Speciale: Den svære dans med COVID19
Hvordan kommunikerer man om risiko?

"Risikohåndteringen af COVID-19 kan siges at have været udfordret rent kommunikativt, da den har haft mange odds imod sig. Præmissen har været at arbejde med foreløbig og usikker viden, hvorfor det har været umuligt at kommunikere udtømmende konklusioner. Aktørerne har skullet navigere i en krisesituation uden sammenligning, der har krævet øjeblikkelig handling." Foto: Getty

Skrevet af

Maria Brandenborg Andersen

1 artikler

0 indlæg

Louise Mie Dunk Hansen

1 artikler

0 indlæg

Danmark har næsten lige fejret årsdag for den nedlukning, som på et pressemøde i marts skrev danmarkshistorie. Tonen var seriøs, og statsminister Mette Frederiksen appellerede til, at alle danskere skulle tage COVID-19 alvorligt. “Vi skal hellere handle i dag end i morgen,” lød ordene. Men hvordan blev der på de danske pressemøder kommunikeret om de alvorlige risici ved COVID-19, som danskerne stadig den dag i dag navigerer rundt i?
Det spørgsmål satte to studerende fra Aalborg Universitet i København sig for at undersøge i et speciale, der på 120 sider zoomer ind på forskning inden for risikokommunikation, styring og magt i relation til COVID-pandemien.
 
Specialet analyserer otte pressemøder fra Statsministeriet i perioden fra marts til november 2020. På pressemøderne præsenteres forskellige aktører, bl.a. regeringen, ministerier, Statens Serum Institut, Sundhedsstyrelsen. Det konkluderes, at der bliver trukket på nogle helt særlige forståelser af både risiko og videnskab, og at styring og magt udspiller sig på flere niveauer.
 

Kan en vellykket kommunikationsindsats baseres på usikker viden?

Samlet set konkluderer specialet, at vellykket kommunikation om risici, hvor der eksisterer en begrænset mængde viden, kan anses som en svær og næsten umulig opgave. Pressemødernes aktører anerkender den videnskabelige usikkerhed, og at de til tider har fejlet i deres kommunikative indsats. De forsøger dermed at være åbne i kommunikationen, hvilket er en forudsætning for effektiv risikostyring. Men hvad gør det egentlig for risikohåndteringen, at aktørerne er åbne omkring uklarheder og usikkerheder?
 
På den ene side kan det være med til at skabe tillid, da aktørerne giver befolkningen indsigt i den usikre beslutningsproces. Anerkendelse og italesættelse af usikkerheder kan være med til at imødekomme eventuel mistillid, der kan opstå i befolkningen. 
 
Modsat kan anerkendelsen af videnskabelig usikkerhed skabe mistillid til aktørernes beslutninger, da de selvsagt er truffet på et mangelfuldt grundlag. Så længe, der er mangel på evidens for de politiske beslutninger, vil dele af befolkningen højst sandsynligt stille spørgsmål ved restriktionernes effekt. En konsekvens heraf kan være at modsætte sig restriktionerne eller spekulere i rygter og konspirationsteorier. 
 
Risikohåndteringen af COVID-19 kan siges at have været udfordret rent kommunikativt, da den har haft mange odds imod sig. Præmissen har været at arbejde med foreløbig og usikker viden, hvorfor det har været umuligt at kommunikere udtømmende konklusioner. Aktørerne har skullet navigere i en krisesituation uden sammenligning, der har krævet øjeblikkelig handling. Den danske regering med Mette Frederiksen i førersædet har fået en altafgørende magtposition ift. at styre samfundet i en bestemt retning, da deres risikohåndtering har været retningsgivende for den styring og magt, der har udspillet sig generelt i det danske samfund.
 

En acceptabel, men usikker risiko

Der arbejdes med en usikker risiko, hvis omfang er ukendt. Denne usikkerhed bliver bl.a. adresseret i kommunikationen på pressemøderne, hvor det understreges, at pandemien er uforudsigelig og kompleks.
 
For en fagperson som mig, så er COVID-19 en utrolig fascinerende sygdom. Det er samtidig også en utrolig forskrækkende sygdom. Og vi bliver hele tiden klogere på den [...] den har så mange ansigter,” siger Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen.
 
Det erkendes dermed, at selv fagpersonerne har manglende viden, og at der derfor eksisterer en gennemgående videnskabelig usikkerhed i håndteringen. Denne videnskabelige usikkerhed medfører, at der konstant laves en afvejning af en acceptabel risiko. Det udtrykkes i den måde, som aktørerne vurderer de forskellige risici over for hinanden, eksempelvis sundheds- og smittemæssige risici over for økonomiske.
 
Vores mål [...] er at gøre alt dét, der er nødvendigt at gøre for at få smitten ned, men at holde så meget af samfundsaktiviteten i gang som overhovedet muligt,” udtaler Mette Frederiksen.
 
Statsministeren argumenterer for, at aktivitet i samfundet skal minimeres uden at sætte Danmark i en økonomisk krise. Fokus er på at ramme en svær balance mellem de forskellige risici og dertilhørende konsekvenser. Den videnskabelige usikkerhed besværliggør denne vurdering, da myndighederne ikke med sikkerhed ved, hvilken effekt deres valg vil have i fremtiden.
 

Forsigtighedsprincip som kommunikativt greb

På baggrund af usikkerheden argumenterer myndighederne for, at der hellere skal handles for hurtigt end for langsomt. Der anlægges derfor et forsigtighedsprincip i håndteringen af COVID-19, som er et vejledende perspektiv for forsigtig risikohåndtering, når der er alvorlige usikkerheder på spil. 
 
Myndighederne bruger forsigtighedsprincippet som argument for, at der hellere laves lidt for stramme retningslinjer for at sikre kontrollen med sygdommen.
 
“Det bliver måske i virkeligheden lidt som at gå på line. Står vi stille undervejs, kan vi falde. Går vi for hurtigt, kan det gå galt. Og derfor må vi tage et forsigtigt skridt ad gangen. Og vi ved ikke endnu, hvornår vi har fast grund under fødderne,” siger Mette Frederiksen.
 
Der kan argumenteres for, at regeringen og myndighederne tager ekstra ansvar ved at benytte forsigtighedsprincippet, da de laver flere restriktioner, end der er videnskabeligt belæg for. Princippet kan dertil anses som værende et kommunikativt greb, da det kan give dem ekstra råderum til at blåstemple restriktioner og anbefalinger, som de potentielt ikke ville komme igennem med til befolkningen.
 
Modsat kan forsigtighedsprincippet som argument også fratage aktørerne noget ansvar og dække dem ind ift. eventuelle fejl i deres beslutninger. Risikohåndteringen er nemlig flere gange blevet kritiseret i medierne og af oppositionen for at være uklar med beslutninger og kommunikation, der stikker i flere retninger.
 

Spændingsfeltet mellem politik og videnskab

Det seneste år har mange forskellige parametre spillet ind, når de danske myndigheder er blevet kritiseret for deres håndtering af COVID-19. Skal mental sundhed vægtes over samfundsøkonomi? Eller er smitterisiko det ultimativt vigtigste? Det har været en alsidig debat, og der er blevet stillet kritiske spørgsmål til, hvorvidt det er politiske agendaer eller sundhedsfaglige vurderinger, der ligger til grund for restriktionerne.
 
Generelt ses det på pressemøderne, at viden fra Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen tillægges en afgørende værdi i den politiske kommunikation, da faglige vurderinger danner grundlag for restriktioner og retningslinjer. Dog er der også eksempler på, at regeringen følger deres egen politiske agenda. Statsministeren udtaler bl.a., at det i sidste ende er et politisk valg:
 
Hvor hurtigt sætter vi ind, og hvor hårdt sætter vi ind [...] er selvfølgelig i et demokrati i sidste ende et politisk valg og [...] et politisk ansvar.”
 
Selvom videnskabelige anbefalinger danner grundlag for det politiske arbejde, så er det i sidste ende regeringen, der skal lave de komplekse afvejninger mellem samfundsøkonomi og folkesundhed. Det er nemlig dem, der besidder det endelige ansvar for, at Danmark kommer godt gennem krisen. Der er ikke kun behov for matematiske udregninger fra eksperter, men brede politiske drøftelser og inputs til at træffe de rigtige beslutninger.
 

En styrende risikohåndtering

Under pandemien bliver styring et centralt element i kommunikationen og håndteringen. De omfangsrige og indgribende restriktioner, som bl.a. tvinger den enkelte dansker til at arbejde hjemmefra og begrænse sit sociale liv, er blot ét eksempel ud af mange. Specialet viser nemlig, at der er flere underliggende taktikker, der bliver handlingsanvisende og -begrænsende for danskerne.
 
Et eksempel er appen Smitte|stop. På overfladen er formålet at få befolkningen til at registrere smitte, så myndighederne kan få indblik i smittekæder. Dog kan det også siges at være et kontrollerende og overvågende element, da alle med appen bliver tracket, og det dermed kan give en følelse af at være overvåget.
 
Derudover appelleres der til borgernes sunde fornuft for at få befolkningen til at styre sig selv. Der bliver løbende lagt ansvar over på den enkelte borger, hvilket fx udtrykkes af statsministeren:
 
“Og alting afhænger af, hvordan vi hver især opfører os [...] Og alting falder tilbage på de samme skuldre, nemlig på dine, at hvis ikke vi hver især løfter det kolossalt store ansvar, vi har, så kan det her ganske enkelt ikke lade sig gøre.”
 
Ved at appellere til befolkningens samvittighedsfølelse kan pressemødernes aktører få succes med at opbygge et regelsæt og normer, som kan være svære at afvige fra.
 

Vil du læse hele specialet? 

Det kan findes her.
 

Relaterede artikler

Se vinderne og taberne hos erhvervslivets PR-rådgivere - 2020 har ramt flere af erhvervslivets foretrukne PR-rådgivere hårdt. Især statens konsulentstop og pandemiens begrænsnin...
Hele Danmarks Mette i egen limesaft - Uanset hvad man ellers måtte mene om hele Danmarks Mette Frederiksen, er man nødt til at lette på hatten over det impone...

Giv din stemme

23 stemmer
4,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

61 JOB

Kommunikationschef

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.