Facebook før, under og efter COVID-19
Refleksion: sociale medier i en coronatid

Jesper Tække mener, at vi skal give lidt af os selv i vores refleksive læreprocesser under coronatiden. Foto: Getty Images.

Skrevet af
Jesper Tække, lektor i medievidenskab ved Aarhus Universitet, reflekterer her over brugen af Facebook før, under og efter COVID-19. Han ser også nærmere på, hvordan indtagelsen af det virtuelle rum har påvirket hverdagen. For hvorfor får mange, der arbejder hjemme, en følelse af travlhed og stress, når vi kan trisse rundt i slåbrok?
Inden COVID-19
I løbet af de sidste ti år har vores brug af Facebook ændret sig radikalt på den måde, at vi er blevet meget mere reflekterede over, hvad vi skriver og lægger ud. Dette ikke så meget, fordi sølvpapirshatten strammer, men især, fordi vi er blevet mere reflekterede over vores selvfremtrædelse.
 
Vi iagttager os selv som iagttagede og bliver mere opmærksomme på vores selvfremstilling og selvfremstillingshistorie. Facebook var det medie, der kortsluttede forskellen mellem online- og offline-identitet, og vi er nu i almen forstand ikke bare, hvad vi siger, men også, hvad vi skriver og deler os til at være. I begyndelsen, hvor vi ikke havde så mange venner, og det var nyt og føltes sjovt og omkostningsfrit, skrev og delte vi meget umiddelbart og ukontrolleret.
 
År for år kommer der færre og færre statusopdateringer fra ganske almindelige mennesker.
 
Goffman har et begreb (expression given off), om at vi kun kan kontrollere det i vores selvfremstilling, som vi er opmærksomme på. Og i begyndelsen var vi altså ret uopmærksomme på, hvilke informationer om os selv vi gav fra os på Facebook.
 
I mellemtiden har vi fået mange flere Facebook-venner og skriver nu til et større og meget mere sammensat netværk af forskelligartede relationer, hvortil der er sket en professionalisering. Vores bidrag kommer derfor til at ligge side om side med professionelt udformede statusopdateringer.
 
Denne kommunikationssituation kølner lysten til at vove sig frem, hvortil en del af vores venner – de, der stadig selv skriver statusopdateringer – har fået smag for sig selv. Sikkert opildnet af vores likes. Konklusionen er, at Facebook til selskabets store fortrydelse har måttet konstatere, at der år for år kommer færre og færre statusopdateringer fra ganske almindelige mennesker – mens der til deres glæde er en del, der har udviklet sig til en form for mikrobloggere – som flertallet så reagerer på, deler og kommenterer.
 
Under COVID-19
I den sidste måned har jeg til min store undren set, hvordan det sociale medie Facebook igen ser ud til at være blevet mere socialt. Især falder det i øjnene, at en del – måske dygtigt udtænkte – kædeselvfremstillinger breder sig.
 
Afstanden bevirker, at den sociale håndskyhed er på retur på de sociale medier.
 
Eksemplerne er ”Hvilke lande har jeg været i – gæt et, der ikke passer”, ”Hvilke koncerter har jeg været til, gæt en…”. Andre går på “Hvilke album eller bøger der har gjort indtryk på mig (post en hver dag i de næste ti dage)” og den måske mest kontroversielle (Professor Ole Iversen advarer mod den, da den kan træne maskinlæringsalgoritmer i at kende os over tid, dvs. i vores aldring) går på, at man deler barndoms- og/eller ungdomsbilleder af sig selv.
 
Her ses et eksempel på sidstnævnte, godt nok på Instagram, af Johanne Schmidt Nielsen:
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Udfordring accepteret #1985 #nejhat

Et opslag delt af Johanne Schmidt-Nielsen (@johanneschmidtnielsen) den

 
 
Alle kædeselvfremstillingerne legitimeres af, at en anden, der lige har udleveret sig, udfordrer en til at gå med på legen. Dette siger noget om, at sociale medier med COVID-19 er kommet til at udfylde noget af det sociale tomrum, som den af regeringen fordrede fysiske afstand bevirker.
 
Det siger også noget om, at afstanden bevirker, at den sociale håndskyhed er på retur på de sociale medier. Men lad os nu se. Det kan også være, det bare er mikrobloggerne, der i stedet for det kvasi-offentlige postkort fra Mallorca (se mig her på stranden, bjerget, cyklen, med barnet…), har fundet nye måder at selvfremstille sig på.
 
Er der nu noget i vejen med det? Svaret er selvfølgelig nej. Det er helt fint, nogle er mere ekstroverte og vante med at vise sig frem end andre. Men hvis det er rigtigt, er disse kæder ikke udtryk for, at Facebook er vendt tilbage til fordums sociale storform, men udtryk for, at det er business as usual på Facebook. Dog har de, der overhovedet diskuterer nu, kun sociale medier, hvorfor intensiteten er øget.
Samtidig er der dog uden for kvasi-offentlighed og arbejde ikke tvivl om, at folk peer to peer, i Zoom-påskefrokoster, virtuelle middage, fredagsøl med videre storbruger det virtuelle rums muligheder for at være sammen på afstand.
 
Hjemmekontorets fænomenologi
Mange af os arbejder hjemmefra, og det er jo noget af en revolution, at vi kan undervise, vejlede, gøre forretninger, holde møder, tegne møbler i 3D og så videre, mens vi trisser rundt i slåbrok. Men hvorfor oplever mange så travlhed og en følelse af stress?
 
For at svare på dette spørgsmål må vi dels tilbage til problemstillingen vedrørende selvfremstilling og dels tænke lidt fænomenologisk. Alt andet lige er langt de fleste ikke sådan rigtig vant til at præstere og selvfremstille sig i en videokonference.
 
Vores rutiner, som vi finder sikkerhed, tryghed, overskud og omtanke i, er bundet til fysiske rum. En forelæsning er eksempelvis ubevidst koreograferet, og derfor er det sindssygt hårdt at være ny underviser: Hvor gør man af sine arme, mens man taler; skal man gå lidt frem og tilbage, og hvad nu med manuskript; stemmen bliver tør; fremstiller jeg nu mine pointer i den rette rækkefølge?
 
Alt dette oplever mange ellers vante undervisere igen med den virtuelle undervisning: 
Hvor det ellers kunne være svært nok at få den digitale tavle og PowerPoint til at virke, er der virkelig en teknisk barriere nu, hvor man skal have et konferencesystem op at køre – men det er ikke det værste: I praksis er det svært at sidde og tale til en skærm uden helt at kunne mærke sine elever eller studerende. For hvad med diktionen, pauserne, spørgsmålene?
 
Den uøvede virtuelle underviser brænder en masse krudt af på at være opmærksom på alt hele tiden, hvor meget ellers sidder på autopiloten: Eksempelvis, at man lige går fra tavlen og over til vinduet, mens man overvejer, hvordan man vil formulere næste sætning.
 
Et andet fænomenologisk eksempel er, at man vender opmærksomheden mod noget, man har skrevet på tavlen, og sammen med de studerende kigger på det og diskuterer, mens ens eget ansigt får et hvil.
 
Holder vi tungen lige i munden, så giver disse iagttagelser efterhånden anledning til refleksivitet, iagttagelse af iagttagelse og til det forhold, at man begynder at iagttage sig selv som iagttaget i de nye virtuelle situationer.
 
I konferencesystemet må man undvære alle disse kendte copingstrategier, og det tager tid at udvikle nye, der passer til det virtuelle rum. Men man må i gang med at udvikle nye adfærdsmønstre, der kan give en overskud til igen blot at fokusere på undervisningsobjektet og formidle det med virtuelt socialt nærvær.
 
Samme situation oplever mange utrænede virtuelle mødedeltagere. For straks at gå til de fænomenologiske eksempler, så oplever man, at kollegaen pludselig fylder hele skærmbilledet med en stor ostemad, som man følgende kan følge med i, hvordan fortæres. Andre sætter pludselig deres børn i fokus med fuld lyd og en komplet afbrydelse til følge – for slet ikke at tale om det rod, Hansen har i baggrunden, og det der ægte maleri, man i forvejen godt vidste, at Jensen har, selvfølgelig toner frem i hans baggrund.
 
Holder vi tungen lige i munden, så giver disse iagttagelser efterhånden anledning til refleksivitet, iagttagelse af iagttagelse og til det forhold, at man begynder at iagttage sig selv som iagttaget i de nye virtuelle situationer. Dette giver så anledning til, at man kan begynde at arbejde med sin egen selvfremstilling i det virtuelle rum. Spørgsmålet er dels, hvilke informationer man ønsker at afgive om sig selv, og dels, hvordan denne selvfremstilling kan støtte og spille sammen med ens karriere, så man bidrager hensigtsmæssigt til det faglige samarbejde.
 
Som med undervisning har vi i årevis trænet os i at gå til fysiske møder, i vores selvfremstilling og i at give vores professionelle bidrag og ellers gøre vores krop usynlig og uhørlig for de andre mødedeltagere. Nu må vi konstatere, at vi må tilegne os nye former for fremtrædelse. Hvilken baggrund vil man vælge, når man tager i betragtning, at andre vil tænke over den som bevidst selvfremstilling?
 
Hertil kommer alt det tekniske lige fra kameravinkel til at huske at mute mikrofonen, hvis man skal hoste – for slet ikke at tale om at have det rigtige udstyr. Valg af scenen, mestringen af de digitale håndteringsegenskaber og styr på, hvordan man toner frem og gebærder sig, skal gerne støtte den selvfremstilling, man ønsker over tid, og stilladsere ens faglige bidrag og karriere.
 
Efter COVID-19?
Vi må bare klø på, så bliver vi mere vante til det virtuelle rum.
Efter mange års forskning i det sociale ved sociale medier og sociale medier i forhold til undervisning vil jeg tilføje, at det aldrig var planen, at vi ikke også skulle være sammen fysisk.
 
Det har aldrig været meningen at udskifte det fysiske med det virtuelle, men virtuelt at udvide vores sociale og faglige rum, hvor det var berigende og  gav mening. Hertil en advarsel: Selvom vi strammer os an, skal vi ikke bilde os ind, at vi pludselig kan forvandle os til youtubere; målet er blot at kunne være rimeligt afslappet og ustresset, mens vi arbejder så godt, vi kan.
 
Som Niels Ole Finnemann engang skrev, så virker internettet som en stor selektionsmaskine – underforstået, at de fleste bliver siet fra. I min tolkning er bloggere og youtubere nogle, der er selekteret, fordi de har noget over sig, der virker dragende og lækkert inden for de nuværende digitale formater.
 
I modsætning hertil gør en stor gruppe af kunstnere, der kun er vant til at optræde i det fysiske rum og/eller i stærkt producerede formater, en ynkelig figur på de sociale medier. Dette gælder endda også superstjerner som Madonna, der bestemt ikke har nogen youtuber gemt i sig: 

 
Goffmans pointe er egentlig, at vi aldrig helt kan kontrollere de informationer, vi giver fra os i vores udtryk. Derfor kan vi naturligt nok kun kontrollere den del af vores selvfremstilling, vi er opmærksomme på.
 
Vi skal give lidt af os selv i vores spiralerende (selv)refleksive læreprocesser henimod beherskelsen af det virtuelle rum.
 
Som iagttager er vi imidlertid kynisk fokuserede på distinktionen mellem, hvad andre prøver at kontrollere, og hvad de alligevel kommer til at udtrykke, når vi gransker deres selvfremstilling og bestemmer os for,  hvad vi synes om dem.
 
Her er min morale: Når vi ikke ser os selv som youtubere og lignende – idet vi lader være med at udstille os selv unødigt, men bare prøver at udføre vores arbejde i det virtuelle rum – skal vi ikke være så bornerte. Vi skal give lidt af os selv i vores spiralerende (selv)refleksive læreprocesser henimod beherskelsen af det virtuelle rum. Et rum, der som arbejdsplads og social livssfære ikke må virke stressende, men aktuelt som mulighedsbetingelsen for overhovedet at arbejde og undervise.
 
Når krisen er overstået, kan vi så håbe på, at det virtuelle rum endelig kan bryde bredt igennem som supplerende og berigende rum. Her tænker jeg både på bedre og mere adækvate didaktikker og på mindre transport af arbejdskraft, der ofte hellere skulle spare rejsetid og CO2, end at møde op for at sidde i møderummet. Måske er der virkelig ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.
 
COVID-19 er frygtelig, men kan måske bevirke et mere intelligent samfund ved for nuværende at tvinge os til at eksperimentere med anvendelsen af digitale medier og herved frembringe gode og berigende sociale og faglige anvendelser.

Relaterede artikler

Derfor orker du ikke flere videosamtaler - Videosamtaler er monolog på monolog, uanset hvor meget vi forsøger at kompensere for det. Læs her om, hvorfor videosamta...
Survey: Hvordan har vi egentlig klaret coronakrisen? - Forandringsparat er ikke længere blot et PowerPoint-buzzword, men barsk virkelighed. På få uger er alt blevet til video ...
Coronarcissisme - “Hvad kan vi lære af pandemien?” er et retorisk spørgsmål, som vi hurtigst muligt skal lade være med at bruge. Det afspe...
Gode ideer i onde coronatider - Coronavirus har affødt en krise på verdensplan. Vi kommer kun ud af krisen ved at finde på noget nyt og bedre lige her o...
Ellemanns SoMe-handicap - Med over 80.000 nye følgere er statsminister Mette Frederiksen under corona-lockdown stormet frem på Facebook. Med 212.0...
Sådan genstartes samarbejdet efter krisen - Når I kommer tilbage på jobbet efter coronakrisen, skal I have genetableret det tilhørsforhold og den tillid, I havde fø...
Vi doomscroller nettet og os selv itu - Før marts i år kendte ingen til det. Så kom corona. Nu har vi klikket nettet tyndt efter død og ødelæggelse. Og ekkokamr...
Coronakrisen og de kloge formidlere - Coronakrisen rejser flere spørgsmål, end den giver svar. Det efterlader os med et stort behov for information og viden. ...
Pokémon GO for voksne - Et fænomen som Pokémon GO, der trækker dig op af sofaen og ud på en længere gåtur. Eller noget dybere? Randonautica er e...

Giv din stemme

11 stemmer
4,7/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

44 JOB

Studentermedhjælper

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.