Sociale konsekvenser af coronavirus
Det nedlukkede samfund og dets fanger

Ingen vil smittes. Vi søger derfor væk fra hinanden for at beskytte den anden og os selv. Alt for at undgå kropslig kontakt. Billede: Getty.

Den frygtede virus spreder sig i Europa. Pludselig er vi med i en katastrofefilm om en mystisk virus, som rammen Jordens befolkning. Velkommen til verdens største ufrivillige sociale eksperiment med at arbejde og leve hjemmefra. Mød det åbne samfunds modsætning. Det nedlukkede virussamfund og dets indespærrede fanger.
Karantæne er som altid samfundets svar på smittefare. Det fører til hypervirtualisering af menneskelig kontakt og hjemmearbejde. Altså, menneskelig samvær og samarbejde går online. Samtidig er der opstået en velbegrundet frygt for kropslig kontakt med andre mennesker. Det sociale begrænses mest muligt for at skabe afstand til den fremmede. Mens de indespærrede bliver grebet af kedsomhed og desperation.
 
"I disse tider er alle, du møder på gaden, spøgelser, som vil tage dit liv." kinesisk banner
 
Globaliseringen rulles tilbage. Den frie bevægelighed begrænses. Det enkelt menneske vil blive ofret for fællesskabet. Coronavirusset har i sandhed vide sociale konsekvenser.
 
Udover det grundlæggende faktum, at coronavirusset er forfærdeligt på alle tænkelige måder, så aktualiserer det også en række komplekse sociale og kommunikative temaer.
 
Vi ser i hvert fald følgende: desocialisering, virtualisering, deglobalisering og det accelerede og hypermedierede risikosamfund med stort R. Turister isoleres, mens kinesere stigmatiseres som urene smittebærer. Det har større konsekvenser for verdenshandlen, hvor flybranchen melder om mange aflysninger.
 
Deglobaliseringen breder sig, og den globale arbejdsdeling brydes op og bryder sammen. Den begyndende økonomiske recession er her allerede.
 
Desocialisering, virtualisering, deglobalisering og det accelerede og hypermedierede risikosamfund med stort R. 
 
Tvungen og utvungen afsondrethed 
Virusset smitter som bekendt via kropslig kontakt og socialt samvær. Derfor er den bedste kur mod smitte og pandemi at undgå kropslig kontakt. Det medfører enten den frivillige sociale distancering eller den tvungne karantæne.
 
Social distancering
Ingen vil smittes. Vi søger derfor væk fra hinanden for at beskytte den anden og os selv. Alt for at undgå kropslig kontakt. Som det dramatisk udtrykkes i en kinesiske landsby på et af regeringens bannere, så er enhver, du møder i gaderne “spøgelser, som vil tage dit liv”. Ergo: Hold dig væk fra dem, og hold dig indendørs.
 
 
Social distance fra sociale klasser til kropslig kontakt 
Social distance er et sociologisk begreb, der ofte bruges om den oplevede afstand mellem økonomiske klasser. Altså, at det er svært at kravle op fra samfundets bund til toppen; svært for den fattige, uuddannede at blive gift med politikeren. Nu taler vi imidlertid om noget meget mere kropsligt konkret som fysisk afstand mellem mennesker.
 
Globaliseringen rulles tilbage. Den frie bevægelighed begrænses. Det enkelt menneske vil blive ofret for fællesskabet. Coronavirusset har i sandhed vide sociale konsekvenser.
 
Her er alle pludselig mere ligesom kroppe, der kan blive syge – omend den kreative klasse har helt andre mulighed for at tage økonomiske og arbejdsmæssige forholdsregler. De er ikke tvunget til at møde op på fabrikken, men kan arbejde hjemmefra. Fremtiden er her allerede, den er bare ikke ligeligt fordelt – som Gibson sagde.
 
Til gengæld er personer med ressourcer også netop de største smittebærer, for de rejser på fx skiferie til Italien og bringer virusset med hjem.
 
Den ekstra halve meter i det offentlige rum 
Vi ser turistattraktioner lagt øde, gader og offentlig transportmidler helt tomme, men også i det nære daglige ser vi folk træde en halv meter væk fra hinanden for at undgå tæt kropslig kontakt. Det rykker helt ind i den private sfære, hvor man ikke ikke længere må kysse hinanden. Et kys er bare et kys – undtagen når det sprede coronavirus.
 
I Italien ses de sociale konsekvenser allerede ret tydeligt. Som italieneren Lorenzo forklarer til DR: “Det er svært at leve et normalt liv, for folk vil ikke udenfor. Alle bliver derhjemme i tryghed,” siger han. Selv afholder han sig fra at besøge venner og ældre familiemedlemmer.
 
“Man ved ikke, om man bærer sygdommen eller ej. Man ønsker ikke at smitte sine nære, så jeg besøger for eksempel ikke min bedstemor, fordi hun er mere sårbar end mig,” forklarer Lorenzo Arcari.
 
 
Når teknologien accelerer den sociale afstand
Sundhedspersonalet er altid i højrisiko. De har også brug for social distance. Robotter bliver nu taget i brug for at undgå social, kropslig kontakt.
 
 
Når teknologien accelerer den sociale stigmatisering 
At bære ansigtsmaske er blevet et tegn på, at man tager socialt hensyn til andre mennesker samtidig med, at man beskytter sig selv. Masken som socialt symbol er stærkt og kineserne har allerede udvist vanlig overvågningskompetence ved at anvende AI-teknologi til at fange dem, der ikke bærer maske.
 
 
Enhver, du møder i gaderne, er spøgelser, som vil tage dit liv
Hvis nogen skulle være i tvivl, om de kinesiske myndigheder synes, folk skal blive hjemme, så bare kig på deres offentlige kommunikation, som det udtrykkes på bannere, fx: 
 
“Today you visit relatives or friends, next year only a dog remains in your house.”
 
“This year you visit people, next year you visit graves.” 
 
Billeder af bannerne fra Kina er samlet på Vice
 
Når risikoparadigmet slår retsparadigmet
Vi ser her altså kommunikation, der er ret direkte (uhyggelig), men som også indebærer, at risikoparadigmet nu slår retsparadigmet: I virussamfundet er man nu som udgangspunkt skyldig (i at bære virusset), indtil det modsatte er bevist – ikke omvendt. Menneskerettigheder krænkes, blot fordi du muligvis er smittet. Retten til sikkerhed og sundhed slår sikkerhed for den enkeltes rettigheder.
 
Det er risikosamfundet med stort R. Risiko som samfundets og statens omdrejningspunkt i en total mobilisering og nedlukning. Det totalitære virussamfund er blevet en nødretlig konsekvens og realitet. I Japan frygter man fx, at det vil føre til udvidede magtbeføjelser.
 
Karantæne = kabinefeber 
Uanset om tilbagetrækningen fra det offentlige er frivillig eller tvungen, så medfører fysisk afsondrethed kabinefeber. Altså følelsen af kedsomhed og irritation grænsende til desperation, når man er fanget.
 
Der findes en lang række film, der hedder Cabin Fever – og også musiknumre. De er alle stort set enige om, at genren er gys med gys på. At være fanget et eller andet sted i isolation medfører klaustrofobi, der kan komme til udtryk i irritation, rastløshed, angst, osv. Det er ikke svært at forestille sig, at der på et tidspunkt kommer endnu en film – denne gang om krydstogtskibet Diamond Princess, der lå i havn ud for Tokyo.
 
Om det overhovedet er etisk forsvarligt at isolere mange for at redde endnu flere, diskuterer Morten Nielsen meget fint her. For har de raske ikke ret til at komme væk frem for at vente på, at virusset rammer dem, eller må deres ret ofres for at beskytte fællesskabet? Men hvad er de sociale konsekvenser i dagligdagen for alle, som er underlagt karantæne? Svaret er, at det virtuelle univers  blomstrer.
 
Krydstogtskibet er blevet en metafor for hele verden. Vi er alle på det skib.
 
Den virtuelle arbejdsplads 
Udbruddet og karantænen begynder at sætte sine økonomiske spor. Folk handler stort set ikke mere. Bilsalget er faldet 92 %.. Men alle, der kan arbejde virtuelt, gør det, dvs. bruger onlinekanaler, -platforme og videomedierende teknologi. På den ene side er det et problem for dem, der faktisk har brug for at møde op fysisk på arbejdspladsen. Og det er et problem for open office spaces. På den anden side er der også en del, der glæder sig over, at det kinesiske arbejdsmarked endelig “moderniseres”. Der har før været meget lidt mulighed for hjemmearbejdsplads, og nu tvinges medarbejdere til det. Det har sine fordele, mener flere. Interessant er det i øvrigt også, at e-commerce buldrer derudad, fordi folk ikke vil gå ud at handle, men markedet kan ikke levere, fordi det stadig er nødvendigt med mennesker i logistikken.
 
 
Den virtuelle festkultur: Samvær og kultur går online 
For mange er det ikke sjovt at være buret inde i deres lejlighed i længere tid. Kabinefeberen melder sig. Hvis det alligevel er de sidste tider, så kan de lige så godt festes væk, er rationalet. Så hvordan fester man virtuelt? Det er kineserne ved at genopfinde af nød. Onlinekoncerter, hvor man deltager via fx Bilibili, en videodelingsplatform. Der eksisterede allerede fænomener som “Bedroom Online Cloud Music Festival”, men disse typer onlinefester er nu blevet regulære fænomener i Kina.
 
 
Live herfra
 
Den voksende kreativitet 
Var kineserne meget på de sociale medier før, er det eksploderet nu med et rigt liv, hvor både samtaler florerer – også ofte misinformation om virusset, men også video-uploads af, hvad folk foretager sig for at holde kabinefeberen nede.
 
Den nye home alone-følelser er også blevet beskrevet som “travels in my flat”. Turist i din egen lejlighed. For hvad kan man finde på, og hvordan ser man sit hjem på en ny måde. Her er rapporteret fra Quartz.
 
Nu er der tid til at være sammen i køkkenet. Fra Vice 
 
Virusset som spejl for mennesket
Virusset spejler menneskets egen viralitet. Vi er i slægtskab med virusset i vores vilje til liv og spredning. Vi er – set fra et økofanatisk perspektiv – et virus i Jordens økosystem. Hvad er forskellen mellem os og virusset? Et virus, som bliver mindre og mindre dødeligt over tid, fordi det virus, som ikke slår sin vært ihjel, vil leve længere og sprede sig mere.
 
Virussets interesse og “intentionalitet” er altså at lade os leve for at kunne sprede sig mest muligt. Den vil indgå en pagt med os. Vi har måske mere til fælles, end vi tror og ønsker.
 
Vi har aldrig været moderne 
Den berømte franske filosof Bruno Latour skrev engang:  “We have never been moderne”. Virusset peger og beviser, vi aldrig vil blive moderne. Tiden gentager sig i cykliske bevægelser. Vi står igen og igen over for de samme problemer, som vores afdøde forfædre stod overfor. I gamle dag lå skibene i karantæne ud for Venedig i 40 dage. Ja, selve ordet karantæne kommer af tallet 40 på italiensk.
 
Masken som symbol igen igen 
Karnevallet i Venedig er netop blevet aflyst på grund af frygten for det nye virus. Karnevallet i Venedig er berømt for sin pestmaske; det er masken, som lægerne bar for at beskytte sig mod pesten. Hvert år er der en parade med disse masker. Virusset peger på¨og beviser, vi aldrig vil blive moderne. Vi vil altid bære den samme maske. Dengang som nu i det nedlukkede samfund.

 
Vil vi dø alene?
Måske er virusset ikke meget værre end almindelig influenza, når man ser på dødeligheden, men hysteriet er massivt, og medialiseringen hyperaccelerer frygt og bæven og store konsekvenser for social kontakt og globaliseringen som sådan. Som den karantæneramte italienske sociolog udtrykker det i Nytimes:
 
“The world no longer has borders that cannot be penetrated. To defend against the virus one would have to defend oneself from the world, hiding at home and turning off the television, the radio and the internet. In order not to die contaminated by others and become spreaders of the virus ourselves, we would have to die alone.”

Relaterede artikler

Reprise af en krise? Danmarks nye tegningesag - En milliard kinesere, der kan blive gale i skralden og et ondsindet diktatur, der synes opsat på at bruge sin enorme int...
Der er højt til himlen, og kejseren er langt borte - Vi ser det gang på gang. Kina er ikke et oplysningsland. Medier skal opdrage, ikke oplyse, de skal understøtte Kommunist...
Kina ofrer en provins for at redde verden - Udbruddet af coronavirus i Kina aktualiserer en velkendt udfordring i bioetikken: Hvornår er karantæneredskabet – isoler...
Myndighedernes corona-kommunikation - På bare en måned blev et lokalt sygdomsudbrud i en fjern provins i Kina pludselig en meget virkelig og alvorlig bekymrin...
Sig farvel til håndtrykket - COVID-19 har gjort os alle til germaphobes. Overlever håndtrykket?
Fortidens skræmmende epidemier - Coronavirus opstod på et uhumsk kinesisk madmarked og hærger lige nu verden som en australsk skovbrand. Men det er ikke ...
Corona-karantæne er en lappeløsning - Coronaen raser. TV 2-journalister og gymnasieelever sættes i hjemmekarantæne, mens udgangsforbud og masseisolation i and...
Ve den, der ikke spritter - Alt for at undgå smitte. Skal man være i kropslig nærkontakt, er hygiejne den nye altoverskyggende norm. Håndsprit og an...
Hvad gør k-cheferne? - Det danske samfund skal stå sin prøve over for COVID-19, og det er ikke kun statsministerens kommunikationsfolk, der er ...
Den svære kunst at være helt enkel - Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen, har længe været kendt for sit store kommunikationstalent og som en leder...
Kan du høre mig? Ja, kan du høre mig? - I disse uger er det med ét blevet mainstream at holde onlinemøder. En af de mest populære tjenester til netop det er Zoo...
Kludder i den kinesiske coronakommunikation - I takt med, at amerikanerne har trukket sig længere og længere tilbage, har Kina ændret kurs i krisekommunikationen. I s...

Giv din stemme

14 stemmer
4,7/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

42 JOB

Kommunikationskonsulent

Se alle job Indryk job

Kursus

Styrk jeres leder- og linjekommunikation

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Job

Senior Art Director

Frist: Hurtigst muligt

Studentermedhjælper

Frist: 1. august

Kommunikationskonsulent

Frist: 14. august
Se alle job Indryk job

Kursus

Uddannelse: Rådgiver i intern kommunikation

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.