Sober Curious er det nye sort
Vi er færdige med druk

Dagen derpå er ikke altid lige sjov. Kilde: Getty Images

Skrevet af

Mette Kirstine Goddiksen
Journalist

25 artikler

0 indlæg

Livsstilen sober curious vinder hastigt frem, og den adskiller sig afgørende fra traditionel afholdenhed, fordi den ikke bunder i total askese, religiøs fordømmelse af alkohol eller tidligere misbrug. Livsstilen handler ikke om fromhed eller sur selvkontrol. Flere er bare – stille og roligt – blevet nysgerrige på, hvad en ædru livsstil kan give dem – og markedet reagerer ved at tilbyde flere alkoholfri alternativer.
Du har sikkert mere end en gang prøvet at vågne med tør mund, ondt i kroppen og mere eller mindre skamfulde erindringer på repeat i hjernen. Du har sikkert også spurgt dig selv: Var den brandert virkelig det her værd?  

Og helt ærligt: Det var den sjældent. 

Det tager flere og flere nu konsekvensen af og tilslutter sig de ædru-nysgerrige og holder op med at drikke alkohol. Ikke på en endegyldig og rigid måde. De er blot åbne over for, hvad ædruelighed kan. De træder et skridt væk fra alkoholkulturen og går egne motiver for at drikke efter i sømmene. For de ædru-nysgerrige er det et personligt valg. De ønsker som sådan ikke at police the world.

De ædru-nysgerrige – eller sanseligt sobre – udfordrer en social norm om, at afholdenhed er for dødbidere, der ikke forstår at have det sjovt. De nægter at bøje sig for det underliggende – og til tider for os ubevidste – sociale krav om at drikke.

De fleste af os har prøvet ikke rigtigt at have lyst til alkohol til en begivenhed. Men hvis man fornemmer, at de andre har set frem til en lille knaser, og de kigger skuffede eller måske endda misfornøjede på én, når man forsøger at pippe et nej tak – tja – så tager man alligevel én eller syv for holdet.

Angst for at være anderledes og blive forkastet af flokken er én af grundene til, at vi drikker. Samtidig har vi en kultur, hvor alkohol symboliserer weekend, frihed og fest. Vi har lært, at alkohol er det eneste saliggørende for at løsne det sjælelige slips.

Men hvis man kun føler sig levende og glad, mens man indtager en bestemt slags væske. Og hvis livet centrerer sig om den væske, og hvornår det igen er weekend, så man igen kan indtage den, så lægger det et sølle, kunstigt skær over hele tilværelsen. Det er én af pointerne hos amerikanske Ruby Warrington, der er frontfigur i sober curious-bevægelsen.
 
Da hun i sin tid satte proppen i flasken og trådte et skridt væk fra alkoholkulturen, føltes det først, som om festen var slut. Men for hende startede en ny fest, hvor hun ikke brugte en masse penge på at forgifte sig, hvor hun for eksempel ikke længere gik i seng med de forkerte og ikke længere skulle bruge kostbart liv på psykisk og fysisk at restituere efter en druktur.
 
 
Ruby Warrington er frontfigur i en ny bevægelse, der vælger et liv uden alkohol. I ”Sober Curious” fortæller hun sin historie og perspektiverer sine valg til drukkulturen. 
 
 

Meget rarere med kaffe!


Når man som dansker læser Warrington og andre ædru-nysgerriges årsager til at stoppe med at drikke, kan de virke en tand frelste. Det kan selvfølgelig have at gøre med, at amerikanere har tradition for at udtale sig mere bombastisk og højtravende end os. Det kan også handle om, at de træder på en øm tå og fortæller os noget, vi godt ved, er sandt, men som virker uoverskueligt at ændre på. 

– Nå, du har ikke lyst til fredagsvin? Jamen, så tager vi da bare en kop kaffe… 

Kan du mærke den stive grimasse, skuffelsen, og hvordan du kommer til at respondere påtaget ligeglad, når din ven afviser alkohol, som du havde glædet dig til?

Irriterende er det jo, når disse nysgerrige ædru nægter at give os andre et motiv for at drikke alkohol i sociale lag!

Samtidig forvirrer ædru-livsstilen, da den er anderledes end afholdenhed og ikke handler om at undslippe et reelt misbrug. Sober curious-bevægelsen kan ikke sammenlignes med for eksempel AA.

Livsstilen er fleksibel. Det er ikke en evig forsagelse af alkohol, og de ædru-nysgerrige tilvælger alkohol i visse situationer. 

Akkurat, som hvis en vegetar forbeholdt sig retten til at spise en cheeseburger i ny og næ.

Men vigtigt for de ædru-nysgerrige er, at alkohol for dem er et bevidst, kontrolleret tilvalg – og ikke en måde at please hverken værten eller vennerne på. De følger ikke flokken, der her til lands er stærk.
 


Uintegrerbar i drukkultur


Flere end 860.000 voksne drikker mere end det anbefalede, og næsten 20 procent af den voksne befolkning overskrider Sundhedsstyrelsens risikogrænser for ugentligt indtag. Samtidig tager danske teenagere igen og igen europarekorden i druk. 

Den danske alkoholkultur er så dominerende, at det for mange kan være direkte pinligt ikke at drikke. Hvert år bringes historien i medierne om, at studiestart med de mange sociale aktiviteter kan være udfordrende for elever, der ikke bryder sig om at være fulde. 

Der er nemlig risiko for at blive stemplet som kedelig, asocial eller hæmmet. Siger du nej tak til alkohol, så risikerer du stadig, at andre mennesker per automatik tror, du er gravid, religiøst praktiserende eller tidligere alkoholiker.
Men måske ændrer tingene sig nu for dig, mig og nye studerende, så vi kan slå alkohol-autopiloten fra uden konsekvenser for vores omdømme.

Denne vinbutik kalder sine alkoholfri alternativer ”Jeg skal køre hjem-pakken”. Vi er stadig der, hvor der er lagt op til, at vi kun afholder os fra alkohol på grund af sur pligt, ikke af lyst. Det er ved at ændre sig.
 
 

Tidsånd(e) med mindre alkohol


Fænomenet ”hvid januar” har vundet frem med rekordhastighed, og i USA tilslutter 19 procent af den voksne befolkning sig løftet om en måned uden alkohol i 2022, fortæller en analyse (Dry January Movement Grows in 2022, but for Many It’s More Damp Than Dry - Morning Consult) Udviklingen er især drevet frem af Millennials-generationen.

Coronapandemien gav en stigning i alkoholforbruget, men fik også flere mennesker til at tage deres liv og herunder alkoholforbrug op til revision.

Dertil er mange MeToo-skandaler sket i forbindelse med fest og druk, hvilket sandsynligvis også får os til at genoverveje vores generelle alkoholindtag.

Den væsentligste faktor i forhold til, at flere bliver ædru-nysgerrige, er dog, at vi generelt set fokuserer mere på sundhed. Flere træner, selvudvikler og fravælger cigaretter, kød og gluten. Et naturligt næste skridt er også at skrue ned for alkoholen.

I sin seneste bog, Sober Curious, skriver tidligere nævnte Ruby Warrington, at et reduceret alkoholindtag "er det næste logiske skridt i wellness-revolutionen". Hun understreger det absurde i at starte dagen med yoga og selleri-smoothie for at afslutte med at drikke hjernen ud og leveren i smadder på den nærmeste bar. 

Hun står bag digitale fællesskaber og paneldiskussioner for ædru-nysgerrige samt en række events på den alkoholfri bar Club Söda i New York.

Der popper også butikker med et velassorteret udvalg af alkoholfri drikkevarer som øl, mixed drinks og vin op i USA. Butikken Boisson på Lexington Avenue på Manhattan er et eksempel. Ejeren kalder butikken for ”en domsfri zone”, hvor kunderne spænder fra mennesker, der aldrig drikker, til andre, der bare er nysgerrige på og vil supplere med de alkoholfrie alternativer.
 
Boisson på Lexington Avenue på Manhattan. Foto: Jennifer A. Kingson/Axios.
 
Sangerinden Katy Perry har sågar sendt en ny serie af alkoholfrie aperitiffer kaldet ”De Soi” på markedet. Til People Magazine begrunder hun det med: "Jeg er 37, så jeg kan bestemt ikke drikke, som jeg kunne i 20'erne."


Der findes for eksempel gin uden alkohol – ”ginish”. Indtil videre har alkoholfrie alternativer navne, der lægger sig op af originalen. Lidt ligesom ”plantefars”, ”selleribøf” og ”soyakød”.
 


Alkoholfri industri


Fra 2018-2019 gik alkoholforbruget ned med 1,6 procent på verdensplan – og verdens største bryggerier har set skriften på væggen.

Heineken har tegnet et stort sponsorat med Formel 1 for at promovere Heineken 0,0 og derigennem styrke budskabet om, at man skal være ædru, hvis man vil køre bil.

Selv den sorte Guinness har lavet en alkoholfri variant, og markedet for alkoholfri drinks bliver langsomt større. Firmaer som DRY Sparkling Soda, Curious Elixirs, Proposition Cocktail Co. og Kin Euphorics har lanceret velsmagende, alkoholfri drinks med kreative ingredienser som kardemommesirup. 

Internationalt er vi altså allerede niveauer over den gammeldags light-pilsner med eftersmag af tis, kristen livsstil og askese.  

I Danmark er tendensen som sædvanligt ikke slået så kraftigt igennem endnu – vi lægger os gerne i slipstrømmen på udviklingen i USA. Og når den alkoholfri livsstil slår igennem, så sker det sandsynligvis først og mest mærkbart blandt de yngre generationer med længere uddannelser i de større byer – akkurat som med veganer- og vegetarbevægelsen.

Men der er klare indikatorer på, at også danskerne er om ikke ædru-nysgerrige så nysgerrige og åbne for at skifte noget af alkoholen ud med alternativer. 

Eksempelvis tilbyder mange restauranter saftmenuer i stedet for vin.

Svaneke Bryghus var blandt de første danske craft-bryggerier til at lancere alkoholfri øl tilbage i 2016. I dag er bryggeriets alkoholfri serie ”Don’t Worry” en succeshistorie og blandt de bedst sælgende varianter. Siden 2018 har Don't Worry-serien haft en gennemsnitlig vækst på cirka 50 % årligt, og det er dermed blevet en vigtig del af forretningen for Svaneke Bryghus, hvor de alkoholfri øl i dag udgør mere end 15 % af bryggeriets samlede omsætning.

– Vi ser en trend i tiden, hvor det er blevet helt legitimt at drikke en alkoholfri øl, fortæller Steen Jespersen, direktør for Svaneke Bryghus, i en nyligt udsendt pressemeddelelse.
 
 

Verdens første alkoholfrie bar - Danske Ølentusiaster (ale.dk)
Skal barer til at rime på privatbilisme, sundhed og sober tale? Hvor barer før udelukkende var steder med berusende mennesker og taxaer i rutefart udenfor, så popper alkoholfrie barer så småt op. 
 
Og det er ikke blot økologiske craft-bryggerier, der har læst tidsånden. I TV-reklameblokke drikker smukke, smarte mennesker Heineken uden alkohol. I podcasten Det, vi taler om, hvor vært og panel ellers har et ret afslappet forhold til procenter, indleder speakerstemmen fra programmets nye sponsor, Menu, med at gøre reklame for kædens udvalg af alkoholfrie alternativer.

Hvornår tendensen med mindre alkohol for alvor slår igennem i Danmark, er ikke til at spå om. Men som den slags ruller det ind over os som en snebold; når smarte firstmovers efterspørger alternativer til druk, så sælger barer, bryggerier og supermarkeder os de muligheder. Med flere alternativer afprøver flere mennesker de alkoholfri alternativer og så frem.

Og bliver snebolden pludselig stor og mainstream, så vil den sandsynligvis ikke gøre særligt væsen af sig.
For ædru-nysgerriges livsstil er ikke højtråbende eller prædikende. For dem handler det om frihed til at vælge et ædru liv med de oplevelser, sundhedsmæssige fordele, samvær med andre og personlig udvikling, det giver, når man ikke rutinemæssigt bedøver sanserne.
 

Giv din stemme

35 stemmer
4,1/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

72 JOB

Taleskriver/presserådgiver

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.