også grunden til, at analysen ikke udelukkende har et tekstinternt fokus på taler af Trump, men derimod også studerer effekterne af hans valgkampagne gennem nærlæsninger af forskellige publikummers reaktioner.
 
Retorikspecialet er skrevet af Gry Inger Reiter ved Københavns Universitet, og er bedømt til et 12-tal.
 
Læs hele specialet her.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job