Man kan godt blive mæt af at være kendt

Fra vært på TV Avisen til vært på quizprogrammet Jeopardy og siden direktør i kommunikationsbranchen. Søren Kasters karriere er ikke kedelig. Det bliver næste kapitel, som kan involvere en skønlitterær bog om k-branchen, heller ikke.
Søren Kaster har givet stafetten som adm. direktør for Lead Agency videre til Marianne Hjaltelin, som tog over i september. Søren Kaster er dog fortsat tilknyttet bureauet.
Søren Kaster har givet stafetten som adm. direktør for Lead Agency videre til Marianne Hjaltelin, som tog over i september. Søren Kaster er dog fortsat tilknyttet bureauet.
Søren Kaster kan stadig mærke vreden boble i maven efter den ophidsede meningsudveksling med redaktionschefen på TV Avisen, da telefonen ringer en time senere.
 
Et nyt program kræver, at han er vært hver aften i otte uger hen over sommeren. Han har selv udviklet det som et tværgående samarbejde mellem TV Avisen, Fakta- og Underholdningsafdelingen. Men han får nej til at holde sommerferie med familien bagefter. På TV Avisen er man tilsyneladende ikke glad for idéen om at arbejde på tværs af afdelinger og udvikle nye formater.
 
”Kunne du ikke tænke dig at blive vært på et helt nyt quizprogram på TV 2?”, lød det i den anden ende af røret fra Stockholm. Her var det danske produktionshold bag Jeopardy samlet for at lære af svenskerne, som allerede havde lanceret programmet.
 
”Nej tak, jeg skal ikke lave quiz, never ever,” svarer Søren Kaster.
 
TV 2 præsenterede Jeopardy med Søren Kaster som vært i 1995. Foto: Kim Agersten/Ritzau Scanpix


Quizvært med en million seere

Alligevel havde konflikten med redaktionschefen åbnet en tanke om, at der måske en dag skulle ske noget andet. Han tog imod tilbuddet om en flybillet, så han kunne se, hvordan optagelserne til foregik. Det blev til fem år på quizprogrammet, der i begyndelsen blev sendt tre gange om ugen i primetime og havde seertal i nærheden af en million. 
 
På TV 2 prøvede han også kræfter som redaktionschef og vært på Go’Morgen Danmark, men en dag blev han bedt om at oprette sit eget selskab, så han kunne udlejes til forskellige TV 2-programmer. 
 
”Det betød, at jeg ikke rigtigt hørte til nogen steder, og det gav lidt uro," fortæller Søren Kaster om det, der blev afsættet til et nyt skift i karrieren på kanten af årtusindeskiftet før dotcom-boblen sprang.
 
Indgangen til kommunikationsbranchen blev et tilbud fra Kunde og Co. om at blive en del af et forum, hvor man udviklede digitale ideer. Da Søren Kaster samtidig kunne arbejde på halvtid for en løn, der gjorde det muligt at etablere sig som selvstændig kommunikationsrådgiver, slog han til og var med til at starte Sundhed.dk. 
 

Mæt af at være ansigtet udadtil

Karrieren i kommunikationbranchen startede med at låne et skrivebord hos Publicis, hvor han blev taget under vingerne af den daværende direktør. Siden har han været i forskellige partnerkonstellationer med andre tv-værter som Benedicte Strøm og Jens Gaardbo.
 
Sidstnævnte vendte tilbage til skærmen, mens Søren Kaster aldrig har set sig tilbage.
 
”Mange i tv-branchen har prøvet lykken i kommunikationsbranchen, men ville hellere tilbage til journalistikken. Jeg har aldrig fortrudt det skifte,” siger han og tilføjer:
 
”Jeg var mæt af at være ansigtet udadtil efter så mange år på tv. Det har ikke altid har været en fordel for mig i min nuværende karriere, at jeg ikke har haft lyst til at eksponere mig selv så meget. Men forhåbentlig har jeg i stedet været med til at skubbe nogle andre frem.”
 
Nu er det igen tid til endnu et markant sporskifte i Søren Kasters karriere, som efter 22 år i kommunikationsbranchen, senest som adm. direktør for Lead Agency, skal videre til andre projekter, efter Marianne Hjaltelin overtog den direktørrollen i september. Det fejres med en afskedsreception i dag, selvom Søren Kaster fortsat er tilknyttet som ansvarlig for Folkemødet frem til sommer. 
 
Søren Kaster på Folkemødet, som han fortsat er ansvarlig for hos Lead Agency frem til sommeren 2023. Foto: Lead Agency / PR

 

Partnergruppe lønnes ikke længere efter salg

Fusionen mellem Lead og Kasters eget bureau i 2016, kalder Søren Kaster for sit ”svendestykke”.
 
”Lead var allerede kendt for at være dygtige og have høj faglighed, men indtjeningen var for skrøbelig i forhold til de store ambitioner om vækst. Så min opgave har været at samle og motivere organisationen til at konsolidere, tjene penge og sikre vækst i den rækkefølge."
 
I de seneste år er Lead Agency vokset fra cirka 30 til 50 medarbejdere.
 
Ud over at styrke det økonomiske fundament for Lead handlede opgaven om en af Søren Kasters andre mærkesager: god ledelse.
 
”Kunsten er at skabe en fælles motiverende kultur. Det er også en udfordring nu, hvor vi vokser så voldsomt. Men det er vigtigt, at vi er et hold, der kerer sig om hinanden og hjælper hinanden,” siger Søren Kaster og tilføjer:
 
”Derfor har vi for eksempel afskaffet, at partnergruppen bliver lønnet efter, hvor meget salg man hver især genererer. I stedet har vi et kollektivt ansvar, som er med til at fastholde en korpsånd.”
 

Øget professionalisme

Fællesskab, formål og selvbestemmelse er af stigende betydning for at tiltrække de unge talenter, mener Søren Kaster.
 
”Tidligere har forståelsen af ledelse været, at nu er det mig, der bestemmer, og det har sat kreative muligheder i stå i denne her branche, tror jeg.”
 
Som leder er Søren Kaster drevet af ”at gøre andre gode” og at omgive sig med ”engagerede, ordentlige og kloge mennesker”. Omvendt forventer han også, at de ikke ”skeler enormt meget til tiden”, når der er en vigtig opgave.  
 
Øget professionalisering af branchen, både når det gælder ledelse og kommunikationshåndværket, er noget af det, der kendetegner udviklingen i løbet af de seneste tyve år, mener Søren Kaster. Han har undervejs også været formand for foreningen PR- og Kommunikationsbranchen.
 

Krisehåndtering giver gåsehud

Selv har Søren Kaster blandt andet tilbragt en uge på Harvard Business School med fokus på ledelse og strategi. Kommunikation har han dog aldrig læst.
 
”Jeg har kun min journalistuddannelse, men tyve år med det giver noget på erfaringen. Derudover har mine discipliner i høj grad været at rådgive i forbindelse med krisekommunikation. Der har min erfaring som journalist været meget brugbar,” siger Søren Kaster.
 
Rådgivning giver ham også samme rush som journalistikken.
 
”Når jeg på TV Avisen lavede et interview, hvor jeg kunne mærke, at det ville rykke en dagsorden, fik jeg gåsehud. Samme oplevelse har jeg i dag, når jeg sidder med en person, som er ramt af en krise. Der er meget på spil, så hvis min rådgivning hjælper dem, kan jeg godt få samme fornemmelse,” fortæller Søren Kaster og tilføjer:
 
”Hvor min indsats tidligere blev målt på seertal, er der nu kontant afregning fra kunderne på, om det jeg foreslår, de skal gøre, bliver en succes.”
 

Nye dagsordener for kunder og branche

Et af de vigtigste områder for virksomheder og dem, der rådgiver dem, har han også været godt rustet til på grund af sin baggrund i journalistik, mener han.
 
”Virksomheders rolle i samfundet og deres samfundsansvar er noget, de fleste beskæftiger sig med i dag. Det har jeg tidligt været optaget af, for eksempel når det gælder bæredygtighed. Det kommer af mine mange år som journalist, hvor man udvikler en radar på samfundet for at vide, hvad der optager folk.”
 
Skiftet fra journalistik til kommunikation var, ligesom overgangen fra nyheder til quiz, ikke noget, alle kunne forstå. Søren Kaster har tilmed undervist kommende journalister på et kursus kaldet ”the dark side”, som kommunikation typisk benævnes i medieverdenen.
 
Men det modsætningsforhold er under opblødning, mener Søren Kaster.
 
”Der er kommet et mere respektfuldt forhold mellem journalister og kommunikatører og en erkendelse af, at det er ok, at vi nogle gange har modsatrettede interesser.”
 

Kendiseffekt har åbnet døre

Kasters karriere er historien om en mand, som er gået sine egne veje. Alligevel var det ikke nemt at gå fra nyheder til quiz og fra journalistik til kommunikation.
 
”Jeg var nervøs for, at der var der nogle, som mente, at jeg satte min seriøsitet over styr, da jeg stoppede på TV Avisen.”
 
Efterfølgende viste en måling i Jyllands-Posten over de mest troværdige danskere, at Søren Kaster var en af dem.
 
”Det skyldes jo nok, at jeg havde alle svarene i Jeopardy og derfor virkede enormt klog,” siger Søren Kaster, som desuden fik opbakning fra datidens mr. News, Steen Bostrup, til sit skifte. ”Det var et godt rygstød,” fortæller han.
 
Han anerkender, at det har været en fordel i begyndelsen af hans tid i kommunikationsbranchen, at han var et kendt ansigt.
 
”Det har åbnet nogle døre til kunder, men jeg har også skullet bevise, at jeg kunne noget.” 
 

Skønlitterær bog om k-branchen kan være på vej

Nu begynder Søren Kasters tredje kapitel. Han har aldrig kunnet komme til ”bedsteforælderdag” i daginstitutionerne kl. 14, men nu skal der være mere tid til både børn og børnebørn.
 
Som han tidligere har fortalt til Kforum, overvejer han desuden at starte et tænke- og skriverefugium i Grækenland – ”eller på Lolland”.
 
Uanset hvad, så bliver der ikke tale om bare at læne sig tilbage og slappe af, for ”det er en ret dårlig fornemmelse ikke at have noget ansvar; det er en stor motivation,” siger Søren Kaster.
 
Refugiet handler ikke kun om at få andre til at skrive mere kreativt, men måske også ham selv.
 
”Jeg har oplevet en hel del som rådgiver, der kunne være interessant at bruge i en skønlitterær sammenhæng uden at udlevere nogen,” fortæller han.
 
Selvom han ”ikke er i nærheden af at være mangemillionær”, behøver han ikke at jagte pengene. Derfor er kodeordene, ligesom de har været gennem hele arbejdslivet, at det, han laver, skal ”give mening og være sjovt”, siger Søren Kaster, mens han retter sig lidt op i stolen og kigger på uret. Det er tid til at komme videre.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job