Mor Mettes lille Danmark

I Socialdemokratiets nye kampagnevideo er tekstforfatteren næsten ved at snuble over sig selv i manuskriptets utallige ræve røde ordspil. Alt i alt må man sige, at historien om landet, der kan slå fra sig over sin egen vægtklasse, så længe socialdemokraterne bare står vagt om den sociale balance i landet, i denne film bliver fortalt så tykt og med så meget patos, at ikke et eneste ærkesocialdemokratisk øje kan være tør.

Fornyelse og nostalgi giver billedet af en tryg fremtid. Noget, de fleste hungrer efter i en tid, der ellers er karakteriseret ved usikkerhed og tvivl. Men her står Mor Mette så som den samlende skikkelse i et lille land, der ikke risikerer at blive blæst omkuld, så længe vi bare følger regeringens bud.

af Kim Jong Andersen

Socialdemokratiet lancerede i denne uge en ny kampagnevideo, hvor den røde tråd i fortællingen er, at Danmark er et lille land. Men til gengæld et lille land med et stort hjerte, stort ansvar, stor retfærdighed, store ambitioner, stort fællesskab – bliv selv ved. Klassisk dialektik som kommunikativt greb, hvor tekstforfatteren imidlertid næsten er ved at snuble over sig selv i manuskriptets utallige ordspil. Historien er lige så ”Socialdemokratiet Classic”. Den handler om ”vi”, ”os” og ”sammen”. Jeg opgav faktisk at tælle alle de gange, hvor vi skulle gøre eller være noget ”sammen”.

Og sammen skal jeg også lige love for, at regeringen med ”Mor Mette” i spidsen har bragt danskerne sammen under coronakrisen. Naturligvis med behørig afstand.

Politisk står statsministeren og regeringspartiet stærkere end i mange årtier. Det er i sandhed lykkedes at skabe forestillingen om ”Mette eller Kaos” – i en grad så ”Mor”-tilnavnet benyttes flittigt blandt kritikere, der mener, at grebet nu er strammet så meget, at man dårligt kan trække vejret uden at skulle følge en ny mere eller mindre selvmodsigende regel.

Uanset kritikken er indtrykket dog, at oppositionen står handlingslammet tilbage, og det skal der naturligvis kapitaliseres på i den socialdemokratiske lejr. Her er styrkepositionen så udtalt, at ingen – hverken blandt støttepartierne eller i den tidligere blå blok – for alvor kan udfordre regeringen, medmindre de tør tage et valg, der bare risikerer at konsolidere det nye styrkeforhold.

Fællesskabet er alle de andre
Forud for udspillet om Arnes ret til at gå på tidlig pension faldt så denne – i øvrigt flot producerede – film, hvor Mette Frederiksen stiller sig op som garant for landets solidariske fremtid i en brydningstid med COVID-19, klimaforandringer, nedslidte lønmodtagere, skandaløs ældrepleje, for få pædagoger, praktiserende læger og sygeplejersker og alt, hvad man ellers kan komme i tanke om, der skal gøres noget ved.

Da man sjældent kan få mere uden at betale for det, venter der en stor regning, og den skal ikke bæres af socialdemokraternes kernevælgere, men snarere af ”fællesskabet”, som så må inkludere de mere velbeslåede, da det jo er de bredeste skuldre, som skal bære de tungeste byrder.

Så blev det endelig Arnes tur. (Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

For hvem er det, socialdemokraterne gerne vil appellere til med denne film?

Det er ikke de formuende borgere med de videregående uddannelser, de selvstændige og virksomhedsejerne. Det er snarere den halvdel af befolkningen, som blot har en grund- og/eller erhvervsuddannelse, og som bare passer et helt almindeligt job eller er gået på pension.

I medie- og akademikerkredse har man det med at glemme, at ikke alle ligner dem selv, så måske filmen rammer meget godt ind i en andet, meget stort, men ofte forbigået vælgersegment, der sjældent portrætteres i de glittede reklamer.

Over for dette giver Socialdemokratiet den så fuld gas på samtlige trompeter, violiner og gulvbas i ”Det lille land” i forhold til at understrege, at det stadig er partiet, hvor ”De store skal passe på de små”, som et socialdemokratisk byrådsmedlem i den rige Frederiksberg Kommune vist engang fik gjort til sit valgslogan.

Filmens kernefortælling er således forsynet med det nødvendige, folkelige og grundsympatiske solidaritetsprincip – og med en timing, der er helt perfekt i forhold til det dugfriske udspil om en ny pensionsordning, der skal sikre Arne og de andre nedslidte en mere værdig alderdom.

Kig bare på finansieringen, hvor det netop er de formuende og bankerne, der skal samle regningen op. Om man kan sælge den til vælgerne uden, at de får mistanke om, at regningen bliver sendt lige retur til netop lønmodtagerne, er et godt spørgsmål – men mon ikke, at det går. Det skal det helst. For det var trods alt selve kronjuvelen i Mette Frederiksens valgløfter op til regeringsskiftet.

Socialdemokratiets kommunikationsapparat kører på skinner
I tillæg er der udmøntningen af en klimalov, der skal forhandles. Den bliver også kostbar. Her skal socialdemokraterne lave det samme kunststykke som med udspillet til en tidligere pension.

For nye klimaskatter og -afgifter må naturligvis ikke få så meget social slagside, at det kun er folk i Kartoffelrækkerne og de store virksomheder, der har råd til at betale dem. Vi skal nødig have ”gule veste” i Danmark. Igen er det et tema, hvor filmen er med til at forhåndsindstille forventningerne. Bæredygtighed opnår vi kun sammen. Læs: Hvis de mest velstillede, der også er de største fortalere, betaler for den.

Socialdemokratiet bygger bro mellem den grønne omstilling og tiden fra før, verden gik af lave. (Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)

Alt i alt må man sige, at historien om landet, der kan slå fra sig over sin egen vægtklasse, så længe socialdemokraterne bare står vagt om den sociale balance i landet, i denne film bliver fortalt så tykt og med så meget patos, at ikke et eneste ærkesocialdemokratisk øje kan være tørt.

Kombineret med timingen op til de næste store forhandlinger og udfordringer i at finansiere de mange velfærdsønsker, nu hvor råderummet efterhånden er brugt flere gange, demonstrerer det endnu engang, at sosserne p.t. råder over det klart stærkeste kommunikationsapparat. Det er ”framing”, ”priming” og hvad det alt sammen kaldes, når det både er mest kompetent og mest kynisk.

Oppositionen ved efterhånden hverken, hvem der er dens leder, eller om de forskellige grader af borgerlighed overhovedet rækker til at skabe en fælles platform.

I modsætning hertil har Mette Frederiksen samlet et ”nyt hold” af forholdsvis yngre – og endog intellektuelle, bogskrivende kræfter – der har evnet at formidle de klassiske, socialdemokratiske ”arbejderværdier” i et moderne perspektiv i forhold til de udfordringer, det danske samfund skal håndtere i de næste årtier. Som f.eks. i denne kampagnevideo, hvor havvindmøllerne møder billedrørsfjernsynet i en dagligstue, der kunne være hentet fra Arbejdermuseet.

Fornyelse og nostalgi giver billedet af en tryg fremtid. Noget, de fleste hungrer efter i en tid, der ellers er karakteriseret ved usikkerhed og tvivl. Men her står Mor Mette så som den samlende skikkelse i et lille land, der ikke risikerer at blive blæst omkuld, så længe vi bare følger regeringens bud.