Lær at elske smalltalken
Smalltalk er for de fleste en ligegyldig sniksnak, der må overstås, inden vi kommer til den meningsfulde big talk om de ting, der optager os. Men efter at have coachet, undervist og læst en masse om genren de sidste par år er det blevet meget tydeligt for mig, at smalltalk er meget mere værdifuldt og meningsfuldt end sit rygte.
af Heidi Jønch-Clausen
Smalltalk behøver ikke være en kedelig formalitet om vind og vejr, dårlig kaffe og manglende parkeringspladser. Tværtimod kan man med en klarere bevidsthed om genren og få, enkle greb designe sin smalltalk, så den ikke er en anstrengende formalitet, men en energigivende dialog, der kan føre direkte til big talk og gode relationer.
Hvorfor smalltalk?
Men hvorfor er smalltalk overhovedet vigtigt? Hvorfor kan man ikke bare springe den over og gå direkte til big talk? For at forstå det skal vi se på smalltalkens sproglige funktion.
Den britiske antropolog Bronislaw Malinowski var den første til at teoretisere over smalltalkens væsen og formål. I 1923 publicerede han essayet The Problem of Meaning in Primitive Language, hvori han lancerede ideen om, at sproget ikke kun har en overbevisende eller informativ funktion, men også en vigtig social funktion, der handler om at opbygge en stemning af fællesskab. ”Den fatiske funktion” kaldte han denne funktion, som siden blev adopteret og udbredt af sprogforskeren Roman Jakobson i teorien om de seks sprogfunktioner.
Smalltalk kendes i litteraturen som ”social lim” og er kendetegnet ved at være uforpligtende kommunikation, der binder os sammen i anerkendelsen af hinandens blotte tilstedeværelse og gøder jorden for andre typer af kommunikation. Den lille snak om vind og vejr, kaffe og kage kan måske i sig selv synes tom og ligegyldig, mens dens sociale funktion er essentiel.
Som sociologen Erving Goffmann så smukt skriver om smalltalk: ”The gestures which we sometimes call empty are perhaps in fact the fullest things of all.” At mestre smalltalk er altså ikke bare en ligegyldig nice-to-have, men en stærkt værdiskabende kompetence. Firkantet formuleret vil folk, der kan og – ikke mindst vil – smalltalke, opnå flere og bedre relationer end dem, der undgår det.
Hvis ikke du gider, kan du ikke
At mange undgår smalltalk, er åbenlyst. Tænk tilbage på den sidste reception, du var til, og visualisér, hvor mange der holdt sig til dem, de kendte (foruden dem, der ikke kom, fordi de ikke gad smalltalk!) Måske gjorde du det selv? Jeg har i hvert fald holdt mig for mig selv mange gange – jeg har ikke orket den lille snak om ingenting og foretrukket at være i social sikkerhedszone med dem, jeg kender.
Mange introverte tror, at de har patent på at hade smalltalk, men det er ikke nødvendigvis rigtigt. Jeg har mødt mange ekstroverte, der synes at kunne tale med alle om alt, men for hvem smalltalk i virkeligheden også bare er en pligt. Jeg har selv været én af dem og har begået alle de fejl, jeg kunne begå – det vender jeg tilbage til om lidt.
Første skridt til en vellykket smalltalk er virkelig at ville det – at tvinge dig selv til at se værdien og mulighederne i smalltalken og minde dig selv om, at stort set alle andre også synes, det er anstrengende, men alligevel gerne vil have en god smalltalk-oplevelse.
Efter at have nærstuderet smalltalkens væsen står det dog helt klart for mig, at god smalltalk i allerhøjeste grad handler om indstilling. Som med så meget andet – hvis ikke du gider, så kan du ikke. Så første skridt til en vellykket smalltalk er virkelig at ville det – at tvinge dig selv til at se værdien og mulighederne i smalltalken og minde dig selv om, at stort set alle andre også synes, det er anstrengende, men alligevel gerne vil have en god smalltalk-oplevelse.
Folk er generelt særdeles åbne og tolerante over for hinandens smalltalk-initiativer – uanset, hvor akavet vi kan føle os. For akavet kan sådan en gang smalltalk bestemt være. Og særligt, hvis man ikke man har sat sig ind i grundreglerne for denne kommunikationsgenre.
Selvindsigt og øvelse
Som nævnt er den vigtigste regel for at lykkes med sin smalltalk at kunne overbevise dig selv om, at du glæder dig, og at det bliver en god oplevelse. Men gejst og vilje kan naturligvis ikke stå alene.
Ud over den positive attitude er en anden forudsætning for god smalltalk social intelligens. Nogle har det naturligt, andre skal træne lidt. Du kan træne din sociale intelligens ved at lære dig selv et spadestik dybere at kende. Når du kender dine styrker og svagheder, vil du nemlig kunne stoppe dig selv, når du bliver for lidt, for meget eller for skæv, og dermed undgå at gå i de fælder, der ligger lige for med din personlighedsprofil.
Du kan blive klogere på dig selv som samtalepartner ved at bede dine omgivelser om ærlig feedback på, hvordan de oplever dig i sociale sammenhænge. Men du kan også forsøge at anlægge et kærligt, men kritisk blik på dig selv (eller få hjælp ved en personlighedsprofil): Er du ekstrovert og taler meget? Har du måske tendens til at tale en del om dig selv og dit arbejde? Eller bliver du omvendt for ivrig i smalltalken og begynder at interviewe dine omgivelser, så de bliver overvældet? Er du introvert og holder dig ofte for dig selv? Opleves du som reserveret, fordi du ikke tager initiativet til smalltalk – eller har du en tendens til at svare meget kort på spørgsmål og dermed stoppe samtalen? Ingen kommunikationsgenre kræver mere fingerspitzgefühl end smalltalk, og jo skarpere du er på dine egne styrker og svagheder, jo skarpere vil du være i smalltalken.
Når du kender dine smalltalk-mæssige svagheder, er det bare om at komme i gang med at øve. Smalltalk er i den grad en genre, hvor øvelse gør mester. Man kan ikke tænke eller læse sig dygtigere til smalltalk – det skal erfares. Man skal eksperimentere og muligvis stå i adskillige småpinlige situationer, før man mestrer genren. Jeg har coachet folk, der på kort tid er gået fra meget dårlige til meget dygtige til smalltalken, og det er en fornøjelse at se den udvikling, vilje, selvindsigt og øvelse kan gøre.
Smalltalkens tre faser
Ud over vilje, selvindsigt og masser af øvelse kan du med fordel rent samtaleteknisk gå til smalltalken i tre faser: begyndelse, midte og slutning. Ligesom med så mange andre kommunikationsgenrer udgør en fængende begyndelse, en fyldig midte og en slagfærdig afslutning nemlig opskriften på succes.
Jeg har som nævnt selv begået adskillige klassiske smalltalk-fejl og vil her i en show, don't tell-øvelse dele tre af mine mislykkede smalltalk-situationer – en mislykket begyndelse, en mislykket midte og en mislykket slutning. Jeg har tænkt grundigt over hver eneste af disse tåkrummende episoder – og i lyset af min nye viden om og erfaring med smalltalk står det mig lysende klart, hvad jeg gjorde galt i de forskellige situationer. Ved at dele mine fejltrin kan jeg forhåbentlig inspirere dig til ikke at begå de samme fejl.
Fase 1: En fængende begyndelse
Jeg er til socialt arrangement i mediebranchen for snart 20 år siden. Jeg ser tre mediechefer, jeg alle kender sporadisk, stå og tale sammen i en lille cirkel. Ung og fuld af selvtillid tænker jeg, at de da sikkert også godt gider at tale med mig, og jeg går over til dem. Jeg stiller mig ved siden af dem og hilser. De nikker afmålt og fortsætter deres snak uden mig. Jeg blomstrer videre i 10-20 lange sekunder, inden jeg pludselig bliver meget tørstig og skynder mig hen til baren og skyller den pinlige oplevelse ned.
Vent på grønt lys
For de fleste føles det sårbart at gå hen og hilse på folk, man ikke kender. Angsten for afvisning stikker dybt i den menneskelige psyke. I denne situation overvandt jeg angsten, men havde overset nogle fundamentale spilleregler: Man skal aldrig gå hen til nogen uden at have fået et grønt lys. Det kan være verbalt i form af et hej, men også nonverbalt i form af som minimum øjenkontakt, men helst også et smil, et vink, et nik. Selvom det er en smalltalk-situation, kan det virke forstyrrende, måske endda uhøfligt, at der kommer en person ind i samtalen, der hverken er verbalt eller nonverbalt inviteret.
Spejling og åbent kropssprog
Selv med flotte sko, et imponerende cv og et glas i hånden er vi, når alt kommer til alt, bare pattedyr, der, bevidst og ubevidst, konstant afkoder og tilpasser os hinandens nonverbale signaler. Derfor er åbent kropssprog så vigtigt. For åbent kropssprog med god øjenkontakt, smil og åbne hænder og arme inviterer samtalepartneren til det samme, og med åbenhed får vi en behagelig atmosfære, der får smalltalken til at glide. Da krop og sind er fuldstændigt forbundne, vil lukket krop og ansigt give tankerne og ordene svære betingelser og måske endda skræmme din samtalepartner væk.
Jeg var engang til en middag, hvor min bordherre sad med korslagte arme, hver gang han ikke havde bestikket i hånden. Det virkede afvisende, men han venlig og konverserende, så jeg tror egentlig, det bare var en uhensigtsmæssig kropslig vane. Dem har de fleste af os nemlig – og åbent kropssprog kan tage lang tid at opnå.
Hvis du som udgangspunkt har et lukket kropssprog –hvilket mange har! – kræver det disciplineret træning at lære at åbne op. Jeg underviste en gang en revisor, som jeg lagde ekstra mærke til, fordi han havde et dejligt åbent kropssprog en hel kursusdag igennem. Da jeg i slutningen af dagen roste ham for det, takkede han og sagde, at han havde arbejdet på at komme dertil i 15 år, efter han engang af en skuespiller var blevet opmærksom på, hvor relationsskabende åbent kropssprog er. Han sagde, at bevidstheden om det åbne kropssprog og at komme dertil, hvor han var, havde ændret hans liv, og at han var skuespilleren uendeligt taknemmelig.
Fødderne lyver aldrig
En lille interessant detalje om kropssprog: Ud fra din samtalepartners fødder kan du ofte se, hvor interesseret han eller hun er i at tale med dig. Føddernes stilling afgør nemlig hele vores krops vinkel. Og fødderne lyver aldrig, men sladrer om vores, ofte ubevidste, følelser i situationen – om vi er godt tilpas, om vi er dårligt tilpas, om vi er på vej videre, om vi er nervøse eller på vagt.
Hvis du har fuld interesse fra din samtalepartner, vil dennes fødder typisk pege direkte mod dig, mens du nok ikke skal tale for længe, hvis fødderne peger væk fra dig. Det kan nemlig være et nonverbalt signal om, at din samtalepartner mentalt – og måske snart fysisk – er på vej videre. Hvis du selv vil være fuldt nærværende i samtalen, kan det være en god ide at kontrollere dine fodstilling. Flere har nemlig en dårlig vane med at stå skævt på fødderne og kommer dermed til at fremstå kropsligt afvisende, selvom det ikke er deres hensigt.
Dig, mig og omgivelserne
I fase 1 er det næsten lige meget, hvad du siger for at åbne samtalen. Det er nemlig selve kontakten, ikke indholdet af det sagte, der tæller. Ud over en almindelig hilsen kan man grundlæggende hente sit smalltalk-emne tre steder fra: fra sin samtalepartner, fra sig selv og fra omgivelserne.
At tage udgangspunkt i sin samtalepartner er mest oplagt, da det samtidig flugter med den grundlæggende kommunikationsregel om at vise interesse for sit medmenneske. Interesserede spørgsmål falder derfor næsten altid i god jord: ”Hvordan går det med projektet?”, ”Har du haft en god weekend?” eller ”Lækker taske, hvor har du købt den?” Du kan også tage udgangspunkt i dig selv – ”Puha, det her er min tredje kop kaffe, der skal en del koffein til at komme sig oven på weekenden”, ”Er det bare mig, eller er der ret koldt i dag – mine fingre er helt kolde” eller en brobyggende mig-dig-kommentar a la: ”Har du også set den nye James Bond? Den er virkelig fed – jeg var inde og se den med min mor i går!” Endelig er det oplagt at tage udgangspunkt i omgivelserne. Man kan tale om fælles bekendte, om vejret, om kaffen, om maden, om omgivelserne – billedet på væggen, de behagelige stole, hvor svært det var at finde en parkeringsplads, den lange kø, det nye byggeri ved siden af osv.
Gør snakken positiv
En vigtig tommelfingerregel er at gøre denne indledende smalltalk positiv. Hvis man anlægger en negativ vinkel – at det var umuligt at finde en parkeringsplads, at kaffen er dårlig, eller at det nye byggeri er grimt, vil din samtalepartner med høj sandsynlighed spejle det negative og tale om alle de andre grimme byggerier, der findes, og tilføje, at det snart er fuldstændigt umuligt at parkere her i byen, eller at kaffen bare synes at blive dårligere og dårligere år for år – for ikke at nævne maden!
Da vi er spejlende væsener, hægter vi os på hinandens emner og vinkler – og en negativ vinkel kan hurtigt duplikeres og forstørres. Hvis smalltalken på et kontor altid handler om, hvor travlt der er, og hvor stresset man er, vil smalltalken være negativ og sprede en dårlig stemning. Lad derfor din fase 1 være positiv. Spørg ikke, om din kollega har travlt, men om hun arbejder på noget spændende!
Hvis smalltalken på et kontor altid handler om, hvor travlt der er, og hvor stresset man er, vil smalltalken være negativ og sprede en dårlig stemning.
Fase 2: En fyldig midte
Jeg er medværtinde til et gå-hjem-møde på mit arbejde, hvor selve formålet er at mingle og skabe relationer. Men jeg er træt i munden efter en lang kursusdag og er slet ikke i humør til smalltalk. Men det er der selvfølgelig ikke noget, der hedder. Jeg hilser på en venlig kvinde og spørger, hvor hun kommer fra. Hun er fra Hillerød. Jeg kender Hillerød ret godt, og vi taler om, hvor smukt det er at gå tur nede ved slottet, at det er en fin gågade, og hvor smart det er, at det kun tager 35 minutter at tage toget til København. Vi bliver pligtskyldigt ved med at tale om Hillerød, indtil det bliver for tydeligt, at ingen af os synes, det er en særlig spændende snak, og vi høfligt afslutter den kedelige samtale og finder nogle andre at tale med.
Gør snakken interessant
Vejret, kaffen, maden, billedet på væggen, parkeringspladserne, køen, det nye byggeri. Hånden på hjertet, det ER jo småkedelige emner. Men det gør som sagt ikke noget i smalltalkens fase 1, hvor indholdet er så godt som ligegyldigt. Og mange smalltalks ender i fase 1. Med smil og åbent kropssprog udveksler man almindeligheder, og så går man videre og er færdig. Som jeg har understreget, har denne umiddelbart intetsigende interaktion en kæmpe værdi. Men kaffen, billedet på væggen eller køen kan naturligvis ikke bære en hel samtale. Det kunne Hillerød heller ikke. Min fejl i denne snak var, at jeg ikke formåede at gå fra fase 1 til fase 2. Jeg var træt og uoplagt, og pladen gik i hak i fase 1.
Smalltalkens fase 2 indtræffer, når man beslutter sig for at tale længere end et enkelt minut, og man gerne vil investere lidt i snakken. Springet fra fase 1 til fase 2 er svær, da det kræver, at man i en fart bygger en bro fra noget kedeligt til noget interessant ved at transformere fase 1-emnet til et mere spændende fase 2-emne.
Broen fra fase 1 til fase 2 kan bestå af enten uddybende spørgsmål eller facts. De opfølgende spørgsmål til samtalepartneren skal være spørgsmål, man rent faktisk synes, er interessante at få svar på. Hvis man fx taler om den nye bygning udenfor, kan det være, at man kommer i tanke om, at samtalepartneren var ved at bygge ud derhjemme – og så kan man spørge, hvordan det går med det (forudsat, at man synes udbygning er interessant!). Man kan også bygge broen ved at tilføje facts til ens egen lille ubetydelige kommentar.
Hvis man i fase 1 fx kommenterer det flotte billede på væggen, kan man fortælle, at ens søn er begyndt at male og har en drøm om at åbne sit eget galleri. Hvis man kan finde fælles grund i det nye emne, bliver fase 2 en succes. Og hvis det viser sig, at samtalen om den nye udbygning eller sønnens galleri er et hit, kan man ligefrem gå i big talk.
Med big talk går man fra facts til følelser, og ordvekslingen kan ikke længere kategoriseres som smalltalk. Hvis udbygningen fx viser sig at trække ud og være svær for familien at håndtere, eller hvis gallerisnakken kommer til at handle om, at sønnen er droppet ud af flere studier, men nu har valgt at forfølge sin drøm og er blevet meget gladere, ja, så er det ikke længere smalltalk, men big talk, og man har gødet jorden for en ny relation.
Vær opmærksom på taletiden
Nogle taler meget, andre taler lidt. I en smalltalk-situation er alle typisk lidt anspændte, hvilket betyder, at vi, for at forblive i vores sikkerhedszoner, kan risikere at fremstå som en lidt overdrevet version af os selv. De talende taler ekstra meget, mens de tavse bliver ekstra tavse.
Til en reception ser man fx ofte, at en ekstrovert underholder en hel flok i halve og hele timer, uden at de andre kommer til orde. Omvendt kan det være svært at slå et ord af den meget stille konsulent nede fra IT, og da hans svar er korte og u-inviterende, ender han med at stå for sig selv hele aftenen.
Som jeg tidligere nævnte, er det en kæmpe fordel at kende dig selv og dine egne fatiske kommunikationsmønstre for at kunne gennemskue og tilpasse din smalltalk. Hvis du ved, at du har tendens til at tale meget, så øv dig i at stille flere spørgsmål og lytte mere aktivt. Hvis du har tendens til at være meget stille, så øv dig i at give mere af dig selv, stille spørgsmål, (som du rent faktisk gerne vil høre svaret på!) og svare mere fyldestgørende på de spørgsmål, du bliver stillet. Der kan være undtagelser, men i en god, klassisk smalltalk bør taletiden være nogenlunde jævnt fordelt – som i en tenniskamp, hvor man skiftes til at have bolden. Begge samtalepartnere har ansvaret for at sikre denne fordeling.
Fase 3: En slagfærdig afslutning
Jeg er til stor julefrokost på mit arbejde. Jeg kommer til at sidde ved bord med en kollega, jeg ikke har talt særligt meget med før. Kemien er god, og hun fortæller mig, at hendes kæreste lige er gået fra hende, og at hun derfor har det rigtigt dårligt. Jeg har ondt af hende og spørger og lytter aktivt til hendes situation og tanker. Det tager selvfølgelig lang tid at gøre rede for alt det, og hun tager sig den tid, det tager. Der går en time, der går to, og indimellem får vi os en øl mere. Jeg lytter og lytter, mens både puls og julehumør falder, og mit blik flakker. I den anden ende af bordet er de ved at dø af grin over et eller andet. Jeg får afsluttet samtalen, men går hjem kort tid efter.
Smalltalk er small talk
Smalltalk er bogstaveligt talt en small talk, der udelukkende handler om at skabe en god stemning og bekræfte hinanden og fællesskabet. Men ikke alle forstår genren, og vi har vist alle, som mig til julefrokosten, prøvet at blive fanget af en, der har behov for detaljeret at fortælle om sin tur til Toscana, sin fyring, sin syge mor, sin lede chef eller sin umulige teenagedatter.
Det kan også være, at der er en til festen, der gerne vil spørge dig om nogle af disse lidt personlige, tidskrævende emner og sætter sig godt til rette ved siden af dig med, mens du spejder efter hende den interessante, du hellere ville tale med. Det kan ske for alle, og flere af os har sikkert gjort det samme (jeg ved, at jeg har!).
Det er altid svært at håndtere den situation, at smalltalken springes over, og din samtalepartner springer direkte til big talk. Ud over at det føles upassende kun at tale med den samme og dermed forsømme alle andre omkring sig, kan det føles intimiderende at føle sig presset til big talk. Husk derfor at gå smalltalkens fase 1 og fase 2 igennem, og gå kun til big talk, hvis du får grønt lys i form af imødekommende kropssprog, god øjenkontakt og uddybende svar.
Det er meget vigtigt at være opmærksom på disse signaler, og så snart man fornemmer et flakkende blik, lukket kropssprog eller et afmålt svar, bør man takke for snakken og komme videre. Og det gælder selvfølgelig begge veje. Til julefrokosten skulle jeg have taget ansvar for situationen og afsluttet kærestesorgssnakken langt tidligere. At lade den køre så længe kunne jeg hverken være bekendt over for den stakkels forladte kollega eller mig selv.
Slut på en high note
Jeg bliver ofte spurgt, hvor længe en smalltalk skal vare, men jeg har desværre ikke et svar, da det altid vil afhænge af situation, formål og relation. Men hellere kort end lang er mit generelle råd. Hvis situationen er fatisk, og arrangementet lægger op til mingling, er det ofte en fordel at tilpasse sig genren ved at tale kort med flere. Så kan man altid senere følge op ved at gå til fase 2 eller big talk med dem, man vil.
Jeg bliver også spurgt om, hvordan man går fra fase 2 til fase 3 og afslutter smalltalken. Det er der faktisk skrevet rigtig meget om, for en afslutning kan være lige så sårbar som en indledning. Det kan føles ubarmhjertigt at afslutte en god samtale. I goffmannske termer kan man nemt komme til at nedbryde den andens fase, hvis samtalepartneren ikke er klar til at slutte snakken.
Når du sætter dig for at afslutte en smalltalk, er det vigtigt at minde dig selv om, at det netop er en smalltalk-situation, og at du ved at lukke ned blot respekterer genren og formålet. I litteraturen om smalltalk hersker der derudover enighed om, at det altid er positivt at slutte på en high note. Slut på toppen af samtalen, inden det bliver kedeligt. Hav god øjenkontakt, smil, tak for den gode samtale, og sig, at du glæder dig til at snakke videre. Små undskyldninger, som at du lige skal hilse på en, eller at du lige skal op i baren, er helt ok. Et elegant greb kan også være at sige, at du ikke vil opholde din samtalepartner længere – hun har jo masser af folk, hun lige skal nå at hilse på. Den bruger jeg ofte.
Et elegant greb kan også være at sige, at du ikke vil opholde din samtalepartner længere – hun har jo masser af folk, hun lige skal nå at hilse på.
Smalltalk er ikke rocket science, men en kommunikationsdisciplin, alle kan lære. Jeg ønsker dig held og lykke med at blive endnu dygtigere til denne interessante lille, store relationsopbyggende snak. Med en positiv indstilling, en grundig viden om dig selv, en forståelse af smalltalkens faser, en masse øvelse og et lille glas eller to kan du på ingen tid gå til reception og helt uden ubehag tale med alle om alt. Glæd dig!
Læs mere om smalltalk her:
