Har smartphonen ødelagt en generation - eller har vores teknologiafhængighed simpelthen været new normal siden 00'erne?
Har smartphonen ødelagt en generations fornemmelse for nærhed, givet den opmærksomhedsforstyrrelser, Fear of Missing Out-syndrom og gjort den afhængig af idiotisk tidsfordriv? Eller er smartphonen den ting, der gør, at vores moderne samfund kører smidigt, optimeret og superkommunikerende? Trine-Maria Kristensen spekulerer.
Jeg skulle med tog fra Roskilde til møde i København og kom af sted uden min telefon, og jeg var helt ærligt som et siv i vinden. Jeg kunne ikke finde rundt i København uden Google Maps, jeg kunne ikke tjekke Rejseplanen, og jeg kunne ikke sende en sms og forklare min kunde, at jeg var lidt sent på den.
23 minutter i toget uden telefon var lang tid, og det virkede suspekt at sidde og kigge rundt på de andre, selv om ingen lagde mærke til det, fordi alle jo kiggede ned i deres telefoner – som alle normale mennesker gør i offentlig transport.
Hvad lavede man dog, før smartphonen blev opfundet? Getty Images.
Det var også kedeligt at kigge ud af vinduet – det der med at man så kan sidde og slappe af, mens man nyder de smukke landskaber, der ruller forbi, gælder altså ikke på strækninger i Storkøbenhavn.
Da jeg kom tilbage til Roskilde Station, måtte jeg tilmed gå hjem i regnvejr, fordi jeg heller ikke kunne sende min mand en sms om, at jeg gerne ville hentes. Men det hårdeste var helt klart fornemmelsen af ikke at være forbundet til verden, tænk hvis jeg gik glip af noget – det føltes faktisk, som om jeg kunne blive meldt savnet, hvad øjeblik det skulle være. Og det var helt sikkert sundt at mærke, hvor voldsom afhængigheden egentlig er.
Vi ved ikke længere, hvordan vi skal leve
I USA snakker man også om det. Ifølge en artikel af psykologiprofessor
Jean M. Twenge på Atlantic har smartphones ødelagt en hel generation. De unge er ifølge Twenge mere miserable, deprimerede, ensomme og selvmordstruede end nogensinde før, og de data, hun kigger på i artiklen, peger alle i retning af, at øget brug af smartphones er den store skurk. Telefonerne og de sociale medier, der følger med, fratager de unge deres evner til at være sociale og lære at leve livet.
I artiklen refererer Twenge en række forskningsresultater og undersøgelser af amerikanske unges brug af smartphones og følgevirkningerne. Ifølge en undersøgelse blandt 5000 teenagere i 2017 ejer 75 procent af de amerikanske teenagere i dag en iPhone. Og telefonerne ændrer de unges sociale liv helt grundlæggende og påvirker deres mentale sundhed. Nogle af forandringerne er positive – fordi telefonerne for eksempel medfører, at de unge går mindre ud og også til færre fester.
Smartphones og sociale medier er en fast del af hverdagen for mange unge. Kilde: Getty Images.
Derfor er antallet af alkoholulykker og antallet af teenagemødre faldet drastisk over de sidste år. Teenagere har heller ikke samme behov for at slippe ud af huset (som 16-årige) for at være sammen med deres venner, og derfor får færre helt unge kørekort, og det medfører, at der er færre teenagere, der dør i trafikulykker.
At være sammen med vennerne online via mobiltelefonen (inde på deres eget værelse) er ifølge Twenge ofte nok til, at teenagerne føler sig frie og føler sig forbundne med deres venner. Faktisk er det så grelt, at unge på 17-18 år (12th graders – elever svarende ca. til 3.G herhjemme) gik mindre ud i 2015 end de 13-14-årige (8th graders – svarende til ca. 8. klasse) gjorde i 2009. Så ændringerne er ifølge Twenge drastiske.
Dog er det endnu værre, at telefonerne og de sociale medier påvirker de unges følelse af lykke og glæde og gør dem selvmordstruede. Ifølge Twenge er en masse af det samvær, teenagere har med hinanden, blevet digitalt. Hvor de før havde et fritidsjob, er de nu mere hjemme, og hvor de før ”hang ud” i indkøbscentre eller på basket-baner, sidder de nu mere hjemme.
Antallet af teenagere, som ser deres venner næsten hver dag, er faldet med 40 procent fra 2000 til 2005. Men det betyder ikke, at teenagerne er mere sammen med familien. Det betyder, at de sidder mere alene på deres værelser – eller i stuen, hvor alle i familien kigger på hver deres skærm, og noget tyder på, at de ikke bliver gladere af det.
Twenge refererer til et studie, der angiver, at teenagere, der bruger mere tid end gennemsnittet foran skærmen, er mindre lykkelige end de teenagere, der bruger mindre tid. Sammenhængen er så direkte, at 8. klasses elever (13-14-årige), der bruger 10 timer eller mere om ugen på sociale medier, med 56 procent større sandsynlighed siger, at de er ulykkelige, end 8. klasses elever, der bruger mindre tid. Hun indrømmer, at 10 timer er meget, men fastslår, at der i gruppen af elever der ”kun” bruger mellem seks og ni timer stadig er 46 procent flere, der angiver, at de føler sig ulykkelige, end blandt dem, der bruger endnu mindre tid.
Twenge mener, tallene er tydelige, og vender den også om og citerer fra samme undersøgelse, at elever, der bruger mere tid end gennemsnittet på at ses med deres venner ansigt til ansigt, er 20 procent mere lykkelige. Twenge refererer også undersøgelser, der viser, at teenagere føler sig langt mere ensomme i dag end tidligere, og selvmordsraten er steget (selv om flere teenagere stadig begik selvmord i 90'erne). Hun understreger i artiklen, at der også er andre grunde end mobiltelefoner og sociale medier (for eksempel større pres i skolerne, en anden forældrestil, andre kulturelle forhold – som for eksempel mere kontrol med, hvor man er henne, når man er ude = mindre følelse af frihed), men hun fastholder, at sammenhængen er ret tydelig.
Spørgsmålet er imidlertid, om det virkelig kun er de unge og børnene, der har problemet?
Teknologieksperten Alexandra Samuel stiller i en mod-artikel spørgsmålstegn ved Jean M. Twenges udlægning af teksten.
For det første er der andre undersøgelser der viser, at unge mennesker ikke er spor mere ulykkelige end de altid har været. Samuel referer forskning der viser, at uanset, hvor meget man bruger sociale medier, så er der altid omkring 15% af teenagere der karakteriserer sig selv som ulykkelige."
Samuel påpeger dertil, at det i mange familier var de voksne, der først fik smartphones og kom på de sociale medier, og at de voksne også bruger virkelig mange timer hver dag på telefonerne.
Samuel anfægter Twenge med undersøgelser der viser, at unge mennesker slet ikke er så meget mere ulykkelige med en højere koncentration af sociale medier i deres liv. Kilde.
Så måske starter familieudfordringerne og børnenes tristhed med, at det er de voksne, der efter en lang hård dag på arbejdet trænger til bare at sidde og ”hænge lidt ud” med deres venner online? Hvilken rolle spiller det, at vi alle sammen er slaver af vores telefoner og hellere vil kigge ned i dem end at se hinanden i øjnene?
Alexandre Samuels citerer i sin artikel et interessant studie af forældre fra 1980 – altså længe før smartphonen og sociale medier blev opfundet. I forsøget, som blev gennemført af John Unger Zussman, observerede man forældre med to børn – et lille barn mellem et og tre år og et lidt større barn mellem tre og fem år.
Forskerne i forsøget bad forældrene om at bruge 10 minutter på at lave anagrammer. Formålet var at se, hvordan samværet med børnene ændrede sig, når man delvist flyttede forældrenes fokus væk fra børnene.
Ændringerne var ret markante. Forældrenes interaktion med især de større børn blev kortere, mindre positiv og mere kritisk – og også overfor de små børn blev forældrene mere negative og straffende i deres adfærd. Hvis man skal skære det lidt firkantet ud, så viste forsøget, at kvalitetsopdragelse, hvor man faktisk lytter til børnene, hører hvad de siger, forsøger at hjælpe dem eller støtte dem og hvor man genuint interesserer sig for det, børnene vil eller har brug for, nok er svær at praktisere, hvis man er optaget af noget andet.
Er det de unges egen skyld, at de er afhængig af smartphonen, eller begynder det hos de voksne? Kilde: Getty Images.
Vi vil bare gerne have mere tid
Så udfordringen er måske, hvordan man får skabt de lommer af tid i familien, hvor ingen i familien liiiige skal tjekke telefonen? Hvor far ikke venter en vigtig arbejdsmail, og hvor mor ikke er ved at organisere spejderlejr via en Facebookgruppe, og hvor lillesøster ikke er i gang med
en streak på Snapchat, som har været ubrudt i 16 dage, hvilket er hendes personlige rekord? Hvem i familien skal bestemme, hvad de andre skal online, som er vigtigere eller ikke vigtigere end den tid, det er bestemt, at telefonerne er lagt væk?
Uden regler i familien går det næppe ret godt med, at alle samtidig lægger telefonerne væk og logger ud af de sociale medier. Al vores sociale teknologi har nemlig indbygget afhængighedsskabende faktorer.
Det er derfor ikke dig der er svag eller dine unger, der mangler rygrad, hvis I har svært ved at lægge telefonerne væk. Hele designet af sociale medier er opbygget, så det får os til at bruge mere tid. Når du holder din personlige profil opdateret med et nyt billede og udfylder de mange oplysninger, som Facebook eller LinkedIn foreslår, at du lige afleverer, så foretager du en investering i platformen, som designerne ved vil få dig til at komme tilbage. Når du har fundet alle dine venner, er det blevet sværere at forlade tjenesten.
Det er lidt, som når man skal gå tidligt fra en virkelig god fest. Det er en slags social tortur at vide, at de andre hygger sig sammen, mens man selv er på vej på arbejde.
Og når Facebook hele tiden forsøger at få os til at dele mere (senest har de gjort det mere spændende at skrive ”tillykke” – nu med balloner og konfetti), så er det, fordi de ved, at hver gang du ”interagerer”, så kommer du tilbage for at se, hvad det har medført. Blev Susanne glad for den besked, du skrev til hende på fødselsdagen? Er der nogen likes på billedet af Petra på første skoledag eller den artikel fra Politiken, du blev så harm over? Forstod de andre debattører din vittighed?
Teknologiafholdenhed
Telefonerne og de sociale medier er bygget til at drive os sammen i flok. Derfor må man selv lave strategier, hvis man vil ud af flokken. Jeg har for eksempel lige skrevet en bog. For at det var muligt, måtte jeg tage drastiske midler i brug. Jeg slettede simpelthen de tre bedste (og dermed værste) apps fra min telefon i lange perioder. Farvel til Facebook og Twitter og LinkedIn mens jeg skrev.
Jeg tager heller ikke telefonen med, når jeg går tur med hunden. Det giver mig et par gode tænkepauser hver dag. Jeg kigger også meget sjældent ned i min telefon, når vi har gæster eller er ude, og det undgår jeg nemmest ved at lade telefonen ligge i min taske. Så glemmer jeg alt om den, når jeg er i sociale sammenhænge.
Og før jeg skal sove, læser jeg altid bøger eller magasiner fremfor at sidde og kigge ned i en skærm – for ellers sover jeg dårligt. Det er noget med, at nogle af os ikke ret godt tåler flimmeret fra skærmene, og udover at jeg sover bedre uden skærme lige før sengetid, så får jeg også læst nogle bøger. Jeg har heller ikke telefonen liggende i soveværelset. Så jeg kan ”sagtens” leve uden min telefon. Altså lige indtil jeg står og skal bruge den på stationen. Ahem.
Min pointe er, at hvis telefonerne skal sparkes til hjørne, så skal der sparkes hårdt og konsekvent, og i en familie med for eksempel fire individer med forskellige behov skal der også lægges nogle ret gode alternativer frem.
Hvis man bare tilbød mig en hel weekend uden min telefon og uden adgang til sociale medier, så ville jeg ret sikkert takke pænt nej. Men hvis der oven i tilbuddet var indlagt en dag på loppemarked, en ridetur eller et eller andet sjovt fælles projekt, kan det da godt være, jeg kunne overbevises. Medmindre jeg skulle finde vej eller lige skulle sende en besked, så jeg kunne slippe for at gå hjem i regnvejret.