Tog sociale medier livet af Molly Russell?

”10 depression pins you might like,” lød den lokkende overskrift på en mail sendt til den britiske teenagepige Molly Russell. Med venlig hilsen Pinterest. Pigen åbnede mailen og klikkede videre til det depressive materiale på Pinterest. En af de 10 ’pins’ var et billede af en blodig skraber. En anden dag fik hun en mail med overskriften ”Depression recovery, depressed girl and more pins trending on Pinterest”.

Det var nemt for Molly Russell at finde selvskadende indhold online. Hvis hun ikke selv søgte efter den type indhold, serverede de sociale medier depressivt indhold til hende som notifikationer eller i hendes feed.

Molly Russell var blot 14 år, da hun en nat i november 2017 tog sit eget liv i hjemmet i Harrow nordvest for London. Om aftenen havde hun spist middag og set tv med sin familie som så mange andre aftener. Næste morgen fandt forældrene hende livløs på teenageværelset. I afskedsbrevet citerede datteren et deprimerende budskab fra et af de mange mørke Instagram-opslag, hun havde set.

I det mest dystre kaninhul

Seks måneder op til Mollys død havde hun på Instagram delt, liket eller gemt over 2.100 opslag eller videoer med indhold relateret til depression, selvskade eller selvmord. En del af indholdet romantiserede selvmord. Sociale medier som Pinterest og Instagram anbefalede Molly stadig mere depressivt indhold, og klik for klik førte det pigen i et mørkt digitalt kaninhul. Hendes far, Ian Russell, har betegnet det som “den mest dystre af verdener”. Han har udtalt til The Guardian, at “det er en ghetto af onlineverdenen, hvor når du først er faldet ind i den, så sørger algoritmen for, at du ikke kan undslippe den, og den [algoritmen, red.] bliver ved med at anbefale mere indhold. Du kan ikke slippe fri.”

Molly Russels far, Ian Russell, på vej til North London Coroners Court i forbindelse med sagen om sin datters død. Kilde: The Guardian

En aften kort før Mollys død havde hun ’binget’ en masse videoer med selvmord og selvskade på sociale medier – videoer, som en børnepsykiater efterfølgende fortalte, var så voldsomme, at det havde påvirket hans søvn i ugevis, efter han havde set dem.

Siden pigens død har familien, med faren som fortrop, kæmpet for, at sociale medier tager ansvar for negative konsekvenser for børn og unge og forebygger selvskade og selvmord. Familien har også stiftet Molly Rose Foundation, der skal forebygge selvmord blandt unge under 25 år.

SoMe-ansvar for et barns død

Ian Russell har gentagende gange udtalt til pressen, at sociale medier var en udløsende faktor for datterens død. Fem år efter Mollys død får familien medhold fra en retsmedicinsk undersøgelse udarbejdet af Andrew Walker, seniorretsmediciner i Nordlondon.

Det sker i efteråret 2022, hvor Walker offentliggør sin retsmedicinske undersøgelse i en såkaldt regulativ 28-rapport, der skal forebygge fremtidige dødsfald. Retsmedicineren begyndte undersøgelsen 1. december 2017, og efter fem år med vidneafhøringer fra blandt andre sociale medier konkluderer Andrew Walker, at indhold på sociale medier tilskyndede Molly Russells død. Walker stadfæster i rapporten, at ”hun døde af en selvskadende handling forårsaget af depression og de negative konsekvenser af onlineindhold”. Walker slår dermed fast, at sociale medier er en del af et årsagskompleks, der førte til pigens død. Rapporten beskriver, at det er sandsynligt, at det indhold på sociale medier, som Molly så, påvirkede hendes mentale tilstand på en negativ måde og medvirkede til hendes død på en mere end minimal måde.

Det er historisk, at sociale medier tildeles et medvirkende ansvar for et barns død. Retsmedicineren stiller spørgsmål ved, om pigens død kan betegnes som selvmord eller snarere er en konsekvens af sociale mediers skadelighed. Han understreger i rapporten, at såvel politikere som sociale medier bør udvikle instanser til at beskytte børn og unge online for at forebygge selvmord i fremtiden. Desuden anbefaler rapporten, at regeringen bør overveje separate platforme til voksne og mindreårige.

Efter afslutningen af den retsmedicinske undersøgelse tweeter prins William via den officielle “Prince and Princess of Wales”-profil på Twitter den 30. september 2022:

”No parent should ever have to endure what Ian Russell and his family have been through. They have been so incredibly brave. Online safety for our children and young people needs to be a prerequisite, not an afterthought.”

No parent should ever have to endure what Ian Russell and his family have been through. They have been so incredibly brave. Online safety for our children and young people needs to be a prerequisite, not an afterthought. W
— The Prince and Princess of Wales (@KensingtonRoyal) September 30, 2022

SoMe lover bod og bedring

Som en del af undersøgelsen indkaldes blandt andre Pinterest og Instagram til vidneafhøringer i London. Det er formentlig første gang, at sociale medier skal afgive vidneforklaringer i en retsmedicinsk undersøgelse, der forbinder platformene med et barns død. Metas chef for sundhed og velvære, Elizabeth Lagone, og Pinterests chef for community operations, Jud Hoffman, flyver over Atlanterhavet for at vidne. Begge beklager ved samme lejlighed dybt, at deres platforme ikke var sikre nok i 2017. Molly Russells sag demonstrerer, at begge platforme havde overtrådt deres sikkerhedspolitikker. Men begge platforme bedyrer samtidig, at platformene er blevet mere sikre siden.

I 2019 ændrede Meta (dengang Facebook, red.) indholdspolitik, så brugerne ikke længere måtte dele billeder af åbne sår eller opfordre til selvskade, og det er siden blevet sværere at søge efter selvskadeindhold og -profiler. Meta har dog fortsat et fast greb om ytringsfrihedens fakkel og tillader depressive ytringer og indhold på dets platforme – algoritmerne skal dog sørge for, at den slags ytringer får begrænset opmærksomhed, dvs. en form for shadow banning. Pinterest har valgt en anden model: Selvskade hører ikke længere hjemme på platformen, og derfor søger Pinterest at blokere alle former for selvskadeindhold.

Kausalitet mellem SoMe og selvskade

Men siden Molly Russells død i 2017 har masser af tweens og teenagere stadig adgang til selvskadeindhold på sociale medier. I 2021 var jeg med til at udvikle anbefalinger til Børns Vilkårs rapport Selvskade. Heraf fremgår det for det første, at unge deler selvskadende indhold i lukkede grupper på Instagram; for det andet viste en simpel søgning på Instagram, at der var billeder af selvskade på platformen i 2021, og for det tredje, at sociale mediers algoritmebaserede anbefalingsalgoritmer kan skubbe sårbare unge mod stadig mere depressivt indhold.

Et andet eksempel er Wall Street Journal, der har dokumenteret, at TikTok svømmer over med selvskadende materiale, som algoritmen anbefaler til brugerne. Wall Street Journal oprettede en profil som en 13-årig og fik efter få uger anbefalet tusindvis af videoer om vægttab, f.eks. ”gode råd” til, hvordan man spiser under 300 kcal om dagen, kun drikker vand nogle dage eller spiser afføringsmidler. TikTok har bedyret, at de har ændret indholdspolitik og algoritmen siden, men Wall Street Journal har senest i efteråret 2022 påvist, at TikTok stadig anbefaler selvskadende indhold, blandt andet om spiseforstyrrelser.

Børn og unge, der påvirkes og får inspiration til selvskade på sociale medier, er langtfra et problem, der er løst. Snarere vokser problemet sig stadig større i en tid, hvor sociale medier som TikTok, Instagram, Snapchat, Pinterest og YouTube får stadig større betydning for fællesskaber.

Den retsmedicinske undersøgelse i Molly Russells sag markerer et historisk vendepunkt for sociale medier: Det er første gang, at juridiske instanser sætter en direkte sammenhæng mellem et barns død og skadeligt indhold på sociale medier, dvs. stadfæster en mulig kausalitet mellem digital mediebrug og skadelighed.

Tog sociale medier livet af Molly Russell? Svaret er stadig ikke et entydigt ja eller nej, for der vil altid være flere faktorer, der spiller ind på et menneskes psykiske mistrivsel. Men med den retsmedicinske undersøgelse er vi kommet tættere på et ja. Ja, sociale medier tilskyndede en teenagers tragiske død.

SoMe på en brændende platform

Retskendelsen rammer ind i et afgørende spørgsmål, der fylder stadig mere i såvel akademia som blandt forældre, fagpersoner og politikere: Skader sociale medier børn og unges mentale sundhed? I en tid, hvor børn og unges psykiske mistrivsel er i stærk stigning, er det et aktuelt og afgørende spørgsmål, men forskningen giver fortsat uklare svare. Og mellem forskningslejre hersker der fortsat hede akademiske kampe om svaret.

Fra den kritiske forskningsfront søger en litteraturoversigt at komme tættere på vidensbaserede svar ved løbende at samle nyere forskning på området i en amerikansk og britisk sammenhæng. Det er de to amerikanske forskere Jonathan Haidt og Jean Twenge, der har taget initiativ til forskningsoversigten Social Media and Mental Health: A Collaborative Review.

Twenge og Haidt har begge markeret sig i den offentlige debat om sociale mediers negative påvirkning af børn og unge. Twenge med bogen iGen fra 2018 og ikke mindst sin debatskabende artikel i The Atlantic, Have smartphones destroyed a generation? i 2017, der kort fortalt argumenterede for, at unge er mere fysisk sikre og mindre kriminelle end nogensinde før, men de står på tærsklen til en krise med psykisk sygdom blandt andet på grund af mobiltelefoner og sociale medier. Haidt har markeret sig med bl.a. bogen The Righteous Mind og artiklen The dangerous experiment on teen girls i The Atlantic fra 2021.

Oversigten Social Media and Mental Health: A Collaborative Review rummer p.t. 269 sider med henvisninger til en lang række forskningsstudier, der enten påviser eller afviser sammenhænge mellem sociale medier og mental sundhed, herunder betydningen af mængden af skærmtid. Oversigten viser, at der stort set er enighed om, at der er sammenhænge mellem social mediebrug og psykisk mistrivsel, men præcis hvor store sammenhængene er, er der uenighed om:

”Nearly all researchers now agree that there are correlations between (the crude measure of) time spent using social media and (the crude self report measure of) mental health problems, but there is heated disagreement about the size and significance of these effects.”

Hvor retsmediciner Andrew Walker konkluderer, at sociale medier er en del af et årsagskompleks, der resulterer i en piges psykiske mistrivsel, og dermed understreger en sandsynlig kausalitet, kæmper forskningsstudierne om signifikansen af mulige korrelationer – endnu.

En banal, men ikke desto mindre vigtig pointe er, at forskning altid vil halte bagefter den digitale udvikling. Det tager tid at indsamle data, analysere, skrive og publicere, og når studiet endelig er publiceret, er såvel børn og unges digitale medieadfærd som platformenes politikker og algoritmer allerede forandret. Dermed ikke sagt, at vi ikke kan bruge forskningen, tværtimod. Min pointe er imidlertid, at vi må indstille os på, at vi ikke kan vente på forskningens evidensbaserede svar om skadelighed, før vi stiller krav til sociale medier om at beskytte mindreårige brugere mod skadelighed.

En ting, har vi længe vidst med sikkerhed: Sociale medier var aldrig designet med mindreårige som målgruppe, men børn og unge er de flittigste brugere af dem. De er teknologiens testpiloter i et gigantisk socialpsykologisk eksperiment, hvor vi år for år får fornyet mistanke om psykiske omkostninger. Eftersom alle børn og unge er en del af eksperimentet (også de uendelig få uden mobiltelefon eller internet, for de påvirkes også af den omgivende kultur), har vi ikke en kontrolgruppe af børn og unge at sammenligne med. Vi ved derfor ikke, om Molly Russell ville leve i dag, hvis sociale medier ikke havde fodret hendes feed, men vi ved, at de bidrog til hendes død.