I fremtiden vil alle være anonyme i 15 minutter

Den amerikanske kunstner Andy Warhol spåede, at alle ville blive kendte i 15 minutter i fremtiden. Vi bor nu i den – altså fremtiden som Warhol talte om; hverdagen i 2010’erne. En tid, hvor de sociale medier har skabt en platform for eksponeret privatliv. I fremtiden vil det nok snarere hedde '15 minutters anonymitet'.
af Katrine K. Pedersen
”De fleste forstiller sig i al hemmelighed, at de har en karriere i show business, og hver dag på vej til arbejde bliver de en lille smule deprimerede, fordi det ikke er rigtigt,” sagde film-producer John Waters tilbage i 2004. Og siden er antallet af TV-koncepter og digitale platforme, kanaler og sociale medier, der glorificerer fremstillingen af celebrities lige fra semi-kendte mennesker, it-girls, pop-,  film- og TV-stjerner, eksploderet.
 
Andy Warhol proklamerede i 1968: "I fremtiden vil alle blive verdensberømte i 15 minutter" og senere i 1979: "I fremtiden vil alle blive berømte i 15 minutter". Irriteret over vedvarende at blive konfronteret med sin udtalelse, forvirrede han folk ved at ændre den til "I fremtiden vil 15 mennesker blive berømte" og "Om 15 minutter vil alle blive berømte".
 
Medie- og markedsudviklingen har medført et værdiskifte: Hvor det for tredive år siden var individets plads i fællesskabet, der blev vurderet som den vigtigste værdi, er berømmelse/det at have et (stort) publikum i dag placeret som den mest attraktive aspiration. I hvert fald, hvis man spørger Yalda T. Uhls, professor ved UCLA Children Digital Media Center.
 
Hun har sammen med en række forskere igennem en årrække undersøgt, hvilke værdier der i dag fylder mest, primært i relation til børn og unges identitetsdannelse. Her har hun blandt andet undersøgt de værdier, der kommunikeres til børn og unge via både TV-platforme og sociale medier. Og hun fandt for eksempel, at hvor børn engang drømte om at blive brandmænd, jordemødre, læger eller ballerinaer, drømmer de i dag om at være Miley Cyrus eller om at stå på scenen til MGP. Det er drømmen om at blive kendt, der fylder.
 
Den har vist sig at indeholde et stort markedspotentiale for både virksomheder og medieproducenter. Den medieskabte drøm, hvor amatøren opnår berømmelse, er selvforstærkende og synes uudtømmelig – folk bliver ved med at drømme om et liv som stjerne, et liv som rig og berømt, og de bliver ved med at melde sig til X Factor.
 
Drømmen om berømmelse får folk til at blive ved med at opsøge spotlightet. Polfoto/ Mogens Flindt.
 
Den elektroniske tatovering
Vi er velvidende om, at den øgede digitalisering og anvendelse af internettet rejser nye udfordringer for eksempel i forhold til cybersikkerhed og privacy; at udnyttelsen af data som vækstdriver risikerer at ske på bekostning af beskyttelsen af persondata. Snowden-, Nets- og SE og HØR-skandalen rystede vores digitale grundvold et øjeblik, og mediernes seneste tids dækning af  internetafpresning og hacking slår skår i tilliden til de digitale platforme. Men én ting er cybersikkerhed og privacy – noget andet er vores digitale adfærd. Vi har længe været styret af drømmen om og trangen til at blive set, liket og fulgt af så mange som muligt; fame-addiction og denne higen efter anerkendelse har overskygget en naturlig kritisk stillingtagen.
 
En af de største drivere i denne udvikling er de sociale medier: Muligheden for at blive set af mange på én gang, muligheden for at have sit eget publikum. Sociale medier gør os til en slags everyday celebs.  Vi har ikke tusindvis af followers som Britney, Miley og alle de andre rigtige kendte – men vi er tilgængelige og on-screen med alt fra kaffedrikning og hundeluftning til indretning, madlavning, fejringer, gåture i regnvejr, solopgange og -nedgange og så videre.
 
Juan Enriquez, der er founding director på The Harvard Business School Life Sciences Project har undersøgt, hvordan sociale medier såsom Facebook, Twitter og Instagram bliver en slags “online tattoos”. Ifølge ham er den information, folk poster om sig selv lige så permanent som en tatovering. Den vil overleve individet og bestå for evigt – så længe teknologien tillader det.
 
Juan Enriquez fortæller om den permanente information.  
 
Derfor mener han, det er nødvendigt, at vi tænker os grundigt om. Det er ikke den enkelte post, men de mellemregninger og fortolkninger, der opstår i deres sammenhæng: “Elektroniske tatoveringer larmer! [...]. Det er muligt at downloade al mulig information, inden du overhovedet har mødt eller har talt med en person – fordi alle er fuldstændig plastret til i elektroniske tatoveringer”. Enriquez sammenligner vores tilstand med en kendt figur blandt de græske guder: “Tag Sisyfos, han var dømt til at gentage den samme handling for evigt. Det er som dit ry: Når du har fået en elektronisk tatovering, må du slæbe rundt med den”. 
 
Guldlok-effekten
Hvor Enriquez anbefaler, at vi tænker os grundigt om, når vi poster, er der andre, der problematiserer denne selv-redigerende adfærd. Sherry Turkle (forfatter til blandt andet bogen Alone Together) kalder det ‘Guldlok-effekten’: Da Guldlok besøgte de tre bjørne, valgte hun den grød, der var for kold og for varm fra, men den, der var tilpas, til. På samme måde tillader de sociale medier såvel som sms’er og e-mails os at redigere, så vi fremstår lige præcis, som vi ønsker.
 
Viktor Mayer-Schönberger fra Oxford Internet Institute, der har skrevet bogen Delete: The Virtue of Forgetting in the Digital Age, ser et demokratisk problem i den selvcensur, som vi med tiden har lært at anvende i brugen af de sociale medier: “Hvis vi begynder at tænke, at alt, hvad vi siger i dag, kan blive brugt imod os i en fjern fremtid, så bliver vi bange for at sige vores mening, og det er jo ikke det, man ønsker i et demokrati. Her er det helt centralt, at man kan sige, hvad man mener uden at skulle bekymre sig over, om man stadig mener det om ti år.”
 
Han peger på, at internettet har vendt op og ned på vores opfattelse af hukommelse – og at vores selv-redigerende adfærd skyldes en frygt for at blive udnyttet; en manglende tillid: ”Det smukke ved mennesket er, at vi kan glemme, for det betyder, at vi kan tilgive vores egne og andres fejltagelser. Men internettet glemmer ikke, og det får os til at hænge fast i fortiden [...]. Vi mister simpelthen evnen til at tilgive, fordi gamle begivenheder ikke gradvist forsvinder fra vores bevidsthed. Når du så skal søge et nyt job, have et banklån eller finde en ny kæreste, så kan oplysninger, du efterlod dig på nettet for fem til ti år siden, pludseligt blive brugt imod dig.”
 
Det at være ukendt som eksklusiv vare
Og mens vores børn higer efter og konkurrerer om at blive set af så stort et publikum som muligt, og vi selv slæber rundt med elektroniske tatoveringer, så drømmer de rigtige kendte om at blive anonyme.
 
Jeg lavede for noget tid siden en analyse af fænomenet inkognito. I den forbindelse besøgte jeg kvinden bag det hypede og eksklusive karneval Il Ballo del Doge i Venedig, Antonia Sautter. Hun fortæller, at attraktionen er at være inkognito for en aften. Det er der for så vidt ikke noget nyt i, det venetianske karneval har igennem historien tilbudt aristokratiet en chance for at stikke af fra virkeligheden. I dag er det bare ikke muligheden for at skeje ud, der er tiltrækkende – men det at slippe for at blive genkendt, eksponeret og fanget af paparazzi-linser eller fans med Smartphones.
 
Det eksklusive karneval Il Ballo del Doge, hvor deltagerne betaler formuer for at feste helt eller delvist anonymt.
 
De raffinerede masker, som hun designer og former, gemmer nogle af verdens mest indflydelsesrige eller kendte mennesker, lige fra konger og præsidenter til popstjerner og Hollywoods topnavne. “Alt er inkognito, jeg kunne aldrig finde på at nævne navne, for det er hele ideen med Il Ballo del Doge, at de er anonyme, at de er ukendte”. Inden for de seneste ti år har Antonia Sautter oplevet en stigende interesse for hendes karneval fra både kendte og almindelige mennesker. Folk fra hele verden betaler en formue for at drømme sig anonym én enkelt aften: “Jeg tror, at en af grundene til, at Il Ballo del Doge er så efterspurgt, er, at vi virkelig er under pres. Vi er så connected – men disconnected fra virkeligheden – og at drømme er at genfinde sig selv og finde menneskelig kontakt“. 
 
Spørgsmålet er, om anonymitet og inkognito i fremtiden bliver en attraktiv vare, ikke kun for de kendte, men i lige så høj grad for alle os everyday celebs, der er trætte af konstant at være tilgængelige og søgbare? Eller er anonymitet allerede blevet en utopi – en drøm om det umulige, som dengang mennesket drømte om at gå på månen? Som Huffington Post-journalisten Dana Kennedy skrev i sit science fiction-indlæg "NEW YORK, Oct. 12, 2043 [...] Mere end fem millioner folk, de fleste amerikanere står på ventelisten i håb om at få chancen for at leve som anonym i 15 minutter”.
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også