Mettes mediestrategiske selvmål (?)

Kommunalvalget i 2021 satte en tyk streg under, at fænomenet "storbysocialdemokrater" er et vælgersegment, der er udryddelsestruet. Tidens provinssocialdemokratisme har været i åben krig med den veluddannede podcastlyttende socialdemokratisk indstillede storbyelite.

Socialdemokraternes og regeringens strategiske fokus på vælgere uden for de store byer har kostet dyrt. Også så dyrt, at det kan blive kritisk under det forestående folketingsvalg.

Statsminister Mette Frederiksens nye podcast Statsministeren spørger er et forsøg på atter at få denne gruppe i tale. I den optik kan podcasten ses som klassisk (gen-)erobringskommuniaktion. Podcasten henvender sig til segmentet, der ikke bider på makrelmadder, i første episode med den intellektuelle sværvægter Rune Lykkeberg som trækplaster.

Grebet er at iscenesætte en ny urban side af statsministeren, der er regeringens altdominerende strategiske aktiv målt på kendskab og tillid.

Og initiativet er da også på papiret godt tænkt. Listen over podcastens kommunikative styrker er længere end den over svagheder. Og alligevel risikerer Statsministeren spørger at blive et eklatant selvmål, da svagheden helt eller delvist neutraliserer rækken af styrker.

Podcastens styrker – på papiret

Co-branding: Bryggeriarbejderen Arne har fået sin pension, og regeringen kan sætte flueben ved positioneringen som de fysisk nedslidtes forkæmpere. I podcasten er Arne skiftet ud med vidende og kendte personer, der primært appellerer til det segment, som læser Politiken og Information.

Første gæst i podcastsamtale med statsministeren er meget symptomatisk Informations chefredaktør, den über-intellektuelle Rune Lykkeberg. Senere venter bl.a. professor Bente Klarlund, der er brevkasseredaktør udi sundhed på Politiken.

Valget af medvirkende er en tour de force i kulturelitens rockstjerner. Helt banalt låner statsministeren shine og anerkendelse fra kendte og respekterede intellektuelle personligheder.

Podcasten skaber en ramme for at co-brande statsministeren med folk som Lykkeberg, Svend Brinkmann og Pelle Dragsted, der næppe er statsministerens tro væbnere.

Korrektiv: Om det er berettiget eller en fordom, så har statsministeren og regeringen fået et uklædeligt ry for at være egenrådige og magtfuldkomne. Podcasten skal omvendt signalere, at statsministeren og dermed også regeringen tværtimod er inviterende og lyttende, også i forhold til personligheder, hvor uenigheden er stor.

Det gælder fx Pelle Dragsted fra Enhedslisten, der ved kommunalvalget overtog tronen som Københavns største parti, og som var stærkt medvirkende til “systemskiftet” på Frederiksberg, hvor socialdemokraterne kunne sætte sig på borgmesterposten for første gang.

Formatet: I podcasten løfter statsministeren blikket fra det dagsaktuelle og de løbende partipolitiske trakasserier og skuer ud over de større spørgsmål, væsentlige dagsordner og store linjer.

Udsynet og de større perspektiver tegner billedet af en statsminister med netop udsyn og blik for de temaer, der buldrer under partiernes politiske positionering og små og store polemikker. Det er et fokusskifte fra dagen og vejen til det omgivende landskab.

De store dagsordner opløser det småtskårne nationalpolitiske og giver plads til causeren over større temaer. En slags intellektuel udgave af Go’ morgen Danmark med statsministeren som udspørger og gæsten som vidende og interessant kapacitet. På den måde giver socialdemokraterne og Mette Frederiksen i udgangspunktet en platform til en kvalificering og opgradering af samfundsdebatten.

Den faktiske kvalitet afhænger dog naturligvis i sidste ende af de enkelte podcastepisoders niveau. Første episode får prædikatet “sniksnak” her på Kforum.

At inspirationen angiveligt stammer fra Franklin D. Roosevelts berømte "fireside chats”, tilføjer desuden konceptet et elegant twist af statskvinde og historiens vingesus. Der er også kulturel kapital at hente på Anne Sophia Hermansens reference til Emmanuel Macrons konversationer med den franske forfatter-superstar Michel Houellebecq. Formatet giver statsministeren format.

Alt i alt udgør styrkerne et positivt supplement til statsministerens politiske og personlige persona i relation til de skuffede storbysocialdemokrater, der bl.a. er søgt længere til venstre. Så langt, så godt, men der er et stort men.

Svagheden – det skabstotalitære spøgelse

“The medium is the message” og valget af netop en platform som podcast uden mulighed for dialog og interaktion med lytterne bekræfter det berettigede eller uberettigede billede af en regering, der helst vil tale til – og ikke så gerne med – vælgere og kritikere.

Dette billede er baseret på en statsminister, der ikke er helt så let at få i tale, som medierne ønsker, og som foretrækker at kommunikere via Facebook og Instagram. Dertil kommer en regering, som ved flere lejligheder har opereret med en mediekritisk subtekst i sin politiske kommunikation.

Dertil kommer, at socialdemokraterne med deres medvirken til lukningen af det originale Radio 24syv har skabt sig nogle indædte fjender. I de forbitrede Radio 24syv-kredse tolkes lukningen af radiokanalen som en likvidering af kritisk journalistik.

Om den nuværende regering er mere eller mindre lukket og utilnærmelig end de tidligere, er en undersøgelse værd. Faktum er dog, at det er en udbredt opfattelse i ikke mindst mediekredse, at det forholder sig sådan.

Nu udgør mediebranchen og dens foretrukne intranet, Twitter, ikke et segment, der talmæssigt flytter mandater ved et valg. Men selvfølgelig har kritikken fra dette hold en afsmittende effekt på netop de storbyoffentligheder, socialdemokraterne ønsker at bebarbejde med podcasten.

Korrektivet om den inviterende og lyttende statsminister falder helt eller delvist til jorden til fordel for en bekræftelse af en statsminister, der hellere vil spørge end lade sig udspørge, og en regering, der hellere vil benytte egne medier end at stille sig til rådighed for kritiske medier, de ikke kontrollerer.

Der er da heller ikke meget medvind at spore i mediedækningen af Statsministeren spørger. Heller ikke på sociale medier for den sags skyld. En af de få ikke-socialdemokratiske undtagelser er førnævnte Anne Sophia Hermansen.

Som eksistensen af Anne Kirstine Cramons radioprogram Mette & Magten knap så subtilt antyder, så hersker der i Mediedanmark en opfattelse af regeringen og Frederiksen som skabstotalitære. Det er en opfattelse, der indlysende er opportun at puste til for både politiske modstandere, der drømmer om morgenluft, og for fornærmede medier, der føler sig kørt ud på et sidespor.

Sidstnævnte angrebsflanke kan man bl.a. forvisse sig om i de meget, meget lidt imponerede ledere fra bl.a. – de tidligere Radio 24Syv-medarbejdere – Knud Brix og Mads Brügger.